Vil du sælge eller hva’?

Det kan godt være trættende at rende rundt og lede efter et hus man har lyst til at købe. Der er mange ting at tage hensyn til og tænke over, og endnu flere hernede end hjemme i andedammen. Er huset lovligt? Er det registreret (så man kan få lån til det)? Og selvfølgelig alle de normale ting som beliggendhed, tilstand og modsvarer det mine behov?

Men det jeg bliver allermest træt af er faktisk at hernede er det sælgerne selv der viser huset frem. Og det kan aldrig ske uden at man sætter et par timer af og hører deres livshistorie også.

Hus nummer 1:

Et ældre spansk ægtepar, der har et typisk spansk hus med lidt jord til. De vil sælge fordi børnene ikke er interesserede i huset og de synes jorden er ved at blive for meget for dem. De vil for øvrigt også sælge deres lejlighed i Algeciras hvis det har interesse? I virkeligheden har de ikke lyst til at sælge, for de er meget glade for huset og de har været meget lykkelige der, så det er med blødende hjerter. Hvert enkelt træ, busk og blomst på grunden bliver vist frem og forklaret hvornår de helt selv har plantet det og hvor gode frugter det giver. Hvert enkelt rum og møbel (hernede sælges husene ofte med møblerne) bliver også forklaret og hvordan de personligt har fået tingene til at fungere.

Det tager et par timer før vi er færdige med at snakke med dem, har fået drukket en øl og hørt om alle deres børn og broren der er blevet skilt.

Hus nummer 2:

En engelsk dame med sine to børn. Manden er i england for at arbejde og de vil gerne have familien samlet. Men de vil også gerne blive hernede, så i virkeligheden har de slet ikke lyst til at sælge. De har selv bygget huset og hver eneste stikkontakt, vindue og dør bliver nøje fremvist og forklaret. Området (som vi udemærket kender), naboerne og udsigten bliver forklaret. Alt er perfekt. Haven bliver vist frem inklusiv fodboldmål og trampolin og legehus til børnene som de selv har bygget. Hun viser os også hvor batteriet som vindmøllen lader op står og viser os hvordan vaskemaskinen fungerer, selvom den ind imellem smider vand på gulvet.

Mødet tager kun en times tid fordi vi ikke bryder os om huset og derfor afslår at drikke vin eller øl med damen.

Hus nummer 3:

Et hollandsk ægtepar, der vil sælge deres hus alt for dyrt. Vi får vist huset frem og der bliver især brugt lang tid på at se damens malerier. Det bliver forklaret hvordan køleskabet kører på gas (det er ret almindeligt) og hvordan det fungerer. Vi får endda vist kontakten til det og hun trækker køleskabet ud for at vise os det i detaljer. Poolen er tømt, men damen viser os hvor pumpen er og hvordan den skal renses. Hestene bliver også vist frem – vi står ikke lige og mangler en hest vel? I virkeligheden har de slet ikke lyst til at sælge, for huset er deres hjertebarn og de har været meget lykkelige her, men børn og børnebørn er hjemme i Holland, så nu vil de hjem til dem.

Endelig bliver vi budt på noget at drikke (som vi afslår) og får at vide at vi altid er velkomne til at kigge forbi igen og sludre hvis vi skulle få lyst.

Hus nummer 4:

Efter noget møje og besvær får jeg endelig fat i ejeren og kan komme og se huset. Vi havde godt nok sneget os ud og fundet det selv, men jeg ville gerne se det indvendingt og også høre lidt detaljer. Damen er tysker og siger hun aldrig har sovet bedre eller følt sig bedre tilpas noget andet sted, men hun er nødt til at sælge fordi hun har fået job hjemme i Tyskland. Jeg får fremvist alle træer og buske, vinduer og revner i væggen, vi er endda oppe ad vejen for at se den fælles brønd og naboens grund. Hun fortæller mig historier fra området og om naboerne og vil endda give mig telefonnummeret på de tidligere ejere (10 år siden) så de kan fortælle mig historier om huset også.

3 timer senere lykkes det mig at komme derfra.

Det kan godt være både trættende og temmelig uinteressant at være tvangsindlagt til at høre folks livshistorier bare fordi man måske vil købe deres hus. Endnu mere at høre om at de egentlig ikke har lyst til at sælge, men er nødt til det. Jeg er måske en kold fisk – men når de har sat huset til salg og jeg overvejer at købe, så er jeg altså fløjtende ligeglad med deres følelser i den forbindelse. Dem kan de have for sig selv. Eller snakke med deres venner og familie om. Ser du – jeg er egentlig bare interesseret i de praktiske ting. Faktisk regner jeg med at købe huset og ikke menneskene. Jeg er heller ikke så flink så jeg efterfølgende vil sende dem mails om hvordan deres hus har det. Det må de tænke sig til. I virkeligheden har mest lyst til at stoppe deres talestrøm og spørge: “Vil du sælge eller hva’?”

Jeg glæder mig i denne tid

Det er godt nok ikke jul og her falder bestemt ingen sne!! Men jeg får besøg fra Danmark om lige om lidt og jeg GLÆDER mig!!!! Iiihhh altså! Det er så rare mennesker, som tager så stor interesse i mit liv og som er så søde og venlige over for mig at jeg slet ikke kan holde op med at hoppe rundt *hehe*

Og så endda kun sølle to dage, så jeg aner ikke hvordan vi overhovedet skal få tid til at sove, hvis jeg også skal vise dem alting Farmen alen, inklusiv Friggens hvalpe – hun er for øvrigt en del større end sidste gang, men Antonio mener der er nabonaboen schæfer der har været på spil – tager jo op til flere dage *LOOOOL*

Og Karin, Runa og Trine…. tak for at minde mig om at der stadig findes ‘ordentlige’ danskere – for det er F*** ikke den fornemmelse jeg ellers sidder med når jeg læser nyheder hjemmefra! Det er frø og diverse på vej – det meste er en blandet landhandel fra ‘markmix’ og måske mest egnet til et hjørne af Runas kæmpe have, men jeg håber i under alle omstændigheder får fornøjelse af det.

.

I dag var vi ude at se på et hus til ‘måske leje’. De ville helst sælge, men havde ikke lyst til at sælge og noget værre bavl. Hestene måtte godt være der, hvis de altså kan gå 15 meter op at små stejle trapper. Gitana kan, men Tongo tvivler jeg på vil bryde sig om det :/ Vi fik også talt med de mennesker der har det hus vi gerne ville købe, men desværre ikke kan. De har i mellemtiden fået et andet tilbud men var faktisk kede af at det ikke blev os, for de havde set hvor glad jeg var for huset. Ok, sådan er livet og der er nok en mening med det – engang. Og hvis ikke, så er det bare ærgeligt. Der er lissom andre huse til salg. I morgen skal vi se på et hus til leje, som har plads til hestene og jeg har en god fornemmelse med det. Vi får se.

I dag snakkede jeg med Antonio om det at sove. Jeg elsker at sove!!! Han synes det er spild af tid og skærer det ned til et minimum. Jeg kan ikke sove og jeg elsker den ro det giver mig, hvor jeg ikke behøver spekulere over noget. Nogle mennesker drikker sig fulde eller tager stoffer for at glemme deres problemer – jeg vil bare gerne sove. I dag kan jeg ikke sove, men jeg gør i steet et ihærdigt forsøg på at drikke mig let bimmelim, for SÅ kan jeg sove *hehe*

.

For øvrigt drømmer jeg ofte om julen lige nu. Sært, for jeg er ikke julemenneske overhovedet. Det er heller ikke familien jeg savner i den forbindelse (i andre ja, men ikke lige med julen). Jeg drømmer om gran og juletræer og dekorationer – ting der ikke findes hernede. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere over hvad det egentlig er det betyder for mig. Jeg ved det ikke. Måske jeg skal indføre ‘danse om palme’ i Antonios familie? Det kunne være sjovt *hehe*

.

Sov dejligt og hav en god weekend!

Prinsessen holder fridag

Jeg burde rende rundt på offentlige kontorer i dag igen, efter at have besluttet at anke dommen jeg hentede i går. Men jeg har bevilliget mig selv en fridag. En dag til at sove længe uden larmende vækkeure der kalder mig ud til en virkelighed, der består i timevis at stå i kø for at vente på et eller andet lillebitte stykke unyttigt papir. En dag uden at desperat lede efter parkeringspladser, og helst i skyggen selvom det er en umulighed, for efter et par timer alene, er bilen steghed at komme tilbage til og kvalmen overvældende når man er nødt til at stige ind og forsøge at koncentrere sig om trafikken. En dag uden konstant at hakke sig igennem på et sprog jeg ikke mestrer men dog kan gøre mig forståeligt på, for at forklare vigtige ting. Og for at forstå hvad folk siger når de taler kancellisprog på en dialekt der snapper endelser og bogstaver af alle ord så det fremstår som amputerede sætninger hvor man er nødt til at gætte sig frem til indholdet. For øvrigt mumlende og som var der hungersnød æder de alle ordene i stedet for at spytte dem ud – og det er virkelig hungersnød for de taler lynhurtigt som for at æde flest muligt ord hurtigst muligt. Jeg skal heller ikke kigge på huse, hverken til leje eller til salg. Jeg skal ikke overveje om der er plads nok til heste, have, hunde, kaniner og fugle. Jeg skal ikke overveje om prisen er rigtig og spekulere over om vi har råd hvis Antonio skulle risikere ikke at arbejde og vi kun har min pension. Jeg skal slet ikke spekulere på om huset ligger ‘højt’ fordi spåkonen har fortalt Antonios familie at han kommer til at bo højt i et hus han godt kan lide, så alle andre huse er udelukkede uden overhovedet at have set eller overvejet dem. I dag skal jeg ikke engang i haven. Der er ikke så meget at lave mere, en del planter står i krukker nu og frø er samlet fra alle de etårige planter jeg gerne vil se igen. Ukrudtet får lov til at vokse som det vil og græsset må klare sig på bedste beskub. Om det vil dø af tørst eller vokse op i himlen er ikke mit problem.

I dag holder prinsessen fridag. I dag skal jeg sove og slappe af alt det jeg overhovedet orker. Måske skal jeg gå en tur på stranden med hundene og blive rusket igennem af vinden. Det er efterår, så nu må hundene være på stranden igen og jeg savner gåturene der. I aften skal jeg drikke kaffe med Gemma og sludre om alt og ingenting. Bare tøsesludre. Alene.

I morgen er der atter en dag og det er ikke en fridag. I morgen går det løs igen med kontorer og snakken med mennesker. Men det er i morgen. Der er længe til. I dag holder jeg fridag!

Dagen derpå

Det er altså et pudsigt system de har hernede. Når man kommer til en ‘hurtig’ dommer (maks en uge efter anmeldelsen), læser dommeren vidneudsagnene igennem inden retssagen og dommen er så forberedt på forhånd. Det er på sin vis smart nok, for man får en helvedes masse sager om småtterier igennem systemet ganske hurtigt.

I det her tilfælde er det ikke så smart – for dommen endte med at lyde på at Oliva og jeg har slået hinanden og skal betale hinanden 360 €. Altså lig med præcis ingenting. Det var på forhånd bestemt at man ikke ville høre Antonios vidneudsagn fordi han som eksmand til Oliva ikke var uvildig, ligesom det blev ignoreret at Oliva trængte ulovligt ind i mit hus fordi det var en førstegangsforseelse.

Dommerene i går indskærpede mundtligt MEGET kraftigt over for hende at hun skulle holde sig langt væk fra os og hun skulle prise sig lykkelig for den dom der blev givet. Jeg er til gengæld ikke helt tilfreds – så efter at have hentet dommen idag og tænkt mig lidt om, bliver det til at jeg anker dommen. Så skal jeg nok vente 3 mdr eller mere for at komme for dommeren igen, men til gengæld vil der denne gang blive hørt efter og dommen vil først blive afsagt EFTER at vidneudsagnene er blevet hørt.

.

Godt så, sagen er altså ikke overstået endnu og det er irriterende. Men derudover føler jeg mig godt behandlet. Da jeg stod i kø for at hente mit papir i dag, kom dommeren hen og hilste på mig. Som den eneste – alle de andre der stod i kø var også fra gårsdagens retssager. Da den mandlige sekretær så mig kaldte han mig hen, foran de andre i køen og han kunne huske mit navn og spurgte om jeg var ok og om min italienske nabo generede mig mere?

Generelt er folk søde og venlige ved mig, det hjælper mig. Lige nu har jeg mest lyst til at sove tusind år og ikke tænke på at kigge på huse til leje, eller opdragelse af Vero, eller dommere og sagsanlæg mod Oliva. Sådan hænger tingene jo bare ikke sammen, så jeg må tage en dag ad gangen og krydse fingre for at det her cirkus en dag ender i at jeg kan få lov til at bo og leve i ro og fred.

Hav en dejlig aften!

Endnu en dag i retten

Så blev endnu en dag i retten overstået. Tak til alle jer der har været der med støtte og opbakning, jeg skal gerne indrømme at det har været en hård omgang.

Vi mødte klokken 9 for at blive tilset af retslægen. Jeg havde ikke sovet hele natten og mine nerver var på højkant. Oliva dukkede op med sin fine krave om halsen, som hun har gået med den sidste uge mens hun har fortalt alle at hun måtte løbe for livet for at komme væk fra mig. Restlægen pillede nu kraven af hende, hun fik besked på at den var unødvendig og at hun ikke måtte have den på mere og slet ikke i retten! Mine mærker blev målt og skrevet ned detaljeret.

Klokken 10.30 skulle vi så for dommeren, men spansk sædvane tro blev den 11.30 før vi kom til. Dommeren ankom også først til retsbygningen lidt over 11! Oliva skulle give sit vidneudsagn først. Det var hurtigt overstået. “Jeg tog hen til huset for at hente husleje og så slog hun mig”. Det var det. Jeg må indrømme at jeg måbede! Her har HUN anmeldt MIG og gået rundt med en krave i en uge og så kan hun ikke finde på noget bedre at sige end det?

Rystende og bævende fik jeg så hakket mig igennem mit vidneudsagn. Antonio var udenfor da han jo var vidne og derfor ikke måtte komme ind før det blev hans tur. Men både dommeren, den kvindelige retsskriver og den mandlige et eller andet var meget søde og forstående. De blev ved med at sige til mig at jeg skulle tage det roligt og at de godt kunne forstå mig. De gjorde meget for at tale klart og tydeligt så jeg også forstod dem.

Olivas tur igen. Nej, hun havde aldrig slået mig med en stol. Mere sagde hun ikke.

Antonios tur. Han begyndte fortællingen fra en ende, men da han var en tredjedel igennem bad dommeren ham om at stoppe. Hans fortælling svarede overens med min og var ikke aftalt, så der var ingen grund til at høre resten.

Olivas bror kom også ind som vidne. Han kunne fortælle at han var hendes bror, havde set mig ind imellem på gaden og ingen problemer havde med Antonio. Derudover at Oliva var ommet grædende hen til ham og havde sagt at jeg havde slået hende og han var gået med hende herhen. Han forklarede fint at jeg havde råbt at hun ikke måtte komme ind og at Oliva ikke havde hørt efter og fortalte så at hans søster havde sparket mig hvorefter jeg havde sparket igen. Det havde jeg også selv sagt, så det var ikke nyt. Han fortalte også at jeg havde sagt ‘grimme ting’ til hende og havde spyttet efter hende.

Det var det. Dommeren indskærpede endnu en gang overfor Oliva at hun IKKE måtte gå ind på grunden og gjorde Oliva klart hvor grov en forbrydelse det er. Oliva sagde at det jo bare var for at hente husleje, men dommeren fejede hende af og sagde at hvis hun syntes hun manglede husleje, så måtte hun anmelde mig for det, hun måtte IKKE og jeg gentager IKKE gå ind på grunden. Oliva argumenterede at det jo var hendes hus, men dommeren var noget træt af hende og forklarede med en engels tålmodighed at huset var udlejet og nu skulle hun bare være glad for at det var en førstegangsforbrydelse så hun slap for fængsel…. denne gang. Oliva kunne åbenbart ikke dy sig. “Hvis de betaler husleje, skal jeg nok lade være med at gå ind igen”. Dommeren overhørte hende, og det skal hun vist være glad for!

.

Med al den her snak om husleje, så må vi hellere få på det rene at jeg faktisk betaler min husleje og ikke bare til tiden, som er den 5. i måneden, men oftest 2 dage før den første. I august var Frigg dyr i dyrlægeregninger og Antonio arbejde ikke, så jeg spurgte om jeg kunne vente med at betale til måneden efter, da jeg jo har lagt en måneds husleje i depositum. Oliva var ikke svært begejstret, men accepterede. De penge hun kom for at hente var husleje for september måned. Hun kom den første september og min betalingsfrist er 5. september.

Næste ‘problem’ er så at eftersom hun stjal 500€ fra mig og har slukket for vandet, så har jeg ikke penge til at betale i den her måned heller. Og jeg skal da ærligt indrømme at jeg sku heller ikke har meget lyst, for vi er ved at gøre klar til at flytte og penge for depositum og udbringning af vand skal jeg nok skyde en hvid pind efter.  Jeg kan heller ikke sige mig fri for at håbe lidt på at hun dukker op igen, for næste gang ryger hun ind og brumme den og så kan der da ihvertfald ikke være så meget palaver om hvem der har ret og hvem der tager fejl mere.

.

Det var alt herfra for nu. Nu skal jeg slappe af og omgruppere tropperne. Vedas hund Leyla er på en uges ferieophold og Frigg går rundt og pruster og ligner en der kan finde på at føde hvert øjeblik det skal være.

Gud og spåkoner

“Det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærk” er der et ordsprog der siger. Der har været noget tumult på matriklen her på det sidste. Faktisk gider jeg ikke rigtigt forklare det hele, for vi har snakket og snakket med mennesker de sidste dage, så jeg er grundigt træt af historien.

I korte træk dukkede Oliva op tirsdag morgen uden anledning; gik ind i huset uden tilladelse, mens jeg sov og Antonio ikke var tilstede og tog min nøgle til huset og 500€. Hun kom igen senere og nægtede at forlade huset “Det er mit hus” sagde hun, så jeg måtte vise hende døren og blev til gengæld overfaldet af hende med en stol, hendes negle, spark og en hel del ukvemsord. Jeg har taget hende i armene og ‘fulgt’ hende ud, men hverken slået eller besvaret hendes kaskader af bandeord. Senere dukkede begge Antonios døtre op og råbte og skreg mens de viftede med arme og ben inde i huset, så han til sidst bad dem om at forlade huset og fortalte dem at HAN ikke havde nogle døtre mere.

Vi har været forbi hvad der svarer til psykiatrisk skadestue for at få noget beroligende til mig (som jeg dog aldrig nåede at tage) og vi har været forbi almindelig læge og skadestue for at få papirer på mine mærker, og vi har været forbi politiet ad flere omgange og afgive forklaring. Låsen på døren er skiftet ud, min manglende kopi af lejekontrakt er blevet fundet på kommunen, vi har lånt en vandpumpe så vi har vand i huset efter at Oliva har slukket for det og vi skal i retten på tirsdag.

To nætter har vi overnattet hos Antonios familie for lige at få ro på og få noget støtte. De har været intet mindre end fantastiske. Veronica var forbi for at bagtale Antonio, men det var nok en uigennemtænkt idé at gøre det overfor hans familie, når hun samtidig intet kender til de ting hendes mor har begået.

Man kan roligt sige at fløjshandskerne er taget af nu. Nu skal det kvindemenneske ud af vores liv!

.

Det er så sært. Kulturen og mennesker her kan godt virke meget fremmedartede på mig til tider. Det er en af de tider lige nu. Ikke at det er noget dårligt…. bare sært. Ordsprogene flyver om ørerne på mig, stort set alle med udgangspunkt i biblen eller Gud – jeg er jo i et katolsk land. “Gud sørger for at de første skal blive sidst og de sidste først” eller variationer som “Den der ler sidst, ler bedst” eller “Den der sår, høster” (en pendant til den danske “man høster som man sår”).  Men også udtalelser som at Gud passer på de gode. Han giver ikke flere udfordringer end man kan klare.

Det er sådan set nemt nok at forstå og følge med til. Godt nok, de er katolske, fred være med det. Men det sære er der hvor de blander det helt vildt med overtro. Antonios mor og søstre var meget bekymrede for os, så i dag besøgte de ‘kvinden med kortene’. En spåkone! Antonios mor fik at vide at hendes smerter under venstre arm skyldes dårlig blodcirkulation fordi hun ikke går ture efter sin hjerteoperation og at de shorts hun har købt til Antonio, men ikke kan finde er ‘faldet ned bag noget’. De fik også at vide at vi vinder retssagen på tirsdag og at vi finder et hus at bo i, som Antonio er vildt begejstret for og som ligger ‘højt’.

Når kvinden med kortene har sagt det, så er det sandt. Så nu er de ikke bekymrede mere. Retssagen kunne lige så godt være overstået, for de kender jo resultatet!

Antonio var også ved kvinden med kortene før han mødte mig. Hun sagde at han ville møde en ny, sød pige omkring nytår; at Oliva ville finde en kæreste, men kun i kort tid (hun har faktisk en kæreste lige nu); at der ville komme store problemer, men alt ville løse sig til det bedste. Det er alt sammen gået i opfyldelse. Selvfølgelig! Kvinden med kortene sagde det jo!!!

.

Gud og spåkoner der tages for gode varer og som man stoler mere på end lægerne. Det kan godt være lidt svært at finde en grimasse der kan passe når nu man er indædt ateist og kritisk dansker. Jeg begynder nu også at blive nysgerrig efter at SE den der kvinde med kortene. Vi må afsted en dag