Det var godt at komme hjem til farmen og alle dyrene igen, men som altid når man vender hjem, så ligger der også et eller andet problem og venter. Denne gang var det vores dalmatiner Yaco – inden jeg tog afsted var han startet på at knurre stille ad mig ind imellem. Uden synlig grund. Det er selvfølgelig ikke acceptabel adfærd, men nu måtte vi se om ikke bare det var et lille flip han havde haft og som nu var forsvundet.
Det var det ikke 
En aften stod han og tiggede for at komme ind i stuen til ‘os andre’ og det gav jeg ham så lov til. Så sad vi der og kælede lidt mens Antonio sov sødeligt på sofaen indtil jeg rejste mig for at hente noget i køkkenet. Da jeg kom tilbage lå Yac fint på min plads i sofaen og det mås man ikke når man er hund her i huset! Det gjorde jeg ham selvfølgelig opmærksom på og fik et dybt knur til svar. AHVA?!!! Ka’ du SÅ komme ned makker og det med det vuns!!! Endnu dybere og kraftigere knurren, der heldigvis vækkede Antonio. Og Antonio er ikke sådan at spøge med, Yaco fik håndfast besked om at såden ter man sig IKKE her i huset. Yaco fortrak til hundesengen, alle andre hunde og katte flygtede til de fjerneste hjørner af stuen. Men Antonio havde bedt Yaco om at gå UD, ikke i seng! Yaco nægtede at rykke sig en tomme, så Antonio måtte have fat ‘i ørerne’ af ham ogslæbe ham ud.
Det talte vi en del om og spekulerede over. Jeg blev enig med mig selv om at måske skulle jeg forsøge at gå nogle ture med Yaco i snor og sætte mig lidt i respekt for ham og så se hvad der skete. Ihvertfald blev han vist væk hver gang han kom til mig og tiggede om at blive kælet. Jeg ventede et par minutter og kaldte ham så hen så han kunne blive kælet, for at sende ham væk igen når det passede mig. Tredje gang jeg gjorde det kom han hen og satte sig, men så snart jeg rørte ham begyndte han igen at knurre. Stille, men dybt nede fra struben. Så måtte jeg jo træde i karakter og fortælle ham hvor skabet skulle stå – men jeg fik det resultat at han overhovedet ikke respekterede mig men i stedet trak kæberne op og gik ned i knæ mens han optrappede sin knurren. Hen efter snoren så jeg kunne få hunden under kontrol, men det var kun med nød og næppe at jeg fik den på ham, han var helt klar til at gå til angreb på mig. Et par runder i snor hvor han sprand rundt med blottede tænder og dybfølt knurren. Til sidste satte jeg ham ind i hundegården og lukkede døren.
Hvad dælen gør vi ved den hund??!!! Vi snakkede om muligheden for at finde et andet hjem til ham, for helt ærligt, hos os kunne han altså ikke være. Jeg går det meste af dagen alene hjemme og det duer ikke med en hund jeg ikke kan stole på ikke bider mig. At spærre ham inde i hundegården var heller ikke en løsning, for jeg skal den vej når jeg skal hente haveredskaber eller min hest. Men at finde et hjem til en ældre, nervøs og aggressiv hund??? Jeg kan trods alt ikke få over mit hjerte at han skulle ende med at være bundet i en kort snor et eller andet sted og gå for lud og koldt vand – eller at han skulle risikere at blive slået konstant for at holde ham under kontrol.
Jeg ville gerne hjælpe Yaco, men jeg anede simpelthen ikke hvor jeg skulle starte. Jeg aner intet om hans fortid andet end at de tidligere ejere pludseligt ville af med ham NU! Resten er gætværk og småbidder jeg har forsøgt at stykke sammen, men oftest er jeg ikke engang sikker på at de oplysninger jeg ar fået rent faktisk ER om den samme hund! Det er også muligt at jeg ind imellem ‘praler’ af at være god til hunde…. men ikke til aggressive hunde, dem holder jeg mig fra. Desuden har jeg Goofy og ‘lille’ Curro på 6 mdr og 19 kilo som jeg skal i gang med at træne – og Guitana som skal tilrides, og måske en butik at åbne…. Nej, jeg kunne ikke se en vej ud af det
Enden blev at Antonio aflivede hunden. Han var glad for den og han nød at den var knyttet til ham og fulgte ham rundt, men han vil IKKE risikere at den bider mig. Det er ærgeligt, for jeg kunne faktisk godt lide Yaco – han kunne bare ikke lide mig Til gengæld kan jeg mærke en gevaldig forskel på resten af min hundeflok. De er simpelthen langt gladere og tryggere (og mere spilopmagere) end mens Yaco var her. De kan lege frit uden at Yaco kommer og stopper dem med sin vrissen og de bliver ikke nervøse fordi jeg og Antonio konstant går og siger ‘NEJ YACO’ eller er nødt til at have fat i ham for at styre ham. Det eneste der kunne gøre Yaco glad, var Antonio. Hverken jeg eller de andre hunde havde nogen som helst værdi for ham – i det mindste oplevede Yaco det inden han måtte aflives. Antonio gik en tur i skoven med ham, kun de to – præcis som Yaco har det bedst – og der blev han aflivet og begravet. Jeg kender ikke detaljerne og jeg vil heller ikke vide det – men jeg har fuld tillid til Antonio. Han er vokset op på landet og har fra barnsben aflivet kaniner, høns, hunde, katte, køer, heste, æsler, geder og får. Han har lært og sætter en ære i at det skal være hurtigt og smertefrit – faktisk bliver han rasende når han hører om folk der drukner eller kvæler deres hvalpe.
Så – farvel Yaco… sov sødt og jeg håber du har det godt deroppe i hundehimlen med en Antonio ved din side og masser af grønne skove!
:-/