Jeg Havde Engang En Elefant I Maven
Kapitel 3
Det år fejrede jeg jul hos min far. Det var ikke sket i ti år, og jeg kan ikke længere huske hvad der fik mig til at gøre det. Mangel på alternativer måske.
Så jeg ankommer dagen før jul, favnen fuld af pakker, mobilen i hånden. Lars er i Schweis, det samme er mine tanker. Der er dækket til kaffe og mine elskede bedsteforældre sidder i sofaen. I dag er jeg ikke klædt i glastøjet. Farmor og farfar er her, de kan godt se mig.
Kopperne fra Rosenborg klirrer mod underkopperne. Der lyder små slubrelyde når min bedsteforældres krogede fingre løfter de fine porcelænskopper mod munden.
Jonna forklarer om sit arbejde som sekretær. Fortæller om de komplicerede procedurer hun udfører og hendes kollegers inkompetence. Der havde været en afskedsreception for en af hendes kolleger, men hun havde ikke deltaget, fordi hun ikke havde tid til at bælle hvidvin, når der var så meget arbejde at lave. Hendes kolleger var blevet sure og havde kaldt hende morakker, men hun syntes at de tog fejl. Det var dem, der ikke forstod at der var arbejde og vigtigere ting, end at socialisere og drikke hvidvin.
Jeg hører kun efter med et halvt øre. Jeg har selv problemer på arbejde og i ugen op mod jul har de spidset endnu mere til. Jeg havde afsluttet et HH med flotte karakterer og en drøm om job og karriere i et stort firma.
Hvor havde jeg været glad den dag jeg kom hjem med kontrakten i hus. Jeg var blevet valgt bland 300 ansøgere til én stilling. Det havde været en lang ventetid, med afsluttende eksamener, men endelig, var der kommet brev om at jeg blev inviteret til gallafest og generalforsamling ca. en uge før jeg skulle starte i firmaet. Jeg havde skyndt mig at ringe og melde mig til.
På dagen mødte jeg op i lang, stram, sølvgrå nederdel med et løst, gennemsigtigt, sort tørklæde omkring. Blusen var højhalset med bare arme og mit hår var sat kunstfærdigt op. Jeg var nervøs over at skulle møde mine kommende kolleger og spændt på hvad der skulle ske.
Invitationen havde ikke nævnt noget om, hvad det var for en generalforsamling eller hvordan gallafesten skulle løbe af stablen. Jeg blev dog lidt mere rolig, da det viste sig at der var tre nye kolleger, ud over mig. Lige så pænt klædt på og tydeligvis lige så nervøse og spændte som ‘eg.
Vi blev først vist rundt på det nye kontor. De nylagte parketgulve rungede hult under vores høje hæle. Endelig nåede vi igennem alle kontorerne, op på øverste etage, hvor kantinen befandt sig, og vi fik at vide at vores kolleger sad og ventede på at kunne starte generalforsamlingen.
Så kom chokket. Døren blev åbnet og vi fire nye gik den lange vej hen over gulvet o fik at vide at vi skulle præsentere os selv. 37 par øjne stirrede på os og registrerede hver en bevægelse. Ikke én var klædt i galla!
Da vi havde præsenteret os, svaret på spørgsmål og i det hele taget blev målt og veje, sneg de tre andre sig, så stille som muligt hen og satte sig. Jeg havde som den eneste haft mod til a tage jakken over armen før præsentationen, og jeg havde bemærket at det var en garderobe ude foran lokalet. Jeg samlede alt mit mod og gik med alles øjne og rank ryk ud for at hænge min jakke op.
Det viste sig at være ‘generalforsamling’ og ‘galla’ i personaleforeningen. Gallaen bestod af at vi efterfølgende gik på en billig, mexicansk restaurant og spiste. Jeg fik senere på aftnet at vide, at det var en joke de lavede med alle nyansatte.
Stemningen var elendig hele aftnen. Følelsen af bevidst at blive gjort til grin, inden man overhovedet er startet i firmaet, var ikke rar. Det er meget svært at føre en fornuftig samtale med folk og blive taget seriøst, når man samtidig ved at man er aftnens joke.
Klirren af kopperne er stilnet af og farfar kigger diskret på sit ur. Det er ved at være sen. Det er ikke blevet nævnt med et ord hele aftnen at jeg har problemer på mit arbejde. At jeg endelig, efter seks mdr. hvor jeg har følt mig tiltagende skidt til mode på arbejde, endelig har fortalt min chef hvordan jeg har det. At jeg nu er nødt til at lede efter nyt arbejde, fordi holdningen var at det var min egen skyld. At jeg kunne have undgået den ubehagelige situation til gallafesten, som Satte det hele i gang.
Jeg ved ikke hvordan jeg skulle have gjort det, men man må sige at deres joke gav noget så gevaldigt bagslag. I stedet for den udadvendte, fremadstormende trainee de havde ansat, havde de fået en tiltagende indelukket og mut pige, der til sidst var ved at tude, bare ved tanken om at skulle på arbejde.
Alt det blev ikke nævnt. Her i huset havde jeg bare endnu engang bevist at jeg var en fiasko, der ikke kunne holde på et job og som ødelagde det for mig selv, når jeg endelig fik et godt job. Sådan noget taler man ikke om aftnen før jul, hvor de i deres hjerters godhed havde inviteret mig ind i deres hjem, fordi jeg ellers ikke havde nogen ordentlige steder at være.
Næste morgen vågner jeg tidligt. Jeg bliver liggende i sengen længe, har ikke lyst til a stå op. Vil bare ligge her og vente på at julen er overstået. Jeg orker ikke at gå ud og møde de misbilligende blikke. Hele tiden få at vide at jeg går i vejen, for til sidst at ende i den fjerneste krog af stuen, klemt op mod muren. Så hellere blive liggende her lidt og høre farmor rumstere i badeværelset. Lidt senere plasken af vand da farfar bliver barberet. Klirren af tallerkner i køkkenet. Jonnas gennemtrængende råb til Kristina at nu kan hun godt stå op.
Jeg kan ikke længere huske hvordan det er at glæde sig til julen. Har jeg nogensinde gjort det? Har jeg nogensinde haft den piblende forventning, der langsomt bygges op, for at kulminer i et orgie af mad og gaver. Hvis jeg har, kan jeg ikke længere huske det.
For mig er julen er dag hvor man skal være sammen med familien, af hvilken der er dele hvor jeg af den ene eller den anden årsag har et anstrengt forhold. En dag hvor man er høflig og venlig for at glæde nogle mennesker man holder af, alt imens man tåler gentagne stikpiller og sideblikke på grund af min måde at leve mit liv på.
Endelig står jeg op. Jeg kan høre at alle andre allerede er i gang med morgenmaden, og jeg vil gerne være lidt sammen med mine bedsteforældre. De er allerede ved at rydde af bordet da, jeg når ud i køkkenet, men jeg kan da lige nå at fa et rundstykke og en kop the. Farmor bliver siddende og snakker lidt, hun vil gerne høre hvordan jeg har det.
Vi snakker lidt om deres ene nabopar. De kan tilsyneladende ikke rigtigt finde ud af det sammen. Sådan har det nu været i mange år, de er to fremmede der lever i det samme hus og med fælles økonomi, men uden hensyntagen til hinanden eller deres fælles liv.
Vi stikker hovederne sammen og fniser som et par skoletøser af deres evindelige magtkamp. De er såmen søde og venlige mennesker begge to og vi holder meget af dem, men i dag er farmor og jeg sammensvorne, der bruger dem som eksempel mens vi indforstået kaster sideblikke og laver uudtalte sammenligninger med far og Jonna.
Jonna rydder af bordet med hurtige bevægelser. Det er tydeligt i hendes mimik og hendes kropssprog at hun ikke befinder sig vel ved situationen. Tallerknerne bliver sat i opvaskemaskinen med et hårdt smæld, køleskabsdøren åbnet og lukket igen med et eftergivende swush.
Hendes øjne er klemt en smule sammen, som om hun forsøger at se igennem alt og alle. Et røntgenblik der vil finde enhver fejl eller uregelmæssighed der måtte være i ethvert menneskes indre. Når hendes blik falder på én kan man føle sig helt nøgen, utilstrækkelig, mindreværdig.
Mærkeligt nok kan det samme røntgenblik ikke se nullermændene i hjørnet af køkkenet eller de masser af små ensomme krummer der ligger under bordet, trykkende sig sammen son om de fryser eller frygter den dag hvor de vil blive opdaget og støvsuget væk. De føler sig meget mere udsat end støvet på hylderne. Det kan ligge her, trygt og godt og blive tykt og blødt som fløjl inden nogen ser det og brutalt afliver det med en fugtig klud – som oftest i forbindelse med at Jonnas familie kommer på besøg.
Hendes mund er en smal vandret streg. En sær grimasse antyder at hun prøver at smile, men ikke rigtigt har nok magt over sine muskler, til at forhindre mundvigene i at pege nedad. Anstrengelsen får et par muskler i hendes kæber til at vibrere og et par små rynker i hver ende af stregen, der udgør hendes mund, bliver dybere og mere markante.
Min opmærksomhed bliver fanget af de korte, abrupte kommandoer, der lyder som skud fra et maskingevær, Jonna giver far. Som en anden excercitssjant dirigerer hun rundt med far, der lydigt og samarbejdsvilligt parerer ordrer. Hendes læber bevæger sig næsten ikke under disse udbrud og tænderne forbliver fast sammenpressede. Det eneste der afslører at det er fra hende lyden stammer, er den svage vibreren af lidt løs hud under hagen.
Farmor rejser sig for at hjælpe til i køkkenet. Jeg ved hvad der vil komme nu, så jeg foretrækker at forsvinde for at tage et bad og skifte tøj. Badeværelset er stadig optaget af Kristina, så jeg lægger mig på ryggen på drømmesengen i kontoret hvor jeg har sovet i nat. Døren står på klem så jeg kan høre tumulten i resten af huset.
Jeg føler trang til at: slappe af og roder min taske igennem, for at finde en krøllet pakke cigaretter. Det gør godt at ligge her lidt. Bare ligger her og forsvinde fra det her galehus. Forventninger og skuespil. Selv om jeg prøver at lukke alt ude lykkes det mig ikke, jeg kan ikke ignorere den gennemtrængende stemme, der nu skarpt irettesætter farmor.
Efter lidt tid forstummer stemmen. Farmor er nok gået ind for at lege med Kristian der har rendt spændt om benene på os alle hele formiddagen. Spørgsmål om hvornår julemanden kom, hvad han havde med, hvor han bor og deslige er føget igennem luften alt imens han har pilket rundt og ikke kunnet beslutte sig for om han ville lege på sit værelse eller spille playstation i stuen.
Kristian er min lillebror på 6 år. Han er altså 20 år yngre end mig. Jeg har efterhånden vænnet mig til ham, men i starten var det svært. Jeg var 19 år og midt i 3. G da jeg selv blev gravid.
Min kæreste, der på det tidspunkt hed Brian, var kun 17 og ikke flyttet hjemmefra endnu. Hans mor syntes ikke jeg var fin nok til hendes søn, så i ren og skær provokation, var vi blevet forlovet. Vores sexliv lod meget tilbage at ønske. Det foregik oftest på den måde at Brian tændte for en pornofilm og så talte jeg streger i loftet, til han var færdig. Det var også derfor, han havde givet mig lov til at have en elsker ved siden af.
Brian ville gerne gifte sig med mig og flytte hjemmefra for at gøre det rigtige, men jeg kunne ikke tillade det. Det var ikke hans barn, og Brian havde så mange ting, han skulle lære endnu. Jeg vidste at hvis jeg fik barnet selv, ville jeg ikke få en uddannelse. Jeg kunne ikke se nogen muligheder for at give et barn en ordentlig opvækst, og jeg havde ikke mod på at gennemføre en graviditet og så give mit barn bort.
Jeg valgte altså at få en abort. Den dag i dag, er jeg sikker på at det var den rigtige beslutning. For mig – og for barnet. Jeg skulle indlægges på sygehuset samme dag som vi skulle starte på at skrive 3. årsopgave, og mistede altså allerede der en dags arbejde. Jeg havde heller ikke nogen pc derhjemme, og skolens virkede ikke altid. Jeg tog mod til mig og fik spurgt min far om jeg Måtte låne hans i den uge, og fik også fortalt hvorfor jeg skulle på sygehuset.
Det var svært at fortælle, fordi vi reelt ikke talte meget sammen på det tidspunkt, men det lykkedes. Jeg tror ikke Jonna var begejstret for udsigten til at have mig boende i en hel uge, men hun sagde ikke noget.
Det var da jeg kom hjem fra sygehuset at far og Jonna fortale at ventede barn igen. Jeg var ikke overrasket. Jonna har altid ønsket sig to børn, og jeg var officielt ude af billedet nu. Men det
var svært at se på det lille nyfødte barn og vide, at jeg kunne have haft een, der var bare 14 dage yngre.
Der er nu gået så mange år, at det ikke er de tanker jeg tænker længere når jeg ser på Kristian. Nu ser jeg kun min lillebror.
Cigaretten er brændt ned nu. Jeg maser den ud i en tom cigaretpakke og puster ærgeligt den sidste mundfuld røg ud. Badeværelset er ledigt nu, så hvis jeg skynder mig, kan jeg nå et hurtigt brusebad inden den næste i rækken skal til. Uden entusiasme lægger jeg en let makeup og trækker i det ‘fine’ tøj. Så er jeg klar og præsentabel til juleaften.
Inde i stuen sidder farfar med avisen. Jeg selv sætter mig i sofaen og håber at jeg kan tale lidt med farfar. Vi udveksler et par bemærkninger. Farfar er vestjyde og af natur siger han ikke så meget. Det gør mig ikke noget, jeg ved jo godt hvad han mener alligevel og jeg nyder hans selskab, selv om vi sidder i stilhed.
Jeg griber efter fjernbetjeningen i et håb om at der er et program, der bare er middelmådigt interessant. Der er kun noget juleshow for utålmodige børn, men jeg lader det køre og kigge distræt med. I det mindste kan det vel slå en times tid eller to ihjel af denne umådeligt lange eftermiddag.
Kristian kommer tumlende ind med en forpustet farmor bagefter. Han vil se med, men har alligevel for meget energi til at sidde stille. I stedet tænder han for sin playstation og hopper lidt rundt med en grøn mand, der skal samle bananer og sommerfugle, mens han pludrer løs og falder i huller i sit spil, fordi han har travlt med alt muligt andet samtidig.
Vi prøver at tale lidt sammen, farfar, farmor og jeg, men Kristian vil konstant have opmærksomhed og nu kommer Kristina også flagrende ind i stuen. Først sætter hun sig på lænet ved farfar og slår armene om ham. Farfar bryder sig ikke om den voldsomme kontakt og flytter lidt uroligt på sig. Det er såmænd ikke fordi han er kontaktsky eller ikke er kærlig, han bliver bare lidt nervøs ved de voldsomme bevægelser.
Kristina hoppe ned igen og griber den anden kontrol til playstationen. Kristian hviner op, men Kristina er standhaftig og vil vise ham hvordan han skal gøre. Hans underlæbe begynder at dirre lidt, han er så overkørt af spænding at han slet ikke kan tackle sin storesøster lige nu. Jeg forsøger at glatte ud imellem dem, men uden held. Ingen af dem ser ud til at høre hvad jeg siger.
Pludselig står Jonna i stuen og skælder ud på Kristina. Hun mukker og bliver tvær og Jonna bliver endnu mere sur og beder hende gå sin vej og rydde op på sit værelse. Kristina råber højt af sin mor og så står far pludselig også midt i stuen. Med sin rolige, myndige stemme får han dirigeret
Kristina væk og sat Kristian i gang med sit spil igen.
Jonna tramper ud i køkkenet og farmor rejser sig for at gøre endnu et forsøg på at hjælpe til. Farfar lægger avisen fra sig med et suk og rejser sig, for at gå i bad og skifte tøj. Inden jeg ar set mig om, er stuen helt tom og jeg sidder alene og stirrer på en grøn mand, der samler bananer og sommerfugle.
Forsigtigt banker jeg på døren ind til Kristinas værelse og afventer svar. Døren bliver åbnet på klem og en næse med to halve øjne titter ud. Så forsvinder næsen igen og døren bliver åbnet lidt mere. Jeg klemmer mig ind gennem sprækken i døren og prøver med den ene fod at skubbe til noget tøj på gulvet, så jeg ikke træder på det.
Kristina sidder med sin mobiltelefon klemt fast mellem øre og skulder, med den ene hånd vinker hun mig hen på sengen, med den anden fejer hun en bunke tøj og andre ubestemmelige genstande på gulvet, så der bliver plads til mig.
Sengen er stadig i vild uorden, men jeg får skubbet en dyne sammen bag min ryg og finder en cigaret frem. Lige da jeg har tændt den, napper Kristina den ud af hænderne på mig, så jeg finder en ny frem til mig selv. Mit blik glider rundt i værelset.
Sengen står lige inden for døren til venstre. En boksmadras, med et krøllet lagen, dynebetræk med en dyne der er krøbet op i det ene hjørne, hårbørste, smykker, lidt undertøj og et par temmelig nussede bamser. Bag døren stå et skab med begge låger åbne. På nogle af hylderne er der kastet noget tøj ind, resten ligger i bunker spredt over hele gulvet. Ved siden af skabet står en stigereol med anlæg og et lille tv på. Hylderne er et stort miskmask af nipsgenstande; porcelænsfigurer, rammer, tøjdyr, plastikroser; og ind imellem en åben bog eller et opslået ringbind. Foran sengen står et lille bord og en kommode. Jeg tror det er et lille metalbord, men det er ikke let at se. Askebægre, pung og bind ligger og flyder. Kommoden har også et par skuffer halvt åbne og afslører flere bunker af tøj, vistnok undertøj og sokker. Væggene er dekoreret med en blanding af Mickey Mouseplakater, fanbilleder og fotografier.
Alt i det lille værelse virker kaotisk og uorganiseret. Selv over sengen er der sat hylder o med plastikkasser ud af hvilke der stikker dukkeben og papirer. Luften er tyk af røg og forsovede de varme kroppe, der er ikke meget ilt tilbage i det lille rum.
De mørke blå persienner holder alt lys ude, så jeg føler det som om jeg er ved at kvæles. Jeg får dem trukket op og med møje og besvær åbnet vinduerne, uden at blive alt for støvet eller det der er værre.
Efter en del fnisen og noget der mistænkeligt lyder som kysselyde lægger Kristina telefonen. Straks har hun gang i snakketøjet igen. Hun fortæller mig om veninderne, der ikke forstår noget og som går bag om ryggen på hende. Hun fortæller mig om skolen, hvor lærerne er dumme og hun er blevet bortvist fra nogle af sine timer fordi hun siger læreren imod og ikke vil rette sig ind efter
reglerne. Det er den 3. skole hun går på, fordi hun og forældrene mener at alle de andre skoler har været for dårlige. På den første havde hun haft Alma til klasselærer. Det havde forældrene ikke syntes om. Hun var en dårlig underviser og desuden aaaaalt for gammel til stadig at undervise. Nu går hun på en “fin” privatskole inde i byen.
Jeg lytter efter med et halvt øre, da jeg mærker barnet putte sig ind til mig under dynen. Jeg vender mig mod hende og vil stryge hende over håret, men hun glider lydløst ned fra sengen cg ud af døren. Tilbage ligger kun et falmet fotografi.
Pigen på billedet kommer løbende op ad gaden. Hendes øjne er ophovnede af gråd og hun hikster efter luft mellem nogle undertrykte hulk. Hun har stået alene i frikvartererne. De andre børn vil ikke lege med hende. Den eneste opmærksomhed hun får fra dem er når de keder sig og mangler nogen at drille. Hun var nu glad for roen. Hellere bliver overset, end at blive jagtet.
Det var i dansktimen det først gik galt. Hendes dansklærer har længe skældt hende ud f at skrive pænt nok. I et sidste opgivende forsøg var pigen blevet sendt til intensiv skriveundervisning hos inspektøren. De andre børn kiggede efter hende når hun blev bedt om at gå. Det virkede nu ikke. Pigen havde for lidt tålmodighed til at sidde og nørkle med de krogede bogstaver. Det var meget lettere på den gamle skole, der havde hun lært formskrift, men det måtte man ikke brug hos fru. Hedmark, hvis fornavn for øvrigt var Alma.
Dernæst havde det været hendes stil det var galt med. Den var for lang og ordvalget for kreativt, så nu skulle den skrives om, En følelse af håbløshed havde grebet hende. Hun havde brugt lang tid på den stil og var faktisk godt tilfreds med resultatet, men det var åbenbart ikke godt nok. Nu måtte hun hjem og arbejde med ordene igen.
I matematiktimen var det blevet endnu værre. Hendes divisionsstykker var stillet forkert op, så Ingeborg ville ikke rette dem. Hun havde stået foran hele klassen og skældt hende ud. Sagt at hun ikke kunne finde ud af noget og om hun var dum siden hun ikke kunne forstå det. Det var faktisk rigtigt. Pigen havde lært at dividere på sin gamle skole, og der stillede de stykkerne anderledes op, hun forstod ikke den måde de gjorde det på her.
De andre piger havde sendt hende hoverende sideblikke og afleveret deres tegninger og armbånd de havde lavet som gaver til Ingeborg. De fnisede, som de stod der sammenstimlede om katederet og beundrede Ingeborgs lange røde negle og pigernes tegninger. De var sandelig fine og skulle hænges op hjemme på opslagstavlen sagde Ingeborg. Pigens tegning var blevet skubbet væk og lå under de papirer der skulle smides ud. Et køligt tak havde været eneste reaktion.
Midt i timen havde pigen fået hikke. Det var nok nervøsiteten der gjorde det. Ingeborg havde sendt hende et hvast blik og bedt hende lade være med at forstyrre undervisningen. Det virk de ikke, tværtimod. I næste øjeblik fløj et nøglebundt på størrelse med en knyttet hånd igennem luften få centimeter fra pigens kind.
Hjemme fik hun endnu engang at vide at det var hendes egen skyld hun havde så mange problemer i skolen. Der kunne ikke være tale om at flytte skole, når hun havde så fremragende undervisere på den nuværende.
Vi bliver kaldt ind til frokost, så jeg lægger billedet fra mig i én af de bunker papirer der er på værelset og kæmper for at finde et sted at sætte mine fødder så jeg kan komme ud af værelset. Jeg vender mig halvt rundt for at se om Kristina følger med og synes at jeg ser fotografiet af barnet fordampe og glide ud ad det åbne vindue.
Resten af eftermiddagen forsvinder mellem fingrene på mig. Jeg opdager næsten ikke at den er overstået og det endelig er spisetid. Vi skal først have en forret, så der er tre retter mad i alt. Vi skulle jo også nødigt gå sultne fra bordet. De tre retter mad bliver spist på under en time. hid med maden, ud med maden, ny mad ind, det går i en forrygende fart.
Vi skal selvfølgelig danse om juletræet. Fire gange den ene vej, fire gange den anden vej ….skal vi ikke snart have pakker???
Pakker!!!! Hele stuen er fyldt med dem. Kort efter er hele stuen fyldt med papir. Dernæst kaffe med småkager og marcipan. Vi er jo også ved at blive lidt småsultne igen.
Og så er aftnen slut. Jeg er lidt forvirret. Nåede vist ikke helt at opfatte at det var jul, alt gik så stærkt, og nu ligger jeg her på madrassen under dynen igen. Måske har jeg virkelig bare ligget her hele dagen?
