Jeg Havde Engang En Elefant I Maven
Kapitel 1
Jeg havde engang en elefant i maven. Han var min bedste ven. Vi kunne lege sammen, le og græde – og han forstod altid mine følelser. Jeg savner min elefant. Savner humoren og varmen; den kærlighed der er, når man accepterer hinanden fuldt og helt på trods af utallige forskelligheder. Savner intimiteten ved at én, jeg elsker så betingelsesløst højt, er så tæt på, er helt inde under huden på mig.
Umulius flyttede væk en dag. Han blev bortvist af kloge voksne, der ikke syntes det var sundt for en lille pige at gå og drømme om en elefant. De velmenende voksne fordrev ham fra sit hjem. Jeg har ledt efter dig Umulius, har ledt efter min kæreste ven og min største kærlighed. Ingen vil nogensinde kunne måle sig med dig. Ingen vil nogensinde kunne udfylde den tomhed jeg har gået med i maven siden du flyttede.
De pædagogiske voksne glemte at når de bortviste dig, skulle der have været sat noget andet i stedet. Glemte at man ikke bare kan amputere en legemsdel uden at give mig en måde hvorpå jeg kunne lære at leve uden. Nu er der kun afmagten tilbage. Jeg véd ikke hvor jeg mere skal lede efter dig…
Jeg ville starte med begyndelsen af min fortælling, men jeg véd ikke hvor den begynder. Véd ikke hvornår det hele startede. Jeg ved bare at historien sidder inde i mig og kribler efter at komme ud og blive fortalt. Den lever sit helt eget liv inde i mig. Et liv som på én gang er mit og helt fremmed for mig. Det er et liv hvor der er glæde og sorgløshed. Overskud til at klare nederlagene og til at hele arene på min sjæl. Jeg værner om min historie, fordi den får mig til at tro på at det virkelig kan ske. At det gode en dag vil få overtaget og jeg kan leve min drøm, hvis bare jeg arbejder hårdt nok for det.
I drømmen går jeg med bare ben langs stranden mens solen står op. Går og nyder de isnende bølgeskvulp på mine ben og den beroligende lyd af havet. Absorberer farvespillet i solopgangen og føler hvordan min krop arbejder sig op mod et klimaks, hvor farver og lys eksploderer for mine øjne, mens min krop spændes bagud som en bue. Som om himlen bruger min krop som violin, og jeg forlader den for at svæve op mod himlen mens jeg lytter til de vidunderlige toner. Føler vægtløsheden og den kølige vind mod min nøgne sjæl.
Lidt senere vågner jeg. Liggende i strandkanten mens solens stråler varmer mig. Jeg er lidt døsig, og min lette sommerkjole er våd af bølgerne der ind imellem slår op mellem mine ben. Jeg ligger lidt og mærker hvordan jeg igen finder mig til rette i min krop. Vågner så helt op, strækker mig; er dejligt fuld af energi og klar til at møde hele verden. Kom an verden, her er jeg – tag mig – fortær mig – absorber mig… hvis du tør! For jeg er fuld af glæde og livskraft og det kan godt være lidt af en mundfuld. Men bare kom an, jeg er klar til dig. Jeg er klar til at lægge arm med dig; men vid at du vil tabe, for jeg har livskraften i mig!!
Jeg havde besøg af min mor og hendes nye kæreste op mod jul. De så så glade og lykkelige ud. Det udtryk som kun unge elskende kan have. Hun strålede som en sol. Gud, hvor er hun køn, min mor. Jeg kan godt forstå hvorfor mændene er så glade for hende. Bare at være i nærheden af hendes energi. Man kunne se at det gav stød i ham når han fik hende til at le. Kunne se at hans liv kun gav mening hvis han kunne være sammen med hende og få hende til at være lykkelig.
Jeg følte mig så lille. Som et lillebitte fnug, der bare flagrer formålsløst rundt. Bliver kastet hid og did af vinden uden noget formål. I det øjeblik gav mit liv ingen mening. Det så let ud. Det kan vel ikke være så svært at lade følelserne få overtaget og bare være glad. Og inde i mit hoved var der en lille stemme der hviskede “det er det du leder efter, det er sådan det skal være, bare kast dig ud i det – du skal ikke være bange, jeg skal nok gribe dig igen, hvis du falder”. Stemmen blev tavs efter lidt tid. Jeg tror den opgav mig. Jeg hørte jo ikke efter alligevel.
Mit hoved summede af tanker om hvordan jeg skulle klare problemerne på arbejde – hvordan jeg skulle få Lars til at få det bedre. Han sad stadig og hang med sine tømmermænd. Var kommet væltende i nat i en kæmpebrandert. Han var væltet hen i sengen, hvor jeg måtte hente en balje til ham, fordi han ikke kunne finde badeværelset.
Det var første gang han mødte min mor, og han sad bare og hang og så ynkelig ud. Jeg var stået tidligt op, for at gøre rent og rydde op inden mor kom. Det var så vigtigt for mig at alt var perfekt, når hun skulle komme på besøg. At der ikke var noget at udsætte på mig eller mit liv.
Og så sad Lars bare og hang med sine tømmermænd. Han var nærmest faldet sammen i et hjørne af sofaen, hvor han kæmpede for at holde sig siddende oprejst. På en måde virkede det som om han var mit eget indre, der i protest mod at jeg forsøgte at gøre alting rigtigt, alligevel fejlede. Som om det var en refleksion af mit liv, der sad der og hang, med tømmermænd og intet overskud til at være præsentabel trods kraftanstrengelserne.
Det var overstået før jeg vidste af det. Min mor flagrede ned af trappen med sin nye kærlighed. Og før jeg var rigtigt klar til det, var hun væk igen og ude af mit liv. Jeg begyndte at rydde op. Fjernede tallerkner og fade. Prøvede at samle energi til at få det hele vasket op igen. Jeg ville bare have at det skulle være overstået, så mit liv kunne komme tilbage til normale tilstande igen.
Lars var gået i seng. Nu havde han jo også holdt sig oprejst i 3 timer, så kunne jeg jo ikke forlange mere. Uendeligt langsomt blev stakken af opvask mindre, og jeg kunne mærke hverdagen vende tilbage. Roligt kom den snigende ind på mig, selv om jeg vidste at det ville tage flere dage før alt igen ville være som det plejede. Min mors energi bliver altid hængende længe efter. Lige som en rigtig god parfume, der bare bliver siddende. Hvis der er for meget af den, bliver den bare. hængende i flere dage, og hurtigt begynder den at irritere din næse og dine øjne.
Træt sætter jeg mig ned ved den tændte computer. Ordene står stift på det halvtomme ark mens skærmens lys skærer i mine øjne. Længe har historien ligget stille. Den har nærmest stået på lur bag et hjørne. Ladet mig se en smule for at forsvinde hastigt hver gang jeg forsøger at skrive igen.
Mange nætter har jeg siddet foran skærmen mens tårer blændede mine øjne. Mit hjerte der pumpede så kraftigt at blodet suser for mine ører. Hviskende til mig; min trang til at fortælle historien. Min længsel efter at skrive sorgen og nederlagene ind i historien til blodet springer fra mine fingre.
I stedet er der ikke andet end tomhed hver gang jeg tænder computeren og forsøger at skrive. HVORFOR? Har jeg lyst til at råbe. Skrige mine frustrationer ud mod himlen. Men jeg behersker mig. I stedet rejser jeg mig og går lidt rundt.
Mens jeg bevæger musklerne, der er stive af at sidde anspændt på stolen går det op for mig! Jeg skal skrive om hvordan jeg har det nu. Lige nu. Jeg må fortælle om den flænsende følelse inden i mig. Følelsen af at have elsket og mistet. Følelsen af at elske betingelsesløst for blot at blive kastet bort. Den gennemsyrende trang til at elske og behovet for at blive elsket, der gør os så sårbare og gang på gang vælter vores følelser og fornuft rundt.
Men jeg forgriber tingenes gang nu. Jeg må vende tilbage til historien. Jeg må forsøge at lade tankerne hvile lidt, mens jeg fortæller lidt mere.
Nogle dage senere skulle jeg besøge min far. Hvor jeg dog hader julen og alt dens familiekomsammen. Vi sætter os ned ved et bugnende bord og spiser og drikker. Vi er høflige overfor hinanden. Vi forsøger at lyder interesserede i noget, der dybest set er os inderligt ligegyldigt. Vi smiler til hinanden og tænker, hvornår kan jeg slippe herfra? Hvornår er denne teaterforestilling slut?
Og til jul skal vi rigtig være glade, så vi ses endnu mere. En uendeligt lang måned med familie, gaver og julekort. Med sygeligt udseende nisser der er 100 år gamle og stadig kan springe
badutspring, mens de smiler og ser åh, så overlykkelige ud. Hvordan kan man være 100 år og ikke have oplevet sorger? Hvordan kan man have levet så længe og stadig tro at verden er vidunderlig?
Det er en syg verden vi lever i til jul! Fuldstændigt forskruet og uden hold i virkeligheden. Hvor jeg dog hader julen! Men det var Kristinas fødselsdag, så selvfølgelig skulle jeg besøge min far.
På vej hjem til min far kom barnet og satte sig ved siden af mig i bussen. Hun havde et fotoalbum med familiebilleder med. Hun er ni år gammel og bor hos sin far og Jonna. Hun er utryg og sover uroligt om natten. En aften spørger hun om hun må have lov til at sove i soveværelse hos de voksne. Det må hun gerne. Hun er faldet i søvn, men sover let, så hun vågner da far og Jonna går i seng. Hun ligger i midten og bliver næsten mast da de bøjer sig hen over hende for at give hinanden et godnatkys. Så rejser far sig og går om på den anden side af sengen. Barnet spørger ham hvad han skal. Far svarer at Jonna ikke kan falde i søvn hvis ikke hun ligger i arm. De ligger længe og kysser. Så flytter far på sig igen. De siger mærkelige lyde, som om der er noget der gør ondt på dem.
Barnet kan ikke lide det. Hun har mest lyst til at gå ind til sig selv og sove, men hun tør ikke rejse sig, de tror vel at hun sover. Hun er lammet. Kan ikke finde ud af hvad hun skal gøre. Sengen begynder at knage, da far og Jonna hopper rundt i sengen ved siden af hende. Endelig er det overstået. Hun har rykket sig helt ud til kanten af sengen og har pakket dynen rundt om sig, så de ikke kan røre hende. Kort efter snorker far højlydt. Barnet kan ikke sove. Det er sidste gang hun beder om lov til at sove hos dem.
Ni måneder senere føder Jonna en datter. Hun er rød og rynket over det hele, og barnet synes at babyen er grim og ulækker. Alle de voksne siger nej og iiih og ååhh, og dikkedikker babyen. De spørger barnet om ikke hun synes det er en yndig baby? Barnet nikker, tør ikke sige noget, Men vil helst ikke holde babyen.
Babyen kommer til at hedde Kristina, og med tiden holder hun op med at være rød og rynket. Barnet kommer til at holde meget af sin lillesøster. Hun ser det som sin opgave at beskytte det lille barn mod verden og voksne menneskers løgne.
Hver dag efter skole har barnet sin lillesøster med på sit værelse og leger med hende. Lader babyen ride på sin ryg, så der kommer store slidte mærker på knæene af hendes bukser.
Jeg ser ned ad mig selv da jeg lægger billedet fra mig. Forventer halvvejs at finde knæene på mine bukser slidt helt i stykker. Men jeg har nederdel på i dag. Håret og en let makeup sidder perfekt, der er ikke noget at sætte en finger på. Jeg glatter nederdelen da jeg rejser mig for stige af bussen og traver det sidste stykke hen til min far.
Da jeg ankommer, er bordet dækket; med det fine stel selvfølgelig, resten af familien kommer jo også. Kristian på otte sidder og spillede playstation, i den ene ende af stuen, i sit stiveste puds. Så er han ligesom af vejen og kan forholde sig roligt, indtil alle gæsterne er kommet. Kristina står på badeværelset og ordner hår og make-up. Jonna troner i køkkenet imens hun kyndigt dirigerer rundt med far.
Jeg sætter mig ned og ser på. Prøver bare på, ikke at være i vejen. Jeg har taget mit glastøj på i dag. Det man kan se lige igennem, så ingen vil opdage at jeg er her. De vil bare se lige igennem mig, og undre sig over den ekstra plads der er dækket, hvor der ikke sidder nogen. Jeg bryder mig ikke om mit glastøj. Det er ikke rart at have på, er alt for stift. Jeg kan ikke bevæge mig. Sidde bare helt stille og betragter sceneriet. Hører folk tale.
De taler ikke om mig i dag. Som om de fornemmer ubevidst at jeg er der et sted. Men jeg ved at de har lyst til det. Har lyst til at fortælle hinanden hvilken fiasko jeg er, så de kan sende min far medfølende blikke. ’Godt vi ikke har sådan et barn’. ’Godt at vores børn klarer sig godt og arter sig, som vi vil have dem til’. Det er dejligt komfortabelt for dem at se og tale om hvor dårligt et eksempel jeg er, fordi det bekræfter dem i at netop de gør det rigtige. De har kontrol over tingene.
Jeg kan se min far krympe sig under deres blikke. Han vil ikke have deres medlidenhed. Han ville ønske at hans datter ville forsvinde. Bare ophøre med at eksistere. I hvert fald som hans datter. Han vil ikke have ansvaret, for at hun er faldet så uheldigt ud. Kan de da ikke forstå at han er ligeglad. Hvorfor skal de så altid minde ham om det?
Han begynder i stedet at tale om sit arbejde. Folk vender tilbage til at tale om andre ting. De har sat ham på plads. Mindet ham om, at han havde en fortid før han kommer til familien, og derfor aldrig rigtig bliver helt god nok.
Jeg sidder i mit glastøj og keder mig. Kigger på klokken. Jeg kan vist lige nå en bus. Og uden at nogen bemærker det glider jeg ud af stuen og ud i den kølige natteluft. Stjernerne står højt på himlen og et par små snefnug daler prøvende ned, for at se, om det er ved at være tiden til at de skal pudre hele jorden hvid. Men de opgiver på vejen. Fortryder ligesom midt i faldet, slår en kolbøtte og lægger sig som sjap på vejen. Vinden blæser bidende kold ind gennem min jakke og får mit hjerte til at fryse til is. Snefnug rammer mine ben, med de tynde strømper under nederdelen, smelter og glider langsomt ned ad indersiden af mine ben, for til sidst at gennemvæde mine sko.
Endelig når jeg bussen og kryber i ly på det bageste sæde, med fødderne presset op mod den lille radiator. Snefnuggene i mit hår smelter og dråberne kærtegner mit ansigt. Da bussen sætter i gang undrer jeg mig over at nogle af dråberne føles varme mod min hud, indtil det går op for mig at sneen blandes med tårer, der triller ned fra mine øjne.
Jeg har en drøm. En drøm om hvordan mit liv skal være. I drømmen er jeg gift. Eller, jeg bliver det. Drømmen er tidløs, så jeg både er gift og bliver det. Det er ligegyldigt. Det vigtige er ikke ægteskabet eller traditionerne. Det vigtige er kærligheden.
Jeg drømmer om at opleve en kærlighed der får mig til at føle mig tryg og føle at jeg hører til. Det er en pudsig ting at ønske. De fleste gange får forelskelse og kærlighed mig til at føle mig utryg og usikker, så hvordan jeg tror at det kan være anderledes, ved jeg ikke.
Jeg ser på andre mennesker. Bruger dem som spejl. Jeg ser ægteskaber og lange forhold og jeg spørger mig selv: “Er det det jeg vil? Er det sådan det skal være?” Men det er aldrig helt rigtigt. Det er som om de skabeloner andre mennesker laver, ikke helt passer til mig. Jeg kan ikke lide at blive puttet i kasser der ikke passer mig. Jeg vrider mig og slår mig i tøjret. Min sjæl bliver øm og blodig af de skarpe hjørner.
Mor og Torben skal giftes. Mor er ved at blive skilt. Hun har været gift før. Fire gange. Jeg har set hendes øjne smerte i erkendelsen af at hun heller ikke denne gang fandt kærligheden. Jeg beundrer hendes evne til stadig at tro på kærligheden. Så mange nederlag, så meget svig – og hendes øjne stråler stadig af kærlighed når hun ser på Torben.
Far blev gift med Jonna efter han og mor gik fra hinanden. De har fejret kobberbryllup, har 2,4 børn og bor i et nydeligt forstadskvarter. Jeg har set dem vokse tættere sammen i det min far i dag kalder en ubrydelig symbiose, hvor det er ligegyldigt om det er den ene eller den anden man taler med.
Jeg har set Jonna tage styringen i deres lille husholdning. Påtage sig ansvaret for det hele og træffe beslutningerne. Jeg har set far lade hende gøre det. Lettet over ikke at stå til ansvar. Symbiosen traf beslutningen og han bakker op om den, uden at behøve at tænke over, om det er rigtigt eller forkert.
Skabelonerne passer ikke på mig. De spejle jeg bruger, har alle revner og buler og viser på hver deres måde virkeligheden anderledes end hvad jeg drømmer om. Jeg vil være mit eget spejl. Jeg vil selv sætte standarden for hvad der er godt. Og jeg vil lave en blød og rummelig kasse, foret med kærlighed, respekt og accept. I den kasse vil jeg være. Her kan jeg ånde frit. Jeg lever for at give drømmen liv.
Endelig stopper bussen med et ryk og jeg glider ud fra mit sæde og ind på den myldrende, varme og alt for lyse banegård. De store lysstofrør med det blege blågule lys er ubarmhjertige. Sneen og tårerne har trukket røde striber ned over mine kinder og håret klister til mit ansigt. Jeg dukker hovedet og haster igennem banegården og er lettet da jeg ser at toget allerede holder og venter. Jeg kanter mig ind på en plads bagest i rygekupeen og finder med våde forfrosne fingre en halvtom pakke cigaretter frem. Efter et par forsøg får jeg ild og nyder at mærke roen i min krop, som røgen siver ned i mine lunger og nikotinen lægger et beskyttende lag på mine nervespidser. Toget sætter i gang og de bløde bølgende bevægelser får mig til at slappe af. Jeg lukker øjnene et øjeblik, men åbner øjnene da vi, med hvinende bremser, stopper ved en station. Et barn, en lille pige med lyst hår rejser sig og løber ud af kupeen. Der ligger et stykke papir hvor hun har siddet. Et billede kan jeg se da jeg tager det op. Jeg rejser mig for at finde barnet og give hende billedet tilbage, men hun er ingen steder at se. De andre passagerer ser undrende på mig, så jeg sætter mig ned, stadig med billedet i hånden.
På billedet har barnet feber. Hun ligger på sofaen med en dyne over mens familien er samlet over julemiddagen. Hun er altid syg til jul. Måske er det sorgen over ikke at have begge forældre hos sig. Måske er det fordi julen minder hende om, at hendes liv ikke er fyldt med glæde og sorgløshed. Hun ved godt at der er noget galt. Alt er ikke som det burde være. Men hun ved ikke hvad det er. Ved bare at hun er trist og at der er noget hun ønsker sig.
Hun leger med Umulius. Han er der altid. Hendes trofaste ven. I dag er det jul, så Umulius storesøster Tina er der også. Tina og Umulius holder jul med barnet. Inde i maven sidder de ved julebordet og hygger sig. De pjatter og fortæller vittigheder og luften er tung af gran og kærlighed. De sidder der længe. Ved at de tre kun har hinanden, men at det er kærligheden mere end familiebåndet der binder dem sammen.
Da jeg ser op sidder barnet der igen. Jeg vil række billedet tilbage til hende, men hun ryster på hovedet, viser med en håndbevægelse at jeg skal beholde det. Jeg prøver at forstå barnet, men det afviser mig. Vil ikke tale til mig. ’Du må vente’ siger hendes øjne. ’Engang skal jeg nok fortælle min historie, men du må vente til jeg er klar’. I mange år har jeg ventet. Forsøgt at afkræve barnet dets historie. Men barnet har sin egen vilje, og jeg kommer ingen vegne med mine forsøg. Jeg sidder helt stille og kan høre at barnet er begyndt at tale til mig. Først kun i en sagte hvisken. Men jeg er tålmodig. Lytter godt efter. Det er nu historien skal fortælles.
Barnet giver mig et billede af en kornmark. Højt gyldent korn, der bølger på begge sider af en lang grusvej. Barnet går ind i kornet. Hendes hår er helt lyst, og når solen spiller i det, kan man næsten ikke se det. Kan bare se en refleksion af lyset. Hun ler og løber længere ind i kornet. Det er lige så højt som hende, så hun forsvinder næsten derinde.
Et lille stykke inde er der en sti. Barnet har lavet en sti i kornet, og herinde, skjult for verden har hun sit hjem nu. Ingen kan finde hende og ingen kender til hendes hemmelige sted.
Hun er fire år gammel og bor hos sin mor sammen med sin storesøster Jeannette, der er to år ældre. Jeannette er lige begyndt i skole og pigen har været med henne i skolen for at hente hende. De har en masse legetøj derhenne. Og andre børn man kan lege med. Barnet vil gerne gå i skole, hun kan næsten ikke vente.
Det er godt hun har Umulius derhjemme, ellers var det blevet kedeligt at være alene uden storesøster. De plejede at lege sammen, men storesøster er stor nu, hun er begyndt i skole, så hun er næsten voksen. Og pigen er blot et barn endnu.
Mor har giftet sig igen. Barnet er glad for John. Han leger med hende og fortæller hende fjollede historier. Hun er ikke vant til at de voksne tager sig ret meget af hende, så det er en god fornemmelse at John er der. Han kører hjemmefra hver morgen. Ud at den lange indkørsel hvor gruset står i en støvsky efter bilen. Hun ser efter ham når han kører og løber ud på gårdspladsen og tager imod ham når han kommer hjem.
En dag kommer han grinende ind på hendes værelse. Om hun ved hvornår en støvsuger siger piv? Hun ser uforstående ud, så han tager hende i hånden og går ud i bryggerset. Her åbner han støvsugeren og ud springer en forskrækket, lille, støvet mus.
Men det bliver efterår. Og kornet bliver høstet. Hun giver mig et nyt billede. Hun ligger på hospitalet. Hun er slemt forbrændt. Faldt i en balje med varmt vand, og skal nu ligge helt stille i en hvid seng. Med hvide lagner. Hvide vægge. Hvide damer. Hvidt lys. Far, Jonna, mor og John kommer på besøg. De er også klædt i hvidt. Storesøster Jeannette kigger ind ad døren. Hun må ikke komme ind. Hun står med to tøjhunde i favnen. Den ene kaster hun hen mod den hvide seng.
Det er her jeg møder Sofus første gang. Han bliver hurtigt venner med Umulius. I de lange dage på hospitalet lærer barnet, Umulius og tøj hunden Sofus hinanden bedre at kende. De bliver en uadskillelig trio. Barnet er sikker på at de tre skal følges ad hele livet. Hun er ligeglad med de andre børn. Ligeglad med storesøster og hendes skole. Hun har Sofus og Umulius og de skal følges ad altid.
Hjemme på gården er barnets hundehvalp væk. Den skubbede hende i baljen, og nu er mor vred på den og har sendt den væk. Godt at Sofus og Umulius er her. De går med mig ned til stranden. Der er ikke langt. Luften er kølig, men vandet har en beroligende virkning på barnet. Bølgerne glider dovent op ad de afrundede sten og falder tilbage med en sukkende kluk-lyd. En enlig måge kredser over os og udstøder et kort, hæst skrig før den forsvinder indad mod fjorden’ Bag os hvisker granerne stille når den iskolde vind tager fat i deres grene et kort øjeblik, for straks at give slip igen.
Kort efter går vi tilbage. Vinden er kold og direkte i dag, og barnet skulle nødigt blive syg. Vores trin knaser på grusvejen og vinden har givet os røde ører og dæmpet alle lyde. Som om lydene er frosset fast i en isklump og kun langsomt kan trænge ind. Kinderne er røde og kolde og vinden føles som småbitte nåle, der uophørligt prikker mod huden. Det skal blive godt at komme ind i varmen.
Barnet tier nu. Har ikke flere billeder hun vil vise mig. Jeg sidder stille og venter på at hun skal sige noget, eller vise mig endnu et billede, Men hun er tavs og rør sig ikke. Efter et stykke tid rejser hun sig for at gå. Jeg lægger forsigtigt en hånd på hendes skulder. Ønsker ikke at hun skal gå. Vil gerne høre mere. Men hun ser blot sørgmodigt på mig. Siger med sine øjne at jeg må være tålmodig lidt endnu. Så lader jeg hende gå.
