Kvinder der elsker for meget

Pequinita var efterhånden gået hen og blevet en skrækkelig sky og tilbageholdende lille hvalp. Ville ikke komme når vi kaldte, bange for pludselige lyde og alt nyt. Tilligemed var hun et bette myr og ud over rundturene om spisebordet med Butsy virkede hun heller ikke specielt interesseret i at lege.

Det var og blev et mysterie. Hun havde jo præcis samme opvækst og vilkår som de syv andre trivelige hvalpe! Faktisk endte det med at, selvom hun skulle blive en måned længere end de andre – så kunne jeg ikke ret godt lide hende. Den der ‘undskyld jeg eksisterer, please lad være med at slå mig’ mentalitet har jeg det bare ikke særligt godt med. Hvis der så bare havde været en GRUND. Så kunne jeg jo have gjort noget ved det – men at ændre personlighed på en tomåneders hvalp mente jeg alligevel var uden for min formåen.

I går hørte Antonio så en af hvalpene pive. Det gjorde jeg også, men jeg kunne også høre Frigg lege, så det var nok Butsy der igen legede med mor og fik nogle drag over nakken. Det tager han ikke så tungt, men springer på hende med fornyet styrke. Antonio var alligevel nysgerrig, han er jo ikke sammen med hvalpene hele dagen og har vænnet sig til at måtte ignorere en del lyde for at få dagen til at fungere *SS* Så han gik hen til vinduet. Så stod han der med åben mund og måbede. “Lærke, kom lige her” sagde han. Suk, tænkte jeg og rejste mig for at se Frigg og hvalpene lege sammen, som de jo gør hele dagen.

Og så var det ellers MIN tur til at stå og måbe!!! Det tog mig adskillige sekunder at gennemskue hvad der egentlig skete, men synet det mødte mig!! Frigg henholdsvis skubbede med snuden til og forsøgte at løfte Pequinita. Selvom hun er et lille myr, kunne Frigg ikke få fat, med det resultat at hvalpen nærmest blev kastet rundt. Når hun forsøgte at stikke af blev hun ‘brutalt’ skubbet til med snuden så hun trimlede om. Goofy syntes det var en fin slåskampeleg og hjalp med at bide Pequinita i poter og ører og Pequinita selv – ja hun skreg hjerteskærende over den hårdhændede behandling!!!!!

“KAN I SÅ KOMME VÆK!!!!!!!!!!!!!!” Råbte jeg af mine lungers fulde kraft ud gennem vinduet og så skyndte jeg mig ellers ud og få fingre i den skrækslagne hvalp. Jeg satte mig ind i sofaen og puttede Pequinita med et tæppe på mit skød, men hun stadig rystede af skræk og jeg spekulerede over hvad dælen DET nu var for en opførsel fra Friggs side? En ting er helt sikkert… Frigg mente ikke noget ondt med det, for sådan er hun ikke.

Langsomt dæmrede det for mig. Den anden dag havde jeg nemlig også set Frigg forsøge at tage Pequinita, ligesom jeg har set hende holde Pequinita fra madskålen. Frigg mener simpelthen at Pequinita er hendes HVALP. Ja, det ved jeg godt at hun rent faktisk er – men altså, mindre hvalp. Da de var små, var det altid Pequinita og Chica der blev nuldret mest om og slæbt med i hulen – og nu er der kun Pequinita tilbage. Drengene er nogle vildbasser, der ikke går af vejen for at ‘fare i flæsket’ på deres mor hvis de lige vil lege. Men lille, blide Pequinita gør ikke sådan noget. Hun putter med Butsy og dier hos sin mor (det gør de andre også, men stadig på en mere selvstændig facon).

Jeg er blevet overbevist om at Frigg endelig – temmelig forsinket – er blevet hvalpeskruk og har udpeget Pequinita til at være hendes yndling. Nu skal hun med i hulen og så skal hun dies. Hun skal ikke spise rigtig mad, for den skal Frigg have så hunkan lave mælk til Pequinita. Pequinita skal heller ikke sådan rende rundt og lege, for det kan være farligt – så er det bedre at Frigg tager hende og gemmer hende væk. Og det er jo så her det går helt galt! For Pequinita forstår ikke hendes mors sindssyge og bliver i stedet bange over den hårde behandling

Løsningen blev at vi tog Pequinita ind og indtil videre har hende som indehund i en uge. Hun kommer ud sammen med os, men bliver ikke ladt alene med de andre uden opsyn. Allerede efter et par timer indendørs, med maser af kæl og leg med Antonio – en fuld madskål og kiks hun delte med Antonio, kunne vi mærke forandringen. Stille og roligt blev hun mere sikker og mere legesyg. Søgte vores selskab mere og kom når vi kaldte. I nat sov hun i sengen. Hun har jo aldrig sovet alene før og jeg syntes det var synd, for Antonio at hun pev. Så jeg løftede hende op i sengen og så lå vi der og puttede til hendes store tilfredshed.

Nu håber jeg at det lykkes os at få vendt udviklingen. Det tror jeg det gør. Hun er ung og påvirkelige endnu og vi fik heldigvis forholdsvis hurtigt øje på problemet. Godt nok har hun nyt hjem og venter bare på afhentning – men jeg vil helst aflevere en glad og velafbalanceret hund og ikke et nervøst nervevrag!

Hav en dejlig dag og vuf fra Pequinita