90 aars foedseldag

I morgen er det min farfars 90-aars foedseldag….. min familie mente ikke lige at de ville invitere mig fordi …. ja fordi jeg for 10 aar siden havde sagt at jeg ikke havde lyst til at vaere i stue med min fars kone!!!

 Her er en mail jeg skrev til dele af min familie i dag.

 Nu ved jeg saa ikke om i rent faktisk skal til 90aars foedselsdag, eller hvad i har faaet at vide om hvorfor jeg ikke kommer. Det er mig der er Oles datter, det fremgaar ikke tydeligt af min profil, men saa er der da ingen misforstaaelser der. Det er ikke fordi jeg ikke kan komme hjem fra Spanien hvor jeg bor – og heller ikke fordi jeg ikke vil…. det er ganske simpelt fordi jeg ikke er blevet inviteret! Den eneste begrundelse jeg har faaet er at jeg ikke ville komme selvom jeg blev inviteret – men det er simpelthen ikke rigtigt. Hvad der er korrekt er at jeg har meget svaert ved at vaere sammen Ole og Jonna.

Dette skyldes, og lad mig med det samme sige at dette er den yderst korte historie…. at jeg blev voldsomt mishandlet som barn og ung. Den periode hvor jeg boede hos dem. Det har sidenhen givet mig meget store problemer i mit liv, blandt andet med voldsomme depressioner og selvmordsforsoeg, samt en diagnose der hedder ‘Emotionel Ustabil personlighedsforstyrrelse’ – i daglig tale kaldet borderline. Der er det ved den her sygdom, at ulig saa mange andre psykiske sygdomme, saa kan udloeseren af den spores tilbage til meget konkrete hendelser i ens barndom.

Det er blevet brugt som undskyldning mange gange, af Ole og Jonna – at fordi jeg er syg er jeg ‘ikke til at have med at goere’. Igen er dette ukorrekt…. jeg har hverken tvangstanker, halucinationer, vredesudbrud eller paa nogen maade voldsom adfaerd. Jeg bliver vred naar jeg bliver daarligt behandlet og jeg svarer igen, men bortset fra det er jeg et afbalanceret og normaltfungerende menneske.

Det er klart at jeg kan kan blive meget vred og frustreret ved at skulle forholde mig til de mennesker der mishandlede mig baade psykisk og fysisk – isaer efter som det psykiske misbrug bliver forsoegt gentaget hver gang jeg er sammen med dem. Det er kommentarer som at jeg er mindre begavet (faktisk er jeg medlem af Mensa), at jeg er tyk, jeg aldrig kan blive til noget, der er ingen der elsker mig, jeg duer ikke til noget, jeg er grim og jeg kan blive ved. Ting jeg fik at vide dagligt igennem min barndom af Jonna og som jeg som sagt stadig faar at vide hvis jeg moeder dem.

 Derudover har Jonna altid haft store humoersvingninger og kunne paa sekunder skifte fra at ville vise mig frem og vaere ‘stolt’ af mig… til naar folk vendte ryggen til eller jeg skulle hente kaffen at fortaelle mig at jeg var uduelig og grim og jeg skulle fjerne mig fra hende for hun gad ikke se paa saadan en klam kaelling som mig. Jeg blev ofte spaerret inde i kaelderen, ikke paa mit vaerelse, men vaskerummet der ikke havde vinduer – og jeg skulle sidde paa en stol uden ryglaen, midt i rummet og bede til Gud om at jeg kunne blive en god pige saa folk ikke blev saa gale paa mig. Det fandt sted adskillige gange om ugen, en varighed mellem 2 og 8 timer alt efter hvad Oles vagter var, fordi det foregik naar han ikke var i hjemmet.

 Jeg blev ogsaa forbudt adgang til stueetagen og toilettet, ligesom jeg oftest blev forbudt at bruge elektricitet paa mit vaerelse fordi Jonna ikke “ville spilde penge paa saadan en moegunge, som ingen ved hvis far er fordi din mor er en luder”. Derudover er jeg blevet banket flere gange om ugen. Jonna kunne blive saa rasende at hun naermest gik i trance og bare slog loes…. heldigt for mig, for det var forholdsvis let at dukke sig eller ikke komme til skade. Den sidste gang var samme dag som jeg forlod hjemmet – og fordi jeg havde vaeret syg med monunucleose (kyssesyge) havde jeg ikke haft kraefter til at dukke mig. Jeg gik til behandling i naesten et aar efter fordi hun havde slaaet mig saa voldsomt at min milt var ved at spraenges.

 Igen, det her er kun et lille udpluk…. jeg er godt klar over at Ole og Jonna vil sige at jeg er fuld af loegn, men tjek min diagnose… borderlinere er praktisk taget ude af stand til at lyve. Jeg har i mange aar proevet, for farmor og farfars skyld, at faa et eller andet form for forhold til at fungere. Jeg har ogsaa proevet at tale med Ole om de her ting – men jeg bliver afvist hver gang. Fra Oles side er det blevet undskyldt med at jeg jo ogsaa var et meget uopdragent og umuligt barn som det var svaert at have med at goere. Naaja… ud over at jeg ikke er enig, saa kan jeg kun sige at hvis det var rigtigt, saa tror da fanden med den behandling jeg fik at jeg var uvorn!

Jeg har ikke haft kontakt med Ole og Jonna i mange aar – og saa kunne historien jo saadan set ende der….. men da der for et par aar siden blev givet det Refstrupske slaegtstrae til Bonnet lokalarkiv og jeg IKKE stod paa det, saa blev der rippet op i en masse. Og naar det nu er blevet til at farmor og farfar under deres indflydelse ikke vil invitere mig heller…. jeg naaede bare min graense for hvor mange flere loegne og ting jeg vil finde mig i.

God foedseldag.

Rancho San Ambrosio – Bed & Breakfast!

 Her er det naesten faerdige sovevaerelse, det ene af to, som forhaabentlig denne sommer kommer til at rumme betalende gaester!!

Mine to gyldne vagtler, der bor paa terassen. De er saa tamme at de napper mig i troejen og paa foedderne naar jeg gaar ind til dem for at goere rent eller fodre

To sorte agaponis jeg har koebt og som bor sammen med vagtlerne paa terassen. De er ret unge endnu, men de bliver sortere og manden mente bestemt de ville begynde at yngle om en maaneds tid eller to. De er ikke tamme, til gengaeld laver de en frygtelig larm!

The proud Daddy.

3 baby canaries in their nest.

Closeup on baby canarie, not that young any more, almost ready to start flying. The actual colours will come later, so it might be red like its daddy.

Spåkonen

Hvis man, af en eller anden grund, kører på hovedvejen mellem Gibraltar og Cadiz – ud i det område af Andalucia hvor turisterne endnu ikke har fundet hen. Og hvis man cirka midtvejs, der hvor man er for foden af Vejer de la Frontera, som ligger så smukt på sin bakketop, beslutter sig for at dreje af og køre ud til kysten, så kommer man til en lille fiskerby. En fiskerby der er noget forfalden og vidner om aldrig at have haft sin storhedstid. En lille by der altid har været glemt af alle. Næsten alle. Byen hedder Barbate de Franco. Folk fra nabobyerne siger halvt i sjov, at før Franco postede penge i tunfiskeriet og byen her, var her kun to ludere og en lommetyv, hvilket så betyder at alle der bor her nu er efterkommere af dem.

Hovedgaden hedder Avenida Generalisimo, opkaldt efter Franco, ‘den store general’. Trafikken bevæger sig langsomt, for der er masser af små sideveje opkaldt efter andre af Francos støtter og ingen lyskryds. Eller, nogle lyskryds er der faktisk, de virker bare aldrig. Folk tager det roligt. Det går ikke stærkt, men på en eller anden måde fungerer det alligevel at bilerne kommer rundt og man gør plads for hinanden og lader fodgængere krydse vejen alle andre steder end de markerede fodgængerfelter.

Jeg drejer ned ad en sidevej og endnu en og kommer ind i hjertet af Barbate. Vejene ligger snorlige og vinkelret på hinanden, et vidne om at byen er planlagt og ikke en forvokset landsby. Husene er lave og alle steder virker der forsømt med afskallende maling og tilsømmede vinduer. Alle vejene ud over Avenida Generalisimo er lange og snævre med kun plads til en bil så der er ensrettet og rustne, bøjede stopskilte og blegnede indkørsel forbudt skilte overalt. Ved en dør, der ligner alle de andre bortset fra husnummeret, klapper jeg sidespejlet ind og lister bilen op på ‘fortovet’ så jeg kan parkere helt op ad muren og stadig tillade at en anden bil kan passere. Det er første gang jeg er her og jeg er ikke sikker på om jeg har fundet det rigtige hus. Her er ingen åbne døre eller mennesker der råbende snakker sammen på tværs af blomsterfyldte gårdspladser som i Vejer de la Frontera. Her er øde og mennesketomt selvom det er lørdag eftermiddag og fint vejr.

En andalusisk kvinde sidst i 30′erne er ved at vælte mig over ende, da hun kommer ud ad døren jeg skulle til at banke på, mens hun har hovedet vendt mod nogen inde i huset og snakker glad. Hun ler til mig og undskylder mens hun vinker mig ind i huset “til højre” siger hun samtidig med at hun råber farvel ind i huset og allerede har krydset vejen og er væk. Jeg ryster på hovedet for at samle mig og ser ind i huset. En lang gang med døre på begge sider. Ingen billeder, ingen dekoration, ingen blomster. Kun afskallet maling og fugtpletter på væggene. Forsigtigt går jeg et par skridt ind i gangen, den tunge metaldør smækker bag mig og efterlader gangen i tusmørke.

“Aqui”, ‘Her’ siger en stemme fra højre og jeg træder to skridt længere frem og ser ind i en lille stue. “Cierra!”, ‘Luk (døren)’ siger kvinden med stærkt rullende r’er og jeg får manøvret mig ind i rummet ved først at flytte lidt på en billig træstol der står lige foran døren. Det er det eneste sted den kan stå, for til venstre er et lille reolsystem med et tv tændt på en eller anden børnekanal. Lige nu viser de tegnefilm. Til venstre er der et rundt bord med en slidt voksdug med store falmede blomster påtrykt. På den anden side af bordet sidder kvinden, en køn kvinde med let blondt hår og storsmilende. Hun er ikke let at aldersbestemme, måske midt i 40′erne, men hun kunne sagtens være både yngre og ældre. Hun sidder og sorterer kortene så de alle sammen ligger med toppen opad. De andalusiske kort er ikke som vores pokerkort, som de kalder dem, de har top og bund. På bordet ligger to pakker cigaretter, sort tobak, 25 stks og der står også et fedtet rødvinsglas med cola i. Lige fremme står en sofa. Den er så faldefærdig at hullerne i betrækket har frynser. Den er forsøgt dækket med et tæppe, men tæppet er lige så gammelt. Midt på sofaen ligger en hvid kat med sort snudespids og ser på mig. Det minder mig om hvorfor netop dette dyr har lagt navn til ordet ‘mistroisk’. Jeg bytter plads med stolen og kan lige præcis nå frem og give den et nus. “Mi niño”, ‘mit barn’ siger damen med et smil og mens jeg sætter mig og dermed efterlader det eneste ubrugte gulvplads i rummet hvor stolen og jeg ellers har byttet plads, overvejer jeg hvordan kvinden mon er kommet om bag bordet og ind på sin stol. Hun ser ud som om hun er så fast en del af dette dunkle rum og møblerne at det er svært at forestille sig rummet uden hende.

“Parte”, ‘del’ siger hun og jeg deler bunken af kort i to. Den ene del vender hun på hovedet og giver sig igen til at blande kortene. De er store, omkring dobbelt så store som almindelige spillekort og det er både store og lille arkana. Lille arkana er 20 kort med billeder som tårnet, døden, kejserinden etc som vi normalt forbinder med tarotkort. Store arkana er forfaderen til pokerkortene og de kort som andaluserne bruger at spille med. Fire farver: sværdet, køllen, mønten og koppen. De er nummeret fra 1-8 og med 3 billedkort i hver farve, præcis som vi kender dem. 64 kort ialt.

Hun lægger hurtigt 3 kort på række. ‘Du har arbejdet meget førhen’ siger hun fraværende. 3 kort mere i samme række. ‘Det var svært/dyrt for dig at rejse herned’. To ud af to rigtige, men også billige gæt, for det er svært for alle os udlændinge at rejse herned. Både økonomisk og følelsesmæssigt. Og jeg kender ikke en eneste udlænding, bosat her, som ikke har arbejdet meget førhen. Hun lægger endnu et kort så der er 7 i rækken og starter på en ny række. Hun lægger et par rækker mere, i sæt af 3 ad gangen og så en enkelt, uden at sige noget, stadig noget fraværende. Jeg har ikke fortalt hende hvorfor jeg er her, jeg ved det egentlig heller ikke selv, ud over nysgerrighed og det har hun nok gættet og tager mig ikke rigtigt seriøst.

Jeg mister tælling på rækkerne, men nogle rækker nede stopper hun op og stirrer intenst på de 3 første kort i den række hun lige er begyndt på. Så ser hun mig lige i øjnene og studerer kortene igen. Det ville være forkert at sige at hun pludselig blev stille, men det er den effekt der er. Hun leder efter ordene. Efter måden at sige det her på. Jeg ser på kortene – det siger mig intet, de er alle fra store arkana og jeg har ikke den fjerneste idé om deres betydning. “Tu madre…”, ‘din mor’ siger hun og stopper igen op. ‘Din mor er meget dominerende’. Hun ser på mig igen. Jeg er overrasket, for jeg har netop nu nogle problemer med min mor, men jeg har ikke nævnt det for hende. Hun ser på kortene igen og lægger de næste 3. Denne langsomt, som vurderer hun hvad kortene siger efterhånden som hun lægger dem. Da hun vender det tredje breder der sig et udtryk af komplet overraskelse i hendes ansigt. Hun ser på de første 3 igen, så på de næste 3, så på mig. “Tu madre..” begynder hun igen, men lyden ebber ud. ‘Din mor… hun er…. hun er MEGET dominerende’. Hun har min fulde opmærksomhed nu. Hvad er det hun prøver at fortælle mig? Og så vælter ordene ellers ud af hende. Hun taler drævent andalusisk med meget få pitches og ordene udtalt så gutturalt at alt andet end første stavelse nærmest forsvinder. Undtagelsen er r’er og j’er (der udtales næsten som r) der ruller drevent.  ‘Der er ikke noget du kan gøre. Du er nødt til at glemme det. Glem at du har en familie. Glem at de eksisterer. De er ikke gode mennesker og de respekterer dig ikke. Hold afstand! Pas på! Desto mindre kontakt jo bedre.’

Jeg har en fornemmelse af at min underkæbe lige har ramt bordkanten, så overrasket er jeg. Det er godt nok en stærk udmelding hun der kommer med og hun er tydeligt påvirket af det hun selv siger. ‘Du er et godt menneske. Du er helt igennem Kvinde og dit hjerte er endnu større. Og så er du enormt smuk!’. Det sidste siger hun med et kæmpe smil, det behøvede hun ikke kortene til at fortælle hende, men mit lysblonde hår og himmelblå øjne har gjort indtryk på den smukke sigøjner foran mig. Ikke at hun er typisk sigøjner, men med lidt træning kan man altid spotte sigøjnerblodet. Lidt ligesom nogle mennesker altid kan spotte homoseksuelle.

Hun lægger de sidste kort i rækkerne på 7 konstant snakkende. Korte udmeldinger om det ene eller det andet. Det sidste kort bliver lagt alene i bunden og hun sidder lidt og studerer hele oplægget, optaget af sine egne tanker. Så tager hun raskt alle kortene og begynder at dele den store og lille arkana fra hinanden. ‘Hvad vil du spørge mig om?’ siger hun med et stort smil. Jeg er helt på bar bund. Der er kommet et væld af informationer og jeg har slet ikke haft tid til at fordøje det hele. Jeg aner ikke hvad jeg skal spørge om. ‘Det er ok, jeg lægger kortene og så ser vi hvad de siger’ siger hun.

Den lille arkana bliver lagt i hurtig rækkefølge, ud over hele bordet og ovenpå hinanden imens hun småpludrer om hvad de siger. “No quires niños”, ‘du vil ikke have børn’ siger hun konstaterende. Jeg fortæller at jeg blandt andet er bange for alle de depressioner og former for psykisk sygdom der er min familie og at jeg ikke har lyst til at give det til et barn. ‘Det sker ikke’ siger hun bestemt og smiler bredt da hun tilføjer ‘du er en meget smuk kvinde!’.

Hun tager store arkana og lægger dem ovenpå kortene på bordet. Jeg kan slet ikke koncentrere mig mere og kortene danser for øjnene af mig. “Llasta”, ‘det var det’ siger hun og samler kortene sammen og begynder igen at sortere dem så alle ligger med hovedet opad. Jeg rejser mig og takker hende og imens jeg forsøger at blive enig med stolen om hvem af os der skal være hvor, så jeg kan få døren åbnet siger hun “Venga guapa, damé besitos”, ‘kom smukke, giv mig (små) kys’. Det lyder forfærdeligt på dansk, men det er almindeligt at give kindkys til familie og venner når man kommer og man går, ligesom det er helt almindeligt at kalde Gud og hvermand for smukke. Det ualmindelige er udelukkende fordi det er lige vel familiært i forhold til hvor lidt vi kender hinanden. Jeg har åbenbart gjort indtryk på hende, og jeg har ellers ikke sagt ret meget.

Fortumlet vælter jeg ud ad døren, jeg skulle lige finde ud af at det var en skydedør og ikke en almindelig dør, og ud på gaden i seneftermiddagens lune sol. Bilen finder nærmest selv vej hjem på farmen, og det er heldigt nok, for mit hoved er propfyldt af indtryk. Hun var en fascinerende dame, helt bestemt og hun ramte i den grad hovedet på sømmet omkring nogle af de ting hun fortalte mig. Andre kunne være heldige gæt, og andre igen er vi bestemt ikke enige om. I første omgang forvirrer det mig at hun var meget skråsikker omkring at Antonio er den rigtige mand for mig og at der er ‘meget kærlighed’ vi skal bare give det tid.
Det gik faktisk og nagede mig flere dage derefter uden at jeg kunne sætte fingeren på hvorfor. Da det endelig gik op for mig, var det så logisk at det faktisk var åbenlyst. Det nagede mig fordi jeg ikke har lyst til at være sammen med Antonio! Hele idéen om det får det til at krympe sig i mig og gør mig irritabel. På den måde kan man sige at hendes råd alligevel gjorde det klart for mig hvad jeg skal og hvad jeg vil. Bare omvendt af hvad hun sagde *hehe*. I det hele taget har mange af de ting hun sagde rumsteret i hovedet på mig, for selvom jeg stadig er skeptisk nok til at jeg ikke tror på at kortene siger noget, så er jeg overbevist om at nogle mennesker kan læse mennesker. Og hende her, hun kunne læse mig særdeles godt – når ellers hun åbnede sig for det, i stedet for at huske at hun har hørt om hvor glad Antonio er for mig *S*

Yaco

Det var godt at komme hjem til farmen og alle dyrene igen, men som altid når man vender hjem, så ligger der også et eller andet problem og venter. Denne gang var det vores dalmatiner Yaco – inden jeg tog afsted var han startet på at knurre stille ad mig ind imellem. Uden synlig grund. Det er selvfølgelig ikke acceptabel adfærd, men nu måtte vi se om ikke bare det var et lille flip han havde haft og som nu var forsvundet.

Det var det ikke En aften stod han og tiggede for at komme ind i stuen til ‘os andre’ og det gav jeg ham så lov til. Så sad vi der og kælede lidt mens Antonio sov sødeligt på sofaen indtil jeg rejste mig for at hente noget i køkkenet. Da jeg kom tilbage lå Yac fint på min plads i sofaen og det mås man ikke når man er hund her i huset! Det gjorde jeg ham selvfølgelig opmærksom på og fik et dybt knur til svar. AHVA?!!! Ka’ du SÅ komme ned makker og det med det vuns!!! Endnu dybere og kraftigere knurren, der heldigvis vækkede Antonio. Og Antonio er ikke sådan at spøge med, Yaco fik håndfast besked om at såden ter man sig IKKE her i huset. Yaco fortrak til hundesengen, alle andre hunde og katte flygtede til de fjerneste hjørner af stuen. Men Antonio havde bedt Yaco om at gå UD, ikke i seng! Yaco nægtede at rykke sig en tomme, så Antonio måtte have fat ‘i ørerne’ af ham ogslæbe ham ud.

Det talte vi en del om og spekulerede over. Jeg blev enig med mig selv om at måske skulle jeg forsøge at gå nogle ture med Yaco i snor og sætte mig lidt i respekt for ham og så se hvad der skete. Ihvertfald blev han vist væk hver gang han kom til mig og tiggede om at blive kælet. Jeg ventede et par minutter og kaldte ham så hen så han kunne blive kælet, for at sende ham væk igen når det passede mig. Tredje gang jeg gjorde det kom han hen og satte sig, men så snart jeg rørte ham begyndte han igen at knurre. Stille, men dybt nede fra struben. Så måtte jeg jo træde i karakter og fortælle ham hvor skabet skulle stå – men jeg fik det resultat at han overhovedet ikke respekterede mig men i stedet trak kæberne op og gik ned i knæ mens han optrappede sin knurren. Hen efter snoren så jeg kunne få hunden under kontrol, men det var kun med nød og næppe at jeg fik den på ham, han var helt klar til at gå til angreb på mig. Et par runder i snor hvor han sprand rundt med blottede tænder og dybfølt knurren. Til sidste satte jeg ham ind i hundegården og lukkede døren.

Hvad dælen gør vi ved den hund??!!! Vi snakkede om muligheden for at finde et andet hjem til ham, for helt ærligt, hos os kunne han altså ikke være. Jeg går det meste af dagen alene hjemme og det duer ikke med en hund jeg ikke kan stole på ikke bider mig. At spærre ham inde i hundegården var heller ikke en løsning, for jeg skal den vej når jeg skal hente haveredskaber eller min hest. Men at finde et hjem til en ældre, nervøs og aggressiv hund??? Jeg kan trods alt ikke få over mit hjerte at han skulle ende med at være bundet i en kort snor et eller andet sted og gå for lud og koldt vand – eller at han skulle risikere at blive slået konstant for at holde ham under kontrol.

Jeg ville gerne hjælpe Yaco, men jeg anede simpelthen ikke hvor jeg skulle starte. Jeg aner intet om hans fortid andet end at de tidligere ejere pludseligt ville af med ham NU! Resten er gætværk og småbidder jeg har forsøgt at stykke sammen, men oftest er jeg ikke engang sikker på at de oplysninger jeg ar fået rent faktisk ER om den samme hund! Det er også muligt at jeg ind imellem ‘praler’ af at være god til hunde…. men ikke til aggressive hunde, dem holder jeg mig fra. Desuden har jeg Goofy og ‘lille’ Curro på 6 mdr og 19 kilo som jeg skal i gang med at træne – og Guitana som skal tilrides, og måske en butik at åbne…. Nej, jeg kunne ikke se en vej ud af det

Enden blev at Antonio aflivede hunden. Han var glad for den og han nød at den var knyttet til ham og fulgte ham rundt, men han vil IKKE risikere at den bider mig. Det er ærgeligt, for jeg kunne faktisk godt lide Yaco – han kunne bare ikke lide mig Til gengæld kan jeg mærke en gevaldig forskel på resten af min hundeflok. De er simpelthen langt gladere og tryggere (og mere spilopmagere) end mens Yaco var her. De kan lege frit uden at Yaco kommer og stopper dem med sin vrissen og de bliver ikke nervøse fordi jeg og Antonio konstant går og siger ‘NEJ YACO’ eller er nødt til at have fat i ham for at styre ham. Det eneste der kunne gøre Yaco glad, var Antonio. Hverken jeg eller de andre hunde havde nogen som helst værdi for ham – i det mindste oplevede Yaco det inden han måtte aflives. Antonio gik en tur i skoven med ham, kun de to – præcis som Yaco har det bedst – og der blev han aflivet og begravet. Jeg kender ikke detaljerne og jeg vil heller ikke vide det – men jeg har fuld tillid til Antonio. Han er vokset op på landet og har fra barnsben aflivet kaniner, høns, hunde, katte, køer, heste, æsler, geder og får. Han har lært og sætter en ære i at det skal være hurtigt og smertefrit – faktisk bliver han rasende når han hører om folk der drukner eller kvæler deres hvalpe.

Så – farvel Yaco… sov sødt og jeg håber du har det godt deroppe i hundehimlen med en Antonio ved din side og masser af grønne skove!

Billeder fra området

Igen er det Gorm der har været kanon fotograf – tak for billederne!!

Alle billeder er taget indenfor en afstand af maks 500 m fra mit hus.

Billeder fra mit nye hus

I september flyttede vi jo i et nyt lejet hus. Her er lidt billeder i en skøn pærevælling. De 3 første og nummer 5 kan jeg ikke selv tage æren for, det er Gorm der er fotograf.

Vi har skoven på omkring 45.000 HA pinjer lige bag os og langs den ene side af huset. Den er skøn til både ride og gåture og vi har masser af fugle, ugler, vilde kaniner, kamæleoner etc derinde, og helt henne ved huset.

Hvis du vender dig en halv omgang, så ser du vores hus. Der er nu kommet endnu et skilt på nederst hvor der står ‘Venta Canuto’ så vi farer da aldrig vild

Et par dage efter at vi er ‘flyttet ind’. Planter i potter fra den gamle have, hegn, ukrudt, døde planter i den nye have. Og indendørs så det nok ikke meget bedre ud lige der, for slet ikke at tale om bag ved huset hvor alle tingene fra Antonios garage stod. Puha det virkede meget uoverskueligt!

Terassen foran huset for en måneds tid siden. Her er vi så småt ved at komme i orden, men der mangler stadig mange detaljer. Antonio siger jeg er ‘detaillist’ fordi jeg går op i detaljer. Det er også rigtigt, jeg mener at det er dem der gør forskellen, også selvom man ikke tror man lægger mærke til dem. Porten lige fremme er der hvor hundene stikker snuden ud og holder øje.

Huset set fra vejen. Der er 3 små parceller forrest som skiller os fra vejen – der går et par ponyer på, som Tongo har stor fornøjelse af. Det grønne til venstre er skraldepladsen, det er selvfølgelig bekvemt for hvis en hund er ‘stukket af’ så ved jeg hvor jeg skal lede – men mange gange er der også et gevaldigt svineri lige der. Vi har plantet nogle buske op ad vores hegn så vi med tiden ikke kan se den Det hvide hus til højre er nærmeste nabo.

Det gule er beboelseshuset, det hvide er boksene og Antonios værksted. ‘Flodhesten’ forrest til højre i billedet er min Guitana som hun tilbringer det meste af sin dag. Hun er sød og kærlig, men hun er godt nok doven!

Spiltovene længst til højre hvor Guitana kan gå i ly for regnen. Ikke at hun nogensinde gør det, ligegyldigt hvor meget det stormer, men så har hun da tilbuddet Hegnet til venstre er til longerings banen til hestene. Oppe bag muren er hundegården og de 3 bokse. Bemærk hvor høj muren er – Frigg SPRINGER ned derfra fordi hun ikke gider finde sig i at være i hundegård – og Goofy har luret hende tricket af også!

Hundegård og bokse…. nåja og diverse rod fra Antonios garage. Det fik han flyttet ind i et spiltov lige før jeg tog afsted og sat et hegn foran så det ikke kan ses. Når jeg kommer hjem burde man også kunne gå her uden at vade til knæene i hundehømhøm. Henne i hjørnet mod højre er der cementgulv så der kan man stå og vaske heste uden at blive helt mudret til. Antonios garage…. det står der også på skiltet over døren

Set fra Antonios garage hen mod vagtlerne. Døren til venstre er ind til hundegården. Det store monstrum af et køleskab stod midt i det hele da vi flyttede ind. Det virkede ikke, men vi fik sat det lidt til en side og nu opbevarer det poolen og udstyr til den så det kan ligge tørt vinteren over. Smart ik?

Bagterassen. Den var i et par måneder også fyldt med Antonios ting, men nu er her kun brændet… eller, det er der kun på billedet, vi HAR brugt det hele Her er dejligt privat i forhold til resten af haven hvor man kan se lige ind alle steder fra, så til sommer er det min plan at vi skal have et bord og en hængekøje herud og så har jeg gang i en masse planter der gerne skulle brede sig ud over det hele så her bliver smukt og frodigt også. Hvis man åbner porten er der udsigt til skoven men stadig ugenert.

Så goldt var her da vi overtog huset! Det er yukka palmer der står længere fremme, men de var næsten gået ud da vi flyttede ind. Nu har vi vandet og puslet dem lidt, så nu har de det godt igen og sætter nye spirer på livet løs

En plantegning så det var lidt nemmere at få overblik *S*

Vitrineskabet og pejsen i stuen. Bag pejsen er der blevet bygget hundeseng i etager. Vitrinen var en gave fra Gemma, hun havde den i sin butik førhed. Jeg har i mange år øønsket mig at kunne have mit gamle legetøj stående fremme, men støvfrit. Nu gik ønsket i opfyldelse

Et maleri af Kai Julien som jeg har fået af mine bedsteforældre er et af mine kæreste ejer. Nu har det fået ny ramme på og en æresplads i stuen. Jeg synes simpelthen den nye ramme klæder billedet så godt!

YAY! Mit drivhus!!! Det er ikke så stort, bare 12 kvm, men sommeren er jo også lidt længere hernede Det første røde jordbær ER høstet, og endda lidt sent fordi drivhuset jo først er bygget og plantet til i år

Kaninhuset og kilden. Jeg har selv modeleret hovedet i midten af cement og der er hul så der kan løbe vand ud ad munden når jeg engang er helt færdig! På tættere hold kan man skimte en rund granitsten med en fisk til venstre for hovedet. Den har farfar hugget i granit til mig.

Forreste terasse. Jeg er begyndt at ‘klistre’ skaller på gelænderet til højre, det er meget almindeligt hernede og ihvertfald pænere end at se på betonbyggeklodserne De gamle redskaber og hjulene har Antonio og hans far tidligere brugt. Jeg har sat dem i stand, fjernet rust og rustbeskyttet og nu hænger de her og er fine og giver stemning

Vi har efterhånden fået plantet en MASSE planter i haven, for det er så nemt bare at snuppe stykker af roser, bourgonvilla og hawaiblomst, putte dem i jorden i januar og fluff, så har man en have. Der er også blevet plantet nogle frugttræer og frø som jeg indsamlede sidste år – så i løbet af sommeren kommer der nok flere billeder af haven, men nu har i ihvertfald set hvor goldt og trælst det var lige da vi flyttede ind

Vil du sælge en hvalp? Gratis?

Det er godt nok et større cirkus at forsøge at sælge hvalpe her i landet. Jeg tog dem jo ellers med fordi jeg havde en idé om at mine hunde kunne finde bedre hjem her end i Andalucien. Der må jeg indrømme at jeg nok er blevet klogere!

En gangbesværet dame ringede til mig og syntes mine hvalpe var HELT perfekte til hende. For hun kendte til ‘de der collier’ og de var ‘gode hunde’ og hun ville jo også gerne have en hun kunne kæle med. Det stod jeg så i den anden ede af telefonen og følte at dumheden ingen ende ville tage. Dernæst ville hun høre om det virkelig var rigtigt at jeg ville have 2500 for dem? Så meget havde hun ikke råd til at give, for hun var jo bare en fattig pensionist. Ja, det var jo ikke fordi hun ikke havde råd til at have hund, sagde hun, men nu skulle de jo kun til dyrlægen en gang om året så det havde hun råd til. Jeg forklarede hende at lovpligtig chip og vaccinationer alene koster omkring 1500 kr. Hun ville tænke meget nøje sagde hun.

Nogle timer senere ringede hun tilbage. Nej, hun syntes også 1500 kr var for dyrt, men om ikke jeg ville sælge hende en for 1000 kr? Nu havde jeg jo aldrig sagt at jeg ville sælge hunden for 1500 kr, så jeg ville da SLET ikke sælge den for 1000kr!! Det fik damemennesket til at blive helt hysterisk. Jeg gik kun op i penge og ikke i at hundene havde et godt hjem, ja faktisk var jeg jo dyremishandler! Hun fortsatte resten af aftenen med sms’er og mails hvor jeg i DEN grad blev svinet til. Hun spurgte om der havde været andre der havde henvendt sig på annoncen og det sagde jeg at der var, selvom den først var blevet sat i samme dag. Så fik jeg en overhaling mere – jeg var jo fuld af løgn! Der var jo ikke andre der havde skrevet på DBA med spørgsmål og svar, det kunne hun jo se – det var bare fordi jeg var en pengepuger. Jeg forklarede hende at nu kunne folk jo altså godt både maile mig og ringe uden at hun for øvrigt havde noget som helst at gøre med det.

Det endte med at jeg måtte true damen med at melde hende til politiet for chikane – og i dag tog jeg så debatten op med DBA. De ønskede ikke at gøre noget ved det, jeg kunne bare slå funktionen spørgsmål og svar fra og slette historikken hvor hun også havde udgydt sine ubehageligheder. Der var bare det ved det at det kunne jeg pludselig ikke gøre uden at skulle betale for annoncen som erhverv??!!!

Jo, det var ikke nogen fejl svarede ‘den venlige’ DBA-dame. Mine hvalpe er jo KUN 6 mdr minus en uge, så i de næste fire uger skal de annonceres som erhverv. Det skal for øvrigt alle hvalpe under 6 mdr som koster mere end 500 kr.

Altså…. hvis du har EN hvalp, og den er chippet og vaccineret – og du så beder om 1500 kr for den, for at få udgiftene dækket. Så er du erhverv! Hvad F*** er det for nogle mennesker der sidder hos DBA og laver annoncereglerne? Kan de ikke forstå hvor vigtigt det er at få hvalpene vaccineret og chippet? Og kan køberne virkelig gå ind for at skulle betale 350 kr ekstra for en hund, bare fordi de har set annoncen hos DBA. Vel at mærke helt uden ekstra services som overskrift, billeder i søgningen etc.

Jeg kan kun sige at det viser en meget dårlig stil hos DBA og jeg opfordrer til at man vælger andre steder at annoncerer sine hunde. Gi-pote eller Gul og Gratis har IKKE disse problemer!

Hvalpe, hvalpe, hvalpe!

Det bliver ved billederne for denne gang – enjoy!

Dyrene på farmen.

Jeg har endelig fået uploadet billeder af hus og have og dyrene, så nu skal jeg lige få taget mig sammen og få forfattet lidt tekst der kan følge med *S* Indtil da tænkte jeg at jeg jo kunne vise nogle af alle de der dyrebilleder frem jeg har, som ikke lige nødvendigvis har en historie og som ikke hører ind under noget andet.

Ham her fandt jeg i en skraldecontainer en dag jeg var ude at gå en tur med Antonios niecer og nevøer. Der kunne han jo ikke blive liggende, så han blev puttet i min inderlomme og var med til familiefødselsdag i yderligere 3 timer før han kom med hjem.

Han blev døbt Baghera og blev hurtigt fine venner med vores anden hankat Doraymon (efter en tegnefilmskat på tv), som jeg havde haft med hjem fra Antonios søster. Doraymon og jeg havde fået en fast tradition med at jeg skulle hente ham nede i baghaven og kæle med ham når vi besøgte søsteren, så selvom jeg egentlig ikke syntes vi skulle have flere dyr, så slog Antonio og søsteren sig sammen og gav mig katten med hjem. Det har jeg nu heller ikke fortrudt!

Putteputteputte. Selvom de begge er hankatte og godt kan lege så man tænker at gale katte får revet skind – så er de i virkeligheden rigtigt fine vennere og går ikke ret langt uden hinanden!

Porcelænskatte på hylden.

Eremit….kat?! Vandkanden her er også god at gemme sig i når hvalpene kommer tumlende og vil lege *hehe* De fungerer nu også fint sammen, hvalpene er ikke for voldsomme og katten har fundet ud af bare at gå sin vej når den ikke gider lege mere.

En dag ringede Antonios søster. Hun kunne huske at jeg havde snakket om at jeg godt kunne tænke mig en dalmatiner, så jeg fik ca 30 sekunder til at sige ja eller nej til tilbuddet om en. Sådan blev det at Yaco flyttede ind i vores familie…..

Han lagde ud med at være skræmt fra vid og sans. I sine fire år havde han kun boet på et værelse i en lejlighed og kun ind imellem blevet lukket ud hvor han så kunne gå ture selv. Efter noget detektivarbejde fandt vi nemlig frem til at Yaco var den dalmatiner som Frigg og jeg lærte at kende da vi lige var flyttet til Vejer. Men nu havde han kørt to gange i bil samme aften, af fremmede mennesker og for første gang i sit liv og så blev han mødt af en overgearet Goofy der ville lege og fem små hvalpe der hoppede ham om benene. Det blev simpelthen for meget for stakkels Yaco og han gik til angreb først på Goofy, så på hvalpene. Vi gav ham mundkurv på og lod ham gå rundt på grunden og finde sig til rette i 3 dage, så var han blevet fine venner med Goofy der til gengæld viste ham rundt og viste hvordan tingene foregik. Siden har vi ingen problemer haft med Yaco, han er bare blevet en del af livet på farmen.

Her er porten ind til vores hus. Yaco er Antonios hund, det har Yaco selv bestemt. Han følger Antonio tæt, uanset hvor han går og han vil også gerne med ud og ride, bare han kan få lov til at være sammen med Antonio! I et par uger stod han her ved porten og pev hele dagen mens Antonio var på arbejde og ikke ti vilde heste, godbidder, kram eller Goofy kunne få ham væk fra den port! Nu har han heldigvis fundet ud af at Antonio kommer hjem igen, og jeg kan også godt bruges til at nusse lidt.

Goofy og Doraymon har et højst besynderligt venskab deres racer taget i betragtning. I lang tid var de fuldstændigt uadskillelige, men Goofy har måttet vige pladsen lidt for den nye kat Baghera. Det tager Goofy nu ikke så tungt, når han vil lege med en kat, så går han rask væk hen og tager dens hoved i munden og slæber katten hen på sin pude så de kan lege! Det ser voldsomt ud, men de er fine venner, så jeg lader være med at blande mig.

Det er KUN leg! Ingen kløer og revne snuder og kattene overlever mirakuløst hver gang Goofy springer på dem eller tager dem i munden og rusker dem blidt. Konen til en af Antonios venner er meget glad for katte og hun kan slet ikke tåle at se på det. Hun kan ikke forstå at det kun er leg og at oftest er det faktisk kattene der opsøger Goofy for at få ham til at lege. Men hun har selvfølgelig heller ikke set dem putte sammen i en stor bunke om aftenen *SS*

Storebror Goofy og Chica og Simba. Goofy har været mere end fantastisk med hvalpene! Han har opdraget og leget og passet på og beskyttet. Han gik endda til angreb på den noget større Yaco da Yaco første dag blev bange for en hvalp og gik til angreb. Chica har fået et nyt og supergodt kærligt hjem her i Danmark, ikke langt fra min mor – og Simba…. ham faldt mor pladask for, så nu bor han hos hende og er allerede vænnet til at blive overforkælet

Kanariefuglene fik nyt stort voliere i vores nye have. De må godt nok dele det med kaninerne og rødhønen, men det generer dem ikke. Alle på nær en enkelt kanin døde desværre i vinters af forkølelse, den fik til gengæld gjort kål på rødhøne-hanen og var ved at skulle sætte 3 nye kaniner på plads – så den blev flyttet ud af volieren og blev væk! Vi havde også fået et par vilde musvit-lignende fugle, men den ene døde samme dag vi fik den den og den anden fik Doraymon held til at halshugge med en klo ned gennem ‘taget’ på volieren. Hovedet sad stadig i taget mens kroppen lå på jorden, da Antonio kiggede til dyrene om morgenen.

Tongo har faktisk fået mindre plads end han havde før. Og langt mindre græs. Men som i kan se var han alligevel ganske udemærket tilfreds med ordningen Ud over min Guitana, går der 3 heste mere lige ved siden af ham og han kan også følge med i hvad vi går og laver i haven og hvad der sker ude på vejen. Det er noget mere spændende end at gå på en stor mark helt alene

Og så skal der slappes af efter sådan en tur rundt i folden. Tongo og Guitana står oftest lige ved siden af hinanden på hver deres fold, men vi kan desværre ikke sætte dem sammen, for selvom Tongo er kastreret, så slår hans araberblod igennem og han bliver så ivrig at han ikke kan lade være med at nappe Guitana ‘kærligt’. Nu er hun jo så en rigtig frøken, så det finder hun sig ikke i uden at vappe ham en ordentlig en på sinkadusen og så har vi jo balladen.

Sådan her tilbringer hun det meste af dagen. Hun er blevet større, fyldigere og meget kønnere nu hvor hun har fået lidt muskler og lidt hår! Hun er også blevet vænnet til både saddel og bidsel og jeg har endda været oppe at sidde på hende. Det går alt sammen fint nok, så længe hun ikke skal bevæge sig. Det der med at motion er sundt, det skal hun nok SELV bestemme og hun bliver eddikesur hvis jeg kommer og vækker hende om morgenen ved 12tiden når hun lige ligger og sover så godt!

Hun har et halvtag oppe bagved, med halm og mad og tørvejr og alting men ikke om hun gider bruge det! I regn og slud må posten ud og Guitana vil IKKE indendørs!

Frigg er bare Frigg og hun er såmen som hun plejer. Ikke så mange dikkedarer, ikke så mange nyheder – hun er farmens ukronede dronning der med hård hånd styrer alle de andre dyr. Når de ellers opfører sig ordentlig er det nu ikke noget hun blander sig i, så har hun vigtigere ting for. Bolde der skal kastes, pinde der skal kanøfles….. Med hvalpene kunne det dog godt knibe lidt med kræfterne. Hun opgav dem også så snart de havde fået øjne, så kunne Goofy få lov til at tage over!! Jeg måtte faktisk tvinge hende til at die dem de sidste 3 uger, for ellers jagede hun dem væk.

En skønsom blanding af farmens dyr. Ja Antonio er jo ikke noget dyr selvom han godt kan lyde lidt som en bjørn når han ligger og snorker. Kaninen var inde for at komme sig over en forkølelse (som den endte med at dø af) og Frigg holdt nøje øje med SIN kanin, mens Doraymon aldrig forsømmer en lejlighed til at deltage i en siesta på sofaen. Fantastisk som vores dyr kan rende imellem hinanden på tværs af arter!

Rejser i natten.

Jeg har altid godt kunnet lide at rejse om natten. Der er nu noget specielt over at sidde i mørket og måske forsøge at skimte lidt landskab eller en landsby udenfor. Eller tænde læselampen og fordybe sig i en god bog. Det bedste af det hele er nu at nå frem og næste morgen vågne op til solopgangen et nyt sted.

Chaufføren på bussen var forholdsvis ung og virkede venlig, så jeg satte mig kun 3 sæder bag ham. Det er alligevel rart ikke at føle sig helt alene i verden, selvom jeg ikke lige havde en intention om at skulle snakke med ham. Jeg var nemlig næsten færdig med Henrik Dahls nye bog ’Idiot’ og den havde fået godt fat i mig. Chaufføren havde også radioen tændt og der spillede et eller andet stille spansk pop.

Da vi satte i gang var jeg allerede langt væk i min bog, men alligevel fornemmede jeg at radioen skiftede fra musik til sport. Jeg går ud fra at det var fodbold, men jeg hørte ikke efter. En anden spaniol havde sat sig på kanten af det forreste sæde, lænet så langt frem at han næsten sad på skødet af chaufføren og diskuterede ivrigt detaljerne i kampen med ham. En halv time før vi var fremme kunne jeg endelig lægge bogen fra mig. Tids nok til at følge med, mens vi snirklede os gennem Algeciraz nattetomme gader. Selvom jeg ikke kender til Algeciraz, så virkede de gamle, smalle stræder med gule lyskegler fra rustne gadelamper og husene med malingen skallende af, alligevel bekendt. Det her er mit Andalucien! Slet ikke som de fine strandpromenader og den skinnende metal lufthavn som i Malaga. Ikke fyldt med os nordboer og gebrokkent spansk. Her er støvet og beskidt og fattigt. Her tales drevent andalusisk som ingen udlænding har chancen for at forstå. Her er mennesker med vejrbidt hud og smilerynker der får deres ansigt til at ligne en meget glad, men indtørret sveske. Her er beskidte og loppebefængte hunde og katte på enhver byggetomt eller skraldespand. Her er fattigt på penge men uendeligt rigt på hjertevarme. Det her er MIT Andalucien og jeg var hjemme igen!

Antonio havde allerede fundet min kuffert og hundekennelen frem fra bussens mave da jeg stod ud. Min første kommentar var hvordan han kunne gætte at lige det var mit? Og vi startede gensynet med et godt grin. Ud over at min kuffert er nærmest neongrøn og på daværende tidspunkt stadig lugtede fælt af hund, så var den også placeret oveni det kæmpe transportbur – og sådan et var jeg, sært nok, den eneste der havde slæbt med.

Antonio havde også været forudseende og taget en spand med isklumper og red-bull med til mig. Han tænkte at jeg nok var noget træt efter den lange rejse, her klokken knap 2 om natten. Vi sludrede lystigt i munden på hinanden mens Tarifa og de mange vindmøller stod æresvagt for os. Deres røde og hvide lys, alt efter højde, dannede fine mønstre i den ellers kulsorte nat.

Det sidste sving væk fra hovedvejen og så lige en halv time på landevej, så ville vi være hjemme. Jeg var endelig blevet stille og strakte mig veltilpas i passagersædet mens Antonio sænkede farten for at dreje af. Han listede rundt om hjørnet og ud af nattemørket vrimlede det pludselig med politibetjente med store lygter og refleksveste! Jeg skal love for at jeg vågnede op igen, men jeg er ved at være vant til razziaerne hernede – de møder talstærkt op. Som det første rakte jeg hånden op for at tænde lyset inde i bilen mens Antonio parkerede, og så fandt jeg papirerne på bilen frem. Der blev lyst ind i bilen og papirerne blev givet videre til en anden betjent med en transportabel ’computer’ så registreringsnummeret kunne blive kontrolleret i politiets database. De bad også om vores CPR nummer og mit pas – det blev også kontrolleret i databasen. Det er ikke altid de er helt så grundige, især når man bare er en blond udlænding. Det er ikke os der giver problemer dernede. Måske lige ud over ikke at have helt styr på alle vores papirer og hvornår bilen skal synes og såen, men det er jo bagateller. En betjent stod med hovedet og lommelygten helt inde i bilen og spurgte os hvor vi havde været henne på denne tid af natten. Det kunne vi jo godt fortælle ham og da bilens registreringsnummer samtidig tjekkede ud og passede med at jeg var ejer af bilen, slappede han lidt mere af. Han spurgte os om vi havde haft en god tur og om der ellers havde været roligt på vejene. Det kunne vi jo kun bekræfte og endelig, efter 20 minutter var de tilfredse og lod os køre hjem.

Trods den grundige kontrol og de trukne våben, havde de hele vejen igennem behandlet os høfligt og venligt, men Antonio er ’så gammel’ at han stadig husker dengang Guardia Civil var Francos drenge og nogle korrupte stratenrøvere. Han brokkede sig lidt over deres løjer her midt om natten, om ikke de havde vigtigere ting at give sig til end forstyrre gode borgere? Jeg er dansker nok til at smile ad ham og fortælle at jeg nu syntes det var meget rart at de var der til at passe på os, for det var jo det de gjorde. Antonio gryntede lidt og var ikke overbevist.

Overbevist, det blev han til gengæld næste dag da vi så nyhederne! En uge tidligere var en gruppe ETA medlemmer (basisk terrororganisation) blevet anholdt i et hus i Portugal med knap 50 kg sprængstoffer. Det havde været hemmeligholdt mens man forsøgte at optrevle om der var flere implicerede, men det mente man på nuværende tidspunkt ikke at der var. I huset havde de også fundet nogle tegninger, papirer og planer over specifikke huse de ville bombe. Huse i Zahara de los Atunas!! Kun 8 km længere inde ad den landevej hvor vi blev stoppet og kun små 20 km fra hvor vi bor. Vores provins (Cadiz) har ellers i mange herrens år været forskånet for ETAs bomber. De går gerne efter mere turistprægede steder hvor de kan gøre mere skade. Jeg er nu ikke bange for dem, og det er der heller ingen grund til at turisterne er, for ETA har det kendetegn at de altid ringer i god tid inden de bomber, så bygningen kan nå at blive evakueret. Ud over politifolk er det nok over 20 år siden ETA har slået uskyldige mennesker ihjel. Men de ynder at ødelægge hoteller og sætte en frygt i turisterne for at få deres vilje. De seneste fem år er der blevet bygget massiv i yderkanten af Zahara med både hoteller og ferielejligheder. Det var nok derfor de lige syntes de ville prøve at markere.

Åh det var rart at stå op til solskin i mit eget lille hus! Jeg brugte de næste par dage på at få nusset alle mine dyr, hevet i lidt ukrudt, kigget til drivhuset hvor det første jordbær næsten var rødt nok til at spise og ellers bare nyde at mine hyacinter stak 10 cm op ad jorden og alle mine nye rosenstokke var i fuld gang med at skyde. Så var det tid at få pakket kufferten og hundene og tage afsted igen.

I lufthavnen var jeg nærmest hjemmevant og kendte alle rutinerne med hundene. Det hele gik også glat – lige ud over at møgflyselskabet tog en overpris på 100 euro for min billet. Jeg havde, på grund af hundene ikke kunnet købe den over telefonen, men måtte købe den i lufthavnen. Heldigt at Antonio lige havde fået løn dagen før, for jeg havde ikke nok penge på mit kort. Så var han til gengæld også helt blanket af og havde ikke engang mønter til vejtolden på turen hjem L Der burde ellers stå flere penge på mit kort, men samtlige bankmaskiner i lufthavnen var ude af drift, så det endte med at jeg måtte give Antonio mit kort og lære ham hvordan man brugte det – og så måtte jeg selv tage til Danmark og vente på at den næste hvalp blev afhentet dagen efter så jeg kunne få lidt kontanter.

Den nye køber kom også søndag med to veninder og blev helt forelskede i begge hvalpe. Veninden ville også gerne have en, men havde ikke råd til at betale før til den første om jeg kunne vente med at få pengene hvis hun tog hunden med i dag? Nej, det kunne jeg så IKKE! Køberen ville ringe til mig næste formiddag for at aftale afhentning, hun havde kun checks sagde hun og var derfor nødt til at gå i banken efter penge. Det er over en uge siden og det var det sidste jeg hørte fra de to damer. Jeg er egentlig lidt spændt på om de så ringer igen til den første og vil have hundene……

Det var lidt af en streg i regningen pludselig at stå uden kontanter og uden mor Hun var nemlig taget på barnepasning hos min søster og ville ikke komme hjem før weekenden efter. Jeg havde planlagt så at bruge ugen på at besøge venner på Sjælland, men det kan man ikke rigtigt når man ikke har penge til busbilletten. I stedet kom en anden søster på besøg fra onsdag – og uden at jeg gider gå i detaljer, så blev hun til lørdag hvor hendes psykiske sygdom tog det bedre af hende og hun smed mig ud af huset. Det var ikke rart og uanset hvor meget jeg føler for hende og de problemer hun nu engang har – så har jeg besluttet at jeg ikke længere selv kan holde til hendes verbale og fysiske overfald og vi må droppe enhver kontakt fremover.

Til gengæld nød jeg godt af fynbovenindens hyggelige besøg fredag aften; af mange hyggelige stunder og snakke med mor om stort og småt og ikke mindst af gode netvenner der har strakt sig kæmpelangt for at hjælpe med at få afsat hundehvalpe og som har været der med store ører og trøstende ord. TAK!!!