Cirkus i byen

I denne her måned har Antonios morbror og kone Pili fra Barcelona været på besøg hernede i varmen. Pili har især været svært begejstret for mig, for selvom de ‘altid’ har været her i hele august, kan hun endnu ikke forstå dialekten når familien taler sammen, så hun er henvist til at vente på at de taler direkte til hende. Det kan de godt ind imellem være lidt glemsomme omkring, for de forstår jo alt hvad hun siger og med hele familien samlet, så taler man jo bare som man er vant til. Men nu var guirien her jo, og MIG kan hun forstå og hun kan også forstå når de taler til mig – for de er gode til at huske lige at trække vejret ind imellem når de ser mit blonde hår og blå øjne *GGG*

.

Sidst jeg var sammen med Pili fortalte en af Antonios søstre at jeg er glad for dyr. Det er hun ikke – morbroren rejste netop til Barcelona som ung fordi han ikke gad arbejde på landet og med dyr *hehe*. Hun ser på mig. “Men kun at kigge på dem ikke? Du gider da ikke arbejdet med dem vel?”. Håbet lyser ud af stemmen på hende. Jeg er jo hendes medguiri – kom nuuuu…. ikke endnu en dyretosse i familien vel?? Jeg svarer hende at jeg skam også holder af ‘arbejdet’ med dyrene og at jeg går og leder efter et hus med grund til, som jeg kan købe. Jeg vil jo gerne have plads til hestene, hundene, fuglene, katten, kaninerne og evt. nogle strudse og gerne elefanter. Pili ser desorienteret ud et øjeblik mens Antonios 3 søstre bryder grinende sammen, før det går op for hende HVAD det egentlig var jeg sagde Min vits (som helt ærligt ikke var SÅ god) blev derefter gentaget af Pili så hele selskabet og i særdeleshed morbror i den anden ende af bordet kunne høre det….. et PAR GANGE!!!

.

Vero har ind imellem gået og fortalt om den her KÆMPE dyreforretning i Chiclana som bare har ALT! Deriblandt også de cocker spaniel hvalpe hun har forelsket sig inderligt i. I går hyrede vi hende så til at vise os vej derind så vi kunne se hvad det var for noget. Jeg havde været forudseende og taget et bur med og hun spurgte mig hvad jeg skulle købe.

“Du sagde at den her dyreforretning har ALT ikke?”

Vero “JO! den er KÆMPEstor!”

“Jeg vil have en elefant!”

Vero er vant til min humor så hun griner bare ad mig. Jeg bad hende da også om straks at vise mig hen til elefanterne da vi kom derind, men ak, ingen elefanter, de var udsolgt fra morgenstunden. Til gengæld købte jeg en lille sort hankanin der skal være bigamistkæreste med de to hvide hunkaniner. Hvis de altså engang holder op med at jage rundt med ham de kællinger. Den er så indtil videre døbt “El Elefante”.

.

Jeg havde set at der kom cirkus til byen (Barbate) i næste uge, men i går så jeg en anden plakat for cirkus i Chiclana. Plakaten viste både løver, tigre og de smukkeste hvide heste og flyvende akrobater. Rend og høns med bondebyen Barbate, JEG vil til Chiclana og se LØVER! Det lykkedes mig også at få Vero, kæresten og Antonio lokket med mig her til aften Som de ægte andaluser vi er ankom vi noget for sent, men heldigvis er det jo aldrig de bedste numre først, så det gør ikke noget. Jeg havde købt logepladser, for vi skulle dælme se nogle løver skulle vi! Og der skulle bare IKKE være hoveder i vejen når jeg skal se løver!

Det første nummer vi så, var en akrobat der kunne stå på hænder mens hans kone stod i traditionsrigt lidt cirustøj ved siden af og viftede med en arm og hoften i takt til musikken. Så satte han to stole oven på hinanden. Ja cirkusstole altså, fremstillet til formålet, ekstra store og så de ikke kan glide fra hinanden. Dem kunne han også stå på hænder ovenpå. En tredje stol og sørme om han ikke kunne stå på hænder?!!! Hvornår er levende musik til en cirkusforestilling for øvrigt blevet udskiftet med en dårlig dj?

To piger i et tov kunne snurre rundt. Den ene lidt mere end den anden, men de smilede så sødt og så overbevisende mens de gjorde det at man godt kunne tilgive dem. En kvinde i flamencokjole med burrebånd kunne snurre rundt i et stykke stof. Det var sådan set flot nok, men svært at vurdere om man skulle se på hende eller hendes mand på den flotte hest, der lavede små hop nede på gulvet. Endnu en mand med en hest. Denne gang en ægte INDIANERhest. Eller… broget var den ihvertfald og ikke særligt køn – den havde følgeskab af en lille lige så broget pony. Det kunne løbe rundt i manegen og hoppe over 40 cm høje spring. Han kunne også fremvise to afrikanske køer. De kunne trækkes rundt i manegen. Langsomt. Til gengæld løb hans lama ganske hurtigt de to omgange vi fik lov til at se den.

Forestillingen bød også på levende pytonslanger, der kunne hænge i et stativ. Krokodiller på en halv meter der kunne kravle. 2 vildsvin. Klovne med vand. En ildpuster.  En linedanser på en line. Hunde, hvoraf en kunne hoppe og de andre unne sidde i en vogn. 8 boxerhunde der kunne lege med en ballon. 3 triste, mølædte bjørne der kunne gå på bagben. Pirater (hvoraf en var en ganske god – læs: lækker – efterligning af Johnny Depp :p ). Men så absolut INGEN tigre, løver eller smukke hvide heste. Det er ikke den dårligste cirkusforestilling jeg nogensinde har set, men det er en snæver andenplads.Til gengæld havde de 30 aktører masser af gåpåmod og store ægte smil og jeg havde rent faktisk en fantastisk aften

.

Den dårligste cirkusforestilling nogensinde så jeg som barn. Det var Cirkus Dannebrog husker jeg, for jeg undgik dem  i mange år, selvom de faktisk er endt med at være helt gode. Det her var nok lige da de var startet at de slog teltet op på marken lige over for hvor vi boede. Sensationen var en hvid hest der kunne løbe og verdens mindste hest, som man ikke kunne se for kanten af manegen. Det gjorde nu ikke så meget, for til hverdag gik den på marken lige ved siden af, så jeg var vant til at gå og klappe på den. Linedanseren havde både sprechttailmeister og cirkusdirektør til at holde sig i hånden på linen. Det afholdt hende nu ikke fra at snuble og falde ned, men så blev hun i det mindste grebet. Dengang manglede de alt der kunne minde om entusiasme og godt humør og jeg husker det ikke som andet en et stort bluffnummer, der gjorde at jeg siden holdt mig strikt til Benneweis. Dog var jeg ikke i Nyborg da Kims ene hanelefant løb løbsk i byens gader *hehe*

.

Hav….. søde drømme

Whop Whop!!!

“I’ve got a feeling, that tonight’s gonna be a good night” synger min hæse radio. Det har ihvertfald været en god dag. Kun 28 grader, overskyet og da jeg var i Vejer faldt der endda 5 dråber regn over en periode på 10 minutter. FEDT!

Ja enhver dansker vil jo synes jeg er åndssvag, men efter 2 måneders tørke og hede så jeg ikke har kunnet holde ud at løfte en finger, så er dagens kølige vejr fantastisk! Det var endda så køligt at jeg kunne tænke! Og jeg benyttede straks chancen til absolut ingenting at tænke på

Antonio er ude og kigge på jomfruer. Eller, kun en enkelt – i procession – med hesten. Så jeg har haft eftermiddagen for mig selv. Ikke at det har været nær så slemt som forventet at have ham hjemme en hel måned, det var bare rart med lidt tid alene.

Og jeg har fået gjort rent. Mit hus er så snedigt indrettet så der altid er varmest og ingen udluftning i køkkenet, så selvom det var køligt i dag, drev sveden af mig i stride strømme bare ved at vaske op. Ja SÅ store er mine tallerkner og fade jo ellers ikke, men det varme vand og varme køkken var nok.

Der har været mange ting om ørene på det sidste. I går kom en ting mere til. Måske var det det der manglede for at jeg kunne sige “fuck det hele, NU gider jeg sku ikke tænke mere på det!”. Ihvertfald har jeg været gladere og bedre tilpas i dag end jeg ellers har været i lang tid. Jeg har endda lyst til at skrive igen, derfor det her indlæg som egentlig ingenting handler om.

Hav det godt deroppe nordpå

Her går det godt (send flere penge?)

Puha, det har været nogle lidt hårde dage. Mange ting om ørerne og mange tanker.

Vero er sur på mig. Hun har nægtet at skrive til mig siden hendes mor ringede til hende på hendes ferie og fortalte hvilken led kælling jeg er. Selv har jeg faktisk ikke sagt noget andet end at jeg er ked af at hun bliver blandet ind i vores skænderi og gjort hende helt klart at ’skylden’ er min og ikke hendes fars og at hendes far elsker hende meget højt. Og så har jeg ønsket hende en fortsat god ferie, som hun kom hjem fra i dag (fredag).

Søndag er det hendes fødselsdag og jeg har godt nok købt en lille gave til hende, men jeg sagde til Antonio at han også skulle købe noget. Han så helt forkert ud. Sådan noget havde han aldrig gjort og hvorfor skulle han det? Kunne han ikke bare give hende penge? Jeg fik forklaret ham at det er fint nok at jeg har købt noget, men hun ved godt at det er noget jeg har valgt, og jeg er jo ikke hendes far. At det betyder uendeligt meget at FAR har gjort sig den ulejlighed at tænke på hende og finde en gave. Han kunne godt se min pointe og blev oprigtig glad for rådet – og for at han kunne bruge nogle af mine penge på en gave til hende *hehe* Efter at have tænkt sig lidt om, så havde han vist hørt at hun efter sin fødselsdag ville købe en ny piercing i guld, så sådan en købte han til hende.

Og nu vi er ved penge. Så er det snart september og så er der arbejde til ham igen. Et job der nok varer 3 mdr og bagefter er der muligvis et hus der skal bygges. Pengene fra hans arbejde i JANUAR! skulle også gerne komme inden for de næste 2 uger, så det ser ud til at smalhans er overstået for denne gang.

Desuden har jeg besluttet at vil kællingen (det er Oliva) krig, jamen så får hun da bare krig. Jeg betaler hende ikke en krone mere i husleje og sådan er det! Hun har været fremme i skoene og er begyndt at fortælle folk at jeg slår Antonio og til mig at min hest ikke må være her. Jeg har stadig en kontrakt, der gælder 3 mdr endnu og derefter vil det tage hende mindst 6 mdr at smide mig på porten hvis det er det hun vil. Nu er hun jo ikke den hurtigste knallert på havnen, så det er ikke noget jeg får sved på panden over.

Antonio er ikke tilfreds med min beslutning. Så er ‘vi’ jo dårlige mennesker og synker til hendes niveau hvis ikke jeg betaler. Det kan jeg ikke tage mig af. Hun har kørt sit show længe nok nu. Vi kom jo til at snakke om hvorfor lejligheden ikke var solgt og hvor den var sat til salg. Han fortalte mig at der var et skilt i vinduet, men sådan et skilt har jeg ALDRIG set. Vi kørte forbi i dag så han kunne se at det var rigtigt. Det kunne han ikke forstå. Hun havde da både købt skiltet og alting. Tja, men det passer hende jo nok fint at bo gratis og så hæve huslejen for sine 3 huse imens. Jeg har sagt til ham at de skal gå til en ejendomsmægler. Hvis lejligheden sælger får han faktisk et udbytte på 150.000€ så det er fandeme fjollet at han ikke har hverken hus eller penge og så ikke gør noget ved sagen!!!

Et brev hjemmefra gjorde mig ked af det. Jeg havde bedt om at det blev anderkendt at jeg faktisk har været meget syg og at jeg har haft det rigtigt elendigt i min barndom på grund af min fars kone (og en far der ikke greb ind). Jeg følte der blev talt udenom. Det bliver også accepteret som ‘naturligt’ og stort arbejdspres at min far igennem to år har haft en hjemmeside om slægtsforskning hvor jeg ikke figurerer som hans datter. Jeg er der slet ikke, men hans to andre børn er. Forklaringen var at det var noget han havde lavet for lokal-arkivet og han var startet med de mennesker der rent faktisk har boet i byen. Det har hans to andre børn heller ikke, og på en måde synes jeg ikke det bliver mere ‘rart’ af at det er til offentligt brug at jeg bliver udskrevet af familien. Skide være med faren. Men jeg er så åbenbart heller ikke i familie med søsteren eller bedsteforældrene?

Så har vi brugt tid på at kigge på huse. Et tænker jeg seriøst over, men er bekymret fordi det er i et område hvor der faktisk ikke bor andre mennesker. Der er godt nok andre huse, men de er pt ikke beboede. For øvrigt er den ejendomsmægler på en måneds ferie i england og regner med at JEG ringer til HENDE. Det gør jeg så ikke.

Et andet hus ville vi gerne se på og evt. give et bud på. Men vi kan ikke komme til at se det fordi ‘ejerne er meget sky’ ??!!!! Ejendomsmægleren ringer ikke tilbage og giver besked og da Antonio fik fat i ham havde han travlt med at fortælle mig at det hus alligevel var for dyrt for mig (uden for øvrigt at kende noget som helst til min økonomi!!) men at et stykke jord med en ruin vi havde set på kunne finansieres billigt gennem sælgeren og han også gerne ville give mere afslag. Det er jo godt nok – jeg er bare ikke interesseret i det stykke jord overhovedet!

I dag ringede Amigo Pepe og fortalte om et andet hus der er til salg. Sådan er det her. Der er sikkert hverken et til salg skilt eller noget, eller også er det alt hvad der er. Så skal man selv køre rundt på de små veje og finde hvad der er til salg. Interessant fremgangsmåde! Det tager vi op og kigger på i morgen.

Michomicho er herlig! Vildt kælen og legesyg og bedstevenner med Goofy. De leger sammen med at fange et stykke snor og de går op ad hinanden hele tiden. Når ikke lige Michomicho kravler op i træer eller fuglehuset altså. Her til aften blev Goofy lidt overmodig og forsøgte først at daske Micho med en pote, så at bide hende forsigtigt i en pote som han gør med Chispi. Goofy lærte noget nyt i dag. Missekatte har skarpe kløer!!! *GGG* Men de er nu stadig fine venner.

Jeg har svært ved at holde mig i ro. Jeg er klar til at flytte i morgen, men jeg vil heller ikke købe et eller andet tosset. De andre ting farer også rundt i mit hoved og giver mig ingen ro. Jeg gik i seng klokken 1, men stod op igen lidt over 5 da jeg alligevel ikke havde sovet. Jeg har fået hvilet mig og har det bedre, så i morgen bliver nok en bedre dag.

Jeg ved det, jeg ved det. Altid DÅRLI! idé at skrive når jeg har drukket lidt. Jeg gør det altid alligevel, man bliver vel aldrig klogere *LOOOOOL*

Så…. I dag kom Oliva forbi uanmeldt. Det passede mig ikke, jeg var lige ved at udskrive nogle billeder af en ejendom jeg vil kigge på og siden ejendomsmægleren ikke har vendt tilbage ville vi forsøge at finde den selv. Jeg lukkede døren til soveværelset hvor jeg var og var musestille. Hørte Antonio snakke lidt med hende om vejret – det gik jo fint der her. Men så kom Antonio for at finde mig, hun ville snakke med mig!

Ok, lidt sniksnak om vejr og vind, jeg svarede med enstavelsesord, som ind imellem godt kan være på to stavelser på spansk, men oftest på en halv på andalusisk. Endelig fremkom hun med det ærinde jeg allerede havde gættet – om jeg havde bare lidt penge at betale hende for denne måneds husleje. Og det har jeg ikke nej. Surt show!

Mere sniksnak. Jeg holdt mig udenfor. Hun havde fremført sit ærinde, skrid nu, jeg har ting at lave! Men næææææ….. hun skulle absolut spørge mig om jeg var ok for jeg virkede sur. Jeg kan ikke, selv med min bedste vilje, jeg kan virkelig ikke lyve. Jeg kan omgås sandheden, men lyve, det formår jeg bare ikke. Så jeg svarede hende at jeg faktisk var medium sur på hende. Hun spurgte hvorfor? Og svaret er helt simpelt at jeg er TRÆT af at hun har spurgt Antonio om de ikke bare kunne være separeret og ikke skilt fordi hun ikke har råd til at betale advokaten.

Sotr var overraskelsen. Det var jo ‘bare’ et økonomisk spørgsmål og havde intet med mig at gøre. Men husk på vi er i et katolsk sladdersamfund….. hvordan tror i lige man tænker om en kvinde der er sammen med en ‘gift’ mand??? Det forklarede jeg hende. Men hun insisterede på at være uforstående, for det var jo lige så meget Antonio der ville skilles som hende. Det vil sige, han skrev frivilligt under på papirerne.

Laaaaang historie kort(ere). Jeg blev gal, hun blev galere – jeg fortalte hende at hun var ussel for ikke at sørge for mad til sit barn (20 år) hun sagde at hendes barn var en dårlig person og fuld af løgn. Nu holder jeg faktisk meget af Vero og ydermere er hun et af de mest hjælpsomme og retskafne mennesker jeg nogensinde har mødt, kun overgået af sin far – så jeg blev VRED!

Oliva sagde at hun ville gøre mig helvede hedt (frit oversat efter spansk talemåde) og jeg svarede at hun var så hjerteligt velkommen.

Jeg brugte så senere en times tid på at snakke med Vero. Hun er pt på ferie med kæresten og burde bare nyde de 4 pool og den fri buffet, men Oliva havde ringet til hende. Vero var vred og ked af det. Jeg forklarede hende at det var ok hun var vred på mig, for det havde jeg fortjent efter at have skændtes med hendes mor, men at hendes far intet havde med det at gøre og hans fortrolighed stadig var intakt. Vero er en klog pige. Hun var aldrig glad for skolen, men jeg tror hun kedede sig for meget. Hun forstod hvad jeg sagde. Stadig en anelse oprørt, men bedre tilpas efter vores snak. Antonio var til gengæld mere en bekymret – han elsker Vero over alt andet og kan slet ikke klare hvis hun ikke har tillid til ham. Det forstår jeg, og Vero også.

Ok…. så var det at Oliva begyndte at sms’e til mig. Tossede sms’er der lød som om hun var halvfuld eller noget. For dem der kan engelsk følger her…. ellers er det bare surt show

1 (from her): you arent that clever and when it comes to being a mum you havent got a fucking idea
1 (respond): you dont know my life
2 (from her): and you not mine, youre not that smart
2 (respond): ppl talk…
3 (from her): ppl tell me a lot about you as well
3 (respond): interesting! How would they know anything? they have only seen my face and that is prettier than your
4 (from her): theres a BIG difference between us and Antonio will say so if you dare ask him
4 (respond): and what? whom do you think he thinks is best? YOU ask him – I dont need to.
5 (from her): time will tell
and then I called her and handed over the phone

Og så talte Antonio med hende og forklarede at han ikke have grebet ind og sagt at hun var en FREMRAGENDE moder fordi alt hvad jeg havde sagt jo var sandt. Blablabla og enhver halvdårlig skribent for glamour kan fylde resten ind. Antonio er gået i seng, jeg drikker mig fuld og ud over det så har familen Danmark det fandeme dejligt!!!!

Micho Micho

Ups! Så kom katten til at flytte ind her *ser uskyldig ud* På spansk siger man ‘micho micho’ når man kalder på en kat, men det lyder præcis som når en dansker siger ‘mismis’. Da den er ret kælen og for øvrigt lystrer når der bliver kaldt, så blev det altså dens nvn også. Michomicho…. eller mismis om i vil.

Jeg har flere gange hørt at spansk er et ‘nemt’ sprog at lære, fordi alting udtales præcis som det staves. Det er også korrekt. Men når man så absolut skal være på tværs og gøre tingene bagvendt ligesom mig – altså først lære at tale sproget, derefter at skrive det. Så er problemerne ganske store. Der er lyde jeg ikke for min bedste vilje kan høre forskel på – og som de almindelige spanioler da også staver som vinden blæser. Af ens lyde kan nævnes: P, V, B og C, K, og S, Z og Y, LL (som regnes for et selvstændigt bogstav) J, G og D,T. Derudover er H altid stumt, RR svært for nordboer at udtale og S ofte nærmest stumt også. Det kan ganske hurtigt blive forvirrende og der er faktisk mange ord der lyder meget ens.

Så er der hunkøn og hankøn. O i enden når det er hankøn, A når det er hunkøn. En hane er en pollo, men en polla er en tissemand. En hest er en caballo, men en caballa er en makrel. En curvo er en kurv, men en curva er en kurve. De her er der også ganske mange af. Hvis det så i stedet er et udsagnsord er der O i enden når det er mig også selvom jeg er kvinde, mens AS (med stumt s) og A er hhv dig og han/hun også selvom det er mænd. Så hvis jeg ER snu/listig/parat er jeg ‘listO’ mens Antonio er ‘listA’ og en ‘lista’ er også en liste.

Ofte er ordene hernede blevet forvansket adskillige gange alt efter oprindelise og hvilket folkeslag der lige har boet her. Således kunne araberne ikke sige det meget spanske navn Fransisco men fik det lavet om til Paco for sådan lød det for dem. José gav dem også problemer og det fik de udtalt ‘Pepe’. Omvendt blev arabernes mest almindelige hilsen ‘Allah’ til det nu meget brugte ‘hola’. Arabernes jubelråb ‘Allah’ (de var nok ikke så opfindsomme) blev til ‘Olé’. I det hele taget er sproget nu en skønsom blanding af arabisk, latin og spansk. Det talte sprog her i Andalusien altså.

Så kom englænderne herned på ferie. På typisk engelsk maner gik de konsekvent og spurgte ‘where is….?’ men spaniolerne kan ikke udtale W, så selvom det var en god joke at drille udlændingene med, så blev det på spansk til ‘guiris’ og en fællesbetegnelse for alle udlændinge. For tiden kører på tv en kopi af et amerikansk show der hedder ‘wipe-out’ på spansk tv. Titlen på programmet hernede er ‘Guaipaut’ og har absolut ingen spansk mening (det udtales for øvrigt ‘wipe out’).

Jowjow – det er skam pærenemt at lære spansk. Man skal bare ikke gå i skole for at lære det har jeg fundet ud af. Det lader jeg så være med og i stedet øber jeg nogle bøger og øver mig med Antonio og Vero. Hun er for øvrigt sød til at skrive til mig på msn hver dag, selvom vi ofte render hovedet i problemer. Hun skriver sms-sprog og bytter rask væk om på de bogstaver der lyder ens. Det samme gør Antonio – bytter om altså. Så mens jeg lærer grammatik, så kan de to øve sig på at rette de stile jeg har tænkt mig at skrive og lære at stave korrekt

Guitana bliver trænet hver dag af Antonio og hun klarer sig strålende. Hun er en intelligent lille hest, men nem og godmodig og bliver ikke bange for noget. Hun er flyttet sammen med Tongo og de to tossehoveder er både uadskillelige og har sat sig i hovedet at de hverken gider fanges eller arbejde. Det skal vi nok få en masse sjov ud af *host*

Nu vil Michomicho og jeg gå i seng. Michomicho sover faktisk allerede – men så vil jeg putte hende ind i hendes soveværelse og selv gå i seng i det mindste. Sov godt!

Nogle gange er jeg ikke bedre end andre mennesker.

Indrømmet, det sker ikke så tit, men ind imellem sniger det sig alligevel ind på mig.

Hvorfor er det lige at når jeg læser nyheder ‘hjemmefra’ – og her kan jeg godt afsløre at det ikke bliver til meget andet end overskrifterne fra tv2 – så er det mest blodige og fantastiske historier jeg klikker ind på? Jeg synes ikke jeg plejede at være sådan. Førhen gik jeg udenom dem – måske fik jeg nysgerrigheden stillet ved at alligevel ikke at kunne undgå at høre om det i nyhederne eller når folk talte om det. Førhen læste jeg om politik og samfundsdebat. Det gør jeg ikke mere.

Jeg føler mig så heller ikke som en del af det danske samfund mere. Jeg er frataget min stemmeret ved at flytte udenfor landets grænser. Det er egentlig ok, det gør det nemmere at ignorere at jeg er dansker, for det er oftere noget jeg er ked af end noget jeg er stolt over.

Nu vil jeg hoppe ud og køle af i poolen og lytte til ændernes rappen, hanernes galen og kanarierne pippen. Jeg vil løfte blikket mod den skyfri himmel og se ørnene trække hen over mit hus i lav højde. I aften vil jeg igen sætte mig på terassen med et køligt glas hvidvin og se på firbenene der lige er klækket og lytte til musik. Og senere vil jeg sidde i min strandstol og nyde stilheden og hestenes prusten mens jeg ser op på stjernerne.

Resten af verden rager mig. De kan have deres død og ødelæggelse og manglende medmenneskelighed for sig selv!

Skolespansk, ridetur og farmen

Jeg har prøvet siden i mandags at tage mig sammen til at få skrevet et indlæg. Det virker ikke rigtigt, jeg er stadig ikke i skrivehumør.

I mandags tog Antonio og jeg ind på skolen for at få afklaring på hvordan min undervisning skulle foregå og på hvilket niveau. Vi kunne ikke helt blive enige så det endte med at jeg fik returneret mine penge for den uge jeg endnu ikke havde gået på skolen og i stedet køber nogle grammatikbøger og får hjælp af Antonio og Vero.

Bagefter ville vi ride en rolig tur med Antonios venner for at se processionen med jomfruen. Antonio havde lånt Pepes hest og jeg red Tongo. Vennerne kendte lige en genvej og vi endte med at fare vild i skoven og ride op og ned ad stejle skrænter og over grøfter og igennem tykt og højt krat. Tongo var lidt nervøs ved det, men min hesteselvtillid kom tilbage i fuld form og vi klarede det fint. Antonio og jeg endte dog med at efterlade vennerne, for vi syntes ikke mere ’skovtur’ var hensigtsmæssigt og besøgte i stedet hans mor. 7 timer på hesteryg og en øm numse et par dage efter, men det var herligt!

Antonios mor og 2 søstre har hver et hus ‘på landet’ som reelt ligger på samme grund, men er adskilte. Så når vi besøger den ene, besøger vi dem alle sammen. Den ældste søster har den her killing som jeg er faldet for. Den er omkring 6-8 uger men moren er død så den klarer sig selv. Søsteren siger jeg bare kan tage den, Antonio siger at det ikke er noget problem med et dyr mere og Vero hopper for at jeg skal tage den med hjem. Jeg prøver at være stejl og sige “NEJ! Ikke flere dyr!!”. Ikke flere racer ihvertfald

Her er den sammen med broren i baggrunden. Broren er mere ‘ægte’ i farverne, men det er altså ikke racerene killinger. Det er forholdsvis almindeligt at se de aftegninger hernede. Broren er mere sky og jeg kan også bedst lide farverne på den forreste. MEN JEG SKAL IKKE HAVE KAT!

Vero er hooked på at få en cocker spaniel hvalp. Det er hendes plan at hun vil have den i lejligheden selvom Oliva siger nej. Antonio og jeg går ud fra at vi har en cocker boende her om et halvt års tid

Tirsdag fik Frigg taget stingene og er tilbage i fuldt vigør. I samme ombæring fik Goofy sine sidste vaccinationer og sådan gik det til at jeg på en enkelt måned blev 500 € fattigere i dyrlægeregninger. Jeg ved godt det ikke er meget i forhold til Danmark, men det er stadig meget i mit budget, især en måned hvor Antonio ikke arbejder.

Vero var med os fordi hun ville forhøre sig om cockerhvalpe, så da vi var færdige kørte vi til en anden dyrlæge/butik i Conil. Og sørme om ikke de havde ‘ører’!!! Fire styks små nuttebasser, alle tøser og til den nette sum af 10 € stykket. Jeg var godt nok tæt på at købe hele bundtet og Antonio havde egentlig også regnet med at jeg gjorde det Men jeg holdt mig til to. Den med de sorte øjne valgte jeg, den anden var Veros favorit. De er nu døbt ‘pirata’ og ‘nievla’ (sne). Min pirate er rolig og allerede håndtam, men Nievla er aktiv, nysgerrig, nervøs og selvom man tager hende op nok så roligt, så bruger hun et par minutter på at skrige. Bagefter er hun til gengæld så rolig at man kan sætte hende ned og tage hende op eller nusse hende uden problemer. Skøre kanin.

Og så er husjagten gået ind. Det er ikke mindre rodet eller mindre kompliceret end alt andet hernede, men jeg er ved at være vant til det nu *S* Antonio træner med Guitana hver dag og hun er bare superdygtig og rolig. I dag var jeg oppe at sidde på hende – det var hun helt ligeglad med. Jeg rider hende ikke og hun er heller ikke vænnet til saddel endnu, men det var fantastisk at sidde på MIN hest for første gang!!!

Resten af tiden – hvilket er det meste af tiden – tilbringer jeg i poolen. Faktisk tror jeg nærmest jeg er ved at udvikle gæller! Men med temperaturer på over 35 grader i skyggen, så er den 28 grader kølige pool det eneste sted jeg kan holde ud at være

Alternative metoder

Krisen rykker stadig hernede. Alting er til salg men priserne er ikke helt faldet nok og intet sælger. Hverken huse, heste, biler eller børn. Nåja, jeg har ikke direkte set nogle børn til salg, men hvis krisen fortsætter er det nok kun et spørgsmål om tid.

Folk finder på mange ting for at komme krisen til livs og skrabe lidt penge sammen. Den nyeste jeg har hørt om, var nogle der skulle sælge deres lejlighed, men ikke kunne komme af med den (som sagt – INTET sælger lige nu!). De havde så ganske simpelt lavet et lotteri. For den nette sum af 30 € (220 kr) kunne man erhverve sig et lod og deltage i lodtrækningen om en lejlighed. Smaaaaaart!!!!

Første skoledag – og de fire efterfølgende

Så er første uge på skolen for at få proppet spansk grammatik i hovedet slut og det ville være løgn at sige at det var en udelt succes Skolen er fantastisk, lærerne dygtige og engarede, lokalerne hyggelige og vejret har artet sig og hverken været for varmt eller for blæsende. Jeg havde også glædet mig som et lille barn til at starte og gik bogstaveligt talt og talte timerne til jeg skulle starte. De andre elever er søde og jeg har snakket med flere af dem. Antonio har gjort rent og lavet mad til mig hver dag, ind imellem hjulpet af Vero og Frigg er så småt ved at vokse sammen igen. Det hele burde være perfekt!!!

Det er det bare ikke Jeg havde jo fået bildt mig selv ind at jeg faktisk har det supergodt og nærmest er kureret for alle tidligere dårligdomme, så nu kunne jeg dælme tage fat, være normal, gå i skole og senere søge arbejde. Men det har simpelthen været for meget for mig for at sige det lige ud. Onsdag tog jeg hjem fra udflugten til Medina Sidonia fordi det var for varmt og trykkende for mig at skulle kravle op på toppen af byen i den brændende sol uden vind. Og jeg savnede mit hjem og Antonio som en vanvittig, så jeg kørte 160km/t på motorvejen for at komme hjem. Torsdag meldte jeg mig syg med min gigt, som godt nok drillede mig på grund af fugtigheden, men lige så meget fordi jeg trængte til bare at være hjemme i mit hus med mine dyr og Antonio.

Fredag morgen spurgte Antonio mig meget bekymret om jeg var ok, for han syntes jeg virkede noget nedtrykt. Jeg mente jo nok at jeg var ok og bare var lidt træt og desuden var det snart weekend, så ingen ko på isen. Alligevel blev det kun til en halv dag og jeg fik da også lige tid til at fælde en tåre eller to i klassen og gå grædende derfra. Ikke at nogen på nogen måde havde været onde ved mig, slet slet ikke – jeg var bare så mentalt udmattet at jeg ikke orkede mere.

Antonio har været så sød hele ugen. Han har gjort rent og lavet mad til mig og glædet sig sammen med mig og været bekymret for mig. Vi snakkede længe fredag for jeg var frygtelig skuffet over ikke at have det så godt som jeg havde troet. En enkelt uge med fire timer i skole hver dag var mere end jeg kunne klare og jeg kan godt se at så nytter det heller ikke at gå og drømme om at finde mig et eller andet job og tjene lidt ekstra penge. Antonio har sagt igen og igen at jeg HAR arbejdet alt det jeg skulle i mit liv og jeg har haft det slemt nok, nu skal jeg give mig selv lov til at slappe af og nyde det jeg har.

Jeg har nu arrangeret med skolen at jeg får enetimer i næste uge. Det er færre timer og mere overskueligt og jeg vil også få mere ud af det fagligt. Derudover vil jeg så tænke over hvad jeg SÅ skal gøre med mig selv og mit liv når arbejde åbenbart ikke lige kan stå på dagsordenen.

.

Frigg er efterhånden ved at være vokset sammen. Hun får pillet stingene ud på mandag, så her i weekenden har vi taget kraven af hende og i stedet pyntet hende med et par af Antonios aflagte boxershorts så hun kan bevæge sig mere frit men stadig ikke pille stingene ud. Goofy skal også have sine sidste vaccinationer på mandag og dyrlægens butik sagde at de ville have kaniner til salg så der kan komme liv i kaningården igen. Og de bliver vaccineret med det samme!!!! Jeg er gået væk fra idéen om at de skal spises. Eller, det kan de godt hvis der bliver mange – men kræene koster 8 euro hvert halve år i vacciner (pr styk) eller de kan KUN være i kaningården og fodres med købemad. En færdigskrællet kanin lige til at smide på grillen koster 4 euro i supermarkedet, så der er altså ikke økonomi i at skulle spise dem. De er nu alligevel hyggelige at have hoppende rundt

Vi overvejer også at købe en hest mere!!!! Når Antonio engang får sin længe ventede løn giver han det meste til mig som betaling for mad og ting mens han ikke har fået sin anden løn. Sagen er så at der går endnu et halvt år før Guitana kan tilrides, derudover endnu et halvt år før hun er ‘klar til brug’ og så skal jeg nok regne med at hun stadig er fjollet og svær at have med at gøre endnu et år. Antonios piger, især Vero vil gerne ride men er nervøse ved Tongo – jeg vil også gerne ride og selvom jeg bare kan tage Tongo så er det ikke så sjovt at ride alene – så altså …. en billig, men rolig hest mens vi venter på at Guitana bliver stor og smuk

.

Oliva har ‘krise’ igen igen. Hun har stadig ikke betalt for at få bilen repareret og nu skal udstødningen skiftes, så hun leder efter en ny mekaniker. Så skal hendes livsforsikring betales (en forudsætning for at man kan have huslån) og det har hun heller ikke penge til. Endelig er skilsmisse papirerne nu helt færdige og så vil hendes advokat gerne have betaling – endnu en ting hun ikke har råd til. Det gjorde så at hun ringede til Antonio og spurgte om ikke bare de kunne være separeret lidt endnu så skilsmissen ikke var færdig og hun ikke skulle betale (og regningen senere ville være større). Det fik meget direkte at vide at hun kunne stikke hen hvor solen aldrig skinner!!!!!

Jeg har normalt betalt min husleje dagen FØR den første selvom den først skal betales den 5. Det fik jeg ikke gjort denne gang, så den 2. ringede hun til mig og spurgte hvor jeg blev af med pengene? Hun fangede mig på et dårligt tidspunkt, hvor jeg i forvejen var irriteret over hendes forslag til Antonio, så jeg svarede hende at de penge måtte hun vente med til næste måned, for når Antonio ikke arbejdede i denne måned, så havde jeg ikke råd. Det er helt normalt at sådan noget sker hernede, og det er for øvrigt ofte sket for Oliva og hendes banklån også, så det er ikke noget man tager så tungt. Der gik mindre end tre minutter, så ringede Antonios telefon og hun mente at hans manglende arbejde ikke var hendes problem, så han måtte jo låne af sin familie for at få penge til hende *LOOOOOOL*

.

I går var vi ude ved Antonio ældste søster og grille. En onkel og tante fra Barcelona var på besøg og det var generelt bare superhyggeligt. Den stakkels tante kan ikke forstå familien når de taler sammen fordi det er så andalusisk, så mange gange var jeg faktisk bedre stillet end hende fordi jeg har vænnet mig til det Fernandito, der blev ‘communieret’ i foråret brillierede ved at kalde mig “Tita”. Tia er tante, tita er kælenavnet for en tante (eller moster). Iiiiihhh…. jeg blev helt glad

Så var er lidt opdateringer herfra. God sommer!