Hvor lang tid bruger man egentlig på at køre sig selv i stilling til en international politisk toppost? I månedsvis gik Fogh og sagde at han IKKE var kandidat til nogen international toppost, men ok, det var så også en bommert fra journalisternes side – for de skal stille det rigtige spørgsmål for at få det rigtige svar. Fogh kunne nemt sno sig udenom bagefter ved at sige at “man er ikke kandidat før man siger man er det – så jeg har ikke løjet for vælgerne”.
Så var der godt nok små pip fremme om at den post havde han sikkert fisket efter ‘længe’ så onde tunger påstod at det sidste halve år inden, havde Fogh haft mere travlt med at gøre sig gode venner med de rigtige statsledere end med at styre landet. Og det lige midt i den værste krise i mands minde. De røster forstummede nu hurtigt, der er heller ingen grund til at græde over spildt mælk.
Mine tanker er ikke helt så nemme at styre, så jeg kan ikke lade være med at tænke på at en dansk statsmenister ikke lige dukker ud af den blå luft, laver et halvt års lobbyarbejde og lander en toppost. Sådan fungerer verden og verdenspolitik ikke. Den amerikanske præsident var i forvejen bonkammerater med Fogh – og selvom præsidenten i mellemtiden var blevet udskiftet, så bliver tjenester til ‘Guds eget land’ ikke sådan glemt. De havde jo arbejdet tæt sammen omkring krigen i Irak.
Var Danmark med i den krig for at Fogh kunne lege med de store drenge og køre i stilling til en international toppost? Var de 15 døde danske soldater prisen han betalte for det?
Jeg kan ikke forstå at dansk journalistik er så tam at der ikke er nogen der stiller de her spørgsmål. I det hele taget er Danmark lidt tamt og tager ikke fat i kontroversielle emner eller sætter fokus på dem der har det dårligt.
