Om at savne – og at huske

Jeg har nævnt det mange gange, men det skader nok ikke at gøre det igen… i en ny forbindelse *S* Med min borderline har jeg svært ved at huske gode ting og arbejder jeg ikke bevidst på det, bliver verden nemt trist og grå. En af metoderne jeg bruger meget for at kunne huske de gode ting er fotos. Mange fotos! Ind imellem af ‘mærkelige’ ting, som måske ikke lige virker til at have betydning. Eller som jeg ikke engang helt selv ved hvad har af betydning før senere. Når jeg igen tager billedet frem og ser på det og pludselig kommer i tanke om ting jeg ellers havde glemt.

På den måde kan der godt lige pludselig være mange, MANGE billeder på min computer, hvoraf alle sammen bestemt ikke er lige gode! Jeg prøver at holde orden på dem ved at have en labyrint af undermapper, men ind imellem kikser det alligevel. Hvalpe er for eksempel ikke nemme at tage gode billeder af, og så er princippet at hvis man bare tager nok, så er der sikkert nogle af dem der er fine. Som de fra bloggen, der også lige har haft hvalpe ved (ikk’ Runa? ) Så kan det godt knibe med tiden mens hvalpene er der. Så det der med ’senere’ at sortere i billederne…. hmmm….. MAÑANA!!!!!

I dag skulle det være! Dels har jeg ligget vandret i luften hele denne uge (heldigt jeg ikke havde internet *hehe*), dels har jeg en vablen nederst på min pegefinger – en tyk, 2cm i diameter, blodfyldt tingest efter gårsdagens havearbejde, som jeg nok mener kunne bruge en dags ro. Og nu jeg var i gang – så kunne jeg lige så godt gennemgå ALLE mapper med billeder. For som jeg sagde, så er der ind imellem billeder der ikke er særligt gode, eller som jeg ikke ved før senere om har en betydning, og derfor kan jeg godt være forsigtig med at slette.

På den måde nåede jeg rundt om alle mine billeder fra New Zealand. HERLIGT!!! Det er to år siden jeg var afsted, så på nuværende tidspunkt ved jeg godt om et dårligt billede har en betydning eller ej og om det derfor må blive slettet. Så blev der ryddet op. Mapperne fra New Zealand blev mere overskuelige og dermed rarere at tage frem en anden gang igen.

Jeg kom også forbi mapperne med billederne af Loke. Det er MEGET sjældent det sker – for jeg savner stadig min lille hund så det gør helt ondt. Det er mærkeligt, jeg har jo Frigg og hvalpene…. men Loke, han var noget helt specielt for mig. Jeg har også lovet Nik’s forældre (en anden BC) at jeg ville vise billeder af Loke, for jeg siger jo ofte at Nik minder mig om Loke og jeg får nemt samme stik i hjertet når jeg ser billeder af Nik eller læser historier om ham. De har været søde til ikke at minde mig om det, måske fordi jeg heller ikke har talt så meget om Loke at de rigtigt vidste hvad betydning det havde for mig *SS*

Her besøger han mig på Nordvang (akut psykiatrisk afdeling). Den eneste gang vi nogensinde var fra hinanden om natten. Det havde været et rigtigt møg-år, men Loke med sit glad fjollede væsen og sin absolut udelte kærlighed og hengivenhed var der altid. De 4 dage på Nordvang var endnu hårdere fordi Loke ikke var hos mig. Men min mor kørte troligt fra Køge til Glostrup med hunden hver dag og snakkede en smule med mig eller lod mig være i fred med min hund.

Så, nu triller tårerne *S** Det er derfor jeg så sjældent nævner ham – han er bestemt IKKE glemt!!!

Da jeg fik Loke var det min plan at jeg ville dyrke agility med ham. Han havde en fantastisk energi og alle sine unoder til trods var han supergod til at lytte. Min mor sagde at det var helt specielt at gå tur med Loke, for man kunne SE på ham at han hele tiden tænkte – hele tiden planlagde nye narrestreger eller hvad han nu skulle lege. Det var også en udfordring!!! Legen med at lægge en godbid under en skål så hunden skal få den ud og så gå ned i størrelse (krus, kop, dyb tallerken, og ende med underkop) var egentlig ment at skulle vare et par uger. Vi brugte en halv time på den!!!! På det glatte parketgulv fandt Loke ud af at hvis han gave underkoppen et skub med poten så den gled afsted, så løb hen og stoppede den med en anden pote (eller den samme? det gik stærkt!) så tippede underkoppen en smule, mens godbidden fortsatte underud. Problem løst!

Der var EN ting han aldrig blev god til, nemlig vand! Som ganske lille var han med mig i haven og ‘hjalp’ med at klippe hæk, da kæresten kaldte på ham fra havedøren. Loke sprang glad hen mod kæresten, men overså guldfiskedammen der var imellem dem og faldt i!!! Den havde rimeligt stejle kanter beklædt med plastic og vi havde travlt med at grine, så han nåede at få sig en ordentlig forskrækkelse inden vi fik hevet en våd og ynkelig hvalp op!! Aldrig gå længere ud end til knæene efter den tur *GG* Han var ligeglad med at få hovedet under vand, så da jeg om sommeren gav ham isterninger i vandskålen fiskede han dem op og tyggede dem som bolsjer. Det trick udvidede han så med at fiske guldfiskene op af dammen og lege med dem på terassen!!!! Man kan ikke sige at guldfiskene nød den behandling, alle som en døde de!!!!

Der er mange historier om Loke. Han lærte også Frigg at kende, faktisk gav han hende et gevaldig hak i tuden første dag hun var med hjemme. De havde fået hver et hudben, men Frigg vidste ikke hvordan man skulle gøre med sådan nogle og ville hellere hugge Lokes – HAPS! Og nu har hun en hvid ‘tåre’ under det ene øje, hvor Lokes hjørnetand fik lavet et ar. De var nu fine venner af den grund, ligesom hans allerbedste ven var en stor New Foundlænder som han elskede at blive slikket i hovedet af så hele den lille Loke nærmest endte i den anden ende af stuen.

Desværre er det sidste billede sådan som han oftest var det sidste halve år af sit liv. Han fik epilepsi og medicinen ville ikke virke, selv i høje doser. Loke var altid træt i kroppen, men frisk i hovedet og hver anden uge havde han anfald hvor hans lille krop gennemrystedes af voldsomme kramper i 10 minutter mens jeg holdt om ham. Det er også den eneste gang Frigg nogensinde har bidt mig – under et af Lokes anfald hvor hun blev bange og jeg skubbede hende væk så hun ikke kunne ‘hjælpe’ ham. Hendes hjælp bestod af at forsøge at bide ham omkring halsen så han kunne vågne af sin bevidstløshed og den stakkels Frigg forstod jo ikke at det ikke hjalp.

Agility blev det aldrig til, for jeg måtte under ingen omstændigheder stresse ham da det ville forværre anfaldene. Medicinen virkede ikke – en overgang havde Frigg en beroligende virkning på ham, der mildnede anfaldene, men kun lang tid nok til at give mig håb – så blev de værre end nogensinde før. Loke blev aflivet kort før sin 2 års fødseldag, det var ikke værdigt for en ung spilopmager af en BC at være så fysisk handicappet og træt.

Kort efter tog jeg til New Zealand. En tur jeg aldrig ville have taget på, hvis Loke havde været i live. Det var en skøn tur! Ud over at der bare er SMUKT i New Zealand og det var helt fantastisk at møde min bedste veninde – så fik jeg tankerne væk fra alle de dårlige ting der var sket i løbet af året. Ydermere fik jeg den bonus at Frigg efter 3 uger i pension (hvor hun for øvrigt hyggede sig gevaldigt og blev overforkælet og hele tiden taget ud af deres datter) fandt ud af at knytte sig til mig. Noget vi ellers havde bøvlet gevaldigt med i de forgående 6 mdr og som gav vores træning et kvantespring fremad.

Loke var en speciel hund for alle der mødte ham. Flokken af hundeluftere, der plejede at mødes om aftenen sagde alle det samme, alle venner og bekendte og familie, der har haft kontakt med Loke siger det samme. Loke VAR noget helt specielt. Meget kærlig og charmerende og uhyggeligt intelligent. Men selvom Loke elskede alle – også de fem børn der gik tur med ham… samtidigt (en i halen, en i snoren, to i ørerne og en om halsen på ham!)…. så var han MIN hund og han efterlod aldrig nogen tvivl om at jeg også var noget helt specielt for ham. Jeg savner ham stadig – som sagt så meget det gør ondt.

Jeg håber i nød billederne og lidt fortællinger om vidunderhunden Loke *SS*