Så blev det endelig tid til at skulle hjem til Dannevang igen og helst med fire små vapser. Det var temmelig stresset i dagene op til, for jeg skulle have indkøbt transportbure og hentet hundepassene, der heldigvis var helt klare. Det var lidt i sidste øjeblik, for jeg havde i januar måned ikke haft overskud nok på kontoen til at kunne købe ind, så det måtte vente til jeg fik løn – og med afrejse 2. februar og dyrlæge for at hente pas 1. februar, så blev det lige med det sidste at jeg kunne nå det.
Det gik – og tirsdag var bil og vovser klar til afgang så snart Antonio kom hjem fra arbejde, så vi kunne drøne de 350km til Malaga lufthavn. Antonio har aldrig været så langt væk før, så han var noget bekymret for at skulle turen alene tilbage og også for at skulle køre den selv igen når jeg skulle hentes derinde et par uger senere. Vi havde heller ikke kørt mere end 10 minutter før den mindste lille pjevsede vaps blev køresyg og brækkede sig. Det duftede ikke ligefrem af roser skal jeg hilse at sige, men der var ikke noget vi kunne gøre ved det lige nu og her. Han havde ellers fastet, så det undrede mig at der overhovedet kunne komme noget ud. Senere undrede det mig også HVOR meget der kunne komme ud.
I Malaga lufthavn fik jeg så åbnet op for de to vapser der sad i samme transportbur og hvor den ene havde været køresyg. Egentlig var jeg totalt tidspresset for der var kun 5 kvarter til afgang, men jeg kunne godt se at to hvalpe SMURT ind i opkast og et transportbur med flere cm flydende i bunden, det fik jeg nok alligevel ikke lov til at putte på flyet. Ud med vapper og bur, finde et handicaptoilet og op i den lille håndvask med 13 kg hvalp. Det gad den IKKE og der var kun ca20 cm fra vandhanen og til bunden af vasken, så sådan en langbenet gut var mere end svær at gøre ren. Det blev til lidt plasken med vand over dem begge så de var tilnærmelsesvist præsentable. Til gengæld var jeg selv smurt ind i ……
Så gad de heller ikke ‘lege’ med mig mere og inden jeg havde nået at få gjort transportkassen ren fik de forsøgt at møve sig ind i den, med det resultat at den væltede om på siden og ødelagde ikke mindre end 3 hængsler. Hermed var den ene transportkasse i en tilstand hvor ingen former for reparation kunne redde den og hvad så? En hurtig beslutning – 2 hvalpe må blive i Spanien, to andre i det andet bur og ærgeligt så at have spildt 60€ eller 450kr på flyveturen og endnu mere på den rådne kasse.
Der var ikke tid til at jeg selv kunne få skiftet tøj, så tjuhej det gik ind i afgangshallen. Jeg sagde farvel til Antonio og bad ham skride – jeg var for stresset til at kunne overskue at skulle vise ham rundt også og der var kun knap 3 kvarter til afgang, så vi skulle tjekke ind NU!!!! I rask trav det gik til den anden ende af lufthavnen for at finde vores skranke med et kæmpe hundebur og to triste hvalpe og kufferten ovenpå. Da vi kom til skranken kunne damen dog fortælle os at vi kunne tage det helt roligt, for flyet var forsinket pga snestorm i Danmark hvor flyet skulle komme fra. Ja faktisk ville hun slet ikke tjekke os eller bagagen ind, for det tilfælde at flyet skulle blive aflyst.
Så kunne vi ellers gå rundt der i lufthavnen i 2 timer og vente på at høre nyt. Jeg kunne stadig ikke skifte tøj, for toiletterne var ikke store nok til at jeg kunne tage hundeburet med ind og jeg var ikke lige frisk på at efterlade de to små pus alene. Vi fandt os i stedet et stille hjørne på en terasse og slikkede lidt solskin mens vi prøvede at falde til ro alle 3.
Endelig blev der kaldt ud til os, så jeg fik pakket os sammen og gå hen til Flightcare, som er servicepersonalet på jorden. Vi havde selfølgelig fået sat os længst væk fra afgangshallen, så de nåede skam også at kalde mig ved navn over højttalerne inden vi nåede frem. Den første besked fra Transavias helpdesk var at jeg bare skulle gå tilbage til hvor jeg var kommet fra og så ville der vente en bus på mig og køre mig til et hotel fordi flyet var aflyst. Jeg kan godt garantere at jeg kiggede MEGET mærkeligt på den rare mand, dernæst på min kæmpe hundetransportkasse og så tilbage på ham. Jeg ved ikke lige hvordan han havde forestillet sig at jeg skulle få læsset 35 kg 1m lang 70 cm bred og høj transportkasse op i en bus??!!! Han fulgte mit blik og foreslog mig at jeg selv lige snakkede med Flightcare som stod for reservation af hoteller.
I mellemtiden havde en svensker, der skulle med samme fly fået spottet mit blonde hår og hørt at jeg talte med folk på, om ikke flydende, så ihvertfald hurtigt, spansk. Den flinke mand havde ellers givet ham alle instruktioner OG skrevet det på et stykke papir til ham på engelsk, men han havde boet så længe i Andalusien at han godt vidste at man aldrig lader en god chance for at tale med en blondine gå fra sig. Han fulgte mig også pænt hen til Flightcares kontor og blev ved med at ville snakke og sludre, mens jeg egentlig bare syntes han skulle gå og lade mig ordne mine ting i fred.
Flightcare var lidt mere med på hvad der skulle foregå. Jeg skulle på et andet hotel end de andre passagerer fordi jeg havde hunde med og derfor skulle jeg også selv bare finde en taxa, den ville hotellet betale når jeg nåede frem sagde de. Flyet var sneet inde og kunne ikke lette fra København, men de regnede med at det ville afgå dagen efter kokken 13, så hvis jeg ville være så venlig at stille i lufthavnen igen klokken 11.30? Den snakkesagelige svensker skulle lige have alt oversat – ikke at det vedkom ham, men han var åbenbart ikke helt sikker på at han havde forstået det hele. Han fik fortalt mig at han havde boet 13 år i Spanien, så hvis jeg nogensinde havde haft varme følelser for svenskere, så havde jeg det bestemt ikke for en mand der efter 13 år ikke engang kan begå sig på spansk og få og forstå selv ganske simple instruktioner!
Endelig slap jeg af med svenskeren og fik fundet en taxa. Godt nok en almindelig størrelse hvor hundene absolut ikke kunne være i, men den rare taxachauffør satte himmel og jord i bevægelse for at finde en af sine kolleger med en større vogn. Nummer to havde heller ikke plads, men han deltog lige så ivrigt i jagten på en tredje kollega med en større bil alt imens vi generelt småsludrede lidt og de som sædvanen tro var imponerede over at her var en udlænding der kunne tale spansk. Nummer tre var der mere held ved og han forsøgte også venligt at tale til mig på meget gebrokkent engelsk. Jeg svarede ham høfligt og med et smil…på spansk! Og SÅ kunne vi ellers snakke sammen!
Hotellet havde så til gengæld ingen intention om hverken at finde en vogn frem til mig jeg kunne transportere hundekassen på eller om at betale taxaen. Jeg havde ingen kontanter og den stakkels rare taxamand blev helt panisk ved tanken om at jeg skulle betale med kort. De fleste udenlandske kort virkede nemlig ikke i hans maskine sagde han. Jeg beroligede ham med at det kun var mig der var udenlandsk, kortet var skam spansk nok. Der var heller ingen problemer og han kørte glad derfra.
Ahhh…. endelig i ro og fred på et hotelværelse. Hundebasserne var meget trætte og havde besluttet sig for bare at sove lidt. Jeg vækkede dem dog med det samme og havde dem begge to en tur inder bruseren. Det blev de temmelig meget kønnere af og meget mindre ildelugtende. Et par håndklæder blev puttet i to plasticposer og måtte gøre det ud for hundetæppe – for det medbragte havde ikke set kønnere ud end den anden transportkasse og hvalpene. Og selv kunne jeg få et bad, rent tøj og dælme om ikke også der var aftensmad ‘med i prisen’.
Lidt fred med sit internet i en stor blød seng – en fantastisk nats søvn og morgenmad og så kan man godt være klar til at erobre verden igen. Morgenbuffeten sluttede klokken 10 og ud fra et princip om at der var ingen grund til at forlade en blød og varm seng i utide, var jeg først nede ved receptionen 9.45. Jeg ville først lige høre om mit fly var til tiden, ellers var der jo ingen grund til at have så travlt – og de burde kunne vide det i lufthavnen, da flyet først skulle lette fra København før vi kunne komme med det. Jojo, det skulle skam afgå, men klokken var blevet 9.55 da jeg nåede morgenbuffeten som var… væk?! Den flinke unge kok kom og spurgte mig hvad jeg ville? Og da jeg fortalte at jeg ledte efter morgenbuffeten fortalte han mig venligt at den skam lukkede klokken 10. Forvirret så jeg på mit ur – jo, den var altså kun fem minutter i ti. “Jamen vi lukker buffeten klokken TI” fastholdt han. Jeg spurgte om han måske ikke bare kunne finde et stykke brød og et glas juice til mig – men svaret var det samme “Vi lukker buffeten klokken TI”. Sådan er det bare i Andalucien – man lukker ti mutter før lukketid, ikke ti minutter efter. En vane som besøgende og herboende englændere altid finder højst uhøflig. En venlig servitrice reddede dog min morgenmad ved i stedet at servere mig nogle croissant i baren, så sådan kan tingene altid godt lade sig gøre alligevel 
Den unge receptionist var ved at tabe kæben da hun så mig komme med hundeburet og bad hende bestille en taxa til mig. I telefonen kunne jeg høre hende bestille en KÆMPE taxa for jeg havde et ENORMT hundebur med! Så forvirret var hun at selvom vi tidligere havde talt sammen på spansk, kom hun tilbage og begyndte at tale engelsk til mig. Det lød hun som omhun normalt godt kunne, men med åben mund og køben hængende nede på gulvet gik det knap så godt. Jeg kunne ikke lade være med at grine ad hende og sige at hun da også bare kunne tale spansk. Det gik også meget bedre og så måtte hun bestemt også hen og kigge ind i buret for at se om det var en tiger jeg havde med. De to små hvalpe, der sad og trykkede sig længst tilbage i buret var slet ikke hvad hun havde forventet.
Taxamanden var såmen rar nok, men han så lidt morgentræt ud. Han så endnu mere træt ud i hovedet da vi i lufthavnen havde læsset hundene af og jeg spurgte om jeg kunne betale med kort, for det kunne jeg ikke. Han måtte vente et øjeblik og så kunne jeg ellers løbe ind til Flightcare (som selvfølgelig var i modsatte ende af afgangshallen!). De mente så ikke at det var deres problem at betale manden, men der stod da en hævemaskine lige henne om hjørnet. I rask trav til hævemaskinen, der viste sig at være ude af drift og så tilbage til Flightcare. Der forsøgte hele to høflige unge damer at overbevise mig om at det virkelig ikke var deres problem og de havde altså ikke rede penge til at betale en taxa med. SÅ gik der ellers sving i mit spanske. Både sproget og temperamentet og de fik at vide at der stod en taxamand med mine to små hvalpe som gidsler ude på parkeringspladsen og de havde bare at finde en løsning NU! Jeg kunne høre chefen omme fra baglokalet spørge damerne om det var den unge blonde pige med hundene de talte med og det kunne de jo bekræfte. Han fik sagt at så havde den ene af dem bare at gå med mig ud og få løst problemet ganske omgående. Det blev det også. Jeg undskyldte til chaufføren og han forstod godt at det ikke var min skyld. Mindre venlig var han ved Flightcare, som i dagens anledning fik lov til at betale en gevaldig overpris for min tur *hehe*
Endelig kunne jeg, belæsset med hunde og kuffert gå ind til Flightcare og spørge hvordan det så ud med flyet og hvordan det så ud med at få tjekket hundene ind. De sendte mig videre til skranken i modsatte ende af afgangshallen (hvor jeg jo lige kom fra), så der gik vi hen og stod i kø. Da det endelig blev min tur kom der en golfturist og bare lige skulle have sin golftaske afsat, så hun gik ind foran mig uden at spørge. Hun blev fulgt af hendes 4 rejsekammerater og så blev detfor meget for mig. Jeg bad dem om at gå ned bag i køen og vente som alle vi andre – men de mente bestemt at de bare skulle gå foran, for de var jo tjekket ind i går. Det kunne jeg jo så fortælle dem at vi alle sammen var og jeg stod altså her og ventede med to hunde – to små levende væsener som var nervøse og trængte til ro. Vi fik en længere diskussion ud af det og de to Flightcare piger ved skrankerne smilede sødt til mig. De var gamle bekendte efterhånden og selvom de ikke forstod vores danske, så forstod de udemærket godt diskussionen. De fik også fortalt mig at de var enige med mig – og det var de andre passagerer for øvrigt også, men golfturister er ikke almindelige mennesker og der er selvfølgelig særregler for sådan nogle. Det er pudsigt som jeg ikke var nået længere end Malaga lufthavn før jeg bestemt ikke savnede hverken danskere eller Danmark!!
Jeg var ivrig efter at få hvalpene afsat, så de kunne komme et roligere sted hen, hvor der ikke skete så meget, men så let gik det ikke lige. Henne ved skranken blev jeg oplyst om at flyet var ihvertfald et par timer forsinket, faktisk var det slet ikke lettet fra København endnu, men de kunne godt tjekke min kuffert ind. Hvis jeg skulle have tjekket hundene ind, skulle jeg lige skrive under på den her formular og så gå hen i Flightcare (modsatte ende af afgangshallen hvis nogen skulle have glemt det) for at hente noget tape til kassen så lågen ikke kunne springe op. Jeg fik lov til at lade hvalpene stå omme bag disken mens jeg hentede tape – men ved Flightcare ville de ikke udlevere tape fordi jeg ikke kunne tjekke hundene ind før flyet stod på jorden. Jeg forsøgte at forklare dem at jeg godt vidste at hunde normalt havde det bedst hos deres ejere, men i det her tilfælde kendte jeg altså mine hunde og de havde bedst af bare at få ro. Jeg talte for døve øren og kunne så ellers gå gennem afgangshallen en gang til for at hente mine hunde.
Timerne sneglede sig afsted. Alle 6. Endelig var flyet på jorden og afgang om 45 minutter. Jeg var endt henne ved terassen i modsatte ende af lufthavnen, så det tog mig lidt tid at nå tilbage til afgangshallen. Klog af skade gik jeg først forbi Flightcare for at hente tape og så ned i modsatte ende for at tjekke hunde ind. Her skulle jeg så lige vente på personale ved den specielle maskine, der tjekker store ting ind. Have hvalpene ud ad buret, ind i buret, tapet sammen, skrevet papirer og endelig! Kunne jeg selv gå mod sikkerhedstjek.
Køen ved sikkerhedstjek var lang som et ondt år og personalet gjorde ikke rigtigt noget for at speede tingene op. Endelig blev det min tur og rutinemæssigt spurgte damen om jeg havde computere eller andet i tasken. ‘Ja’ svarede jeg, men hun var allerede videre til næste i køen. Hun vendte tilbage med en plasticbakke til mine ting så jeg fik sagt til hende at jeg havde en computer i tasken. Hun så helt forvirret ud, som om det aldrig var sket for hende før og tilkaldte politiet! De tog sin tid om at dukke op og imens blev jeg bedt om at vente lidt ude ved en side. Politiet kom og tjekkede mit boardingpas, mit pas og mig og jeg fik den helt store tur gennem metaldetektoren. Så kunne jeg ellers finde computeren frem så den kunne komme igennem den specielle røntgenmaskine. Når altså der lige var nogen der kom og betjente den! Nu er der så det ved min computer at blæseren er afgået ved døden, så bagbeklædningen sidder ikke på den for at give den nok luft via en ekstern blæser. Flere problemer. Politiet blev tilkaldt igen. Jeg blev tjekket igen. Mit pas blev tjekket. Mit boardingpas blev tjekket. Min computer blev tjekket. Endelig var de enige med sig selv om at jeg nok ikke var så farlig endda. Ja hvad havde de forventet? Jeg havde jo på intet tidspunkt forsøgt at skjule noget som helst!
Det er klart at min gate var den der var længst væk af dem alle. Der kunne ikke være tale om at løbe, for al den traven frem og tilbage havde givet mig vabler på begge fødder – men jeg gik raskt til. Der var i det mindste ingen kø, så jeg forventede egentlig bare at stikker purseren mit pas og boardingpas og så ellers i en fart komme om bord på flyet. Men ak nej. “Du er sent på den” siger han – “Jeg er nødt til at høre kaptajnen om han vil lade dig komme om bord på flyet”. Koldsveden sprang frem på panden af mig og jeg var godt nok klar med en helvedes masse argumenter om at jeg altså havde to hunde i fragtrummet og var jeg ikke med det fly så havde de den ondebrandbrøleme at fiske mine hunde ud til mig og det med det vuns! Imens kom en anden passager halsende hen til gaten og kaptajnen var åbenbart i godt humør, for vi fik begge to lov til at gå om bord.
Det viste sig at kaptajnen over højttalerne havde givet de andre passagerer besked om at de ventede på nogle flere passagerer, så en golfturist midt i flyet skulle lige gøre sig smart og rejste sig op i sædet for at sige “Nu har alle vi andre siddet og ventet på dig, det er sku ikke noget du behøver at være stolt af!”. Jeg bad ham holde sin fede kæft for JEG havde været der til tiden, men var blevet forsinket i sikkerhedskontrollen. Hæsblæsende fandt jeg mit sæde bagest i flyet ved siden af en temmelig kraftig dame. Ind med tasken i bagagerummet og manden på den anden side ad gangen siger til mig: “Nu er du den der kommer sidst, kunne du så ikke bare finde dig et andet sted at sidde?”. Han lød sådan set ikke provokerende, mere konstaterende, men hold kæft jeg syntes det var frækt af ham at sige sådan bare fordi jeg var kommet sent om bord. “NEJ!” svarede jeg bare vrissent, mens jeg lukkede bagagelugen og samtidig kunne høre ham sige til den kraftige dame “det er ok mor, du kan bare tage et andet sæde når vi er lettet”. Et hurtigt overblik og ræken foran den kraftige dame var helt tom, så jeg kastede mig ned på et sæde og prøvede at få vejret. Da vi var lettet, stak den unge mand hovedet frem til min række og spurgte om ikke det var mit pas jeg havde tabt (og det var det) og sagde at det altså ikke var for at være streng ved mig at han havde spurgt. Jeg sagde at det var ok og undskyldte min egen harske kommentar og fortalte om manden længere fremme. Vi endte med at få en helt hyggelig tur hvor jeg sludrede lystigt med hans mor og det for øvrigt viste sig at den unge mand var kabinechef på flyet!
Det var skønt at lande i Kastrup og kunne hente mine to stakkels vapser. De var ikke så skræmte mere, men de var dødsenstrætte begge to. På parkeringspladsen havde jeg så fornøjelsen af en bil der holdt og spærrede for alle andre mens der blev læsset golftasker. Jeps, mine ‘venner’ fra Malaga og jeg kunne ikke dy mig for at sige “nå, så holder golfturisterne nok og spærrer det hele for alle andre hva’?”. Det var faktisk nogle flove blikke jeg fik tilbage fra dem, men der havde de nok også nået at gøre sig rigeligt uheldigt bemærket på min bekostning.
Den ene hvalp blev afleveret på vejen. Hendes nye ejer havde glædet sig som et lille barn til hunden skulle komme og havde været dybt ulykkelig over at rejsen var blevet udsat fra midt i januar til 2 februar. Hun havde samme dag selv været til en møde udenlands og havde kommunikeret med min mor om måske flyene ville lande ca samtidig så hun kunne hente sin lille hund allerede i lufthaven. Jeg havde helt ondt af hende ved at skulle aflevere det ildelugtende, trætte og forskræmte lille væsen til hende – men hun vidste jo godt hvad vi havde været igennem og var meget forstående. Det var så sødt at se hvordan hun virkelig måtte lægge bånd på sig selv for ikke bare at tage hunden op og voldkramme den, men i stedet give den plads og ro til at falde til.
Aaaaah… endelig fred og ro. Den anden hvalp blev vasket og faktisk helt velduftende og lidt mad i maven gjorde også underværker. Han har altid været den mest sky og kuede af kuldet – sådan er det jo, nogen skal være det, for i naturen er der altså en rangorden. Efter at have sovet et par dage i træk foran brændeovnen, blev han dog enig med sig selv om at det her var slet ikke så tosset endda. Han livede fuldstændigt op og tog alle med storm. Inklusiv min mor og min mors hund, der helt ude af karakter lød bettefyren få både kødben, legetøj og sin seng. Søndag aften kunne jeg yderligere ånde lettet op for der var en opringning at der var en der gerne ville købe kræet.
Det kunne have været den lykkelige slutning vi ventede på, men sådan går det sjældent i mit liv. Det var nemlig ikke gået op for mig HVOR glad min mor var blevet for kræet i den korte tid den havde boet her, og hun kunne slet ikke få over sit hjerte at den skulle flytte fra hende. Samtidig var hun ked af at hun ikke havde råd til at købe den, for hun vidste jo godt at det havde kostet mig penge at få den vaccineret, chippet og fragtet til Danmark.
Jeg ER vitterligt ved at blive halv-andalus, for penge har ikke nogen betydning i forhold til ens familie. En rask beslutning og jeg gik i gang med at lede efter flybillet så jeg kunne rejse ned og hente de to andre hvalpe. Så kunne mor få Simba her og køberen kunne få broren – og ud over besværet med at rejse frem og tilbage, så var jeg økonomisk på status quo, ligeledes med at jeg stadig mangler at få solgt en hvalp. Til gengæld er der så to hvalpe mindre i Spanien der skal findes hjem til, så alt i alt er det nærmest en win-win situation.
Aftenen gik med at løbe i rutefart mellem computeren for at finde fly der passede sammen – og mor for at hjælpe med at nive hende i armen og fortælle hende at det var helt ok at hunden blev hos hende. Endelig så det ud til at lykkes. Afsted med Iberia tirsdag, retur med Cimber onsdag. Billetter bestilt og betalt, sådan!
Tidligt op mandag for at ringe til køber og sætte hende ind i situationen. Det var hun helt ok med, så det så ud til at lykkes alt sammen. Nu skulle jeg bare lige have bestilt hundeplads hos Cimber og have Antonio til at komme og aflevere hunde i Malaga, så var den ged barberet. En opringning til Cimber og så viser det sig at mit transportbur er for stort! FUCK!!! Det havde slet ikke slået mig at de kunne finde på at have forskellige standarder på de forskellige flyselskaber. Ok, det er måske naivt, men så er jeg naiv ind imellem, det er også ok. Efter lidt research viste det sig at Cimber slet ikke har opvarmet fragtplads og derfor kun kan have hunde med i kabinen – ergo kun små hunde og små bure. Det duede bare slet ikke. Om jeg så kunne have fremskaffet mindre bure, så ville hvalpene veje for meget og to bure ville gøre opgaven nærmest umulig. At rejse med en enkelt ville være omsonst, for det kunne slet ikke dække prisen ind.
Den ny strategi blev at finde en billet hos Transavia, hvor jeg jo kender til reglerne. Der kunne jeg så først komme tilbage til Danmark torsdag og det passede mig ikke lige at skulle tilbringe to døgn i Malaga, så alternativt valgte jeg at rejse retur til Danmark lørdag. Så kunne Antonio også køre mig til Malaga uden at skulle tage fri fra arbejde – det koster jo også.
Så langt så godt og jeg blev enig med mig selv om at jeg også bare kunne tage en bus fra Malaga til Vejer så han ikke skulle køre så langt. Det kunne fint lade sig gøre, så det ud til, og det var faktisk billigere end vejtoldene og så er benzinen slet ikke regnet med. Jeg ville lige dobbelttjekke hvornår jeg landede og så kom næste overraskelse. Hvorfor i alverden var mit fly nu pludselig 5½ time undervejs på en flyvning uden stop, der normalt tager 3½ time??!!! Mit fly ville lande lige præcis som den sidste bus kørte…. fra Marbella!!!!!Mere sved på panden! Men ok, da jeg fik nærlæst køreplanen var det rutebussen der havde sidste afgang klokken 21, mens direktebussen havde to yderligere afgange. Pyha.
Endelig kunne jeg ringe til Antonio og fortælle ham den gode nyhed at jeg ville komme hjem i morgen. Han var nu ikke svært imponeret. Han mente at han lige gik og hyggede sig alene og der var ingen der brokkede sig over at han faldt i søvn på sofaen om aftenen!!! Det var nu bare pjat – han glædede sig til at se mig og jeg fik forklaret ham hvordan tingene med hundene hang sammen. Min mor havde været bekymret for hans reaktion over at hun fik hunden foræret så vi ikke fik dækket vores udgifter, men hun havde gjort regning uden vært. Jeg kender godt Antonio og han sagde også helt klart at det var fuldstændigt ligegyldigt med penge og besvær. Hvis min mor ville have hunden og var glad for den så var penge og besvær komplet ligegyldigt. Basta!
Jeg satte mig så for at undersøge endnu engang hvorfor det var at flyet var så længe undervejs, men til min store overraskelse kunne jeg overhovedet ikke finde det på Kastrups afgange i morgen. Sært – meget sært og jeg begyndte at blive helt nervøs igen, da jeg har købt billetten gennem en forhandler på nettet og ikke direkte ved Iberia. Mysteriet om flyet løste sig i samme øjeblik, da en mail tikkede ind om at flyet havde et servicetjek i Madrid og derfor var længere tid undervejs, men det ellers ikke ville have betydning for min service eller prisen. Fint nok – så kan jeg tilføje endnu en lufthavn til listen over steder jeg har gået og røvkedet mig gennem tiden! Men det forklarede stadig ikke hvorfor det ikke var at finde på listen over afgange tirsdag. Jeg gik ind og dobbelttjekkede billetten. Det så rigtigt nok ud. Så faldt mit blik på datoen for mailen. BINGO! Billetten var ikke til tirsdag men til onsdag! Det var skuda godt at jeg endte med at få returbillet til lørdag, for ellers havde jeg skullet lette fra Malage et par timer før jeg var landet og godt nok er jeg hurtig, men SÅ hurtig er jeg alligevel ikke!
Alting blev løst og er planlagt. Tror jeg. Det passer mig egentlig udemærket at kunne slappe helt af i morgen og lade op til en tur-retur sydover. Det er også helt rart at jeg lige får mulighed for at stikke snuden forbi farmen og indbyggerne der et par dage, for jeg kan ikke sige mig fri for at savne dem. Når jeg lander i Danmark igen bliver der fuld knald på med at få besøg og besøge og en uges tid senere er jeg garanteret godt mør og klar til at komme hjem igen. Der er nu ikke totalt afslapning på programmet. Jeg går jo og pusler med at skulle starte en butik op her til sommer, så der skal gang i nogle forberedelser!
Sådan går det altså lige nu. Jeg har en idé om at få skrevet lidt ‘bagud’ også – for det har været et trælst efterår. Om ikke hektisk som nu, så stadig med mange tanker og mange problemer og udfordringer. Jeg føler mig ret godt tilpas lige nu og jeg er er glad og spændt på at arbejde mig lidt fremad igen.
Hasta luego!
Den anden hvalp har jeg fået en lejlighed til at lære bedre at kende, nu vi er på tomandspote og han er faktisk supercharmerende…. men!! Kvik og lærenem som en BC. Det tog ham ikke lang tid at lære at man fik godbidder når man havde været ude i sneen og tisse og hvis vi var for langsomme, så kan han selv kravle op på hylden og hente dem! Kulden virker ikke til at genere ham – det betyder jo at der er ild i brændeovnen og det er et meget vigtigt krav at hans nye hjem har sådan en, for den er godt nok dejlig da!
Som de ægte andaluser vi er ankom vi noget for sent, men heldigvis er det jo aldrig de bedste numre først, så det gør ikke noget. Jeg havde købt logepladser, for vi skulle dælme se nogle løver skulle vi! Og der skulle bare IKKE være hoveder i vejen når jeg skal se løver!
