Jeg Havde Engang En Elefant I Maven
Kapitel 7
Alt i alt var julen overstået i god ro og orden, selv problemerne på arbejde, havde jeg formået at få lidt afstand fra. Det havde ellers været hektisk før jul, men samtaler og møder, trusler om fyring og beskyldninger der føg gennem luften.
Hele balladen drejede sig om at en overordnet havde lagt an på mig, og jeg derfor ønskede at sige op. Det var åbenbart gået personalechefens ære for nær, så han havde brugt sine kræfter på at så splid og gøre det uudholdeligt for mig at være på arbejde mere. Det var endnu ikke lykkedes ham. Jeg var stålsat på at jeg ville blive på arbejdspladsen til jeg havde et andet job; ingen skulle tvinge mig væk.
Lars havde ikke været meget tilstede til at kunne snakke med, han havde jo haft travlt med eksamener. Af en eller anden grund havde han dog præsteret at dumpe dem, og skulle derfor gå et semester om. Min mistanke faldt på, at han havde syntes det var sjovere at føjte rundt med studiekammeraterne og en flok øl. Det var i hvert fald ikke evnerne der fejlede noget!
Nytåret og julen var altså kommet og gået, og det blev tid for Lars tid at mødes med nye studiekammerater, og for mig til at genoptage kampen på arbejde.
Jeg måtte opbyde al min viljestyrke for at kunne håndtere personalechefens daglige stikpiller om hvorvidt jeg snart kom med min opsigelse og hvor længe jeg blev på arbejdspladsen endnu. Der var ikke meget adspredelse at finde, idet han også sørgede for at alle opgaver blev taget fra mig.
Jeg gik altså på arbejde hver dag, og sad på min pind, uden at have det fjerneste at give mig til. Det er udmattende, men heldigvis begyndte nogle af mine ansøgninger at give pote, og sidst i januar kunne jeg endelig skrive kontrakt på et nyt arbejde.
Dagen efter afleverede jeg min opsigelse, og da personalechefen nu besluttede sig for at sætte endnu hårdere ind, valgte jeg at sygemelde mig. Jeg ønskede for alt i verden ikke at møde på nyt job og være helt nedkørt, netop som vi ville gå den travleste tid i møde.
Det var en lettelse at kunne gå fra arbejde den sidste dag. Jeg sagde ikke farvel til nogen. Pakkede bare mine ting og forlod stedet. Jeg følte ikke at jeg havde noget at skulle sige til de kolleger der direkte og indirekte havde hjulpet med til at mobbe mig væk fra en arbejdsplads og et job jeg virkelig havde haft høje forhåbninger til.
Med januar kommer også nye regler for mit og Lars samvær. Vi er nu et fast par, de lyserøde ‘honeymoon’-dage er overstået og virkeligheden og hverdagen banker på. Lars er stålsat på at skulle være mønsterelev og sidde med snuden i bøgerne, hvilket jeg har stor forståelse for. Forståelsen rinder dog ud, der hvor læsedage bliver til chatdage brugt på nettet, og læseweekender bliver til byture med studiekammeraterne.
Jeg føler det lidt som om det kun er samværet med mig der skal skæres ned på, og kombineret med min noget stressende jobsituation gør det at jeg begynder at tvivle på mig selv og mit eget værd. Min hjerne er overophedet og tankerne kører hele tiden i ring og får blæst småbitte ting helt ud af proportioner. Jeg er følsom og sårbar og føler ikke at jeg er i stand til selv at trække mig ud af håbløsheden.
Jeg taler med min far og Jonna om problemerne på arbejde, og havde håbet på at møde noget forståelse og opbakning. De forsøger også at bakke mig op, men skuffelsen over at jeg stopper med at arbejde ved det fine firma, og altså atter engang har givet op, lyser ud af dem og de samtaler vi fører.
At jeg har haft det meget dårligt på arbejdspladsen, og at jeg får mere i løn og flere opgaver på det nye arbejde, betyder mindre i forhold til den fine titel og firmaets navn.
Det havde været pudsigt at være vidne til Jonnas familie, der havde vist en pludselig og overvældende interesse for mig med det fine job, nu pludselig igen ser lige igennem mig og ikke rigtigt vidste hvor de skal gøre af deres øjne, hvis jeg pludselig er midt i deres synsfelt.
Jeg kan føle deres smerte som en fysisk nærhed. Smerten over at de ikke selv synes de er en succes. Jeg kan se igennem dem. Jeg ser at de ikke kender til nogen anden måde at tackle deres egne fiaskoer end ved nævne andres. Det er heller ikke kun mine fiaskoer, de ser også hinandens med lysende klarhed. Jeg ser de mistroiske sideblikke, den konstante luren på hinanden, leden efter fejl. Jeg ser dem dolke hinanden og kalde deres familiesammenhold for kærlighed. Den er alt andet end kærlighed. De har et behov, lige så stort som for at trække vejret, for at flå hinanden i småbitte stykker og kravle op på bjerget af stumperne for at plante deres flag. Der er ingen anden mulighed for dem. Alle andre steder er de ikke i stand til at vinde, så de vælger deres kampe hvor de føler at der er en chance for at vinde. Ingen af dem ser at de ødelægger sig selv og hinanden. De føler sig alle som vindere og forstår ikke smerten i deres sjæl.
Mit liv skal ikke være fyldt med smerte mere. Jeg vil fylde det med kærlighed og tolerance. Min eneste sorg er at se min far blive flået i stykker. Han kender ikke spillet og dets regler. Hjemme i vestjylland har han aldrig oplevet sådan noget og han forstår det ikke, men tror stadig på det bedste i andre mennesker. Jeg ser dem rive ham i stykker og æde hans hjerte råt mens det endnu banker i deres hænder.
Barnet kommer til mig ofte i denne periode. Billederne flimrer for mine øjne, men bliver ikke registreret af min hjerne. Den er ved at koge over af tanker og indtryk, og jeg tror at barnet kommer så ofte til mig, fordi hun ikke føler at jeg rigtigt hører efter hende.
Jeg tror hun har ret. Jeg kan ikke rumme hendes billeder. Kan ikke finde kræfter og overskud til at forsøge at trøste hende, puste på hendes knæ og lindre hendes sorger. Jeg kan mærke at hun bliver ked af det når hun kommer til mig, men oftere og oftere lukker jeg døren for hende og vil ikke snakke med hende.
Til sidst bliver hun væk, og jeg tror at jeg har mistet hende for evigt. Jeg er egentlig ikke ked af det. Nærmest lidt lettet over ikke at skulle tænke på hende også.
Eet billede husker jeg dog særligt godt, selvom jeg ikke kan huske, hvornår hun kom til mig med det. Barnet var lige startet i ny skole i tredje klasse, fordi hun var flyttet hjem til sin far og Jonna.
Klassen havde været på kælketur med alle forældrene i skoven, og på vej tilbage løb børnene og legede. Et par drenge løb op på siden af barnet og smed snebolde direkte ansigtet på hende. De var presset hårdt sammen, så det næsten var is og var fyldt med grus og småsten. Da de ramte hendes ansigt faldt de blot til jorden bagefter, så hårde at de ikke engang gik i stykker. Barnet vred sig i smerte og et par tårer trillede ned over hendes ansigt. Faren tørrede dem væk men en irriteret håndbevægelse. Han gik lige og talte med de andre forældre, og var ikke lige i humør til at tage sig af et umuligt barn. Drengene løb hujende væk igen. Barnet blev i sin afmagt og frustration i nærheden af de voksne.
Fra da af kunne hun ikke gå gennem skolegården uden at blive overdænget med snebolde, tennisbolde eller fodbolde. Derhjemme sagde Jonna at barnet selv var skyld i at hun ikke snakkede med de andre børn. Hun var alt for pivet og umoden. Barnet tryglede og bad om at få lov til at skifte skole. Hun kunne ikke overskue at møde op til den daglige mobning af hende, men eftersom man i hjemmet mente at hun selv var ude om problemerne, ville det jo ikke hjælpe at flytte hende til en anden skole. Man ville bare flytte problemet med. Barnet var problemet.
Den første dag på nyt arbejde. Spænding, forventninger, nervøsitet. Det er et lille kontor med to chefer og to ansatte, den ene kollega har jeg ikke tidligere hilst på. Troede jeg. Ind ad døren, første chok.
Vi har læst sammen, og jeg kan så absolut ikke fordrage hende. Hun er arrogant og bedrevidende og en rigtig bonderøv, intet mindre. Smilet stivner lidt, men da jeg bliver vist ind i mødelokalet hvor jeg skal være indtil videre, bliver jeg enig med mig selv om at give hende en chance. Jeg har jo nok taget fejl.
Der er intet forberedt på at jeg skal komme. Jeg får en bærbar pc med en ødelagt skærm, og nogle gamle sager jeg kan kigge på, og så sidder jeg ellers alene i mødelokalet hele dagen. Jeg er den nyest tilkomne på kontoret og oven i købet elev, så jeg forventes selvfølgelig at lave kaffe, dække bord, hente frimærker og vande blomster. Det er ikke noget jeg var vant til, men man starter jo ikke på nyt job og lægger ud med at lave en revolution.
Der går en uge, hvor jeg sidder alene i mødelokalet hele tiden. Ingen taler til mig, for de andre sidder alle i det fælles kontor ude foran. Jeg kan høre dem snakke sammen og le hele dagen. De hilser hjertevarmt på kunderne der stikker hovedet ind med nogle papirer. Så kommer min nye computer endelig. Og de første arbejdsopgaver. Men jeg sidder stadig alene.
Arbejdsopgaverne er uinspirerende og trivielle. Bladren gennem en masse papirer og sætte dem i orden i ringbind. Papirerne udtørrer mine hænder og mit liv. Suger ganske langsomt alt saft og kraft ud af mig og efterlader mig tør og sprukken. Gold som en ørken. Støvet lægger sig på min hud og mit hår og gør mig grå og farveløs at se på. Som en genganger kommer jeg gennem dagene uden at tale med nogen og uden at nogen ser mig. Kun afbrudt af mine lejlighedsvise dødsskrig. Kolde skærende skrig, der går gennem marv og ben. Men ingen hører dem. Og ingen ser mig.
Jeg tror at barnet har holdt øje med mig, for hun dukker op på kontoret en dag. Den første gang hun er med mig på arbejde. Hun kommer listende ind og stiller sig foran mit skrivebord. Afventende. Jeg får den der følelse af at blive betragtet, og ser op. Der står hun. Helt stille i sin fine lyse sommerkjole med en fin sløjfe i håret. Jeg er fast besluttet på ikke at lade mig forstyrre i mit arbejde, men da jeg kigger ned på mine papirer igen, ligger billedet der.
Det er helt glat og har klare farver. Mest blå, men også lidt grønt, rødt og gult. Der er en masse, sart, støvblå himmel med enkelte hvide skyer på. En rolig, kongeblå sø i baggrunden. Forrest er der en masse børn og voksne i blå skjorter med lidt grønt græs tittende frem ind imellem. Graner og røde faner laver en smuk ramme om dem. Solen står højt på himlen og er bagende varm.
Inde i menneskevrimlen ser jeg barnet. Hun synger med på sangene med høj, klar røst, næsten uden at kigge i sangbogen. Hun beder fadervor og siger trosbekendelsen med lukkede øjne og hun sluger hvert et ord, der kommer fra prædikestolen langt oppe foran hende. Efter ceremonien går hun alene op mellem træerne på en bakketop. Hun vil møde Gud og det gør hun bedst alene.
Hendes far har lært hende at tro på Gud, og barnet er sikker på at hvis hun er stærk i troen, bliver han stolt af hende. Far var også spejder da han var dreng, og nu sidder han i bestyrelsen. Alle de voksne spejdere kender hendes far og synes han er en rar og hyggelig mand. Barnet er stolt af sin far, og hun ville ønske hun kunne gøre ham stolt også. Hvis hun nu bare kunne være en god spejder. En god kristen. Så måtte han da blive stolt.
Biblen ligger på hendes bord derhjemme. Hun læser i den hver aften. Hun forsøger at huske knobene. Hun kan alt førstehjælp på fingrene, for det underviser hendes far spejderne i.
I dag beder hun Gud om at gøre hende til en god spejder og en god kristen så hendes far kan være stolt. Da hun er færdig med sin bøn går hun langsomt ned ad bakken, ned mod søen. Her går hun en lang tur, uvillig til at vende tilbage til lejren og dens aktiviteter. Ingen ser hende komme tilbage. Alle har travlt med hver deres gøremål, så hun lister stille ind sit telt og gemmer sig under soveposen.
Det varer ikke længe før nogle af de andre børn tumler ind i teltet og giver sig småfnisende, chokoladekiksspisende til at spille kort. Ingen taler til pigen, de ignorerer hende som de plejer. Når de da ikke lige kalder hende for bæver og beder hende gøre rafterne kortere med sine enorme fortænder. Om natten ligger hun alene vågen og lytter til fjerne stemmer, mens tårerne triller ned ad hendes kinder.
Jeg ser ikke meget til Lars. Vi har en aftale engang imellem, men han har gjort det til en vane aldrig at dukke op til tiden, og heller ikke ringe og fortælle at han er blevet forsinket. Det er ved at være ret irriterende. Mad der brænder på. Film vi ikke kan nå at se. Aftner alene fordi han ikke kommer. Jeg skælder ud, forklarer, trygler, men intet hjælper. Frustrationerne hober sig op. Jeg vender det hele indad. Hvorfor er jeg ikke god nok? Hvorfor vil han ikke være sammen med mig? Det er nok bare mig der er kedelig. Min vrede og frustration skubber ham længere og længere fra mig, men jeg magter ikke at holde den stangen. Min stue er konstant fyldt med lyden af tikkende visere. Sekunder, minutter, timer, dage og år. Tid jeg går i min ensomhed og venter på at høre noget. Men den eneste lyd er visernes tikken.
På arbejde har jeg endelig fået en rigtig computer, men jeg sidder stadig alene mødelokalet. Min kollega kan lige så lidt lide mig som jeg kan lide hende, det er jeg ikke i tvivl om. Jeg forsøger at lade som ingenting og ikke blive irriteret over hendes barnlige bondske kommentarer til mig, eller nærmere om mig, for hun taler stadig ikke TIL mig. Jeg sidder altså alene på mit kontor hele dagen, ingen kommer og taler til mig. Engang imellem afleverer de nogle stakke med papirer jeg skal gennemgå, men derudover passer jeg mig selv.
En dag sidst i februar, da jeg har dækket bord til frokost, kommer den ene chef ind på kontoret. Han ser forvirret ud, da han ser at der er dækket til frokost, men spørger så om ikke jeg vil med dem ned og spise frokost på firmaets regning. Det vil jeg da gerne, og spørger samtidig hvad anledningen er. Min anden kollega har tilsyneladende sagt op, og det er hendes sidste arbejdsdag. Jeg er overrasket over at ingen har fortalt mig det, men min chef slår det hen.
Det er en mærkelig frokost. Jeg kender jo ikke rigtigt den kollega vi skal sige farvel til, og ingen kender mig, så jeg sidder bare stille mens de andre udveksler minder og gode ønsker for fremtiden. I det mindste kommer jeg da lidt ud fra mødelokalet den dag, og jeg får tidligt fri, så det er ikke helt spildt.
Jeg går hjem ad Brogade. En hyggelig ældre gade i Svendborg. Solen skinner fra en skyfri himmel, og selv om det er lidt koldt, er det stadig en dejlig dag. Jeg tænker på mit liv. Synes egentlig at jeg har det godt. Det skal nok blive bedre på arbejde nu hvor jeg skal flytte ud i forkontoret til de andre. Jeg kan slet ikke vente med at skulle lære en masse. Jeg skal nok vise dem at jeg er pengene værd.
Ved den lille blomsterbutik foran kirken stopper jeg op. Står og ser på alle de smukke blomster og drømmer om en have jeg kan sætte dem i. Eller bare en større terasse med plads til et orgie af duft og farver. Jeg går indenfor i den kølige butik. Duften slår imod mig. En stor kompakt duft af forskellige blomster, saft fra afskårne stængler og jord. Det er ikke muligt at skelne den enkelte blomst duft ud fra de andre, det er bare duften af blomster en gros. Jeg elsker denne duft. Den minder mig om min mor, der arbejder med blomster. Den minder mig om farfar der var gartner. Omend farfars blomsterduft altid var lidt mere jordet. Det var jo hovedsageligt grøntsager han dyrkede.
Stille går jeg gennem butikken. Smiler til ekspedienten. Nyder blomsterne og de smukke vaser og krukker de står i. Jeg køber ikke noget i dag. Økonomien er stram og det er den dyreste og bedste blomsterhandler i Svendborg. Men jeg får en indsprøjtning af glæde ved at befinde mig i det kølige mørke lokale for en kort stund.
Varmen og solen slår imod mig da jeg træder ud ad døren. Kirken står smuk og majestætisk foran mig. Jeg bliver grebet af ro og eventyrlyst og går hen foran kirken. Midt i alle brostenene er en enkelt skiftet ud med en der har fået hugget et lille symbol i. Et kors. Den ligger der og gemmer sig blandt alle de andre, men får man først øje på den føles det som om man har fundet en skat. En lille hemmelighed, gemt for det store flertal, men nu er man blevet indviet.
Store træer skygger for pladsen, og solstrålerne spiller ned gennem bladene og laver dansende mønstre. Ser man på dem for længe bliver man helt ør i hovedet. Svimmel af et kort sekunds afrevet lykke går jeg videre. Forbi det gamle St. Nikolai apotek fra 1896. St. Nikolaj der var de søfarendes helgen minder om at Svendborg i høj grad er en søfartsby. Den dag i dag domineret af sømænd på kurser, søfartsstuderende af forskellig art og pigerne der nyder deres opmærksomhed.
Længere henne går jeg forbi den gamle Brandts Boghandel. Danmarks ældste boghandel, med højt til loftet i et lille indeklemt lokale. Det er stadig efterkommere af grundlæggeren der driver den lille boghandel. Her er ikke det store udvalg. Her er ikke moderne. Men her er et liv og en sjæl som kun opnås gennem en lang historie. Over butikken, på bygningen er indsat en granitplade der fortæller at her ligger Brandts Boghandel og året for indvielsen.
Jeg runder et hjørne på gågaden. Det sidste stykke vej er moderne tøjbutikker og små cafeer. Kvickly slutter gågaden af med maner hvor dens store klodsede bygning tårner sig op over de andre. Ikke noget nostalgi eller andet pjat her. Dagligvarer og orange tilbudsskilte. En passende måde at slutte af på.
I drømmen går hun med solen i ansigtet. Hun har arbejdet længe i dag, men hun elsker sit arbejde, så det gør ikke noget. Hun har arbejdet sig op, kæmpet for det hun ville, og nu har hun endelig en del ansvar. Da hun er færdig med at handle går hun hen til sin lille bil og kører hjem til det hus hun lige har købt sammen med kæresten. Hun parkerer bilen og løber op ad trapperne og ind ad døren.
Han kommer hen til hende, smilende, armene bredt ud. Hun ler og kysser ham. Han løfter hende op og svinger hende rundt mens han ler og indsnuser duften af hendes hår. Så skubber han hende op ad væggen, mens han lidenskabeligt kysser hendes hals. Hun lægger hovedet tilbage og udstøder et dybt suk. Med den ene hånd knapper han hendes bluse op, den anden finder ind under hendes nederdel og glider op langs låret. Hun river hans T-shirt op af bukserne og lader neglene glide over hans ryg. Hans fingre finder hendes varme grotte. Han kan mærke at hun er våd, og hans pik reagerer prompte. Han masserer hendes svulmende knop imens hendes fingre ivrigt knapper hans bukser op. De falder ned og han vender hende om, så hun står med ansigtet mod væggen, forsigtigt trænger han ind i hendes varme hule. Hun stønner sagte og spænder kroppen bagud imod ham. Med den ene hånd fast lukket om hendes bryst, den anden nulrende hendes smukke knop, tager han hende hårdt, krævede. Da han er færdig vender hun sig leende mod ham og giver ham et kys på panden.
Senere sidder de tæt sammen i stuen med hver sit glas rødvin. Han kysser hende i nakken og fortæller hvor højt han elsker hende. Hun vender sit ansigt mod ham, og i hendes øjne kan han se at han gør hende lykkelig.
På arbejde går der yderligere 2½ uge før jeg flytter ud i forkontoret til de andre. Jeg er ved at vænne mig til at være alene, og ideen om at skulle sidde hele dagen og se på min kollega, der stadig bliver mere sur og ubehøvlet over for mig, er ikke tillokkende. Ydermere skal jeg sidde med ryggen til begge chefer. Jeg hader at sidde med ryggen til folk. Når det så oven i købet er to nysgerrige chefer, gør det ikke sagen bedre.
Jeg begynder hurtigt at blive usikker og utilpas ved situationen. Prøver at afhjælpe problemet ved at gå en tur i frokostpausen og hele tiden være beskæftiget med noget. Henter frimærker og morgenbrød, vander blomster, kopierer, laver kaffe og vasker op, bare for ikke at sidde på min pind hele dagen.
Der er stadig ikke rigtigt nogen der taler til mig, eller med mig. Det er som om jeg er en fremmed i kontoret. De andre har været her i lang tid sammen, og nu kommer jeg og bryder freden, og de ved ikke rigtigt hvad de skal gøre ved mig. Så de lader mig være, og håber på at jeg selv finder ud af at lave noget, og finder en rytme på arbejde.
Barnet kommer ind imellem listende ind i kontoret, men hun glider lydløst ud igen når hun ser at de andre er der. I stedet venter hun på mig når jeg går hjem. Hun hopper gadedrengehop ned ad trappen og traller en glad, lille sang. Først når vi når ud i den regnvåde, kolde eftermiddag giver hun mig billedet.
Hun går hen ad vejen i sine egne tanker. Hun er vel ti – elleve år på billedet, det er svært at se præcist. Hun spekulerer på noget Jonna har sagt. Det er sket igen at Jonna siger, barnet ikke kan huske tingene korrekt. Barnet er forundret. Hun ved ikke hvad hun skal tro på. I lang tid har hun været standhaftig og holdt fast i, hvad hun vidste, var sandt. Nu er hun ikke så sikker mere. Jonna lyder meget overbevisende.
Barnet tænker på om hun virkelig tager fejl. Hvis hun gør det, hvor meget merl kan hun så ikke stole på. Kan hun stole på at der bor mennesker i alle husene hun går forbi? Kan hun stole på at det ER huse, eller er det bare tomme skaller der er sat op? Hendes hjerne arbejder på højtryk, mens hun overvejer omfanget af det bedrag hun kan være fanget i hvis hun ikke kan stole på sin egen hukommelse mere.
Tankerne stopper ikke der. I flere år går barnet og overvejer. Måske er der en parallel verden et sted. En verden hvor hun i stedet for at gå til højre, går til venstre. Og hvem ved hvad konsekvenser det kan få for et helt liv? Måske møder hun nogen, som vil passe på hende. Eller en veninde! Man kan aldrig vide hvad der sker hvis man pludselig går til venstre i stedet for højre.
Det er egentlig ikke fordi jeg føler mig mindre alene, nu hvor jeg deler kontor med de andre. Det er nok nærmere omvendt. Her, konstant omgivet af blikke der hviler på mig, er jeg endda fremmedgjort fra mig selv. Ingen tid til tanker. Ingen tid til barnet. Bare denne evige stirren på mig. Det gør mig nervøs og urolig. Som om mine hænder konstant ryster. En flakken i mine øjne, der eller er fast hæftet på bordet eller skærmen.
Selv når jeg kommer hjem har jeg svært ved at ryste følelsen af mig. Mine egne vægge stirrer videre og følger mig i hver en bevægelse jeg laver. Det tærer på mine kræfter. Jeg vågner om natten og tror der er nogen i min entre. Med fingeren på opkaldsknappen og 112 trykket ind på telefonen lister jeg derud. Tænder lyset og ser kun kattens missende øjne mens den strækker sig og gaber. Vækket af det bratte lys. Jeg går i seng igen og ligger længe og ryster af kulde. Intet er som det skal være og jeg kan ikke finde vejen frem.
