Det kan godt være trættende at rende rundt og lede efter et hus man har lyst til at købe. Der er mange ting at tage hensyn til og tænke over, og endnu flere hernede end hjemme i andedammen. Er huset lovligt? Er det registreret (så man kan få lån til det)? Og selvfølgelig alle de normale ting som beliggendhed, tilstand og modsvarer det mine behov?
Men det jeg bliver allermest træt af er faktisk at hernede er det sælgerne selv der viser huset frem. Og det kan aldrig ske uden at man sætter et par timer af og hører deres livshistorie også.
Hus nummer 1:
Et ældre spansk ægtepar, der har et typisk spansk hus med lidt jord til. De vil sælge fordi børnene ikke er interesserede i huset og de synes jorden er ved at blive for meget for dem. De vil for øvrigt også sælge deres lejlighed i Algeciras hvis det har interesse? I virkeligheden har de ikke lyst til at sælge, for de er meget glade for huset og de har været meget lykkelige der, så det er med blødende hjerter. Hvert enkelt træ, busk og blomst på grunden bliver vist frem og forklaret hvornår de helt selv har plantet det og hvor gode frugter det giver. Hvert enkelt rum og møbel (hernede sælges husene ofte med møblerne) bliver også forklaret og hvordan de personligt har fået tingene til at fungere.
Det tager et par timer før vi er færdige med at snakke med dem, har fået drukket en øl og hørt om alle deres børn og broren der er blevet skilt.
Hus nummer 2:
En engelsk dame med sine to børn. Manden er i england for at arbejde og de vil gerne have familien samlet. Men de vil også gerne blive hernede, så i virkeligheden har de slet ikke lyst til at sælge. De har selv bygget huset og hver eneste stikkontakt, vindue og dør bliver nøje fremvist og forklaret. Området (som vi udemærket kender), naboerne og udsigten bliver forklaret. Alt er perfekt. Haven bliver vist frem inklusiv fodboldmål og trampolin og legehus til børnene som de selv har bygget. Hun viser os også hvor batteriet som vindmøllen lader op står og viser os hvordan vaskemaskinen fungerer, selvom den ind imellem smider vand på gulvet.
Mødet tager kun en times tid fordi vi ikke bryder os om huset og derfor afslår at drikke vin eller øl med damen.
Hus nummer 3:
Et hollandsk ægtepar, der vil sælge deres hus alt for dyrt. Vi får vist huset frem og der bliver især brugt lang tid på at se damens malerier. Det bliver forklaret hvordan køleskabet kører på gas (det er ret almindeligt) og hvordan det fungerer. Vi får endda vist kontakten til det og hun trækker køleskabet ud for at vise os det i detaljer. Poolen er tømt, men damen viser os hvor pumpen er og hvordan den skal renses. Hestene bliver også vist frem – vi står ikke lige og mangler en hest vel? I virkeligheden har de slet ikke lyst til at sælge, for huset er deres hjertebarn og de har været meget lykkelige her, men børn og børnebørn er hjemme i Holland, så nu vil de hjem til dem.
Endelig bliver vi budt på noget at drikke (som vi afslår) og får at vide at vi altid er velkomne til at kigge forbi igen og sludre hvis vi skulle få lyst.
Hus nummer 4:
Efter noget møje og besvær får jeg endelig fat i ejeren og kan komme og se huset. Vi havde godt nok sneget os ud og fundet det selv, men jeg ville gerne se det indvendingt og også høre lidt detaljer. Damen er tysker og siger hun aldrig har sovet bedre eller følt sig bedre tilpas noget andet sted, men hun er nødt til at sælge fordi hun har fået job hjemme i Tyskland. Jeg får fremvist alle træer og buske, vinduer og revner i væggen, vi er endda oppe ad vejen for at se den fælles brønd og naboens grund. Hun fortæller mig historier fra området og om naboerne og vil endda give mig telefonnummeret på de tidligere ejere (10 år siden) så de kan fortælle mig historier om huset også.
3 timer senere lykkes det mig at komme derfra.
Det kan godt være både trættende og temmelig uinteressant at være tvangsindlagt til at høre folks livshistorier bare fordi man måske vil købe deres hus. Endnu mere at høre om at de egentlig ikke har lyst til at sælge, men er nødt til det. Jeg er måske en kold fisk – men når de har sat huset til salg og jeg overvejer at købe, så er jeg altså fløjtende ligeglad med deres følelser i den forbindelse. Dem kan de have for sig selv. Eller snakke med deres venner og familie om. Ser du – jeg er egentlig bare interesseret i de praktiske ting. Faktisk regner jeg med at købe huset og ikke menneskene. Jeg er heller ikke så flink så jeg efterfølgende vil sende dem mails om hvordan deres hus har det. Det må de tænke sig til. I virkeligheden har mest lyst til at stoppe deres talestrøm og spørge: “Vil du sælge eller hva’?”
Hehehe Laerke, er det ikke det der er kendetegnet for Sydeuropa, at man snakker og snakker og snakker??
Synes det var noget af et kulturchock at komme fra Sverige, hvor man sådan set bare siger det mest nödvendige og så herned.
Min veninde er et rigtigt snakkechatol, det er jeg som nok osse, jeg har f.eks. svärt at holde tiderne når jeg arbejder med husene i Sverige, fordi det altid blir noget snak….
Håber I finder det rigtige at bo i.
Knus herfra – efter masser af regn har vi nu haft 2 flotte dage – det ser ud til at der blir mer af det.
Kom lige til at tænke på, at det var længe siden, jeg havde læst på din blog, og havde desuden også mistet adressen af en eller anden årsag. Jeg googlede “lærke frigg” og fandt strax din blog igen. Glæder mig til at læse mere, hvis du får lyst til at skrive lidt en dag.
I Danmark er der bare mørkt og vådt!
Hej Pia og Stella og alle jer andre
Vi fandt et hus til leje og flyttede midt i september, så gik tiden med besøg fra Danmark og i det hele taget komme i orden….. det har været lidt af en kamp at få tingene til at fungere, men endelig i sidste uge fik vi telefon (mobilerne har ikke dækning hjemme) og i løbet af 3 uger skulle der komme internet også.
Huset er 120 kvm og ‘haven’ omkring 5-6000 og det hele noget forsømt og manglede hegn og en kærlig hånd. Vi har arbejdet nonstop, morgen til aften og det begynder at se fornuftigt ud. Billeder følger når jeg igen får net
Desuden har vi besluttet at blive gift… engang ved lejlighed *LOL* Regner med til sommer engang, hvis vi kan få sparet op til det.
Utroligt nok er her stadig ikke rigtigt regn. Der har været et par dage, men Antonio vander stadig i haven for at planterne kan få vand nok. I sidste uge faldt temperaturen og ligger nu på omkring 23-25 grader. Stadig havevejr og masser at lave
Vi har også fået en ny indbygger. En 3årig, forsømt dalmatinerhan, som vi prøver at give lidt selvtillid og få på fode igen. Om vi så beholder ham er endnu uvist. Hvalpene er 2 mdr gamle og nogle herlige charmetrolde. Jeg beholder en selv og ‘gemmer’ en til at træne med og finde et hjem til når hun er lidt ældre fordi hun viser et godt potentiale og jeg gerne vil finde et lidt bedre hjem til hende end hvad der er muligt med en ’tilfældig rydsningshvalp’.
Knus fra Lærke