Jeg Havde Engang En Elefant I Maven
Kapitel 8
Lars og jeg beslutter at besøge hans forældre en weekend. Vi trænger til at komme lidt væk, og være lidt sammen. Det er også længe siden han har været hjemme. Vi bliver hentet ved færgen af Lars’ far. De skal i byen i aften, så vi har lovet at køre dem, og har så huset for os selv.
Som altid er det hyggeligt at træde ind i de lave stuer. Hele huset har taget form efter de mennesker der bor her, så selv om de ikke er her i dag, kan man stadig mærke næstekærligheden og venligheden i stuerne. Lars og jeg smider os i hver en stol og hygger os med at se fjernsyn og spise lidt mad.
Næste dag låner vi bilen for at køre ned over grænsen og shoppe. Et par af Lars kammerater vil gerne med, og det kan der sagtens blive plads til i bilen. Lars kører og gutterne på bagsædet sidder og drikker øl. Lars smiler lidt genert og misundeligt til dem, han vil gerne være med til at drikke øl, men afslår da jeg foreslår at køre bilen resten af vejen.
Da vi når grænsen, vil kammeraterne sættes af ved en bar. De har ikke taget deres pas med, så de afgiver deres bestilling til Lars og venter så på at vi kommer tilbage. Jeg lægger mærke til at de ikke giver ham nogen penge. De forventer åbenbart at han kan lægge ud for dem. Jeg spørger ham om det, og han siger at de nok skal betale senere. Jeg tvivler, men siger ikke noget. Det er ikke mine venner eller mine penge, så jeg gør nok klogest i at blande mig udenom.
Mens vi handler bliver vi enige om at jeg skal køre bilen hjem. Jeg er ved at blive lidt forkølet, og har ikke lyst til at få noget at drikke, så kan Lars jo lige så godt drikke øl med vennerne. De er ikke klar til at tage af sted da vi kommer for at hente dem, så vi må gå ind på baren og drikke en øl med dem først.
Da vi endelig er klar til at køre, er det begyndt at sne voldsomt, så jeg kører forsigtigt for ikke at glide ud med bilen. Da vi kører forbi Sønderborg holder sneen pludselig op og vejret er fint og klart. Lars’ venner kommenterer min kørsel. De synes jeg kører godt bil. Jeg griner af dem og siger om det er fordi de ikke forventer sig så meget af kvinder og bilkørsel. Der bliver stille lidt, men de forsikrer mig om, at de mener jeg kører bedre bil end de fleste mænd de kender. Jeg smiler bare ad dem, og kigger i bakspejlet.
Barnet sidder på sædet imellem dem og griner. Jeg smiler til hende og føler hendes glæde smitte mig og lave små bobler i min mave. De pibler sig op fra mellemgulvet, gennem maven, forplanter sig i brystkassen, får mit hjerte til at tage et par små, lystige dansetrin og bevæger sig op i min hals. Om lidt kommer boblerne ud af min mund som latter. Jeg kan ikke stoppe dem. De har deres helt egen vilje og vej.
Jeg sukker og læner hovedet tilbage. Nyder at boblernes triumftog gennem min krop, da de pludselig klumper sig sammen i min brystkasse. Jeg gisper efter vejret, men blive i stedet grebet bagfra og trukket gennem en dyb, mørk tunnel. Boblerne hober sig sammen i min hals. Laver en knude, der er så hård at jeg ikke kan synke. Boblerne presser på min brystkasse så det sortner for mine øjne og de løber fulde af tårer. Jeg føler mig magtesløs og skræmt. Kan ikke forstå hvad det er der sker. Jeg forsøger at se mig rundt, men her er mørkt og stile. Kun mit eget krampagtige åndedræt kan høres.
Pludselig slippes taget i mig og der bliver igen lys omkring mig. Barnet sidder en bil med sin far. De fynske bakker og små landsbyer stryger forbi deres vinduer. Himlen er lyseblå og solen tør deres sjæl og tanker op.
Far fortæller om sine tanker. Alle hans håb, drømme og bekymringer får frit løb, mens han taler med barnet. Hun lytter intenst. Suger hvert lille ord op og lagrer dem i sit hjerte. Hun elsker at køre tur med far. Kun de to alene. Det er hendes tid med far og hun nyder hvert sekund. Det er som om bilen altid har en beroligende virkning på hende. Som om hun her kan slappe af og åbne sig op for sin far. Hun siger ikke meget. Lytter mest
.
Hun bliver ældre. Far bliver mere travl. Solen skinner ikke så tit mere. De fynske bakker flader ud og bliver til små Odenseanske forstæder og parcelhuskvarterer. Deres ture i bilen ebber ud.
Samtalerne var skrevet i sand og tidevandet visker dem væk og efterlader kun en lille bunke småsten hvor der før var et sandslot. Pigen sidder alene tilbage på stranden og ser hvordan far og samtalerne gribes af bølgerne og skyller længere og længere væk fra hende.
Hun vil sige noget. Kalde på ham. Bygge nye slotte i sandet. Men hun er alene og far driver længere og længere væk.
En dag er hun ved at reparere sin cykel. Hun har siddet hele dagen i solen og smurt, strammet, pudset, skilt ad og samlet igen. Jonna kommer ud i haven og skælder hende ud. Barnet ved ikke hvorfor. Ved bare at beskyldningerne ikke er sande, at hun ikke har gjort det hun bliver beskyldt for. Hun ved at far også ved det.
I sin afmagt kalder hun på ham. Trygler ham om at forstå og mægle. Han ser på hende. Et kort uudgrundeligt blik. Skuffelsen lyser ud af ham. Han vil at barnet skal bøje af og holde fred, hvorfor skal hun være så besværlig? Hun trygler ham igen om at sige noget. Fortælle Jonna at det er hende der har uret.
Han vender sig uden et ord og går med faste skridt ud i bilen hvor Jonna venter og de kører væk sammen. Barnet sidder alene med sin afmagt, frustration og tårerne der meget mod hende vilje triller ned over hendes kinder. Hun sidder lidt der i vacumet og forsøger at forstå hvad der skete.
Så hanker hun op i sig selv, rydder cyklen til side og går ned på sit værelse. Her lægger hun sig på sengen og stirrer op i loftet mens tårerne selv finder vej ned over hendes kinder og hage. Nogle af dem lægger sig til rette foran hendes trommehinde og gør verden tavs. Hun tørrer dem ikke væk. Lader dem bare gå deres egne veje. Hun opdager ikke at det bliver mørkt. Hører ikke bilen i indkørslen. Hun vågner først af sin trance da Kristina banker på døren og kommer hoppende op i sengen for at lege med sin storesøster.
Efter aftensmaden og flere øl hjemme hos Lars familie, blev vi kørt til Nordborg for at kunne gå i byen med Lars kammerater. Det var de samme mennesker som sidst. Den samme chikane og nedgørelse af Lars, der bare sad og smilede ad deres fornærmelser. Det gjorde mig ilde til mode at høre på. At han ikke forsvarede sig, og sagde noget til dem. Jeg snakkede med Lars om det sidste gang og han siger at sådan har det altid været. Han lader dem gøre det fordi det er nemmere end at forsvare sig. At de ikke mener det så hårdt. Jeg føler at han er ’klassens klovn’ og ikke engang selv klar over det. Deres holdning til ham påvirker mig. Jeg kæmper imod at blive grebet af gruppementalitet og drille ham. Fordi det er så nemt. Fordi han bare lader dem gøre det. I bund og grund mister jeg mere og mere respekt for ham i disse timer. Han er en ’drifter’ der bare lader sig flyde viljeløst med strømmen, og jeg kan se paralellen til hvad han gør hjemme i Svendborg. Jeg trækker mig ind i mig selv. Føler mig fuldstændigt fremmedgjort på dette sted med disse mennesker som jeg intet har til fælles med og ikke ønsker at have det. Jeg forstår heller ikke hvorfor Lars ønsker deres selskab og hvad vi i det hele taget laver her.
På et tidspunkt bliver de enige om at de vil i byen. Jeg er lige kommet tilbage fra toilettet, da jeg hører at Lars’ mor ville komme om en time og hente os for at køre os til Sønderborg. Det gør mig vred, og jeg er ikke længere i stand til bare at tie stille.
Jeg sætter mig ved siden af den ene kammerat og fortæller ham venligt, men bestemt at jeg syntes han var gået over stregen ved at ringe til Lars mor, og jeg syntes ikke, han kan være det bekendt. Det lykkes mig at give ham dårlig samvittighed, så han ringer til Lars mor og siger at hun ikke behøver at komme alligevel.
Stemningen bliver lidt mat. Hvad nu? Hvordan skal de så komme til Sønderborg. Ingen andre forældre gider køre. Løsningen kommer af sig selv. En kammerat mere dukker op og han er i bil. Han vil ikke køre til Sønderborg, men kan godt køre folk ind til diskoteket i Nordborg.
Der er plads til alle i bilen… næsten. Selv om jeg har feber og helst vil hjem, kan Lars og jeg ikke køre med i bilen. Lars siger ikke noget. Vi kan jo bare gå derned. Jeg er rasende. Vil have ham til at sige fra. Ikke være så vattet. Stå fast på sin ret. Men intet hjælper. Sådan en type er Lars ikke. Han smiler blot til alle og blander sig uden om deres drillerier.
Det blæser mens vi går gennem den kolde nat. Et par blade flyver forvildede rundt. Lidt fortabt. Som om de ikke helt kan forstå hvor sommeren og deres grønne farver er blevet af. Et stykke papir blæser op da jeg arrigt sparker til det, og flyver ind i ansigtet på mig. Da jeg krøller det sammen i hånden for at fjerne det, lægger jeg mærke til at det er tykt og glittet. Jeg stopper op og folder det ud igen. Det er et billede. Hurtigt ser jeg op, tidsnok til at se barnet løbe rundt om et hushjørne længere fremme.
Forsigtigt glattede jeg billedet og forsøgte i det svage lys fra gadelygten at se hvad der var på det. Pigen sad i en bil med sin far. Hun var vel 12-13 år gammel. Hun havde sit spejdertøj på og så træt ud. Far talte dæmpet. Fortalte hende at hun skulle være en sød pige når de kom hjem, for Jonna var ikke i så godt humør i dag. Pigen nikkede. Havde bange anelser. Var for træt til at gøre noget ved det, for træt til at kunne overskue hvad hun skulle gøre.
Hjemme tog hun sin taske ud af bilen og gik op ad trappen. I entreen satte hun den fra sig for at tage skoene af. Der var larm og rumsteren i køkkenet. Gryder blev sat hårdt i bordet og Jonna skældte ud på far, der var gået ud for at hjælpe.
Pigen opbød alt sin viljestyrke og ville gå ind i løvens hule for at sige hej. Så langt nåede hun ikke. Tre skridt fremme kom Jonna stormende hen imod hende. “Jeg gide ikke se på det rod, nu har jeg gjort rent hele dagen og så kommer du bare og kaster din rygsæk midt i det hele. Du kan godt tage den ned på dit værelse og pakke ud med det samme. Og se at gøre dig klar, vi skal køre om en halv time, din kusine har fødselsdag”.
Pigen er træt. Har været på spejdertur i København hele dagen og var blevet lovet at hun ikke behøvede at tage med til familiefødselsdag i Kerteminde om aftnen. Hun forsøgte at sige noget, men Jonna var stormet videre, så i stedet tog hun sin taske og gik ned på sit værelse i kælderen.
Far kom ned lidt efter. Stod bare lige inden for døren og så opgivende ud. “I havde lovet at jeg ikke behøvede at tage med” siger pigen. “Jeg ved det godt” siger far “kan du ikke bare blive her til vi er kørt, der er ingen grund til at lave et stort nummer ud af det?” Piger nikker, glæder sig til bare at være i fred og være alene hjemme.
Da den halve time er gået kommer Jonna ind i værelset. Hun banker ikke på. Flår bare døren op og går tre skridt ind så hun står midt i rummet og fylder det hele. “Er du ikke klar endnu? Du kan sgu da heller ikke finde ud af noget, aldrig er du til at stole på! Men nu er det for sent, vi skal køre nu, og jeg gider ikke have sådan en beskidt og sur møgunge med til fødselsdag. Så må du jo blive her og passe dig selv. Men du må ikke se fjernsyn! Og ikke ringe til nogen, jeg gider ikke have en enorm telefonregning! Og ikke spille musik!” Hun vender sig rundt og går hen mod døren.
Pigen hører den sagte puslen for enden af trappen, der fortæller hende at hende far har stået og lyttet til samtalen. Døren til hendes værelse ryger i med et brag, så det giver et gib i hende, så bliver hoveddøren stille lukket, trampen op ad kældertrappen, smækken med hoveddøren og endelig! Bilen på perlestenene da den triller ud ad indkørslen. Så sænker roen sig over huset.
Hun pakker sin taske ud, tager et langt bad, laver lidt mad og sætter sig ind foran fjernsynet med maden. Da far og Jonna kommer hjem er hun for længst gået i seng. Jonna er overstadig efter en aften med hendes familie, og far er lettet over at stormen er løjet af. Endnu engang undgik han konfrontationen, ved at føje sig og gøre sig usynlig når hun raser.
Billedet blæser ud af hånden på mig, og et øjeblik står jeg og er lidt desorienteret. Så kalder Lars på mig. Jeg går hen imod ham. Vreden er væk. Han tager min hånd, men jeg afviser ham. Ser farens ansigt når jeg ser på Lars. Ser de vigende øjne og nakken der dukker sig for de verbale slag. Ser manden der kryber sammen som en ussel hund og ikke tør bide fra sig. Og mens jeg ser faren og Lars i samme person, er det som om min respekt og kærlighed til Lars stille glider ud af mig og forsvinder som dugdråber, der først opløses i luften, for dernæst at fryse til is og falde til jorden hvor de splintres.
Da vi når hen på diskoteket går Lars foran mig ind. Mens jeg står og tager jakken af, for at lægge den i garderoben, forsvinder han ind gennem en dør og ind i mængden. Jeg går derind og møder hans kammerater. De er spredt over hele diskoteket og er ikke interesserede i at snakke med mig, så jeg finder mig en ledig barstol henne ved døren, og venter på at Lars kommer.
Lidt efter kommer han ind ad døren, med armen om en pige. De stiller sig to skridt fra mig og taler sammen. Pigen lægger nakken tilbage og ler mens Lars arm ligger fast om hendes ryg. Hun smiler til ham og ser ham direkte i øjnene. Hendes hånd lægger sig indimellem på hans brystkasse. Jeg rejser mig for at gå hen og sige hej, men Lars ignorerer mig og taler videre med pigen. Jeg sætter mig hen på stolen igen. Betragter dem og venter på en forklaring mens vreden gradvist bygger sig op inden i mig til et kæmpe raseri.
Endelig er han færdig med at tale med hende. De har også stået der, tæt sammen, i tre kvarter nu. Men Lars kommer ikke hen til mig. Går lige forbi mig og hen til kammeraterne for at få en øl. Da han har fået den, bliver han stående hos dem og ser rundt i lokalet. Hans blik strejfer mig, men der er intet tegn på genkendelse.
Stille glider jeg ned fra stolen og går ud og henter min jakke. Jeg tager den på mens jeg forlader diskoteket. Jeg er rasende og ser ikke, hvor jeg går henne. Drejer bare til højre og begynder at gå.
Da jeg har gået næsten en time kommer jeg tilbage til diskoteket og finder samtidig den lille vej, der går hjem mod Lars forældre. Jeg drejer om hjørnet. Går i et stærkt tempo velvidende at der ikke er ret langt hjem nu.
Jeg er stadig vred, men ikke så voldsomt mere. Det er blevet en stille form for vrede. Som at stå ved Vesterhavet en varm efterårsdag og mærker heden og bølgerne slå op om benene. Mærke de enorme kræfter der er i bølgerne. Den enorme energi der kommer rasende langt ude fra havet af, som slår sammen i en enorm energi, for at lægge sig roligt og næsten kælent op ad stranden.
Jeg har gået lidt, da jeg bemærker skridt bag mig. Små trippende skridt, der nøje holder det samme tempo som mig. Jeg drejer hovedet. Bange for hvad jeg vil se og parat til at sætte i løb. Først ser jeg intet. Alle muskler er spændt til bristepunktet og adrenalinen pumper vildt rundt i min krop mens jeg sætter den i højeste alarmberedskab. Klar til kamp eller flugt.
Så sænker jeg blikket og får øje på barnet. Hun ser mig direkte i øjnene. Trodsigt, udfordrende. Jeg stopper op ved en hest der står og sover på en mark. Går stille hen til hegnet og kalder på den. Den vågner, ryster på hovedet og lunter hen og stikker sin bløde, varme mule ned i min hånd. Barnet stopper først op bag mig, men kommer så hen og stryge- hesten på flanken. Vi står der lidt. Sammen i kulden, med hestens varme åndedrag mod os. Så stikker hun en hånd i lommen. Fisker et billede op og holder det hen imod mig. Hun ser ikke på mig. Bliver bare ved med at stryge hesten over flanken og se på dens store brune øjne. Efter lidt tid tager jeg billedet hun rækker hen imod mig.
På billedet er pigen 10 år gammel. Hun sidder i kælderen på skolen og nipper t l sin skolemælk. Foran hende ligger en madpakke der endnu ikke er åbnet. Med et suk giver hun sig til at pakke den sirligt indpakkede mad ud. Leverpostej med rødbeder. Roastbeef med remoulade og ristede løg, der nu er helt smattede og bløde. Hun kigger lidt på den og smider den så i skraldespanden. Undrer sig over hvorfor hun altid får leverpostej når hun ikke kan lide det. At der skal være remoulade og mayonnaise på alt maden, når hun nu ikke bryder sig om det.
I går snakkede hun med Jonna om madpakker. Barnet fortalte at hun gerne ville have sandwich eller frugt med. Fordi hun ikke så godt kan lide rugbrød. Der er altid rugbrød i madpakken. Hun er altid sulten sidst på dagen, men hun har snart vænnet sig til det.
Så lyder der råben og trampen på trappen ned til kælderen. Pigen rykker sig ind mod væggen og forsøger at blive usynlig. Drengene fra hendes klasse kommer ned med en bold. De begynder at smide den efter hende. Hun dukker sig. Så sparker de til den. Igen og igen rammer den tæt ved hende og i frygt og afmagt kravler hun ind under bordet. Drengene ler.
Hun er nemmere at ramme under bordet fordi bænkene og bordpladen styrer bolden i den rigtige retning. Fortvivlet og med strimer af tårer ned ad kinderne, løber hun ud og op ad trappen. Drengen løber hujende efter hende. Op, op, op ad trappen. Hun når den øverste etage, men drenge er stadig tæt bag hende. Hen ad den lange gang og ned ad trappen igen. Hun drejer ind på den næste etage og flår døren op til biblioteket.
Bøgerne er hendes venner. De gør hende aldrig noget ondt. Desuden ligger biblioteket lige ved siden af lærerværelset. Hun finder en reol i et hjørne og kravler ind under den. Bøgerne omfavner hende kærligt og skjuler hende, da drengene går gennem biblioteket. Hun tør ikke rejse sig. Er bange for at de står og venter på hende uden for døren. Hun bliver vugget til ro af bøgerne og langsomt begynder hendes hjerte igen at slå normalt.
Først da klokken igen ringer ind og lærerne begynder at forlade lærerværelset, kravler hun ud og går ned i klasselokalet. Kun for at finde hendes hæfte overskrevet, tasken gennemrodet, og indholdet spredt ud over hele gulvet. Hun samler det op og sætter sig på sin plads, uden et ord.
Mens jeg har set på billedet, har barnet sat sig op på hesten. Med sine nøgne ben i vinterkulden, har hun drevet den fremad, og med de stivfrosne fingre i dens manke og vinden i ansigtet rider de to nu rundt i folden. Jeg smiler sørgmodigt og fortsætter min vandring. Der er ikke langt hjem til varmen og dynen nu.
En taxa kommer kørende imod mig, bremser op og bakker tilbage. Lars stikker hovedet ud af vinduet og råber på mig. Beder mig sætte mig ind i taxaen og køre med hjem. Vreden eksploderer inden i mig igen. Jeg vil ikke tale med ham. Går blot videre.
Lidt efter kommer han løbende efter mig. Kalder på mig. Jeg vil ikke høre. Han løber ind foran mig og prøver at spærre vejen, men jeg går udenom. Han prøver at tage fat i mig, men jeg vrister mig løs. Han prøver at undskylde. Siger at han ikke ved, hvad han har gjort.
Synet af hans arm om kvindens ryg, står printet ind i min hukommelse og får endelig vreden til at boble over. Jeg skælder ud. Råber. Er hysterisk. Lars trygler om tilgivelse, men jeg kan ikke finde den noget sted lige nu. Lader bare de hårde ord hagle ned over ham, samtidig med at frustrationens tårer, springer ud af mine øjne.
Da jeg ikke har flere ord tilbage sætter jeg i løb og lader Lars tilbage. Jeg løber til jeg ikke føler jeg har mere energi og næsten i det samme er jeg ved huset. Jeg lister ind og putter mig under dynen. Lars kommer kort tid efter og forsøger at stryge mig over håret, men jeg er uforsonlig. Endelig giver han op, og mens tårerne stadig lander på hovedpuden falder jeg i søvn.
