Jeg Havde Engang En Elefant I Maven
Kapitel 12
Vi er kun netop ankommet til rastepladsen, da Mark svinger ind i sin store, sorte Mercedes. Han parkerer elegant ved siden af os og springer adræt ud. Han er en køn mand, med korte mørke krøller og venlige nysgerrige øjne. Han virker umiddelbart meget karismatisk og hvilende i sig selv.
Jeg holder mig lidt i baggrunden, mens de andre sludrer løs på tysk. Ikke så længe, så hopper vi ind i Marks bil og kører mod Hamborg. Han kører stærk på autobahn, med den ene hånd på rattet og halvt drejet mod Lars, der sidder på forsædet og sludrer løs. Lidt nonchalant, som om bilen selv kender vejen og han kunne guide den, udelukkende ved hjælp af tankens kraft.
Jeg hører efter med et halvt øre hvad de taler om, men da mit tysk er temmelig dårligt, føler jeg ingen trang til at blande mig i samtalen, selv om jeg godt kan forstå hvad de taler om. Landskabet bølger hurtigt forbi mig, og bilen fjedrer let hen over vejen, som en lille båd på en rolig sø.
Jeg har siddet længe i mine egne tanker på bagsædet, da jeg mærker en lille fod, der støder mod min. Barnet er kommet til mig. Her på bagsædet af bilen, der stormer gennem det tyske landskab, sidder barnet og smiler melankolsk til mig.
Hun har taget et lille fotoalbum med, og skubber det hen over sædet til mig Jeg smiler til hende, tager fotoalbummet op og bladrer op på den første side.
Pigen sidder i en bil med far og Jonna og halvsover. Hun er 12 år og har været væk på spejderlejr i en uge, og de sidste to nætter har der været orienteringsløb, så hun har næsten ikke sovet. De skal til Als og besøge Jonnas bror og hans kone, der er på ferie i en campingvogn der.
Kort efter ankomsten kører de til Sønderborg, for at sejle med en lille båd til Tyskland, så de kan handle billigt ind. Mens de står og venter på kajen og ser båden lægge til, føler pigen sig helt søsyg. Det hele snurrer rundt for hende og jorden gynger under hende.
På båden bliver det endnu værre. Der er alt for mange mennesker i et lillebitte um, og de fleste ryger, så luften er tung af varm sved og tobaksrøg. Hun klemmer sig ud fra sædet, hvor hun sidder og går udenfor for at trække lidt frisk luft. Suger den ind i store mundfulde og får stænk af havvand i munden. Den salte smag lægger sig på hendes tunge og minder hende om at hun har kvalme.
Alt for lang tid efter er turen endelig slut, og hun kan få fast grund under fødderne. Trætheden truer med at kvæle hende, og hun må hele tiden gribe sig selv i at sidde og lade øjnene falde i og nikke med hovedet.
Efter maden skal de spille kort. Pigen vil gerne sove, men det er det ikke tid til endnu. Hun kender ikke spillet, og kæmper for at holde sig vågen. Kortet hun smider fra sig, lander lidt skævt på resten af bunken. Straks er Jonna der:” Kan du ikke spille ordentligt? Hvad skal det til for, at kaste sådan rundt med kortene og ødelægge spillet for os andre? Kan du ikke bare gå i seng?” Pigen er for træt til at reagerer. Kan kun tænke på at sove. Hun har vænnet sig til Jonnas udbrud og reagerer knapt på dem mere. Bøjer bare hovedet og passer sig selv.
Næste dag kører de til Tyskland. Jonna er igen i godt humør og stråler, da hun kysser sin bror farvel. Pigen lægger sig til at sove på bagsædet og bliver først vækket, da de holder ind ved en rasteplads i Tyskland for at spise frokost. Far og lillesøster Kristina går op til skranken for at købe mad, og stemningen falder til langt under frysepunktet.
Det er Jonna der bryder den isnende tavshed imellem dem:” Det kan godt være at du syntes jeg var hård ved dig i går da vi spillede kort, men jeg har læst din dagbog mens du var væk, og det er jo trist at miste en datter!”
Pigen siger ikke noget. Er for målløs til at svare. Kan ikke fatte at hun ikke kan have noget for sig selv, at end ikke hendes tanker må være hendes egne.
ALTID!
Hun husker hvorfor, hun begyndte at skrive i den. Fordi de havde været på besøg hos farmor og farfar. Pigen, storesøster Jeannette, Lillesøster Kristina og Jonna. Ikke far. Jonna havde sagt at pigen og hendes storesøster havde larmet hele natten. Var blevet hysterisk og havde ringet efter far, at han skulle komme og hente hende og Kristina.
Far kom helt fra Fyn for at hente hende i Bonnet. Jonna talte ikke med nogen hele dagen. Farmor græd. Det var første gang pigen havde set farmor græde. Hun havde været sikker på, at de bare havde læst ugeblade til klokken elleve, og så havde lagt sig til at sove, men Jonna havde flere gange siden, sagt at der huskede pigen fejl.
Hun var begyndt at tvivle på sig selv. Tvivle på om den verden hun troede hun levede i var ægte. Eller om det hele bare var et skuespil. Hun vidste ikke, om hun kunne stole på de ting, hun mente, hun kunne huske. Så var det hun var begyndt at skrive dagbog.
Det var beroligende, altid at kunne slå op i den og sige til sig selv at hun vidste hun havde ret. Så kunne Jonna bare råbe, hun vidste at sådan var det ikke. Nu havde hun i e dagbogen mere, og chokket lammede hende totalt og gjorde hende ude af stand til at sige noget, da far og Kristina kom tilbage med maden.
De kører gennem Tyskland til Lolland for at besøge nogle venner. Pigen siger intet på resten af turen. Svarer knapt nok, hvis hun bliver spurgt om noget. Hun lægger sit hoved mod den kølige rude og lukker øjnene. Lader som om hun sover, for at blive fri for at deltage i
“Den lå jo lige der på bordet og var slået op på en side, så jeg læste den altså!” vedbliver Jonna. Pigen registrerer det knapt. Ved at det er en løgn. Dagbogen er altid gemt væk.
samtalen.
Da de når til Lolland, kører de med nogle af vennerne til Nakskov for at shoppe. Jonna køber en kjole til pigen. Hun tør ikke sige nej, selv om hun ikke kan lide den. Ved at det er bedst, bare at tie og samtykke.
Tilbage på græsplænen siger familiens venner til hende at hun er heldig at have sådan en sød mor. Ordene runger hult i hendes hoved og giver ekko i lang tid efter. Jonna miler og giver hende et kram:” Jeg er jo også så stolt af min store datter” siger hun. Pigen ser forbløffet ud. Ved ikke hvad hun skal svare.
Hun spørger manden, der bor i huset om hun må tage et karbad. Det må hun gerne. Længe ligger hun i det varme vand og lader spændingerne slippe hendes nakke, skuldre og ryg. Lader sig næsten opløse helt og håber lidt på at det kan lykkes hende at smutte ud sammen med badevandet. Bare væk herfra. Langt væk.
Da hun kommer ud igen, får hun atter skænd: “hvad bilder du dig ind at tage karbad! Du ved godt at vi kun skal gå i brusebad og så misbruger du gæstfriheden!” Pigen er lige ved at græde af udmattelse. Orker ikke de konstante stemningsskift mere.
Hun lister over på gården og sætter sig længe og ser på hestene. De kommer hen til hende med deres bløde muler og puster på hendes hår. Hun sidder her til det bliver mørkt. Solens sidste orangerøde stribe forsvinder i marken, bagved laden. Tusmørket sænker sig over hende og hestene stiller sig roligt i ly ved træet. Det er mørkt, da hun rejser sig for at gå tilbage.
Vi er kørt ind i en lille forstad lidt uden for Hamborg, da jeg lægger fotoalbummet fra mig. Her er små, nye murstenshuse i gammel stil og vi kører op foran et gult et. Mark springer adræt ud af bilen og lander fjedrende ved siden af, mens han i samme bevægelse åbner døren for mig.
Vi fisker tasker ud af bagagerummet og går hen mod døren, der i mellemtiden er blevet åbnet af en køn pige, med et barn på armen. Hun hilser hjerteligt på os og sludrer med Lars og Mark på tysk. Et øjeblik stopper hun og ser bekymret på mig, hvorefter hun slår over i engelsk og spørger om det er bedre at de snakker engelsk til mig. Jeg forsikrer hende om at jeg udmærket kan forstå deres samtale, men at jeg ikke taler så godt tysk, så om det er i orden at jeg svarer dem på engelsk. Hun nikker og smiler, men ser stadig lidt bekymret ud.
Vi vælter ind i stuen og bliver bedt om at sætte os i sofaen. Marks kone undskylder sig og siger at hun skal putte pigen på hendes arm og går ovenpå. Mark og Lars sludrer lystigt og Mark henter et par øl til os. Jeg får en sodavand. Har ikke lyst til at drikke øl nu. Vil gerne holde min hjerne klar, så jeg kan følge med i samtalen.
Da Marks kone kommer ned igen, er Lars ved den anden øl. Hun ser bekymret 1b øllene på bordet, men siger ikke noget. Dagen går hurtigt. Marks kone har lavet mad til os o stemningen er hyggelig. De er flinke mennesker og meget bekymrede for, om jeg føl mig udenfor, da jeg ikke taler sproget, men bekymringen forsvinder, efterhånden som jeg liver mindre genert, og de kan høre at jeg godt kan forstå dem.
Da vi går i seng er Lars lettere beruset. Jeg har ikke længere styr på, hvor mange øl han har fået, men han har haft en øl i hånden, siden vi trådte ind ad døren i det hyggelige hjem. Han falder i søvn med det samme og ligger og snorker let.
Selv er jeg også meget træt. Min hjerne har arbejdet på højtryk hele dagen, for at følge med i samtalen, på et sprog jeg knapt forstår.
Næste morgen har Marks kone lavet et lækkert morgenbord til os. Der er friskbagt brød, æg, kaffe, juice og the. Da vi har spist, hopper vi alle i bilen for at køre ind og se på Hamborg.
Mark kører stærkt og hjemmevant rundt i den travle by. Jeg tager mig i flere gange at glæde mig over at det ikke er mig, der skal køre rundt i en stressende by.
Vi parkerer bilen og går en tur langs havnen. Der ligger et stort, gammelt træskib, der har endt sine dage som museum, her ved siden af de smukke, gamle pakhuse og tunnelen med elevator til biler.
Vi bliver enige om at gå ind og kigge nærmere på skibet, for at slå lidt tid ihjel. Jeg går lidt væk fra de andre. Læser plancherne og indfanger atmosfæren.
De store maskiner nede bagest i skibet er blankpudsede, og jeg lægger forsigtigt en hånd på den ene. Metallet er varmt og virker vibrerende under min hånd. Som om det stille trækker vejret. Indånder luften. Langsomt. Sindigt. Puster det eftertænksomt ud igen. Min vejrtrækning bliver rolig. Lægger sig op ad maskinens, så vi trækker vejret synkront. Jeg mærker endnu en ting. En puls? Maskinens hjerteslag. Så svagt at det næsten ikke mærkes. Rytmen forplanter sig gennem min krop. Længe står vi sådan sammen. Trækker vejret. Lader hjerterne slå roligt. Så hører jeg en hvisken. Først så sagte at jeg ikke kan skelne ordene. Så klarere. Som om den vokser i styrke og selvtillid ved at nogen lytter. Maskinen fortæller mig om dengang, den stadig var i brug. Om søfolkene, der passede den. Om turene på de syv have. Palmer og smukke, indfødte kvinder. Jeg går langsomt rundt om maskinen, mens min hånd glider over metallet. Kærtegner det ømt.
Endelig lader jeg hånden give slip. Men i det tidskontinuem vi befinder os i, er det som en del af mig bliver hængende på det glatte metal. Klistrer fast og strækker min arm, så den bliver lang og tynd. Jeg lukker døren til maskinen og får nok min lange, tynde arm i klemme i døren, men mærker det ikke. Maskinen bliver ved med at fortælle mig om livet for længe siden, mens jeg går rundt på resten af skibet.
Til sidst mødes jeg med de andre oppe på dækket. Blæsten bærer stemmen og fortællingerne væk. Gennem en luge kan man se ned til maskinen, og jeg hvisker et stille farvel og tak for historierne, da jeg mærker en der står ved siden af mig og betragter maskinen gennem lugen.
Barnet ser op på mig og smiler. Et billede toner frem i mit synsfelt. Det er først lidt diset, men tager så langsomt form. Barnet er 7 år gammel og bor i et lille rækkehus med sin mor, storesøster Jeannette, lillesøster Veronica og papfar John.
John er ikke så tit hjemme, han arbejder på et stort skib, hvor han serverer, mad for en masse fremmede mennesker. Når han kommer hjem har han gaver med, og han spiller på guitar for barnet og synger sange for hende. Hun elsker når han tager hende på skødet og fortæller hende fantasifulde historier om dengang han var ung og sejlede i hele verden.
Hun sidder og leger på sit værelse da døren går op og Johns glade stemme kalder, at nu er han hjemme. Hun løber ud og hopper op i favnen på ham, så han er lige ved at vælte. Da hele familien lidt senere er samlet i stuen, fortæller John at næste gang skal de alle sammen med ham ud på den store båd. De skal sejle i flere dage til et land der hedder England, og hvor menneskene taler engelsk. Barnet forstå ikke helt hvad det vil sige, men det lyder spændende og hun glæder sig allerede.
To uger senere summer huset af aktivitet for at de alle kan blive færdige til at komme ud af døren. Turen til Esbjerg er lang, men endelig er de der. Det kæmpestore skib ligger og venter på dem.
Barnet taber underkæben af forundring. Hun har aldrig før i sit liv set så stort et skib og hun undrer sig over hvordan noget så stort kan ligge ovenpå vandet og ikke falde ned på bunden. Det må være magi.
Inde i skibet er der lange smalle gange, biografer, butikker, restauranter. En hel lille by tager form inde i det store skib. Det er en vidunderlig, magisk tur. Barnet begynder hurtigt at bevæge sig hjemmevant på det store skib, og det er med stor vemod hun efter fire dage skal forlade det.
Derhjemme bliver alt igen som det var før. John er hjemme ind imellem og leder med hende, men for det meste passer hun sig selv. En dag kommer mor ind på værelset. Hun skal fortælle noget vigtigt. Roligt forklarer hun, at hun skal skilles fra John og de skal flytte fra rækkehuset.
Barnet føler sin verden bryde sammen i løbet af få sekunder. Hun kan ikke overskue konsekvensen af det mor siger, ved bare at alt bliver forandret og intet vil blive det samme.
Mor siger at barnet selv må bestemme, hvor hun ville bo. Hos mor eller far. Ikke John. Det plager barnets tanker i lang tid, men midt i tumulten føler hun at hos far og Jonna er alt i det mindste som det plejer at være. Måske er det bedst hvis hun bor der lidt. Så vil hin da ikke være i vejen, mens alle andre går rundt og skal finde ud af denne nye situation.
Mor nikker bare, da barnet fortæller om sin beslutning. Hun ser vist ked ud af ilet, men barnet kan ikke rumme alt det der sker.
Jeg føler med barnet. Det har hverken været en nem eller en fair beslutning, hun skulle træffe, og hun har ikke haft nogen forudsætninger for sit valg, andet end vælge det eneste hun vidste hvad var.
De andre kalder på mig fra dækket af den gamle båd vi har besøgt i Hamborg havn. Det er på tide at komme videre. Vi får pakket den lille pige ned i sin klapvogn igen og slentrer roligt tilbage ad kajen.
Lars er blevet tørstig af turen på skibet. Jeg er ikke spor forundret. Ventede bare på at han skulle sige det. Så vi sætter os ned ved en lille café, hvor Lars kan få sin øl med Mark, mens jeg drikker en cola og pigen får lidt pomfritter.
Bagefter går vi ind og ser Hamburger xxxx ved Reberbahn. Lars og Mark lokker mig op i en ny rutschebane de har fået. Benene hænger løst under vores sæde og er snart over os, under os og trækker os til siden i et skarpt sving.
Vi er fulde af adrenalin og pjat da vi kommer ned igen, men Marks kone er ved at være træt. Det samme er deres lille datter. Så vi hopper i bilen og suser gennem Hamborgs travle gader.
Hjemme igen rigger Marks kone hurtigt noget lækkert aftensmad til. Vi får selvfølgelig vin til maden. Og øl. Efter maden sætter vi os i sofaen og snakker. Marks kone går tidligt i seng. Hun har været tidligt oppe med den lille datter og er blevet træt efter dagens travetur.
Kort efter går Lars i seng. Han er blevet træt. Og lidt beruset virker det til da han svajer ud af stuen, men han benægter hårdnakket.
Mark og jeg taler længe sammen. Jeg ser billeder fra hans og konens rejser. Billeder af barnet. Han fortæller historier om sin barndom sammen med Lars. Fortæller om sin tilknytning til Danmark. Om sin længsel efter at blive dansker selv. Om konen der er bekymret over denne længsel fordi hun ikke forstår den og ikke bryder sig om Danmark.
Sent på aftnen kommer vi ind på det der nager mig. Det jeg gerne vil vide fra e n der kender Lars bedre end nogen andre. Har Lars et alkoholproblem? Marks sidder stille. Tænker over hvad han skal svare.
Endelig kommer det. Helt stille. Næsten en hvisken. Jo, Mark ved godt at Lars drikker for meget. Ved godt at han bliver anderledes, når han får noget at drikke. Kan ikke lide hans venner i Danmark. Men Mark kan ikke gøre noget. Der er for langt fra Hamborg til Svendborg.
Så er det hans tur til at have spørgsmål. Kan jeg leve med det? Elsker jeg Lars? Kan jeg gøre noget ved det? Jeg svarer Mark så ærligt, som det er mig muligt. Fortæller hvordan jeg havde prøvet at konfrontere Lars og hans forældre. Jeg fortæller om lægen og antabusen, der ligger derhjemme. Og jeg fortæller at jeg snart ikke kan leve med det længere, min kærlighed bliver langsomt kvalt af de evige problemer og brudte løfter.
Mark lytter opmærksomt og uden bebrejdelse, og jeg griber mig selv i at tænke at han er en vidunderlig mand. Hvorfor kommer sådan en mand aldrig forbi min vej og kaster sin kærlighed på mig?
Det er sent da vi endelig siger godnat. Vi er begge trætte og har hver især fået en masse at tænke på. Jeg falder i søvn så snart mit hoved rammer puden, og jeg er så træt at jeg ikke orker at drømme noget.
Barnet kommer snigende til mig, mens jeg sover. Jeg bliver vækket af hendes hånd på min kind. Jeg er så træt at jeg dårligt orker at vågne, men barnet lader sig ikke feje af Endelig sætter jeg mig op i sengen og tager det billede, hun rækker mig.
Hun er vel 13 år på billedet. På vej i skole. På vej til mobningen, drillerierne også ensomheden. Det har stået på i flere år nu, hun er ved at være vant til at være alene.
I hendes klasse går der en dreng, der har valgt at holde sig uden for drillerierne. Jan hedder han. Hun betragter ham i smug. Forsøger ubemærket at holde sig i nærheden af ham, og hun får sommerfugle i maven, når han ser hende og smiler lidt genert. Hun er forelsket. Og ingen ved det. Ingen MÅ vide det. De vil tage det smukke fra hende hun føler, når hun ser ham. Drille hende med det og gøre det beskidt og endnu mere uopnåeligt.
De har også fået en ny dreng i klassen, Tobias hedder han. Hans forældre har mange penge. Flere end nogen af de andre forældre i klassen. Han opfører sig også anderledes. Mere dannet. Han deltager heller ikke i drillerierne, men hun er ikke forelsket i ham. Det et alle de andre piger i klassen til gengæld. Som om de allerede nu, i den unge alder de har, ved at han vil være enhver svigermors drøm og deres lykke vil være gjort hvis de kan få ham.
En dag kommer han hen til barnet. Han spørger hende, om hun vil med i den hemmelige hule, efter skoletid. Hun nikker samtykkende. Vidste godt at de havde en hemmelig hule, men var aldrig før blevet inviteret til at være med.
Det er en gammel bunker omme bag skolens fodboldbaner. Rummene er små og fugtige og fyldt med røg fra cigaretterne, de ryger i hemmelighed. Efter lidt tid hopper hun o af hullet og op på græsset igen, for at trække lidt frisk luft. Her møder hun Tobias. Han fortæller at han også trængte til lidt frisk luft. Han bryder sig ikke om at ryge. Gør det kun for at virke sej overfor de andre. Han fortæller at han beundrer hende, for at turde sige nej. Barnet smiler lidt forlegent. Hun er glad for hans fortrolighed. Han siger at hun virker som en man an snakke med, og at han er ked af at de andre driller hende.
Så stikker en af de andre hovedet op af hullet og kalder på Tobias. Med et forlegent smil til hende, hopper han ned igen. Øjeblikket er væk. Hun vender sig for at gå hjem. Ingen vil savne hende.
Hun taler aldrig senere med Tobias om episoden. Eller om noget andet for den sags skyld. Hun lever for disse små øjeblikke og passer sig selv resten af tiden. Vil ikke blande sig i noget. Og hun bliver ladt i fred. Alene med sine tanker. Ensom uden sin elefant i maven. Kun tøjhunden Sofus er der endnu. Blød og brugt er den. Og god til at opsuge hendes tårer når hun ligger alene i sin seng om aftnen.
Jeg folder dynen sammen i hjørnet og putter den ind til mig, mens jeg tænker på barnet og hendes ensomhed. Trætheden får mig hurtigt til at sove, men det er en urolig søvn. Tøjhunde og generte smil plager mine drømme.
