Hvis man, af en eller anden grund, kører på hovedvejen mellem Gibraltar og Cadiz – ud i det område af Andalucia hvor turisterne endnu ikke har fundet hen. Og hvis man cirka midtvejs, der hvor man er for foden af Vejer de la Frontera, som ligger så smukt på sin bakketop, beslutter sig for at dreje af og køre ud til kysten, så kommer man til en lille fiskerby. En fiskerby der er noget forfalden og vidner om aldrig at have haft sin storhedstid. En lille by der altid har været glemt af alle. Næsten alle. Byen hedder Barbate de Franco. Folk fra nabobyerne siger halvt i sjov, at før Franco postede penge i tunfiskeriet og byen her, var her kun to ludere og en lommetyv, hvilket så betyder at alle der bor her nu er efterkommere af dem.
Hovedgaden hedder Avenida Generalisimo, opkaldt efter Franco, ‘den store general’. Trafikken bevæger sig langsomt, for der er masser af små sideveje opkaldt efter andre af Francos støtter og ingen lyskryds. Eller, nogle lyskryds er der faktisk, de virker bare aldrig. Folk tager det roligt. Det går ikke stærkt, men på en eller anden måde fungerer det alligevel at bilerne kommer rundt og man gør plads for hinanden og lader fodgængere krydse vejen alle andre steder end de markerede fodgængerfelter.
Jeg drejer ned ad en sidevej og endnu en og kommer ind i hjertet af Barbate. Vejene ligger snorlige og vinkelret på hinanden, et vidne om at byen er planlagt og ikke en forvokset landsby. Husene er lave og alle steder virker der forsømt med afskallende maling og tilsømmede vinduer. Alle vejene ud over Avenida Generalisimo er lange og snævre med kun plads til en bil så der er ensrettet og rustne, bøjede stopskilte og blegnede indkørsel forbudt skilte overalt. Ved en dør, der ligner alle de andre bortset fra husnummeret, klapper jeg sidespejlet ind og lister bilen op på ‘fortovet’ så jeg kan parkere helt op ad muren og stadig tillade at en anden bil kan passere. Det er første gang jeg er her og jeg er ikke sikker på om jeg har fundet det rigtige hus. Her er ingen åbne døre eller mennesker der råbende snakker sammen på tværs af blomsterfyldte gårdspladser som i Vejer de la Frontera. Her er øde og mennesketomt selvom det er lørdag eftermiddag og fint vejr.
En andalusisk kvinde sidst i 30′erne er ved at vælte mig over ende, da hun kommer ud ad døren jeg skulle til at banke på, mens hun har hovedet vendt mod nogen inde i huset og snakker glad. Hun ler til mig og undskylder mens hun vinker mig ind i huset “til højre” siger hun samtidig med at hun råber farvel ind i huset og allerede har krydset vejen og er væk. Jeg ryster på hovedet for at samle mig og ser ind i huset. En lang gang med døre på begge sider. Ingen billeder, ingen dekoration, ingen blomster. Kun afskallet maling og fugtpletter på væggene. Forsigtigt går jeg et par skridt ind i gangen, den tunge metaldør smækker bag mig og efterlader gangen i tusmørke.
“Aqui”, ‘Her’ siger en stemme fra højre og jeg træder to skridt længere frem og ser ind i en lille stue. “Cierra!”, ‘Luk (døren)’ siger kvinden med stærkt rullende r’er og jeg får manøvret mig ind i rummet ved først at flytte lidt på en billig træstol der står lige foran døren. Det er det eneste sted den kan stå, for til venstre er et lille reolsystem med et tv tændt på en eller anden børnekanal. Lige nu viser de tegnefilm. Til venstre er der et rundt bord med en slidt voksdug med store falmede blomster påtrykt. På den anden side af bordet sidder kvinden, en køn kvinde med let blondt hår og storsmilende. Hun er ikke let at aldersbestemme, måske midt i 40′erne, men hun kunne sagtens være både yngre og ældre. Hun sidder og sorterer kortene så de alle sammen ligger med toppen opad. De andalusiske kort er ikke som vores pokerkort, som de kalder dem, de har top og bund. På bordet ligger to pakker cigaretter, sort tobak, 25 stks og der står også et fedtet rødvinsglas med cola i. Lige fremme står en sofa. Den er så faldefærdig at hullerne i betrækket har frynser. Den er forsøgt dækket med et tæppe, men tæppet er lige så gammelt. Midt på sofaen ligger en hvid kat med sort snudespids og ser på mig. Det minder mig om hvorfor netop dette dyr har lagt navn til ordet ‘mistroisk’. Jeg bytter plads med stolen og kan lige præcis nå frem og give den et nus. “Mi niño”, ‘mit barn’ siger damen med et smil og mens jeg sætter mig og dermed efterlader det eneste ubrugte gulvplads i rummet hvor stolen og jeg ellers har byttet plads, overvejer jeg hvordan kvinden mon er kommet om bag bordet og ind på sin stol. Hun ser ud som om hun er så fast en del af dette dunkle rum og møblerne at det er svært at forestille sig rummet uden hende.
“Parte”, ‘del’ siger hun og jeg deler bunken af kort i to. Den ene del vender hun på hovedet og giver sig igen til at blande kortene. De er store, omkring dobbelt så store som almindelige spillekort og det er både store og lille arkana. Lille arkana er 20 kort med billeder som tårnet, døden, kejserinden etc som vi normalt forbinder med tarotkort. Store arkana er forfaderen til pokerkortene og de kort som andaluserne bruger at spille med. Fire farver: sværdet, køllen, mønten og koppen. De er nummeret fra 1-8 og med 3 billedkort i hver farve, præcis som vi kender dem. 64 kort ialt.
Hun lægger hurtigt 3 kort på række. ‘Du har arbejdet meget førhen’ siger hun fraværende. 3 kort mere i samme række. ‘Det var svært/dyrt for dig at rejse herned’. To ud af to rigtige, men også billige gæt, for det er svært for alle os udlændinge at rejse herned. Både økonomisk og følelsesmæssigt. Og jeg kender ikke en eneste udlænding, bosat her, som ikke har arbejdet meget førhen. Hun lægger endnu et kort så der er 7 i rækken og starter på en ny række. Hun lægger et par rækker mere, i sæt af 3 ad gangen og så en enkelt, uden at sige noget, stadig noget fraværende. Jeg har ikke fortalt hende hvorfor jeg er her, jeg ved det egentlig heller ikke selv, ud over nysgerrighed og det har hun nok gættet og tager mig ikke rigtigt seriøst.
Jeg mister tælling på rækkerne, men nogle rækker nede stopper hun op og stirrer intenst på de 3 første kort i den række hun lige er begyndt på. Så ser hun mig lige i øjnene og studerer kortene igen. Det ville være forkert at sige at hun pludselig blev stille, men det er den effekt der er. Hun leder efter ordene. Efter måden at sige det her på. Jeg ser på kortene – det siger mig intet, de er alle fra store arkana og jeg har ikke den fjerneste idé om deres betydning. “Tu madre…”, ‘din mor’ siger hun og stopper igen op. ‘Din mor er meget dominerende’. Hun ser på mig igen. Jeg er overrasket, for jeg har netop nu nogle problemer med min mor, men jeg har ikke nævnt det for hende. Hun ser på kortene igen og lægger de næste 3. Denne langsomt, som vurderer hun hvad kortene siger efterhånden som hun lægger dem. Da hun vender det tredje breder der sig et udtryk af komplet overraskelse i hendes ansigt. Hun ser på de første 3 igen, så på de næste 3, så på mig. “Tu madre..” begynder hun igen, men lyden ebber ud. ‘Din mor… hun er…. hun er MEGET dominerende’. Hun har min fulde opmærksomhed nu. Hvad er det hun prøver at fortælle mig? Og så vælter ordene ellers ud af hende. Hun taler drævent andalusisk med meget få pitches og ordene udtalt så gutturalt at alt andet end første stavelse nærmest forsvinder. Undtagelsen er r’er og j’er (der udtales næsten som r) der ruller drevent. ‘Der er ikke noget du kan gøre. Du er nødt til at glemme det. Glem at du har en familie. Glem at de eksisterer. De er ikke gode mennesker og de respekterer dig ikke. Hold afstand! Pas på! Desto mindre kontakt jo bedre.’
Jeg har en fornemmelse af at min underkæbe lige har ramt bordkanten, så overrasket er jeg. Det er godt nok en stærk udmelding hun der kommer med og hun er tydeligt påvirket af det hun selv siger. ‘Du er et godt menneske. Du er helt igennem Kvinde og dit hjerte er endnu større. Og så er du enormt smuk!’. Det sidste siger hun med et kæmpe smil, det behøvede hun ikke kortene til at fortælle hende, men mit lysblonde hår og himmelblå øjne har gjort indtryk på den smukke sigøjner foran mig. Ikke at hun er typisk sigøjner, men med lidt træning kan man altid spotte sigøjnerblodet. Lidt ligesom nogle mennesker altid kan spotte homoseksuelle.
Hun lægger de sidste kort i rækkerne på 7 konstant snakkende. Korte udmeldinger om det ene eller det andet. Det sidste kort bliver lagt alene i bunden og hun sidder lidt og studerer hele oplægget, optaget af sine egne tanker. Så tager hun raskt alle kortene og begynder at dele den store og lille arkana fra hinanden. ‘Hvad vil du spørge mig om?’ siger hun med et stort smil. Jeg er helt på bar bund. Der er kommet et væld af informationer og jeg har slet ikke haft tid til at fordøje det hele. Jeg aner ikke hvad jeg skal spørge om. ‘Det er ok, jeg lægger kortene og så ser vi hvad de siger’ siger hun.
Den lille arkana bliver lagt i hurtig rækkefølge, ud over hele bordet og ovenpå hinanden imens hun småpludrer om hvad de siger. “No quires niños”, ‘du vil ikke have børn’ siger hun konstaterende. Jeg fortæller at jeg blandt andet er bange for alle de depressioner og former for psykisk sygdom der er min familie og at jeg ikke har lyst til at give det til et barn. ‘Det sker ikke’ siger hun bestemt og smiler bredt da hun tilføjer ‘du er en meget smuk kvinde!’.
Hun tager store arkana og lægger dem ovenpå kortene på bordet. Jeg kan slet ikke koncentrere mig mere og kortene danser for øjnene af mig. “Llasta”, ‘det var det’ siger hun og samler kortene sammen og begynder igen at sortere dem så alle ligger med hovedet opad. Jeg rejser mig og takker hende og imens jeg forsøger at blive enig med stolen om hvem af os der skal være hvor, så jeg kan få døren åbnet siger hun “Venga guapa, damé besitos”, ‘kom smukke, giv mig (små) kys’. Det lyder forfærdeligt på dansk, men det er almindeligt at give kindkys til familie og venner når man kommer og man går, ligesom det er helt almindeligt at kalde Gud og hvermand for smukke. Det ualmindelige er udelukkende fordi det er lige vel familiært i forhold til hvor lidt vi kender hinanden. Jeg har åbenbart gjort indtryk på hende, og jeg har ellers ikke sagt ret meget.
Fortumlet vælter jeg ud ad døren, jeg skulle lige finde ud af at det var en skydedør og ikke en almindelig dør, og ud på gaden i seneftermiddagens lune sol. Bilen finder nærmest selv vej hjem på farmen, og det er heldigt nok, for mit hoved er propfyldt af indtryk. Hun var en fascinerende dame, helt bestemt og hun ramte i den grad hovedet på sømmet omkring nogle af de ting hun fortalte mig. Andre kunne være heldige gæt, og andre igen er vi bestemt ikke enige om. I første omgang forvirrer det mig at hun var meget skråsikker omkring at Antonio er den rigtige mand for mig og at der er ‘meget kærlighed’ vi skal bare give det tid.
Det gik faktisk og nagede mig flere dage derefter uden at jeg kunne sætte fingeren på hvorfor. Da det endelig gik op for mig, var det så logisk at det faktisk var åbenlyst. Det nagede mig fordi jeg ikke har lyst til at være sammen med Antonio! Hele idéen om det får det til at krympe sig i mig og gør mig irritabel. På den måde kan man sige at hendes råd alligevel gjorde det klart for mig hvad jeg skal og hvad jeg vil. Bare omvendt af hvad hun sagde *hehe*. I det hele taget har mange af de ting hun sagde rumsteret i hovedet på mig, for selvom jeg stadig er skeptisk nok til at jeg ikke tror på at kortene siger noget, så er jeg overbevist om at nogle mennesker kan læse mennesker. Og hende her, hun kunne læse mig særdeles godt – når ellers hun åbnede sig for det, i stedet for at huske at hun har hørt om hvor glad Antonio er for mig *S*
