Naboen og bilen

Hoooold da helt juleferie!!!! Cochesita er hjemme igen og nu har hun rigtige spanske plader på og er totalt lovlig og alting!!!!

Det tog også kun en helvedes jagen rundt endnu en gang. Først til politiet der jo havde holdt juleferie, og nu holdt de så 1½ times frokost to timer før de lukkede for siesta for ikke at åbne igen. Nåmen, de stakkels administrative politier skal vel også have noget at leve af!! Antonio og jeg spildte tiden med at gå en tur på stranden i det kølige solskin og se på hunde. En galgotæve (greyhound) NØD at være lukket fri og spææææænede rundt, hun fandt sig en ny ven i en smuk, ung dalmatiner og sammen fandt de vandet og blev herligt møget til!!!

Så tilbage til politiet, der nu havde fulde maver og burde være i godt humør – det var de sdan set også, jeg kunne bare ikke få min bil udleveret, for på forsikringen står jo den gamle nummerplade. OK, det vidste jeg godt, og vidste også at jeg skulle have det skiftet, men det er skutte nemt med al den køren rundt uden en bil!! Man kunne måske også have håbet at de var til at samarbejde med, men det ser ud til at de mangler nye uniformer – og eftersom der jo er lukket weekenden over og der nu kun var to timer til siesta, så kunne det jo have været herligt hvis min bil havde stået i deres parkeringsanlæg et par dage mere!

Antonios stakkels gamle Renault susede i stedet fra Barbate til Vejer for at finde forsikringskontoret….. der til gengæld var lukket og låst! NEEEEEEJ!!!! Det er bare LØGN det her!!!!! Der var et nummer for døgnservice, så der forsøgte vi at ringe til, men i det samme kom damen gående, hun var bare lige gået et ærinde og siden hun er alene på kontoret havde hun låst døren imens (og der ER jo ingen grund til at sætte et skilt på døren med at man er tilbage om fem minutter vel??!!). Med meget møje og besvær fik jeg et nyt forsikringscertifikat – det gælder dog kun 20 dage, for mine nummerplader er stadig så nye at de ikke fandtes i computeren. I starten af januar må jeg så køre op og snakke med hende igen for at få det rigtige forsikringscertifikat *suk*.

Suuuusede tilbage til politiet. Fik nogle stempler på et stykke papir, som vi så skulle hen på kommunen med. Igennem myldretidstraffikken på hovedgaden, ind ad døren til kommunen en halv time før lukketid, sender en sms til Veda at vi er nødt til at flytte vores aftale fordi jeg stadig roder rundt med bil. Stå i kø, vente på flere stempler og et nyt stykke papir og s tilbage til politiet. Her blev alle de nødvendige stempler tjekket og jeg kunne endelig få udleveret nøglen til bilen og Antonio fandt værktøjskassen frem og satte de nye fine nummerplader på.

YES! Nu virker bilen igen, og den er hjemme i god behold!! HURRA! Alle papirer er i orden, alle skatter betalt, der er ingenting der skal repareres. Jeg tør ikke tro det!!!

Ok, så er der stadig kameraet der ikke virker, og fjernsynet der skal til reperation og mit liv der skal organiseres…. men altså – forhåbentlig har jeg ikke flere problemer med bilen før den skal synes til næste år igen LOL!

Så er der Marco, min nabo. Antonio og jeg har talt en del om det. Det er sku svært, for på sin vis vil jeg gerne hjælpe, men han tager ikke et nej for gode varer når det kommer fra mig. Jeg er jo kvinde og såen…. Antonio er meget beskyttende over for mig, så han havde sagt at hvis det var i orden med mig, så ville han gerne tage en snak med Marco. Antonio bryder sig nemlig ikke om at jeg bliver udnyttet og bliver ked af det.

Den snak fik de så åbenbart taget i dag, for her til aften hvor Antonio er kørt til Vejer for at spise, bade og skifte tøj inden han kommer tilbage hertil, kom Marco ind. Jeg sad i halvmørket og spillede et computerspil og Marco snakkede meget hurtigt. “Que? Que? QUE?!!!!” var cirka mit svar. Han taler stadig meget hurtigt og spørger mig hvad der foregr, hvorfor Antonio har snakket med ham og sagt han ikke må låne bilen mere og siger at han ikke må spørge om at låne penge af mig og for øvrigt havde Antonio kaldt ham en ulv den anden dag!! Jeg når ikke at få sagt noget, for Marco begynder at græde og stormer ud ad døren med min hund i hælene.

Jeg ved sku ikke hvad jeg skal sige heller…… At Antonio kaldte ham en ulv var en joke som svar på at Marco altid gerne ville spise min mad, mens hans påstår at jeg er en elendig kok. Det må han sku bare leve med den kære Marco, hvis han kan lave jokes med os andre, så må han også kunne tåle at få noget røg igen!

Og bilen og pengene. Jamen hvad ER der at sige?? Marco har sat sig i hovedet at jeg er en uudtømmelig guldgrube af penge, og selvom jeg prøver at sige anderledes, så tror han bare ikke på mig. Som sagt har jeg ikke noget imod at hjælpe, men når Marco ikke forstå at der er en grænse og det er umuligt at sige det til ham på en pæn måde, så må det jo være sådan.

Tag bilen for eksempel. Ok, så har han ikke penge til at få sin egen repareret og det er et helvede at bo herude uden – jeg har som sådan heller ikke noget imod at køre ham en gang eller to om ugen for at handle ind. Men Marco kan ikke planlægge. Eller han vil ikke. For han har brug for at køre ud og handle ind hver formiddag. Så kan han selvfølgelig hente kødrester gratis hos slagteren til hundene og på den måde spare nogle penge – men hvem betaler så lige benzinen??? Eller reperationer af bilen, eller opbevaring hos politiet? Facts er jo at han faktisk kører en del mere i den end JEG gør!!!

Eller med at låne penge. Når han starter med at spørge i starten af måneden om jeg har et par euro – hvordan tror i så det er sidst på måneden??? Og selvfølgelig HAR jeg et par euro først på måneden, men hvis jeg bliver ved med at give dem til ham, så har jeg sku ikke nogen selv sidst på måneden!!! Det forstår han ikke. Hvis jeg siger nej, henter han min pung og giver mig eller spørger om jeg ikke bare kan køre i banken? Jeg HAR prøvet at forklare ham at jeg har en begrænset indtægt og at jeg har haft lidt ekstra opsparing (til reperation af bilen for eksempel) men at den er brugt op nu. Det tror han ikke på, kan jeg ikke bare bede min familie om penge da??? Så prøver jeg at forklare ham at det altså er den anden vej rundt, at det er MIG der betaler til min familie!! Jamen, jeg er jo ung og frisk, kan jeg så ikke bare få et job??? SUK!!!

Men altså, Antonio fik sagt til ham om at stoppe nu, og det gjorde åbenbart Marco meget ked af det og såret. Det er jeg ked af, men omvendt ved jeg sku heller ikke hvad jeg ellers skulle have gjort? Jeg har ikke råd til at forsørge ham også, så må HAN sku skaffe sig et job…. eller evt. have lidt færre hunde.

Nu må i for øvrigt ikke tro at det er sådan at jeg sidder og sulter eller noget hernede. Det passer heller ikke at jeg betaler til min familie – men altså, det behøver Marco jo ikke vide vel? I bund og grund rager det jo sådan set ikke ham hvor mange penge jeg har.

Det er så let for mig at skrive det – det er nok også ofte derfor det er vigtigt for mig at skrive, men tro mig, det er IKKE let for mig at føre det ud i livet!! Var jeg ikke glad for Antonio i forvejen, så er jeg det nu. Det irriterer mig for øvrigt at Marco stiller med sådan en scene hvor det er komplet umuligt at snakke om tingene. Det hjælper altså ingen af os

Nå, men til et lidt mere muntert emne :p Jeg har lyst til at fortælle lidt om Antonio. De der har haft ‘fornøjelsen’ af at diskutere forhold med mig før jeg rejste herned, ved at jeg af et ærligt hjerte har været fortaler for at vende tilbage til ‘de gamle dyder’. At de to personer i parforholdet har hver deres ansvarsområder og at man gensidigt er ansvarlige for hinandens glæde. Det har jeg fundet i Antonio – på noget der, på mig, virker til at være på den helt rigtige måde! Jeg laver maden – det er meget simpelt, han KAN ikke lave mad! Som en typisk andalusisk mand er han flyttet fra mor, til konen og hjem til mor igen – og han har sikkert aldrig rørt en gryde *GG* Han spørger til gengæld hver dag om der er noget han kan hjælpe med, bærer tallerknerne i køkkenet bagefter og roser mig for maden. Rengøringen står jeg også for, samme princip, han har aldrig prøvet og ved ikke hvordan. Til gengæld har jeg sagt til ham at det virkelig ikke interesserer mig, så han skal ikke forvente samme standarder som de spanske kvinder stiller med *hehe* Til det har han svaret at han er fløjtende ligeglad, her kan ligne et bombekrater, bare jeg er glad og viser ham ømhed!

Til gengæld behøver jeg ikke bekymre mig om den lampe der holdt op med at virke (jeg kunne nok godt lave den, men jeg er bange for at rode med el), nummerpladerne sætter han på og er der nogen der ikke er søde ved mig, så står han ved min side og hjælper mig! Handle ind gør han også gladeligt, OG betaler for det. Jeg har sagt til ham at det ligger i min opdragelse at betale for mine egne ting, men der ligger hans kultur og hans ‘ære’ som forsøger altså og spiller ind *SS*

Jeg oplever en opmærksomhed og en øm beskyttelse som jeg ikke er vant til. Han nyder en kvinder der kan en del mere selv (skifte en pære og fylde benzin på bilen som to eksempler!) og som samtidig er sammen med ham fordi jeg vil HAM og ikke bare hans forsørger-egenskaber. Det ser ud til at virke for os. Han er også meget forstående overfor at jeg er udlænding og har lidt andre måder at gøre tingene på – men så længe en af dem er at vise ham at jeg holder af ham, så klager han ikke *hehe*

For eksempel er det fuldstændigt uhørt hernede at en kvinde har en mandlig ven på besøg og overnatte. I aften kommer der endnu en couchsurfer, og han bliver i 3 uger. Men Antonio er helt rolig, for jeg har givet ham en nøgle til huset og sagt at han må komme og gå præcis som han har lyst til. Han føler sig ikke usikker på mig som mange spanske mænd gør på deres spanske kvinder. Ikke fordi kvinderne er onde, de er bare usikre på deres mænd! Men Antonio er meget kærlig og han kræver også meget ømhed. Mere end en normal spansk kvinde nogensinde ville give. Det passer mig fint, det er lige som jeg gerne vil have det

Vi har for øvrigt snakket en del om heste og hunde. Tongo er jo en superdejlig hest og meget velpasset. Antonio fortalte at han desværre ikke vidste helt nok om træning af heste, og en af hans venner havde fået sin hest trænet ved en dygtig træner og nu kunne den både gå piaf og ligge død. NUI det ville Antonio gerne at Tongo kunne da! Jeg foreslog så at vise ham hvordan klikkertræning fungerer, for Tongo er en kvik hest, og særdeles madglad, så jeg er sikker på at det kunne man godt få noget ud af. Hvor de fleste hernede afviser det som noget pjat, var Antonio i stedet meget nysgerrig og ville gerne at vi brugte noget tid på at få det til at fungere. Det bliver så mit første forsøg med heste, og for Antonios skyld håber jeg det virker! Det ville altså være cool hvis hans Tongo også kan ligge død og han så helt selv har lært den det!

I morgen kommer ‘kongerne’ (de hellige 3) til Vejer. De deler ikke slik ud, det er først 5.januar, men der er levende krybbespil med ægte æsler og ting oppe i byen. Det skal min gæst og jeg nok op og kigge på. Eller JEG skal ihvertfald, så må min gæst sku selv om om han vil med *GGG* Jeg skal nok forsøge at tage nogle billeder til jer

Så blev det endelig jul

Og det endda selvom jeg på det ihærdigste havde forsøgt at undgå det!!

Dagen startede med at Antonio kom forbi og vækkede mig – det var jo slet ikke så tosset og lovede ganske godt for resten af dagen. Egentlig skulle jeg have kørt med naboen og en af hans venner til Barbate klokken 11.30 for at hente min bil, men nu kunne Antonio køre mig i stedet og det var jo faktisk meget bedre

Vi fandt også lokalpolitiet i Barbate og en høflig og særdeles køn ung politimand kunne så fortælle os at administrationen havde lukket indtil torsdag – og før jeg havde talt med dem og betalt for parkering af bil, tja, så kunne jeg ikke få den udleveret

Så er der lige det ved det at på torsdag får jeg en gæst igen, og eftersom man ikke kan komme ud til mit hus uden bil, så var det jo meningen jeg skulle samle ham op, i det mindste i Vejer. Det kan sikkert godt nås – hvis ikke det lige var fordi at de 6 euro det koster om dagen at være parkeret hos politiet jo også løber op og jeg simpelthen ikke ved om jeg har penge nok til at betale for bilen på torsdag. Øv, øv, øv og atter ØV!

Dagen gik med at slænge lidt i sofaen og kramme på kæresten. Jeg var ikke i det bedste humør, jeg savner min familie! Ikke fordi jeg specielt savner julen, jeg savner bare min familie – min mor især. Hende har jeg jo ikke set siden maj, og hun har altid travlt med arbejde i december, så jeg har heller ikke hørt meget fra hende den sidste måneds tid. Greb telefonen og ringede hende op. Bare lige ti minutter med at sludre om løst og fast. Det var dejligt at høre hendes stemme!

Egentlig troede jeg at Antonio skulle spise sammen med noget familie i aften, det er vist tradition hernede. Men han siger så at han bliver hos mig og spiser. Øøøhhh…. ok! Jamen, det kan da også være rigtigt hyggeligt, men øøøhhh….. har ikke lige hft bil på det sidste, og for øvrigt næsten ingen penge, såååå….. mad??!!!! Gennemgik hurtigt køleskab og fryser i tankerne og blev enig med mig selv om at hvis han nu indkøbte nogle æg, så kunne jeg godt lave frikadeller.

Han kørte afsted mod Vejer, og jeg nåede ikke længere end sofaen. Den sprang simpelthen op på ryggen af mig og holdt mig fast!!! De seneste bil-eventyr, og nogle problemer med naboen har taget hårdt på min energi. Kort fortalt er naboen nok nærmest jalous over at jeg er sammen med Antonio, så han opfører sig ikke så pænt. Råben og skrigen og hidsen sig op ligger ikke så godt til mig – det tager simpelthen for meget energi – og hvor han ellers plejer at være sød og hjælpsom, har der på det sidste været en særdeles skarp tone i hans ‘vittigheder’. Som for eksempel konstant at fortælle mig at jeg er elendig til at lave mad (selvom han skam ikke afholder sig fra at spise det eller bede om at få rester med hjem!).

Da Antonio kom tilbage forberedte jeg farsen med det samme. Så kunne den stå og ‘trække’ indtil frikadellerne skulle laves. Vi fik også snakket lidt om naboen og Antonio vil hjælpe mig med at få sagt fra over for ham. Han hører nemlig slet ikke efter hvad jeg siger – jeg er jo kvinde! Og jeg er også for nem i virkeligheden, for jeg giver ham hellere et par euro end siger fra for at slippe for at høre på ynkehistorierne eller at han bliver fornærmet. Jeg vil jo også gerne hjælpe… og det er på sin vis også ok så længe han hjælper tilbage – men som sagt er han blevet lidt ‘bisset’ derinde, så han lover godt nok at hjælpe mig, men det bliver bare aldrig rigtigt til noget mere. Til gengæld ser han sig ikke for fin til at kritisere mig for min ‘manaña-mentalitet’ *hrmf*

Nå, jeg ringede også til ham for at få ham til at aflevere min store gryde tilbage. Den fik han med hjem da jeg havde lavet gryderet fordi han sagtens lige kunne spise rester. Eller… faktisk var det Antonio der ringede til ham, og naboen spurgte da også hvad jeg skulle med sådan en stor gryde når vi kun var to mennesker. Men nej, forsøget på at invitere sig selv til middag gik ikke – Antonio og jeg havde aftalt at det kun skulle være os!

Det blev endelig tid til at skulle starte på frikadellerne – bortset fra t præcis i det øjeblik, løber gasflasken tør!!! Normalt plejer jeg at have to, men den anden løb tør i går aftes og øøøhh…. manglende bil og såen, så jeg havde ikke fået den byttet. Det går fandeme godt her! Den eneste plan jeg kunne finde på, var at spørge naboen om jeg kunne låne hans. Han har så mange gange lånt af mig. Men Antonio gad ham ikke, så han smuttede i stedet afsted i bilen og ned til privaten ved Venta Louis, hvor de sad midt i familiemiddagen, og fik lokket dem til at bytte gasflasken.

I mellemtiden havde jeg besluttet at frikadeller kan godt laves i ovnen – den begyndende forkølelse gjorde også at jeg ikke gad stå op mere end højst nødvendigt over komfuret. Desuden skulle kombi-delen af min micro-kombiovn vel også indvies på et eller andet tidspunkt??!!

Man kan godt lave frikadeller i kombi-ovnen…. det tager kun 1 time med varmluft og så en halv times tid mere med grill. Kartoflerne kunne heldigvis nærmest koge sig selv, og så var der bare sovsen. Det plejer jo at være det jeg er god til. Men melet i skabet, som jeg sidst brugte for 2 uger siden var blevet fugtigt og helt grønt både indvendigt og udvendigt på pakken!!! Så stod jeg der og kløede mig lidt i nakken til jeg kom i tanke om mine (oftest vellykkede) forsøg med at lave bearnaisesovs fra bunden. Æggeblommer – tjek, eddike – tjek, smør – tjek! Så blev den ihvertfald stivet…. lidt kulør, lidt salt og peber, lidt rødvin – og vupti, så var der en sovs!!

Antonio havde spændt fulgt med i madlavningen. Nu har han jo gået og hørt naboen fortælle om hvor dårlig jeg er til at lave mad, og selv har han sagt at han ikke er så meget for ret meget andet end andalusisk mad. Såmen som enhver anden midaldrende bondeknold fra Danmark helst vil have sine frikadeller med brun sovs og kartofler! Gryderetten var gået ok, det ligger forholdsvis tæt på andalusisk mad…. men de her køddimser, dem var han noget tvivlende og nysgerrig overfor *hehe*

En enkelt blev listet op på tallerknen, en enkelt kartoffel og mikroskopisk lidt sovs. Først tog han en bid kartoffel uden noget…. man skal vel lige varme op og tage sig mod til Men da først han fik smagt på dellerne og sovsen tog det ellers fart!!! Antonio er ellers ikke en mand der spiser specielt meget, men ned røg 6 frikadeller og næsten al sovsen! :O Det skortede skam heller ikke på ros, startende med at han altså lige måtte have fat i nakken på den nabo for det her var godt nok fantastisk mad, til at sige at mine ‘aktier’ lige var steget til det dobbelte i værdi *GG* Han kiggede dog lidt undrende på mængden af mad og mente måske at naboen havde ret i at jeg lavede lige rigeligt. Jeg forklarede ham at kartoflerne var fordi jeg tænkte at lave kartoffelæggekage af resten og så kunne jeg lige så godt koge dem i dag, og at frikadeller sagtens kan fryses ned og så være nem mad en anden dag. Han kiggede forbløffet på mig. Sådan en fremsynethed omkring mad er man ikke vant til hernede, der bliver alt lavet fra dag til dag – men jeg HAR jo fortalt ham at jeg ind imellem synes det er mere interessant at lave andre ting end at stå i køkkenet. Noget han for øvrigt også holder af, for selvom man vel er lidt mandschauvinistisk (på den gode måde forstås) så kan han godt lide en kvinde der selv kan finde ud af at skifte en pære (eller nummerplader) uden at skulle jage med ham

Frigg fik nogle godbidder og ostehaps i en cola-flaske, så piskede hun lykkeligt rundt i en times tid og væltede om i sofaen med Antonio og jeg bagefter. Vi sad og så lidt film, begge to ved at blive godt snottede. Jeg har sovet elendigt/mangelfuldt i nat af samme årsag, så klokken syv stod jeg op, tændte computer og varmeovn og sidder nu og kigger på solopgangen over bakken mens hunden ligger ved siden af mig og snorker og Antonio stadig ligger i sengen og bobler Jeg nyser i et væk, men jeg er altså ret sikker på at det er forkølelse!!!

Og sådan blev det alligevel jul hernede. Også selvom jeg havde mest lyst til at gå i seng og ikke vågne før efter nytår!!

———

Billederne af Tongo (og Frigg) tog jeg i forgårs med mit nye kamera. Det var lidt svært, for Tongo ved godt at jeg har godbidder i lommen, så han ville hellere følge efter mig end stå stille og være fotogen *hehe*

Ingen dyr kom til skade under optagelserne!!!!

Den heldige hund og andre historier

MIDDAGSGÆSTEN.

Fredag eftermiddag. Hun strøg en hånd gennem håret. Selvom det var sat op i en lille hestehale, så var der alligevel op til flere vildfarne totter, der blev ved med at falde ned i ansigtet på hende. Aftalen hun troede hun havde med frisøren om morgenen havde vist sig at vist sig at være i går, men hun havde taget fejl af dagene. Så måtte det blive i morgen i stedet. Huset havde trængt til en grundig rengøring, og især oprydningen i skabene og klargøring af gæsteværelset havde taget tid. Nu så det hele til gengæld pænt og nydeligt ud, omend stadig badeværelset godt kunne trænge til en omgang, og ikke alle nullermænd endnu var helt forvist fra hylder og vindueskarme i stuen. I det mindste var gæsteværelset, der havde været brugt til pulterrum, nu pænt og klart – skabet tømt; og også soveværelset havde fået en overhaling og var klar til kæresten skulle komme hele weekenden.

Hun smilede ved tanken. Det hele var stadig meget nyt, men hun følte det som om hver dag var jul når hun var sammen med ham. I aften skulle de spise sammen og hun havde planlagt en gryderet, der ikke var alt for besværlig og som mestendels skulle passe sig selv, så havde de nemlig mere tid til at sludre og pjatte med hinanden!

Tankerne fik brat ende ved hundens glade gøen. Hun vendte sig om og så ham gennem vinduet, springe de 3 trin op ad trappen og med et stort smil stikke hovedet indenfor i stuen. ‘Hola Cariño’ sagde han og trak hende ind til sig i et varmt kram og et kys. Hun hentede en øl til ham mens han tog skoene af og, lidt stolt, fandt sine hjemmesko frem. HANS kæreste, og HAN havde nøgle til huset og havde sine hjemmesko stående. Han var ikke til at skyde igennem!

Maden blev lavet som forventeligt. Let brændt på, og den alt for fede bacon smagte for meget igennem. 5 minutter mere, så var det spisetid. Første gang han skulle prøve hendes mad og så var den ikke specielt vellykket. I tankerne gav hun det alt for lille køkken og den manglende ovn skylden. Hun var nu engang bedst til at lave en steg i ovnen. DET kunne hun så den smeltede på tungen. Men uden ovn var hun nødt til at finde på andre retter.

‘Peeeermisoo?’. Naboens hæse stemme fre terassen var ingen overraskelse. To hunde havde løbet i forvejen og stukket hovedet indenfor for at hilse og hendes egen hund hoppede lykkeligt rundt om og op ad sin gode ven. Helt parat til at lege, blive krammet og kaste pind. ‘Ultimo vez’[sidste gang] sagde han ofte, men hunden vidste udemærket godt at det betød at nu skulle de lege 10 minutter mere.

De to mænd faldt med det samme i snak. Jokede og pjattede mens hun spurgte naboen om han ville have et glas rødvin. ‘Jeg vil hellere have hvidvin’ svarede han, men det havde hun ikke – ‘ok, så et enkelt glas rødvin da’.

Det havde været en hård tid for naboen. Dels havde han økonomiske problemer, men dertil km at udlejeren forsøgte at smide ham ud og nevøen som boede hos ham var alvorligt syg og nægtede at gå til lægen eller tage på hospitalet. Naboen var bekymret og trykket, men han viste det aldrig. Altid var han smilende og hjælpsom, og hun nød at kunne adsprede hans tanker lidt. Han havde ingen andre venner han kunne tale med heller – men for hende var han blevet en uvurderlig ven. Ind imellem som en overbeskyttende far, når han ikke ville gå i seng før han havde hørt hendes bil trille ind i indkørslen sent om aftenen.

Maden stod og simrede og passede sig selv. Det ene glas rødvin blev til et mere mens tiden fløj, som den jo gør i godt selskab. Til sidst var hun simpelthen for sulten – og udsigten til en romantisk middag med kæresten måtte få vente. Hun fandt tallerkner frem til dem alle 3 selvom naboen erklærede at han bestemt ikke var sulten! Samtidig sad han drillende og fortalte kæresten at hun bestemt ikke var god i et køkken. Hun var en sød pige, med rigtigt mange kvaliteter, madlavning var bare ikke en af dem!

Trods den manglende sult, fik han alligevel klemt to store portioner af ris og gryderet ned. Og trods at maden kun var ok, ikke fantastisk, grundet hendes manglende evner i et køkken, så spurgte han alligevel om ikke han måtte få resten med hjem?

Det måtte han selvfølgelig – og også den halve flaske rødvin der var til overs da de havde åbnet nummer to. Selvom han nu hellere ville have haft hvidvin.

Det blev ikke en aften som planlagt – men det blev ikke desto mindre en super hyggelig aften!!!!

DEN UENDELIGE HISTORIE!

Lørdag. Han var taget afsted tidligt om morgenen, let forsinket efter masser af ekstra kys og kram, for at hjælpe en ven med at slagte grise. Selv slumrede hun en time mere i de lune dyner før hun skulle afsted til frisøren. Det var også tiltrængt, for hunden følte sig en smule overset i alt det her kæresteri og havde insisteret på enten at ligge oven på hendes dyne, midt i sengen eller på hendes ben. Gentagende gange var hun vågnet i løbet af natten og havde sparket den ned, men knap havde hun lukket øjnene før den var der igen. Nu hvor der var masser af plads i sengen og tid til kram og kløen på maven, ville den selvfølgelig hellere være i haven og lege med de to af naboens hunde den havde udset sig til at være venner med. Eller, for den enes vedkommende nok nærmere kærester;)

Så afsted til frisøren! Men hvad var nu det? Døren til frisørbutikken var låst! Hun ventede en halv time i bilen, før hun besluttede sig for at denne gang var det nok frisøren der havde glemt aftalen og kørte hjem igen. Nå, det var jo fint vejr, så hun kunne lige trille bilen forbi den visigotiske ruin ved åen og samle nogle sten i stedet. Der gik to bønder og luftede deres flok af køer, så modet svigtede hende og hun vendte i stedet bilen hjemad – hun kunne vel nok finde på noget andet at lave i det fine vejr.

Naboen stod ved hegnet og ventede allerede da bilen drejede ind ad indkørslen, spændt på at se hendes nye hår. Men ak, der VAR jo ikke noget nyt hår, så i stedet tog han hendes hund og kærestehunden med i bilen for at køre ud og handle ind.

Kæresten var kommet hjem fra griseslagtning og de var ved at gøre klar til at køre afsted igen, da naboen hæsblæsende, svedig og noget fortumlet kom ind ad døren. Faktisk så fortumlet at han helt glemte sit sædvanlige ‘peeermesoo’ som indgangsreplik.

Historien kom noget usammenhængende og fyldt med en frygtelig masse undskyldninger. Det korte af det lange var at han var blevet stoppet af politiet og fordi det var mere end 2 uger siden bilen havde været til syn, men endnu ikke havde de nye nummerplader, havde politiet beslaglagt bilen!!! Han havde tigget og bedt dem om ikke at gøre det, hvordan skulle han dog komme hjem via landevejen med to tumlinge af et par hunde??!!

Hun var nu ikke vred på ham – det var jo ikke HANS skyld at han var blevet stoppet! At sige at hun i sit stille sind forbandede mekanikeren – der ikke tog telefon når hun ringede, som havde alle hendes papirer (inklusiv opholdstilladelse) og som ENDNU ikke havde fået det orden – langt væk, ville være en løgn. Hun gjorde det ganske højlydt, mens hun fandt hans nummer frem på telefonen. Ikke at det nyttede noget – som sædvanligt tog han ikke telefonen.

Resten af weekenden fandt mekanikeren det heller ikke påkrævet at svare telefonen, men mandag venter forude, og så kan jeg garantere at han bliver kimet ned. Kæresten har lovet at tage med mig hen og snakke med først den tyske mekaniker – med STORE bogstaver, og efterfølgende med politiet for at få bilen tilbage. Måske jeg når at få orden på bilen inden året er gået?? Jeg startede jo også kun tilbage i maj!!!!

Mandag. Mekaniker svarer stadig ikke telefon, men med lidt fælles hjælp fra naboen finder vi nabomekanikerens telefonnummer, som har fastnettelefonnummeret på den tyske mekaniker og SÅ er der hul igennem!!
En masse yadidah men da jeg fortalte at politiet lissom havde taget min bil blev der dælme snakket hurtigt. Det var også min egen skyld fordi jeg havde været for langsom, ikke var kommet med papirerne og hvad har vi ellers. Det er så bare ikke rigtigt, for problemet er at der er gået for lang tid efter ITV (syn) og i det tidsrum har jeg været superhurtig nemlig. Jeg var i Cadiz samme dag som jeg kunne hente papirerne, men fik dem ikke udleveret – og samme dag ved mekanikeren, som sagde at han ville hente dem næste dag og få det ordnet. Siden har jeg ikke hørt fra ham og har ikke kunnet få fat i ham på telefon.
Det gjorde jeg ham selvfølgelig opmærksom på – hvortil han svarer at han lige have været hjemme i Tyskland og så kunne han jo ikke svare telefon. Uskyldigt spurgte jeg om han også var i Tyskland for en halv time siden?? Det tog ham 3 forsøg før han forstod hvad jeg mente, men nej, i dag var det bare fordi han havde efterladt sin telefon hjemme i huset. Nåja, det er satme også en smart måde at drive forretning på da!!!!
For øvrigt kunne han så fortælle mig at alle papirerne VAR  klar, inkl. nummerplader – de ligger bare i Cadiz (af en eller anden ukendt årsag) og i morgen tager han til Madrid julen over. ‘Nå, så må du jo få det ordnet inden’ var mit kølige svar – hvilket han blev noget muggen over. Jaaaah, men han havde jo andre ting at ordne og der er laaaaangt til Cadiz og han vidste ikke liiiiiige….. måske han kunne få en til at hente papirerne for ham. Meget bestemt fortalte jeg ham at jeg altså bor på landet og IKKE kan undvære min bil julen over, samt at dette her for øvrigt IKKE er min skyld, og hvem skal betale for at få bilen trukket væk og have den opmagasineret hos politiet? Stadig noget muggen, men nu mente han i det mindste at han godt kunne få papirerne fremskaffet i løbet af dagen og lægge dem i værkstedet så jeg kan samle dem op.

Senere i dag kører Antonio med mig til mekanikeren. Jeg har tænkt mig at bede om en skreven regning, for JEG kan godt huske hvor meget jeg har betalt, det tvivler jeg bare på at han kan!!! Og så må Herr Mekaniker hoste op med penge til at betale for at få bilen trukket væk og være på besøg hos politiet. Det er nok nemmere når der står en spansk kæreste ved min side og er sur over at hans kæreste bliver snydt *SS*

Marco er lige gået mod Barbate og vil stikke hovedet ind forbi politiet. Så vil han, igen, forsøge at forklare dem situationen og er bevæbnet med telefonnumrene på mekanikeren, så må de ringe dertil hvis de har flere spørgsmål.

Mandag aften. Nej, han ringede IKKE efter klokken fem som lovet, så efter endnu flere forgæves forsøg på at få ham i tale lykkedes det endelig klokken otte. Nu var jeg til gengæld for alvor vred! Papirerne var stadig i Cadiz og han havde endnu ikke fået snakket med den ‘ven’ der måske kunne hente dem for ham. Han forsøgte sig med at det jo også var min egen skyld at jeg havde kørt i bilen – men det var ikke lige det rigtige at sige til mig, for jeg vidste faktisk ikke at det IKKE var lovligt, desuden er det mere end en måned siden at han sagde det hele ville være klart i løbet af 3-4 dage og jeg ikke har hørt fra ham siden!
Han ville forklare mig at han jo liiiige havde været en tur i Tyskland for at hente to biler – hvorefter jeg MEGET bestemt forklarede ham at det var jeg sådan set revnende ligeglad med! Jeg havde betalt ham for at udføre et stykke arbejde og det har han ikke gjort. Så var undskyldningen at arbejdet jo ER lavet…. hvilket jeg ikke mente det var, eftersom jeg hverken har bil eller papirer!!
Det korte af det lange blev at jeg fortalte ham at hvis ikke jeg havde papirerne i morgen, så gik jeg til politiet og meldte dem stjålet! Til det svarede han at han allerede havde talt med politiet, for de havde ringet til ham og spurgt efter selvsamme papirer og han havde faxet dem til dem. Fint nok… eller… men altså, JEG har stadig ikke papirerne og kan stadig ikke få min udleveret, så lige knap godt nok! Desuden er det lokalpolitiet i Barbate han har talt med (der er min bil) og jeg har tænkt mig at gå til Guardia Civil (de hårde hunde) i Vejer, hvor jeg hører til.

Han ringede ikke tilbage senere som lovet…. han sendte en sms med navn, adresse og telefonnummer på hvor jeg kan hente papirerne i morgen. Jeg tror måske han alligevel var endt med at blive lidt forskrækket over mig *SS*

Toppen på kransekagen var da Marco kiggede ind klokken ti og spurgte hvor min bil var og hvorfor jeg ikke havde hentet den endnu. Jeg forsøgte at forklare, men han afbrød mig og på ægte italiensk vis begyndte at råbe af mig at jeg sørme ikke var særligt kløgtig og hvorfor jeg ikke havde været henne ved mekanikeren?? Igen forsøgte jeg at forklare at det ville ikke have hjulpet mig, for han var ikke til stede og papirerne var stadig i Cadiz. Marco ville ikke høre og blev ved med at afbryde mig – om jeg bare var ligeglad med om jeg havde en bil eller ej? Og om jeg havde så mange penge at det var ligegyldigt den stod hos politiet til 6 euro i døgnet og hvorfor Antonio var sådan et kvaj at HAN ikke havde taget affære. På det tidspunkt var jeg allerede i tårer og kommentaren om Antonio fik mig til at bede Marco om at gå sin vej. Det ville han nu ikke, egentlig har han ret dårlig samvittighed over det med bilen, og han bryder sig heller ikke om at jeg er ked af det – men samtidig ved han ikke hvad han skal gøre ved det andet end at blive ved med at skælde ud.

Nå, men altså skulle jeg kunne hente papirer i Conil i morgen og derefter bilen i Barbate – og det burde så være enden på historien. Jeg vil se det før jeg tror det!

Fortsættelse følger….

MIN SPANSKE FAMILIE

Lørdag. Vi var på vej ud ad døren da naboen kom med de dårlige nyheder om bilen. Jeg havde suset rundt og taget pænt tøj og lidt make-up på, totalt rystende af nerver. Bilen var det mindste af mine problemer lige nu. Langt større og krævende langt mere af min opmærksomhed, var at jeg skulle på julegaveshopping med Antonio og hans to døtre!!

Godt nok har jeg mødt begge to før, og de virker til at være søde og smilende pige. Og godt nok har Antonio fortalt om mig og de mener begge at jeg er en sød og køn pige og er glade for at deres far er glad og han har fundet en kæreste. Det er alt sammen meget godt – men folk siger så meget, nu skulle jeg officielt introduceres!!!!

Første stop var Antonios mors lejlighed, hvor han bor for tiden. Han skulle lige have et bad og skifte tøj, og godtnok var vi ‘alene hjemme’, men det var altså noget frygtindgydende at skulle gå ind i hendes hjem og underholde mig selv mens han plaskede med vand!
Lejligheden var lille, men superfint indrettet. De typiske tunge, spanske gardiner, en lille stue med et stort spisebord, masser af billeder af børnebørnene på væggene og en masse træfigurer som hun samler på. Så en endnu mindre opholdsstue med en sofa hvor det blomstrede betræk var det samme som dugen på det høje bord.

Om vinteren bruger man hernede sofaborde i samme højde som et spisebord og en kraftig dug der går helt ned til gulvet. Indenunder sætter man så en varmeblæser, nogle er modige nok til at bruge en gasbrænder, men efterhånden er de elektriske mest almindelige. I stedet for at forsøge at varme hele huset op – hvilket er umuligt med den manglende isolering og afslappede holdning til tætte vinduer og døre – så bliver der varmt under dugen, og så kan man løfte dugen op på sine ben og stikke hænderne ind under for at blive lunet.

I opholdsstuen var det børnenes bryllupsbilleder der prydede væggen, og på det søm der var blevet til overs (grundet Antonios skilsmisse) hang en kalender fra et slagteri. Der var lige præcis plads til en sofa, en lænestol og to spisebordsstole, og at man så kan kante sig rundt – for opholdsstuen er bindeled mellem alle andre rum i huset.
Køkkenet var i mørkt træ. Vaskemaskinen havde fået plastik farvet som mørkt træ klistret på og så matchede det hele jo.

Antonios lille soveværelse indeholdt ikke andet end en lille seng med et fluffet, lyseblåt sengetæppe med delfiner på, en Jomfru Maria over sengen, og et ca 1 x 1,5 m antikt billede af Jomfru Maria med en kraftig guldramme på den anden væg.

Der sad jeg så, på kanten af sofaen, i en kølig lejlighed i mit stiveste puds og blev så nervøs at jeg fik kvalme. Benene begyndte at ryste under mig og jeg havde mest lyst til at give mig til at tude…. eller gemme mig under en dyne i laaaaang tid, for jeg bliver voldsomt udmattet af at have nerverne så meget på højkant.

Endelig var Antonio færdig. Og supernydelig i sin hvide skjorte og lyse lærredsbukser. Puha, kunne næsten ikke genkende ham, og det er ikke godt når jeg har brug for at blive beroliget! Men han holdt min hånd og talte sagte til mig, mens han forsikrede mig om at det hele nok skulle gå. Hans døtre var såmen sikkert lige så nervøse som jeg, mente han. Det var han ihvertfald selv, selvom ikke ti vilde heste nogensinde ville kunne få ham til at indrømme det!

Endelig – en halv time forsinket (vi er vel i Andalusien) ankom døtrene. Bilen var fuld af snak og pludren fra de to tøser der liiiige skulle fortælle deres far om…. øøhh… et eller andet *SS* Antonio sad på forsædet lige foran mig, men han rakte hånden bagud og knugede hele tiden beroligende min hånd. Selv sagde jeg ikke noget, men sad og nød udsigten og lod nerverne falde lidt til ro. Nu var det værste overstået, og de var lige så søde og smilende som jeg huskede dem

Det viste sig for øvrigt at vi slet ikke skulle købe julegaver, men derimod at de to hjælpsomme piger skulle sørge for at far fik noget nyt og ordentligt tøj. De ER virkelig meget ubehjælpelige de kære spanske mænd! Antonio har aldrig købt tøj alene, han har aldrig lavet mad eller vasket tøj! Alligevel spurgte han mig aftenen før om han skulle hjælpe mig med madlavningen og påstår hårdnakket at han er fløjtende ligeglad med hvor rent her er, bare vi har det godt sammen

Jeg havde nok foretrukket julegaveindkøb, så skulle jeg ikke tage stilling til noget. Men at forsøge at hjælpe to store teenagerpiger med at finde tøj til deres far!!! Sådan en far er jo altid noget antikviteret i unge pigers øjne, og jeg ser ham i stedet som min kæreste. For øvrigt en mand der kommer fra en helt anden kultur end jeg og som jeg kun har kendt en uge. Jøsses kineser da!!! Vi blev nu på ingen måde uvenner, og vi fik skam også snakket sammen – om et dejligt neutralt emne *S* Meeen, jeg var alligevel glad da beslutningerne var taget og vi kunne gå tilbage til bilen igen!

Vi drak en kop kaffe sammen bagefter – men der faldt jeg helt ud af samtalen. Dels gik det lidt for stærkt, men jeg var simpelthen også træt i hovedet ovenpå al nervøsiteten og ydermere gik tankerne i retning af min stakkels bil og den #¤#%¤¤ tyske mekaniker!!!

Pigerne brød op, de havde deres respektive kærester ventende, og det var jo trods alt lørdag aften *S* Antonio og jeg gik i stedet, hånd i hånd hen på en hyggelig restaurant for at få lidt aftensmad. På den lille plads ude foran restaurenten var en del mennesker forsamlet for at høre live-musik. Antonio fortalte mig at det var julemusik, det ville jeg aldrig have gættet, det lød som en blanding af dårlig flamenco i let poppet udgave, blandet med højskolesangbogen og fremført af et ‘orkester’ på 3 mand. En sangerinde, rytmist og guitarist – som alle 3 godt kunne have brugt lidt mere øvelse før de offentliggjorde deres kunnen. Et par års øvelse mere!

Da vi har bestilt kigger Antonio lumsk på mig. ‘Que?’ spørger jeg. Han fortæller mig at to af Oliva’s (hans ekskone, min udlejer) nærmeste veninder havde været blandt publikum og været ved at dreje nakken af led. Puuuuh-HA! Det har kostet mig en del tanker at finde ud af hvad jeg skulle stille op med hende. Antonio og hun er MEGET uvenner, og selvom døtrene ved besked om os, er det langt fra sikkert at de har sagt noget til hende. Det har de højst sansynligt ikke. Egentlig var jeg blevet enig med mig selv om at fortælle hende at jeg var kærester med hendes eksmand næste gang jeg skulle betale husleje og forhåbentligt være den første til at sige det til hende. Det kunne jeg godt skyde en hvid pil efter nu, og egentlig havde jeg noget dårlig samvittighed over at hun skulle høre det fra andre.

Det endte med at løse sig selv. På vej hjem spørger Antonio om jeg har lyst til en enkelt øl på Venta Canut (den anden lokale Venta her i San Ambrosio) og møde nogle af hans venner. Jowjow – nu jeg var så godt i gang med at hilse på alle mennesker, så lad os da bare få det overstået!! *hehe* Han stopper bilen og stiger ud, og så stopper han op. ‘Joder!!’ siger han og jeg ser undrende på ham. ‘Der er julefrokost for husmoderforeningen og Oliva er her’ siger han og peger først hen på hendes bil og skæver så ind på alle de forsamlede kvinder gennem de oplyste ruder. Han spørger mig hvad jeg helst vil, ind eller hjem? Ja det var da godt nok dagens spørgsmål!!!! Gemme mig! Aldrig se nogen mennesker igen!! Men eftersom det ikke kan lade sig gøre, beslutter jeg mig for at være modig og tage turen ved hornene. Det kan ikke nytte noget, vi skal være her alle sammen og det ER et meget lille samfund. Desuden har jeg for øvrigt ikke gjort noget galt som jeg skal gå og dukke nakken over!

Jeg så hende ret hurtigt efter at vi kom ind. Jeg så også ud ad øjenkrogen at hun så mig, men ikke så at jeg havde set hende – så jeg lod som ingenting mens jeg blev præsenteret for nogle af Antonios venner og prøvede at få de bævende knæ til at falde til ro. Antonio var også nervøs, det var faktisk første gang siden skilsmissen at han skulle være offentligt i samme lokale som Oliva.
Han lagde armen om mig og trak mig op til bare hvor vi stod og småsludrede med et par af hans venner. På den måde kunne vi stå med ryggen til selskabet, og for mit vedkommende pledere uvidenhed om hendes tilstedeværelse lidt endnu.
Det skulle jo ske før eller siden, så jeg fangede hendes blik da det strøg hen over os og holdt det fast. Jeg kunne se på hende også hun var nervøs – og ikke mindst spændt på hvordan jeg ville reagere. Jeg tror hun havde regnet med at jeg ville blive genert og ‘gemme mig’, men jeg Klistrede et overrasket smil på ansigtet og gik hen for at hilse på hende. Som altid med Oliva forstod jeg ikke et ord af hvad hun sagde, men vi udvekslede høfligheder og snakkede lidt om naboen og så overlod jeg hende til hendes julefrokost igen.

Senere på aftenen, da frokosten var overstået og husmoderforeningen begyndt at danse, kom Oliva op til baren for at købe en drink. Jeg havde flere gange set hende skæve til os – den lille gruppe af mennesker jeg var iblandt og som stod og snakkede og grinede. Hun gik hen i den fjerneste ende af baren for at bestille, så jeg frigjorde mig fra selskabet og gik hen og hilste på hende igen. På mit hakkende spanske fik jeg ganske kort sagt til hende at jeg altså ingen problemer havde med hende, at jeg på enhver måde ville forsøge at afholde mig fra at blive blandet ind i hendes og Antonios problemer og at jeg intet ondt ville hende. Hun smilede lettet og jeg betalte hendes drink – en venlighed hun var meget overrasket over!!

Sikke en dag! Men nu er jeg i DEN grad officielt Antonios kæreste og behørigt præsenteret rundt omkring!

(Mandag aften: skrivekrampen gik af mig – de to sidste historier bliver korte)

STILLE DAGE OG MØRKE NÆTTER.
Lørdag. Efter at have drukket en kop kaffe med Antonios piger, kørte vi op til La Posta, hvor den søde argentinske Mara arbejder. Det er hende jeg ofte har besøgt og øvet mit spanske med. Antonio var nysgerrig efter at se nogle af mine venner hernede, og der er jo ikke så mange af dem, men Mara er jeg glad for.
Vi var kun lige kommet indenfor døren da lyset gik ud. Nu er det her jo Spanien, så det er ikke så usædvanligt, det usædvanlige var at det var i hele byen på en gang! Frem med stearinglys så Maras venner i hjørnet ved siden af os kunne fortsætte deres kortspil Pludselig kom der også flere folk på gaden. Fjollede over den manglende belysning travede de højlydt syngende gennem den mørklagte by. Maria, der ejer La Posta men arbejder på det tilhørende pizzaria kiggede forbi for at se om alt var ok, de kunne alligevel ikke lave pizza uden strøm. Mara og en veninde løb fnisende og hujende halvtreds meter ned ad gaden for at købe chips og kom tumlende forpustede og halvkvalte af grin op ad trappen igen.
Andre mennesker kom smilende ind gennem døren. En havde siddet og arbejdet med sin computer men var blevet afbrudt, og så kunne han jo lige så godt komme her. Andre havde gået en tur på Corredera og kunne fortælle at også Benalup, La Muela og Conil manglede lys. 60 km væk i Alcazules var der dog stadig lys.

Vi blev ikke så længe, egentlig ville vi have fundet noget mad, men det kunne vi jo godt opgive i mørket. I stedet gik vi op på Bodeguita hvor vi ihvertfald kunne få nogle snacks. Vi kunne i princippet bare være taget hjem, men det havde vi ikke helt lyst til endnu *S*

Det var næsten magisk at gå gennem de mørklagte gader og med stjernerne så klare over byen. Ingen af barerne spillede musik og julelysene var også slukket. At gå der med sin kæreste i hånden og få et kys ind imellem…. uuhh… så bliver det næsten ikke mere jul *SS*

Foran Bodeguita stod en lille gruppe fyre. Det gør der så tit, hvis de gerne vil ryge en joint mens de drikker deres øl, så jeg tænkte ikke nærmere over det. Først da vi lige præcis var gået forbi, vender den ene sig om og jeg kan se at det er Gato. Han skrev til mig to dage tidligere og spurgte hvordan jeg havde det, og jeg svarede at jeg havde det godt og havde fundet en dejlig kæreste. Han ønskede mig tillykke. Jeg kunne godt se på hans ansigtsudtryk at han ikke brød sig om at se mig med en anden – men jeg er ligeglad. Han har mere end rigeligt haft sin chance og vi vil bare ikke de samme ting. Så er den ikke længere.

Efter en hyggelig times tid i stearinlysets skær på Bodeguita – med en enkelt afbrydelse på ti minutter hvor lyset virkede, længe nok til at de fik pakket alle stearinlysene væk – kom lyset endelig tilbage. Og hvor hyggeligt det end var, så var vi altså begge ved at være sultne. Vi fandt et hyggeligt lille pizzaria og kunne sidde lidt alene i ro og fred og få snakket om dagen mens vi nød den gode mad.

DEN HELDIGE HUND!
Lørdag aften. Vi var jo endt op på Venta Canuto, hvor vi faldt i snak med et par englændere Antonio kender. Manden havde fødselsdag i dag, så de havde fået deres barn sittet og han var helt klar på at det skulle være sent før han skulle i seng *hehe*
På et tidspunkt fortæller de at Venta Louis er lukket i aften fordi ejeren har slagtet grise. Det lyder måske usammenhængende *SS* Men altså, alle hans venner havde jo været der hele dagen for at hjælpe med at slagte de her kræ, og så skulle der jo behørigt afsluttes med en bette drink. Englænderne spurgte så om vi ville med derop og hilse på – og det lød jo meget hyggeligt. Om ikke andet, så at få nerverne lidt til ro igen efter nervøsiteten ved at skulle stå ansigt til ansigt med Oliva.

I en åben lade var stillet et par lange borde op bukke. Her havde slagteriet foregået hele dagen, nu var her i stedet fyldt med flasker af diverse slags omkranset af mænd i arbejdstøj. Stemningen var høj og Antonios nye kæreste blev behørigt betragtet og hilst på *rødme* Stemningen var generelt høj, især en af mændene blev drillet. Jeg forstod ikke lige hvad joken var, for det var sådan nogle løsrevne bemærkninger.

Antonio forklarede mig at det foregår sådan at alle der hjælper med til at slagte, får en halv gris hver. Det lyder måske af meget, men der var altså blevet slagtet 8 grise og det havde taget de 8-10 mænd hele dagen med hårdt arbejde. Først blev dyrene slagtet, så blev de lagt på de lange borde og skåret ud, så lagt i baljer for at dryppe og køle af, før hver mand kunne tage sin del med hjem.
En havde stillet sin balje i et bryggers til afkøling, men han havde ikke fået lukket døren ordentligt. Der var godt nok nogle der senere havde undret sig over at den kæmpestore, gule hund, der normalt altid var bidsk, var så stille da der kom andre gæster. Men mysteriet løste sig da døren til bryggerset blev åbnet, og halvdelen af kødet i baljen manglede!!!! Den heldige hund havde simpelthen sneget sig ind og i DEN grad forædt sig i helt friskslagtet svin!!!

Lidt senere blev det også fortalt på engelsk så den engelske mand forstod, og så udbrød der ellers atter engang et latterbrøl rundt om hele bordet. Den uheldige mand så bistert rundt på hver og en og sagde ‘det er da godt i synes det er morsom, men jeg griner ikke!’ og så nåede hans blik mig, som den sidste i kredsen – og min medfødte danske høflighed, samt en god portion generthed gjorde at jeg også prøvede at holde masken og se meget forstående ud. Han blev ved med at kigge på mig, så jeg syntes lissom jeg måtte tilføje ‘jeg griner heller ikke’ hvorefter både han og jeg brød sammen af latterkramper!!

Han blev nu trøstet af en af de andre gutter senere, for det er sku mange penge og/eller meget arbejde der bare sådan er forsvundet i gabet på en forslugen møghund – der ovenikøbet har forædt sig og sikkert bare kaster det hele op igen i morgen Det var nu ikke engang det værste, men den stakkels mand var virkelig nervøs for det møgfald han ville få af konen når han kun kom hjem med halvt så meget kød som forventet!

Vi blev vel en lille times tid – så var det altså for køligt at stå der, midt om natten, i en åben lade. Det kan GODT være det er sydspanien det her, men når det blæser kraftigt og ellers kun er 8 grader, så er det altså køligt bare at stå stille i sin nederdel og tynde jakke!
De fleste fra selskabet var også så småt ved at være trængende til en seng – resten tog videre på Venta Canuto. Også Antonio og jeg – vi havde jo ikke andet for, og englænderen bad så mindeligt, det VAR jo hans fødselsdag!

Canuto var også endnu mere hyggeligt i anden ombæring, nu vi var lidt flere mennesker. Antonio slog sig rigtigt løs med at danse sammen med englænderne – selv nøjedes jeg med at klappe med til flamencorytmerne. Det er jeg ikke helt ueffen til, selv de mest garvede flamencoelskende spanioler plejer gerne at se anderkendende på mig *SS*

SØNDAG:
sove, sove, sove og mer sove! Så kort kan det siges

Her bor jeg!

Sådan ser mit lille hus og ‘haven ud’. Billedet er taget oppe fra Tongos fold med en stor hønsegård med masser af små eucaluptustræer i ryggen.

Her er så udsigten fra baghaven. Hvis jeg havde et vindue i køkkenet ville det vende den her vej. Desværre er der ingen vinduer i den side af huset (det melerede badeværelsesvindue tæller ikke rigtigt med vel?). På den her lille stribe jord vil jeg have grøntsager, det er mit appelsintræ man lige kan skimte ude til højre – og så er det ellers her køerne plejer at gå og vente på at jeg serverer ukrudt for dem.

For tiden er de nu på stald, så der er kun en enkelt højgravid ko der ind imellem går der. Manden der har hende mener at hun skal føde inden jul. Hver morgen går hun her og muher højlydt… måske hun har plukveer??? Lidt længere nede ad vejen går hendes seneste kalv. En meget smuk, helt sort tyrekalv.

Manden der har hende mener at hun skal føde inden jul. Hver morgen går hun her og muher højlydt… måske hun har plukveer??? Lidt længere nede ad vejen går hendes seneste kalv. En meget smuk, helt sort tyrekalv.

Fra forsiden af huset og den lille terasse, kan jeg holde øje med alle naboerne her i dalen. Forrest ligger tre huse på rad og række, beboet af 3 spanske familier. Længst ovre bagved, med det stråtækte tag bor Pepe, han er tysker, med hans spanske kone og i gæstehuset en tysk kok.

Den allerbedste udsigt er hen over Marcos hus. Den kan man også se fra vinduet i stuen, så jeg sidder ofte på armlænet af sofaen og bare nyder udsigten – eller når det er lunt går jeg udenfor og sætte mig ved hushjørnet og nyder udsigten. Der er ikke noget vand, men jeg må indrømme at jeg også langt hellere vil have det her! Faktisk kan de bløde bakker godt minde mig lidt om Danmark når det er smukkest – borset fra at bakken med vindmøllerne er omkring 120m høj og det er ikke helt almindeligt hjemme i andedammen

Til sidst er jeg gået lidt hen i retning af udsigten/vindmøllerne, for at tage et mere overordnet billede af området. Man kan ikke se mit hus, det er der faktisk ikke ret mange steder man kan fra. Men jeg har tegnet en pil hvor Marcos hus er, og så ligger mit gemt bag ved hans.

Lige nu er her en forbistret larm!!! Genboens hest er i løbetid (ja, det ved jeg egentlig ikke om det hedder med heste), så den står og pruster og vrinsker dagen lang. Samme genbos lænkehund kan ikke lide mørket, så den står og gør sig hæs 2-3 timer hver aften når det skumrer, indtil den endelig er så udmattet at den falder til ro. To af Marcos tæver er i løbetid, så de 7 hanhunde dernede har også godt gang i den. Ænderne er skruk, så de rap-rap-RAPPER dagen lang. Hanerne har fået kuk og galer det meste af natten. De får selskab af u-hu-len der måske også leder efter en partner, ihvertfald uhuu-uhuu uhuhuhuuuuu’er den lystigt natten lang. Så er der jo koen der vækker mig med sin muh-en og plukveer om morgenen, og ikke mindst kalkunerne der render rundt og siger kalkunlyde… bare for ikke at føle sig overset!!!

Friggen gør ind imellem forsøg på at lege med og gø lidt ad en kvist eller et vindpust eller noget, men jeg må indrømme at hvis det ikke er fordi her kommer gæster, så får hun MEGET bestemt at vide at det pjat gider jeg ikke høre på. Så meget campesina/gadehund behøver IKKE at blive

Hav en dejlig aften

Kæresten… min denne gang *SS* (version 3)

Her er han så…. På sin hest Tongo.

Jeg viste billedet til Mina fra NZ og hun kommenterede:

Mina: ooh Antonio har et vidunderligt ansigt!
Sikke en smuk hest!

Er han ikke vidunderlig?!!

I god form,

Smuk figur…. talje, ben… stolt hoved!!

Lærke:
Antonio??

Mina:

LOL! ja også ham

kæresten… min denne gang *SS* (del 2)

Antonio skulle jo komme klokken syv. Andalusisk tidsregning og alt det der, så jeg var lidt spændt på hvornår han egentlig ville dukke op! Klokken 18.50 sad jeg ved vinduet og spejdede efter ham. Klokken 19.04 var jeg overbevist om at han havde brændt mig af. Klokken 19.08 gjorde han noget så uandalusisk som at ringetil mig for at sige han var på vej og klokken 19.20 dukkede han op

Han havde lige været forbi supermarkedet og købt brød, skinke (den spanske, ligesom parmaskinke bare bedre), nogle øl og ikke mindst en æske hjerteformede chokolader til mig!!!

Poquito a poco havde han jo sagt til mig – men han fortalte mig at han havde snakket med sin 18-årige datter i dag. Hende kender jeg godt, hun bor nemlig hos moren og der kommer jeg jo for at betale husleje. Sød pige i øvrigt. Antonio havde spurgt hende hvad hun syntes om mig og fortalt at jeg var hans kæreste!! Pigen havde svaret at hun syntes jeg var meget rar og så godt ud og hun var glad for at hendes far havde fundet en sød kæreste og var glad

Det var en superskøn aften. Antonio synes det er vigtigt at man taler sammen, det kan jeg jo kun give ham ret i *SS* Så det gjorde vi en masse. Han er god til at fjerne min usikkerhed og bekræfte mig i at han vil mig. Noget jeg udemærket godt kan se og mærke med min fornuft, men med brændte fingre og hvad har vi, så har jeg stadig nemt ved at blive usikker. Antonio er tålmodig med mig og gentager gerne tusind gange at han holder af mig *rødme* Det kunne måske godt blive ‘for meget’, men det er det ikke. Han har sans for hvordan det lige præcis er tilpas og lyder ægte og overbevisende, aldrig påtaget. Tapas i sofaen var også super-romantisk, som en lille indendørs picnic. Romantisk og betænksomt af ham på den helt rigtige måde!

Man må ikke sammenligne…. eller noget…. men efter tiden med Gato, der aldrig bidrog med noget, men til gengæld altid brokkede sig, så var det bare så rart at Antonio havde været så betænksom selv at tage brød og skinke med til os.

Det blev nat. Og det blev morgen. Det blev formiddag. På et tidspunkt rundede klokken også middag og hele tiden havde vi bare snakket og pjattet og kysset og nydt hinandens selskab. Antonio kørte efter brød til os. Igen uden overhovedet at spørge om jeg havde noget i huset, for ham var det bare naturligt at han også bidrager og hentede frisk brød til os!!!! Jeg følte mig super-forkælet, og jeg er godt klar over at sådan her er det ikke hver gang og altid, men for dælen det er sku en god start!!!

Nogle af jer ved måske hvad min holdning til et godt forhold er. Jeg har ind imellem diskuteret det med folk. Meget grundlæggende mener jeg at hvis man prioriterer at den anden har det godt, så kommer det helt af sig selv at man har det godt sammen. Det kræver at begge personer har den tankegang, for at det skal virke. Et  tænkt eksempel: Jeg vil gerne bo på landet, han vil gerne bo i byen…. sådan noget kan give mange diskussioner. Men efter min teori ville jeg forstå hvorfor han vil bo i byen og vil ønske at give efter for det. Omvendt vil han forstå hvorfor jeg gerne vil bo på landet og vil ønske at give efter for mig. Diskussionen vil være meget den samme, men med omvendt fortegn, fordi begge vil tænke på den anden og ikke være fokuseret på egoisme og sig selv. I stedet for at det kommer til at handle om en magtkamp og hvem der bedst kan argumentere, kommer det til at handle om hvordan man bedst kan finde en løsning sammen.

Antonio har ingen chance for at vide at det er min holdning, jeg har heller ikke ordene til at forklare det:( Men hvad jeg mangler, det har han til gengæld, for det var nøjagtigt hvad han forklarede mig hvordan han gerne vil have et forhold skal være!!!!! Nu vil vi så begge gerne bo på landet, så lige det er ikke et problem *SS*

Det var bare så surrealistisk, for vi kom rundt om rigtigt mange ting. Mange vigtige ting også, og selvom det mest var Antonio der snakkede, så ramte han bare præcis min holdning til verden og livet hver gang!! Om hvor uvigtigt penge er, bare man er glad. Om børn, sex, familie, venner, forhold, dyr Antonio er heldigvis superglad for dyr og god ved dem også, men han er lige så pragmatisk som mig. Nogle dyr er mad, det er bedre at aflive en hund end at den har et dårligt liv, tyrefægtning er ikke mishandling *S*

Da han endelig tog hjem søndag aften var jeg helt rundt på gulvet og kunne slet ikke rumme det hele. Det er en vild underdrivelse at sige at jeg er meget forelsket! Han er simpelthen alt hvad jeg nogensinde har drømt om og kunne forestille mig, og mere til. Jeg havde i den grad opgivet at finde nogen der på den måde kunne matche mig. Men her er han, og han er vildt forelsket i mig!!!!

I går aftes kom han igen og besøgte mig efter at have fodret hesten. Så fik han også lige hilst på min ven, der var kommet tilbage fra Portugal. Selvom de intet fælles sprog har, så jeg måtte oversætte alt, så var Antonio supersød ved min ven. Forsøgte at snakke med ham og fortælle lidt om Spanien kontra Portugal. Deres økonomi, kultur etc. Og hele tiden holdt han min hånd og smilede til mig og kiggede mig i øjnene. Det må have været hårdt for Antonio at tage hjem og vide at min ven skulle blive og overnatte en hel uge endnu. Det er MEGET uspansk og der er ikke EN nabo inkl David der var her til julefrokost, der ikke tror min ven er min kæreste eller mand fra Danmark. Ikke fordi vi overhovedet har rørt hinanden, men fordi alt andet ville være utænkeligt efter andalusisk målestok. Antonio tager det helt roligt, han ved godt jeg er helt pjattet med ham og ikke har plads til andre *SS*

Jeg har for øvrigt fået lært Antonio at læse sine sms’er *LOL* Jeg tror han er ret ordblind, og ihvertfald totalt teknik-blind *GG* for det tager ham stadig lidt tid at læse dem, men så ringer han mig også op med det samme og siger ‘Hola Cielo!’. Jeg bliver jo kaldt ‘Skye’ (himmel)  hernede fordi en lærke på engelsk er en skylark, men Antonio har med det samme oversat det til det spanske ‘cielo’ som bliver brugt som et meget intimt kælenavn. (Tu estas mi cielo – du er min himmel. Det er ikke noget man siger til hvem som helst som så mange af de andre kælenavne!).

Var det bedre Trine??? Så mangler jeg bare billederne så Regina også kan blive tilfreds, men det bliver nok ikke før weekenden at han skal ride igen så jeg kan få billeder af ham *SS*

kæresten… min denne gang *SS*

Bumbumbum…. hvor skal jeg dog starte henne????!!!

Altså, jeg har jo gået og kigget lidt efter Antonio når han hver dag kom og fodrede Tongo (hesten). Jeg har gerne forsøgt at snige mig til at have et eller andet ærinde i haven, så vi kunne få en lille sludder over hegnet også. Alt sammen meget uskyldigt i virkeligheden. Men så var det at jeg var væk hjemmefra nogle dage, og jeg tog mig selv i at gå og savne ham. Øøøhh…. og i at have alle mulige tåbelige pigedrømme om ham også, men DET skal vi ikke nærmere ind på Og vel hjemme igen gik jeg og lyttede efter Tongos vrinsken der proklamerer at NU drejer Antonio op ad vejen nede ved bækken, så kunne jeg nå at opfinde en undskyldning for at være ude *rødme* Ikke den første dag, for der var datteren med – ikke den anden dag, for der havde min ven lavet mad og det var færdig præcis på det tidspunkt. Men så kunne jeg sidde på armlænet af sofaen og spejde efter ham i stedet. Den tredje dag lykkedes det! Min ven var taget til Portugal og Frigg trængte BESTEMT til at komme i haven og lege, lige da Antonio dukkede op *ser uskyldig ud*. Så stod vi der over hegnet og sludrede længe….. giv tid, lad det ske af sig selv har mine venner sagt – og det er også meget fint…. men øøøhh….

Jeg havde jo sendt ham en sms mens jeg var væk, men han havde ikke svaret på den. Det vidste jeg ikke lige hvordan jeg skulle tolke. Nå, men det begyndte at blive lidt køligt og det var jo egentlig hyggeligt at sludre, så jeg spurgte om han ikke ville med ind og have en øl. Det ville han godt og så sad vi der. “Du skal bare sige til hvis du vil have selskab en weekend når du går i byen” siger han, “jeg går alligevel alene i byen, for jeg vil gerne finde en kæreste og alle mine venner ER jo gift og afsat”. Så sad jeg der igen og tænkte….. hvordan skulle DET lige tolkes??? At han gerne vil se mig, men leder efter en anden der kan være hans kæreste eller hvad??!!! Jeg kunne godt selv mærke at jeg blev genert og alt for mundlam, så det siger jeg og undskylder. Han lægger hovedet på skrå og ser MEGET mærkeligt på mig! Hvorfor gør han nu DET??!! Det er vel for fanden ikke så mærkeligt at jeg er genert hva?? Lidt efter kysser han mig! WEEEEEEE!!!!!!

For nu lige at komme med en forklaring på alt det her: så fortalte Antonio mig senere at han har gået og kigget efter mig siden han så mig første dag, men han havde tænkt at guiris altid holder sig til guiris, så ud over at nyde mit selskab når JEG gad, så regnede han på ingen måde med at jeg var interesseret i ham *S* Sms’en…. den havde han ikke læst – dels fordi han er totalt teknik-analfabet så han ved faktisk ikke hvordan man læser dem, dels fordi (har jeg senere opdaget) at han er noget ordblind og faktisk har svært ved at læse dem. Derfor får han normalt sin datter til at læse dem for sig, men denne her havde han slet ikke opdaget! Han fortalte mig at det var først da jeg fortalte at jeg var genert at der gik et lys op for ham… at jeg rent faktisk var interesseret i ham *hehe*

Og så gik det ellers stærkt! Poquito a poco (lidt efter lidt – eller retter: en lille bitte smule efter lidt – den andalusiske version) siger han til mig. Men det blev lørdag, og jeg havde ikke kunnet sove for et hoved fuld af tanker, så da jeg endelig stod op, var han allerede ude at ride med Tongo, og da Marco kom tilbage med min bil var jeg nødt til at køre for at handle ind med det samme og kunne kun håbe at jeg fangede Antonio inden han kørte hjem igen. Det gjorde jeg – vores biler mødtes ude på vejen og han spurgte om han måtte komme og besøge mig klokken syv. YEAH!!!!

Nåja, ind imellem er det måske meget godt lige at tænke sig om inden man poster noget…. andre gange, for det meste faktisk – er det pisseirriterende at computeren crasher så man mister halvdelen af indlægget……

Lige nu gider jeg faktisk ikke skrive det hele igen….. i får resten af historien senere

Frigg og kæresten… hendes altså ;)

Frigg går rigtigt og stortrives, men hun har ikke tid til selv at skrive et blog-indlæg, hun har aaaalt for travlt med at lege med kæresten!!

Hun er ikke længere i løbetid, men alligevel er hun tidligt oppe hver morgen for at skulle lukkes ud så de kan gå og lege hele dagen. Hvis jeg prøver på at sove bare lidt længe, så står Medio (kæresten) ude ved lågen og kalder på hende og så kan jeg love jer for at helvede bryder løs herinde, så er det bare om at komme op!!!

I weekenden har jeg været lidt optaget, så døren har ikke været så meget åben som den normalt er. Det kræver jo at jeg gider rende hvert andet øjeblik for at lukke den efter hende så her ikke bliver iskoldt – og det gad jeg så ikke lige. Lidt over midnat havde hun fået NOK!!! Og selvom hun normalt ikke bliver lukket ud på den tid af dagen, så var hun sådan set ligeglad, hun ville UD og det kunne KUN gå for langsomt!! Et kvarters tid senere blev jeg opmærksom på at hun var strøget ud af haven og stod nede foran Marcos dør og gøede for at Medio skulle komme ud og lege!!!

Nu er her lidt ro igen – Marco og Medio har lige været her, og han har taget bilen og begge hunde med til Barbate for at give dem en løbetur på stranden. Det er for øvrigt efterhånden blevet sådan at når JEG kører nogen steder, så vil Medio gerne med. Det kommer han oftest, så sidder der to hunde på forsædet i stedet for en – eller Frigg der ellers ALDRIG opgiver sin forsædeplads for nogen eller noget, sætter sig bagi og lader Medio sidde og nyde udsigten.

De er i det hele taget uadskillelige de to. Et par gange endda bogstaveligt talt – hvordan det kan lade sig gøre ved jeg ikke, for Medios bagben kan ikke nå jorden når han sidder fast i Frigg, men hvor der er en vilje er der en vej – og vilje har der åbenbart været rigeligt af!! Det er ellers ikke fordi Frigg har manglet bejlere mens hun var i løbetid, men alle andre blev bestemt og håndfast afvist af den lille krukke. INGEN interesse, skrid!! Kun Medio var god nok.

Nåja, hun er vel en kvinde og har sine egne meninger – og det stemmer godt nok ikke lige overens med stamtavler og herkomst, men selv er jeg af den overbevisning at jeg gerne vil have en HUND, og med hunde, som med ulve, så vælger de selv deres partner og den har de altså for livet. Det er kun i vores velordnede menneskeverden at sådan noget ikke kan lade sig gøre og vi nok skal sørge for at få lavet fornuftsægteskaber!

Egentlig kan jeg nok også godt forstå hende, hvis jeg tænker mig om. Han er såmen en meget charmerende gadedreng den Medio. Lidt genert og noget sky, men det passer åbenbart Frigg bedre end de mere frembrusende påfuglehanner der ellers har vist interesse. Og han er her jo også stadigvæk og elsker at lege med hende og være sammen med hende, selvom hun ikke længere er i løbetid, så noget må der jo være om det. Det er jo sådan set heller ikke HANS skyld at han er lidt grim Et bad og lidt trimning af de stride lokker ville sikkert kunne gøre underværker, det er lige før jeg tror han så kunne blive helt nuttet faktisk. Det andalusiske underbid er der ikke meget at gøre ved, men i det mindste er det godt gemt i skægget, og for øvrigt ikke nær så udtalt som hos mange andre hunde hernede

Sådan ser han ud! Marco har to af hans tidligere hvalpe boende, tæven Pani der nu er voksen og Pequinito som boede hos mig et par dage. Begge er de som snydt ud af næsen på deres far, og de er faktisk meget sjove at se sammen, Pani lidt mindre end Medio, og Pequinito ikke mere end tobak for en skilling. Vi (vennen på besøg og jeg) HAR forsøgt at få et billede af de tre sammen, men det er mildt sagt umuligt! Medio er alt for sky til at ville kostes rundt med, Pequinito har for meget krudt i måsen til at sidde stille. Vi har fået en række meget uskarpe billeder af gråhvide uldtottes haler og ben i en stor pærevælling, men intet der er værd at vise frem. Det eneste der tilnærmelsesvis lykkedes var da de alle tre stod med hovedet i madskålen – men så kan man alligevel ikke se deres hoveder *hmmm*.

Jeg er LIDT spændt på at se hvordan hvalpe mellem ham og Frigg kommer til at se ud!!! Bliver de ligesom faren, eller er Frigg alligevel raceren nok til at border collien slår igennem?? Og hvor mange mon der kommer? Marcos små, let underernærede hunde får sjældent mere en 1-2 hvalpe, men Frigg er større og bestemt i god form. I guder jeg håber ikke der kommer ti!!

Marco (og englænderne) synes jeg skal få en abortsprøjte til Frigg, men det vil jeg ikke. Jeg tror på det er vigtigt for HENDES udvikling at få et kuld hvalpe og det er det rigtige tidspunkt nu. Så må jeg se om jeg kan finde et hjem til kræene bagefter, trods alt ER der ikke ret mange border collies i området, så hvis de tager sig lidt sammen og ligner moren, så skulle der være en rimelig chance for at det kan lykkes. Hvis ikke, så er jeg til englændernes store rædsel HELT klar til at få dem aflivet! Jeg er for pragmatisk til ret meget andet – som jeg siger, det er godt for Friggs udvikling med hvalpe, men JEG skal ikke have ti hunde!! Og jeg ser dem hellere aflivet end i dårlige hjem, basta! Antonio er enig med mig, han er også campesino (bonderøv… på den gode måde) og har sagt at hvis jeg gerne vil spare pengene til dyrlæge, så har han erfaring i at aflive dem. Han er nemlig også jæger, så han har ikke noget imod at skulle skyde dem. Igen, han som jeg, synes DET er bedre end at de får et kummerligt liv! Det har jeg egentlig indvilliget i. Han ved hvad han gør og et skud for panden går stærkt og hunden lider ikke. Jeg har bare sat som betingelse at JEG ikke skal se på det. Der har jeg alligevel en grænse! Så er det nemmere at se en hund bare sove ind.

Så tja, sådan går livet heromkring. Landligt, laissez-faire og med vægt på glæden frem for pengene

Santa Lucia

Så er det Lucia-dag i dag – 13.december. En dag jeg normalt ville have haft glemt ALT om, hvis ikke det var fordi nabo Marco kiggede forbi og lånte min telefon til at ringe kort til sin niece i Italien for at ønske god Lucia-dag. Hvor han kommer fra, i nærheden af Milano (norditalien) er det nemlig på Luciadag man får gaver og ikke den 24.dec. Så blev jeg jo nysgerrig og måtte undersøge nærmere. Hvis du også er nysgerrig kan du læse med her – ellers kan du stille og roligt hoppe videre til dagens andre gøremål

Sankt Lucia af Syrakus blev født i år 284, på et tidspunkt hvor de kristne var et forfulgt folk. Som 20-årig blev hun lovet væk til en ung hedensk mand, men hun nægtede at give ham sin mødom, da den skulle bevares for Gud. I stedet gav hun al medgiften til de fattige (hun skulle have sagt: “…. alt hvad du giver væk for Guds skyld når du dør, giver du fordi du ikke kan tage det med dig. Giv nu til den sande frelsker, mens du er ved godt helbred, hvor meget du end havde tænkt dig at give væk ved din død.” Den unge bejler var ikke tilfreds med sådan at blive afvist og meldte hende som kristen. Hun blev dømt til at bede til et billede af kejseren, men da hun nægtede blev dommen omstødt således at hun i stedet skulle ‘afsone’ på et bordel. Da hun skulle afhentes for at sone sin dom, fandt man hende så fuld af helligånden at hun var stiv og tung som en klippe. Selv en daggert i halsen på hende ændrede ikke ved dette og man stak i stedet hendes øjne ud. Selv uden øjne var hun dog stadig i stand til at se.

Som med alle gamle myter er der dog noget miskmask i historien. Nogle siger at hun simpelthen havde fundet sig en mere nobel bejler og derfor ikke ville giftes med den hedenske mand. Andre myter siger at fordi den hedenske bejler havde beundret hendes øjne, stak hun dem selv ud og sendte til ham og bad ham om at lade hende være i fred – hvorefter Gud gav hende nye øjne. Hun afbilledes ofte med et fad med to øjne på.

Navnet Lucia bærer oprindelse med ordet for lys, og ifølge den uediterede julianske kalender falder netop årets længste nat den 13. december.

Sankt Lucia fejres kun i de nordiske lande som lysbærer og beskytter af jomfruer mod ægteskab; samt i et mindre område i Norditalien, hvor hun bringer gaver (hun gav sin medgift til de fattige). Syrakus (Sicilien), byen hun er fra og beskytter af, ligger i det sydligste Italien, så hvordan historien og traditionen omkring hende er rejst til norditalien for at blive en særlig højtid er lidt uvist.

wikipedia har hjulpet mig med research, men selv på den danske, engelske og spanske version er fortællingerne forskellige…. sååå…..

Finanskrise – ENDELIG lidt gode nyheder!

Efter krakket af sparekassen Spar Mors, har nogle garanter sagsøgt, og fået medhold, i at de har fået dårlig rådgivning da de blev anbefalet at investere i banken!

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-19100915.html?rss

Personligt mener jeg at det har været ALT for længe undervejs – det er mere end 10 år siden at jeg var rystet over at en bank rådgav min pre-teenagesøster til at investere sin børneopsparing i aktier – ja ikke hvilke som helst aktier, men aktier i netop DERES bank forstås!

I mit hoved var der dengang ingen logik i at det overhovedet var lovligt for en bank at rådgive om netop deres aktier. Jeg mener….. hvis du skal købe en ny sofa og går ind i BIVA og spørger om deres sofa er bedre end Ikeas…. hvad svar regner du så med at få?? Det burde måske være almindelig logik at det gør man ikke, og det ‘burde’ almindelige mennesker vel også kunne forstå?

Men aktier og banker og lån er noget forvirrende noget for de fleste almindelige mennesker – det var derfor Gud (eller djævlen…hmmm….) skabte bank-RÅDGIVEREN! Til at RÅDGIVE folk. Det er bare alt for ofte at deres råd udelukkende går ud på at hytte eget skind, altså bankens interesser.

Flere banker er krakket her under finanskrisen. Den første der røg, Roskilde Bank, kender jeg mennesker der var blevet rådet til at sætte hele deres pensionsopsparing i deres aktier. Mennesker der ikke havde nogen forudsætninger for at vide noget om aktiemarkedet eller hvad man skal være på vagt overfor. De stolede på deres bankrådgiver. Nu er de ved at være i slutningen af deres arbejdsliv, og alle de penge de har brugt et helt liv på at spare op er forsvundet!!

Jeg bliver HARM! Og jeg kunne godt ønske mig lidt mere amerikanske tilstande, hvor man kan sagsøge folk for at skvatte rundt med andres penge og liv fordi man ikke magter at gøre sit job ordentligt!!! Det gælder for så vidt ikke kun krakkede banker – eller kun banker. Jeg mener bare at hvis man udgiver sig for at være RÅDGIVER på et område og folk sætter sin lid til det, så må det dælme også have konsekvenser hvis man ikke tager det ansvar alvorligt!

Hvad ville der ske hvis en læge rådgav en patient forkert? Til en forkert behandling (eller mangelfuld) fordi netop denne behandling kunne fås på hans sygehus? For lægerne ER der konsekvenser – man kan altid diskutere om det er godt nok som det er, men facts er at de kan miste deres bestalling (og dermed deres job) hvis de fejlbehandler. Det samme gælder faktisk for advokater, selvom advokaterne nu er rimeligt gode til ikke at rode sig ud i noget snavs – de er trods alt ret familiære med lovens bogstav og ved hvordan det skal kringles. Er man i tvivl, så tager man bare ikke sagen.Ejendomsmæglere er en anden gruppe, der kan sagsøges hvis de ikke gør deres job ordentligt, blandt andet derfor kan en ejendomsmægler IKKE både være sælgers og købers rådgiver på samme bolig – det er simpelthen ulovligt (og hvorfor er det så lovligt for banker? hmmm….)

Revisorer ligeså – giver de forkert eller dårligt råd, så kan de sandelig også sagsøges OG miste deres bestalling. Sir Elton John gjorde det med PricewaterhouseCoopers. Han sagsøgte dem fordi de havde rådgivet ham for dårligt i en periode hvor han var på stoffer, og han derfor havde brugt alle pengene (30 mill. pund/ 300 mill kr på to år, heriblandt mere end 2,9 mill kr på blomster).

http://www.channelweb.co.uk/accountancyage/news/2025933/sir-elton-john-loses-case-against-pwc

http://www.guardian.co.uk/money/2001/apr/12/personalfinancenews.uknews

Ok, den sag tabte han så, men princippet i at man KAN sagsøge for dårlig rådgivning er skam tilstede – og tro mig, noget enhver revisor er opmærksom på!

Jeg synes det er på tide – det er faktisk LANGT over på tide at også banker og bank’rådgivere’ kan sagsøges for at give dårlige råd. Lad dem få lidt seriøsitet banket ind i knolden og lad dem endelig betale de penge tilbage som de skvatter væk der ikke er deres. Jeg er ikke mere naiv end at jeg godt ved at det er os forbrugere der kommer til at betale regningen i sidste ende, blandt andet i form af højere gebyrer – men så lad os da endelig sætte en stopper for det samtidig, med en lov om at gebyrerne ikke må være højere end omkostningerne rent faktisk er. En sådan lov findes faktisk omkring rykkergebyrer, men igen har bankerne frit spil.

Havde jeg muligheden ville jeg gøre alt hvad der stod i min magt for at undgå danske banker. Desværre er der nok andre der har haft den idé også, for når man er på en eller anden form for offentligt ydelse, om det så er pension som i mit tilfælde, eller noget så uskyldigt som boligsikring – ja så SKAL man have en ‘nem-konto’ og den SKAL være i en dansk bank. Så kan man altid overføre pengene til en anden bank bagefter, det er ihvertfald den konklusion jeg er nået til, men det irriterer mig nu stadig at skulle betale gebyrer til banken for det også Hernede har jeg nemlig opdaget at bankerne kører ganske fint uden alle de der gebyrer, man betaler ikke engang væsentligt mere i rente for at låne penge (den følger hvad der svarer til nationalbankens kurs efter spanske forhold, og derfor kan der godt være forskel på renten i Danmark og Spanien, men man betaler ikke mere over ‘nationalbankens’ rente end man gør i Danmark. Samtidig er de gode til også at lade renten på INDLÅN stige i takt med samme rente, igen et sted hvor danske banker halter voldsomt bagefter).

Kære venner – TÆNK jer om før i modtager råd! Og det eneste jeg ønsker mig til jul er at de mennesker jeg kender der fik fingrene i klemme ved det her bankkrak, de får oprejsning. Helt personligt kan det være jeg så kan få en mere kompetent ‘rådgivning’ at de bankelever jeg altid bliver besværet med, og det ville ikke være så dårligt!