Jeg Havde Engang En Elefant I Maven
Kapitel 4
Første juledag kører jeg Kristina, hendes kæreste og julegaverne hjem til Svendborg. Bare et par timer. Jeg har brug for at have mine tanker lidt i fred og resten af familien har brug for, ikke at høre hende skændes med sin mor. Kombinationen af en teenager der går amok og en mor der er kronisk hysterisk, har tæret på nerverne. Farmor og farfar trænger også til at hvile ørerne lidt.
Kristina siger næsten Ikke noget hele vejen. Hendes kæreste er med, og de sidder og holder i hånd og smiler konspiratorisk til hinanden. Jeg koncentrer mig om at køre bilen og får tankerne rå plads efter de sidste dages begivenheder.
Med ét kører jeg ind i en mur af tåge så jeg må bremse hårdt op. Den bølger omkring mig strækker lange arme ind over vejen, som om den forsøger at tage fat i mig. Så trækker den sig tilbage over markerne for pludselig igen at hugge til med voldsom kraft.
Jeg føler det som om min sjæl har krænget sig ud og manifesteret sig i vejret. Familien der har lagt sine skuffelser og misfornøjelser over mig som en dyne, hele julen. Lige givet mig et puste nok til at tro at nu var det ovre, for så igen at udspyde deres galde. Småbitte bemærkninger s mod mit hjerte, mens jeg desperat prøvede at holde balancen og ikke miste mig selv.
Det er godt at være hjemme igen. Jeg sætter de unge mennesker ind i stuen og går lidt rundt. De vil gerne være alene tror jeg, sidder tæt sammen og taler lavmælt. Jeg sætter nogle ting på plads. Pakker lidt tøj. Nyder roen i min lejlighed. Endelig færdig, sætter jeg mig ind i stuen og taler li t med de unge mennesker. Men tiden går alt for stærkt, nu skal vi allerede tilbage, for at kunne ° det til det store frokostbord med resten af familien derhjemme.
Jeg hjælper med at bære ud efter silden og er næsten færdig, da min telefon ringer. Jeg tager rødbederne i hånden og småløber ind i stuen. Det er Lars fra Schweis. Det bliver kun til et kort hej, det er dyrt at ringe dernedefra. Det var dejligt t høre fra ham, det gider mig sådan en ro. En lyst og glæde ved at være den jeg er.
Tilbage i køkkenet ser Jonna sur ud: “man må ikke begynde at sætte anden ret ind, før d n første er båret ud!” siger hun. Jeg ser lidt uforstående ud og forsvarer mig med at der kun stod to små tallerkner med sild og vi jo kun var familien. ” Det er da lige meget, hvordan vil du nogensinde kunne begå dig hos din nye svigerfamilie, hvis du begår sådanne fejl!”.
Jeg ryster på hovedet og går min vej. Lars’ familie er arbejdende mennesker, der Ikke bekymrer sig om sådanne bagateller, og jeg ved af tidligere erfaring at jeg så udmærket kan mig ‘på de bonede gulve’.
Det var i sommerferien mellem 2. og 3.G at Brian og jeg besluttede at tage til Bruxelles og besøge hans moster og onkel. Onklen var Brians gudfar og ejede et stort medicinalfirma dernede. Hans egne børn var ikke interesserede i firmaet, så det lå i kortene at Brian skulle tage en handelseksamen og så flytte til Bruxelles, for at overtage firmaet, så onklen kunne gå på pension.
Det var denne plan Brians mor mente, jeg ikke var fin nok til at passe ind i, og hun v bestemt heller ikke begejstret for at vi tog ned for at besøge dem sammen. Da vi blev hentet l ved bussen, fortalte de at de havde inviteret nogle venner over til middag om aftnen. Alle udenlandsdanskere, med eget firma eller chefstillinger og hjemmegående koner.
Jeg gik lidt i panik. Var slet ikke forberedt på denne situation og havde ikke tøj med, er passede sig for sådan en middag. Jeg endte med at få gravet et par sorte, figursyede fløjlsbukser og en rød kinaskjorte med mønster frem. Begge dele noget farmor havde syet til mig.
Da gæsterne ankom valgte jeg, dels af generthed, dels af respekt for at disse mennesker var ældre og klogere end jeg, at holde mig lidt i baggrunden. Det varede dog ikke så længe. Konerne i deres khakifarvede og musegrå designertøj kom straks hen og beundrede mit tøj. Jeg var lidt flov, da de spurgte hvor jeg havde købt det og jeg måtte fortælle at det var hjemmelavet, men deres beundring blev kun endnu større.
Brian førte sig frem i den anden ende af stuen. Ville ses og høres, og mente at han vidste alt om hele verden. Da vi satte os til bordet sad jeg bare og lyttede til mændenes samtale om deres jobs og firmaer. Konerne talte om tøj og biler, og det interesserede ikke rigtigt mig. Brian forsøgte gentagende gange at blande sig i samtalen, men måtte lide den tort at blive ignoreret.
Efter lidt tid begyndte mine bordherrer at spørger mig om min holdning til forskellige ting. Jeg fortalte dem, at det jo ikke var noget jeg havde nogen viden om, så det var kun min egen subjektive mening de kunne høre. De lyttede interesseret og blev ved med at stille flere spørgsmål
Den sidste aften vi var i Bruxelles, inviterede Brians moster og onkel os ud at spise. Jeg talt længe med mosteren. Hun havde hjemve efter Danmark, og var begyndt at kede sig i Bruxelles. Jeg lyttede medfølende til hende, og efter en pause sagde hun det, som jeg aldrig glemmer og som jeg var hende dybt taknemmelig for:” Vi er så glade for at Brian har lært dig at kende! Du har så gode manerer at det forhåbentlig smitter af på ham, for han kan ikke lære de ting derhjemme. Vores venner har haft ringet for at sige tak for sidst, og de bad mig alle om at hilse dig mange gange. De syntes at du havde været meget behageligt og intelligent selskab.” Tag den svigermor! Nu kan du bare én gang til fortælle mig at jeg ikke er god nok til din søn!
Og i situationer som denne, hvor Jonna forsøger at forklejne mig og fortælle mig at jeg er god nok, eller fin nok, så husker jeg de ord, som mosteren sagde til mig den aften. Det giver ro til at tro på mig selv og mit eget værd.
Samtidig har jeg set folk vende øjnene mod himlen, når Jonna tror hun kan begå sig hos mennesker der er over middelklassen. Det frembringer altid et lille smil på mine læber, som jeg l an se irriterer hende, fordi hun ikke ved hvad jeg smiler ad, eller hvorfor hendes kritik preller af på mig.
Og her står jeg så og får atter en gang at vide at jeg ikke er god nok. Det strejfer mine tanker at det med om man kender til takt og tone ikke kun drejer sig om Emma Gad, men i høj grad også om hvornår man skal bruge det og hvornår man ikke skal.
Til Kristinas fødselsdag havde Jonnas familie fundet en bog frem om Odense i gamle dage. De havde stolt siddet og slået op og fundet ud af hvilke bygninger deres tipoldeforældre havde ejet, dengang de var en stor købmandsfamilie i byen. Unægtelig noget Jonnas bror kunne være stolt af at fortælle sine logebrødre om. At Jonnas far havde været ølkusk og hendes mor sygehjælper og de alle fire var vokset op i et fattigt kvarter, var der ikke længere nogen der talte om.
Jeg kan mærke påvirkningen på såvel min far som jeg selv. Far, hvis egen far havde været selvstændig gartner og hvis mor havde taget en uddannelse som sygeplejerske i en tid hvor det ikke var almindeligt at unge piger uddannnede sig, han kryber for Jonnas familie og forsøger at leve op til deres høje standarder og stolte aner. Jeg selv bøjer mig for min fars blik imens jeg kæmper for at leve op til de standarder han har overtaget og ønsker bare at han ville være stolt af mig.
Mit erhvervsliv og skolegang har måske ikke været verdens bedste. Ej heller mit kærlighedsliv. Men i bund og grund forsøger jeg at være et godt menneske og leve efter de kristne normer min far lærte mig som barn. Det er svært for mig at forstå at disse normer ikke længere er gældende. Jonna er medlem af menighedsrådet. Hun vil være med til at påvirke kirken og have indflydelse. Jeg forstår det bare ikke. Hvis ikke medmenneskelighed og næstekærlighed er vigtigt i et kristent perspektiv, så har jeg vist helt misforstået biblen og kirken.
Endelig er julen overstået og jeg kan se frem til nogle dage hos farmor og farfar. Allerede på vej derop kan jeg mærke roen sænke sig over mig. Først nu bliver jeg rigtigt klar over hvor hårdt det har været at være hos min far i flere dage.
I Holstebro stopper vi for at få benzin på bilen. Farfar spørger om jeg vil køre resten af vejen. Det vil jeg gerne. Jeg elsker at køre i farfars bil, den er dejligt rolig. Man kan ikke køre for stærkt i den, den futter bare derudaf i sit eget tempo. Som en lille jolle på en rolig sø, ligger den og duver på vejen. Retningen finder den selv, den kender området og er jo på vej hjem, så jeg skal bare sidde og kigge på vejen der forsvinder ind under bilen og væk bagved os.
Pludselig hører jeg barnelatter fra bagsædet. Barnet er der og hun sidder og synger en fjolle-sang, som indimellem bliver afbrudt af hendes latter. Hun rækker mig ikke noget billede, men da jeg ser op igen, har landskabet skiftet karakter, selv om vi tydeligt er det samme sted som før.
Jeg er forvirret. Men barnet begynder igen at synge, og da jeg drejer hovedet kan jeg se at hendes storesøster Jeannette er med nu. Jeg smiler ved synet af barnets ansigt, der på én gang er så uskyldigt og samtidig sprængfuldt af et rigtigt gavtyveglimt i øjnene.
Pludselig råber begge børn: “Jeg kan se tårnet, jeg kan se tårnet”, og ganske rigtigt, da vi runder et hjørne dukker en stor kornsilo op. Der står DLG på, men der er et vindue over i’et, så det ser ud som om der i stedet står DIG. Sikke da en dejlig modtagelse. Et tårn der står og byder velkommen!!
Vi kører rundt om et hjørne og ind ad hovedgaden i Bonnet. Forbi den hyggelige gamle station, hvor den orange gris kører mellem Vemb og Thyborøn. Forbi bageren, hvor farfar henter rundstykker til os om søndagen; når farmor ikke har bagt friske boller eller franskbrød til os. Forbi den gamle købmand, der gav klistermærker til børnene om sommeren, og som også fungerede so posthus. Så forbi centralpigernes hus hvor de tre enlige søstre, der tidligere styrede byens telefoncentral bor og friskolen, hvor farmor engang havde arbejdet, og til sidst; oldemors gule hus hvor vi drejede op ad grusvejen til farmor og farfars hus.
Børnene trimlede ud af bilen og mens farmor låste bilen op løb de rundt på gårdspladsen om til legehuset som farfar har bygget, for at se om alle deres legesager stod på deres rigtige plads. Da de havde løbet rundt i hele haven også, kom de trimlende ind i entreen, hvor de stillede deres sko og overtøj, og med røde kinder løb de ind i stuen, hvor farfar har tændt op i brændeovnen, og farmor har sat thevand og kager på bordet.
Der bliver sludret og lagt planer for ferien, hvor skal vi køre hen på ture. Den lille vil gem skoven, den store vil gerne se Mønsted kalkgruber, de vil begge gerne en tur til havet. Farmor l ad deres iver, farfar sidder og smiler til dem. Så rejser farfar sig. Markerne skal passes, drivhuset vandes. Farmor tager af bordet og børnene åbner skabet og Øder en masse stofrester frem. Fantasien får frit spil mens de kreerer tasker, punge, bluser, kjoler og bukser.
Billedet er væk, og jeg er tilbage til nutiden. Ikke meget er forandret. Farfar sidder med og katten på skødet. Farmor og jeg er ved at planlægge et par bukser der skal sys, alt imens vi hyggeligt sludrer om løst og fast og bliver enige om at vi nyder roen, efter den stressende juleaften.
Bagefter går jeg en tur. Jeg elsker at gå en tur over farfars ‘marker’ der nu er plantede til med træer. Jeg kan så tydeligt huske hvor langt jeg syntes der var til det bageste stykke, op mod skolen, på den anden side af mosen. Her havde de blomkål, og jeg blev gerne kørt på trillebøren derom, og fik lov til at få et helt blomkålshoved for mig selv at spise.
Da jeg går op igennem hovedgaden, kan jeg ikke lade være med at føle det som om jeg er havnet i en tidslomme. Her i Bonnet går tiden langsommere end andre steder. Mon det er det nærliggende Vesterhav og det smukke lys, som får malere og andre kunstnere til at valfarte til egnen, der også har indvirkning på tiden? Måske er det fornemmelsen af uforanderlighed. Trygheden ved at have et barndoms fristed at vende tilbage til.
Tiden er ikke gået uset hen over Bonnet. Købmanden er lukket, og de store vinduer står som gabende sorte huller i en mur der er i forfald. På førstesalen mangler vinduerne helt. Bageren er også væk. Og kunsthåndværkeren der en tid havde overtaget lokalerne. Stationen er lukket, i stedet er der en lille knap man kan trykke på hvis man vil med “grisen”. Husene har revner i murerne, og gaden ligger øde hen.
Som jeg går der kommer der en stor sorgmodighed op i mig. Jeg ville ønske at jeg kunne ændre tingene for det lille samfund. Give det en fremtid. Jeg kender folkene her. Mest af omtale, men de er driftige mennesker, der gerne står sammen om at skabe noget fælles for dem og deres børn, samtidig med at alt lukker om ørerne på dem, arbejdspladser lukkes, fiskekvoter indføres og de unge familier flygter ind til byerne. Jeg ville gerne give dem noget tilbage, som tak for at jeg har måttet låne deres samfund i alle disse år.
Mine skridt giver genlyd på den tomme gade, men pludselig hører lyden op. Jeg ved at det er i det øjeblik det sker. Tiden står stille. Det sker hver gang jeg besøger stedet, og jeg ved at det nu kun et spørgsmål om, nåja tid, før tiden ikke længere står stille, men ganske langsomt begynder at kravle baglæns.
Jeg ved også, at jeg derved kunne hjælpe byen videre. Trække tiden baglæns og give menneskene her en chance for at gøre det om igen. Rette deres fejl. Ikke lade bageren og købmanden lukke. Men jeg kan ikke. Jeg ville selv blive et barn igen, og jeg ved at jeg ikke én gang til ville overleve at skulle være barn og teenager.
Jeg bliver hos farmor og farfar et par dage, men Lars ringer og siger at de er kommet tidligere hjem fra Schweiz fordi han savner mig, og hvor har jeg dog savnet ham!
