Vil du sælge eller hva’?

Det kan godt være trættende at rende rundt og lede efter et hus man har lyst til at købe. Der er mange ting at tage hensyn til og tænke over, og endnu flere hernede end hjemme i andedammen. Er huset lovligt? Er det registreret (så man kan få lån til det)? Og selvfølgelig alle de normale ting som beliggendhed, tilstand og modsvarer det mine behov?

Men det jeg bliver allermest træt af er faktisk at hernede er det sælgerne selv der viser huset frem. Og det kan aldrig ske uden at man sætter et par timer af og hører deres livshistorie også.

Hus nummer 1:

Et ældre spansk ægtepar, der har et typisk spansk hus med lidt jord til. De vil sælge fordi børnene ikke er interesserede i huset og de synes jorden er ved at blive for meget for dem. De vil for øvrigt også sælge deres lejlighed i Algeciras hvis det har interesse? I virkeligheden har de ikke lyst til at sælge, for de er meget glade for huset og de har været meget lykkelige der, så det er med blødende hjerter. Hvert enkelt træ, busk og blomst på grunden bliver vist frem og forklaret hvornår de helt selv har plantet det og hvor gode frugter det giver. Hvert enkelt rum og møbel (hernede sælges husene ofte med møblerne) bliver også forklaret og hvordan de personligt har fået tingene til at fungere.

Det tager et par timer før vi er færdige med at snakke med dem, har fået drukket en øl og hørt om alle deres børn og broren der er blevet skilt.

Hus nummer 2:

En engelsk dame med sine to børn. Manden er i england for at arbejde og de vil gerne have familien samlet. Men de vil også gerne blive hernede, så i virkeligheden har de slet ikke lyst til at sælge. De har selv bygget huset og hver eneste stikkontakt, vindue og dør bliver nøje fremvist og forklaret. Området (som vi udemærket kender), naboerne og udsigten bliver forklaret. Alt er perfekt. Haven bliver vist frem inklusiv fodboldmål og trampolin og legehus til børnene som de selv har bygget. Hun viser os også hvor batteriet som vindmøllen lader op står og viser os hvordan vaskemaskinen fungerer, selvom den ind imellem smider vand på gulvet.

Mødet tager kun en times tid fordi vi ikke bryder os om huset og derfor afslår at drikke vin eller øl med damen.

Hus nummer 3:

Et hollandsk ægtepar, der vil sælge deres hus alt for dyrt. Vi får vist huset frem og der bliver især brugt lang tid på at se damens malerier. Det bliver forklaret hvordan køleskabet kører på gas (det er ret almindeligt) og hvordan det fungerer. Vi får endda vist kontakten til det og hun trækker køleskabet ud for at vise os det i detaljer. Poolen er tømt, men damen viser os hvor pumpen er og hvordan den skal renses. Hestene bliver også vist frem – vi står ikke lige og mangler en hest vel? I virkeligheden har de slet ikke lyst til at sælge, for huset er deres hjertebarn og de har været meget lykkelige her, men børn og børnebørn er hjemme i Holland, så nu vil de hjem til dem.

Endelig bliver vi budt på noget at drikke (som vi afslår) og får at vide at vi altid er velkomne til at kigge forbi igen og sludre hvis vi skulle få lyst.

Hus nummer 4:

Efter noget møje og besvær får jeg endelig fat i ejeren og kan komme og se huset. Vi havde godt nok sneget os ud og fundet det selv, men jeg ville gerne se det indvendingt og også høre lidt detaljer. Damen er tysker og siger hun aldrig har sovet bedre eller følt sig bedre tilpas noget andet sted, men hun er nødt til at sælge fordi hun har fået job hjemme i Tyskland. Jeg får fremvist alle træer og buske, vinduer og revner i væggen, vi er endda oppe ad vejen for at se den fælles brønd og naboens grund. Hun fortæller mig historier fra området og om naboerne og vil endda give mig telefonnummeret på de tidligere ejere (10 år siden) så de kan fortælle mig historier om huset også.

3 timer senere lykkes det mig at komme derfra.

Det kan godt være både trættende og temmelig uinteressant at være tvangsindlagt til at høre folks livshistorier bare fordi man måske vil købe deres hus. Endnu mere at høre om at de egentlig ikke har lyst til at sælge, men er nødt til det. Jeg er måske en kold fisk – men når de har sat huset til salg og jeg overvejer at købe, så er jeg altså fløjtende ligeglad med deres følelser i den forbindelse. Dem kan de have for sig selv. Eller snakke med deres venner og familie om. Ser du – jeg er egentlig bare interesseret i de praktiske ting. Faktisk regner jeg med at købe huset og ikke menneskene. Jeg er heller ikke så flink så jeg efterfølgende vil sende dem mails om hvordan deres hus har det. Det må de tænke sig til. I virkeligheden har mest lyst til at stoppe deres talestrøm og spørge: “Vil du sælge eller hva’?”

Jeg glæder mig i denne tid

Det er godt nok ikke jul og her falder bestemt ingen sne!! Men jeg får besøg fra Danmark om lige om lidt og jeg GLÆDER mig!!!! Iiihhh altså! Det er så rare mennesker, som tager så stor interesse i mit liv og som er så søde og venlige over for mig at jeg slet ikke kan holde op med at hoppe rundt *hehe*

Og så endda kun sølle to dage, så jeg aner ikke hvordan vi overhovedet skal få tid til at sove, hvis jeg også skal vise dem alting Farmen alen, inklusiv Friggens hvalpe – hun er for øvrigt en del større end sidste gang, men Antonio mener der er nabonaboen schæfer der har været på spil – tager jo op til flere dage *LOOOOL*

Og Karin, Runa og Trine…. tak for at minde mig om at der stadig findes ‘ordentlige’ danskere – for det er F*** ikke den fornemmelse jeg ellers sidder med når jeg læser nyheder hjemmefra! Det er frø og diverse på vej – det meste er en blandet landhandel fra ‘markmix’ og måske mest egnet til et hjørne af Runas kæmpe have, men jeg håber i under alle omstændigheder får fornøjelse af det.

.

I dag var vi ude at se på et hus til ‘måske leje’. De ville helst sælge, men havde ikke lyst til at sælge og noget værre bavl. Hestene måtte godt være der, hvis de altså kan gå 15 meter op at små stejle trapper. Gitana kan, men Tongo tvivler jeg på vil bryde sig om det :/ Vi fik også talt med de mennesker der har det hus vi gerne ville købe, men desværre ikke kan. De har i mellemtiden fået et andet tilbud men var faktisk kede af at det ikke blev os, for de havde set hvor glad jeg var for huset. Ok, sådan er livet og der er nok en mening med det – engang. Og hvis ikke, så er det bare ærgeligt. Der er lissom andre huse til salg. I morgen skal vi se på et hus til leje, som har plads til hestene og jeg har en god fornemmelse med det. Vi får se.

I dag snakkede jeg med Antonio om det at sove. Jeg elsker at sove!!! Han synes det er spild af tid og skærer det ned til et minimum. Jeg kan ikke sove og jeg elsker den ro det giver mig, hvor jeg ikke behøver spekulere over noget. Nogle mennesker drikker sig fulde eller tager stoffer for at glemme deres problemer – jeg vil bare gerne sove. I dag kan jeg ikke sove, men jeg gør i steet et ihærdigt forsøg på at drikke mig let bimmelim, for SÅ kan jeg sove *hehe*

.

For øvrigt drømmer jeg ofte om julen lige nu. Sært, for jeg er ikke julemenneske overhovedet. Det er heller ikke familien jeg savner i den forbindelse (i andre ja, men ikke lige med julen). Jeg drømmer om gran og juletræer og dekorationer – ting der ikke findes hernede. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere over hvad det egentlig er det betyder for mig. Jeg ved det ikke. Måske jeg skal indføre ‘danse om palme’ i Antonios familie? Det kunne være sjovt *hehe*

.

Sov dejligt og hav en god weekend!

Prinsessen holder fridag

Jeg burde rende rundt på offentlige kontorer i dag igen, efter at have besluttet at anke dommen jeg hentede i går. Men jeg har bevilliget mig selv en fridag. En dag til at sove længe uden larmende vækkeure der kalder mig ud til en virkelighed, der består i timevis at stå i kø for at vente på et eller andet lillebitte stykke unyttigt papir. En dag uden at desperat lede efter parkeringspladser, og helst i skyggen selvom det er en umulighed, for efter et par timer alene, er bilen steghed at komme tilbage til og kvalmen overvældende når man er nødt til at stige ind og forsøge at koncentrere sig om trafikken. En dag uden konstant at hakke sig igennem på et sprog jeg ikke mestrer men dog kan gøre mig forståeligt på, for at forklare vigtige ting. Og for at forstå hvad folk siger når de taler kancellisprog på en dialekt der snapper endelser og bogstaver af alle ord så det fremstår som amputerede sætninger hvor man er nødt til at gætte sig frem til indholdet. For øvrigt mumlende og som var der hungersnød æder de alle ordene i stedet for at spytte dem ud – og det er virkelig hungersnød for de taler lynhurtigt som for at æde flest muligt ord hurtigst muligt. Jeg skal heller ikke kigge på huse, hverken til leje eller til salg. Jeg skal ikke overveje om der er plads nok til heste, have, hunde, kaniner og fugle. Jeg skal ikke overveje om prisen er rigtig og spekulere over om vi har råd hvis Antonio skulle risikere ikke at arbejde og vi kun har min pension. Jeg skal slet ikke spekulere på om huset ligger ‘højt’ fordi spåkonen har fortalt Antonios familie at han kommer til at bo højt i et hus han godt kan lide, så alle andre huse er udelukkede uden overhovedet at have set eller overvejet dem. I dag skal jeg ikke engang i haven. Der er ikke så meget at lave mere, en del planter står i krukker nu og frø er samlet fra alle de etårige planter jeg gerne vil se igen. Ukrudtet får lov til at vokse som det vil og græsset må klare sig på bedste beskub. Om det vil dø af tørst eller vokse op i himlen er ikke mit problem.

I dag holder prinsessen fridag. I dag skal jeg sove og slappe af alt det jeg overhovedet orker. Måske skal jeg gå en tur på stranden med hundene og blive rusket igennem af vinden. Det er efterår, så nu må hundene være på stranden igen og jeg savner gåturene der. I aften skal jeg drikke kaffe med Gemma og sludre om alt og ingenting. Bare tøsesludre. Alene.

I morgen er der atter en dag og det er ikke en fridag. I morgen går det løs igen med kontorer og snakken med mennesker. Men det er i morgen. Der er længe til. I dag holder jeg fridag!

Dagen derpå

Det er altså et pudsigt system de har hernede. Når man kommer til en ‘hurtig’ dommer (maks en uge efter anmeldelsen), læser dommeren vidneudsagnene igennem inden retssagen og dommen er så forberedt på forhånd. Det er på sin vis smart nok, for man får en helvedes masse sager om småtterier igennem systemet ganske hurtigt.

I det her tilfælde er det ikke så smart – for dommen endte med at lyde på at Oliva og jeg har slået hinanden og skal betale hinanden 360 €. Altså lig med præcis ingenting. Det var på forhånd bestemt at man ikke ville høre Antonios vidneudsagn fordi han som eksmand til Oliva ikke var uvildig, ligesom det blev ignoreret at Oliva trængte ulovligt ind i mit hus fordi det var en førstegangsforseelse.

Dommerene i går indskærpede mundtligt MEGET kraftigt over for hende at hun skulle holde sig langt væk fra os og hun skulle prise sig lykkelig for den dom der blev givet. Jeg er til gengæld ikke helt tilfreds – så efter at have hentet dommen idag og tænkt mig lidt om, bliver det til at jeg anker dommen. Så skal jeg nok vente 3 mdr eller mere for at komme for dommeren igen, men til gengæld vil der denne gang blive hørt efter og dommen vil først blive afsagt EFTER at vidneudsagnene er blevet hørt.

.

Godt så, sagen er altså ikke overstået endnu og det er irriterende. Men derudover føler jeg mig godt behandlet. Da jeg stod i kø for at hente mit papir i dag, kom dommeren hen og hilste på mig. Som den eneste – alle de andre der stod i kø var også fra gårsdagens retssager. Da den mandlige sekretær så mig kaldte han mig hen, foran de andre i køen og han kunne huske mit navn og spurgte om jeg var ok og om min italienske nabo generede mig mere?

Generelt er folk søde og venlige ved mig, det hjælper mig. Lige nu har jeg mest lyst til at sove tusind år og ikke tænke på at kigge på huse til leje, eller opdragelse af Vero, eller dommere og sagsanlæg mod Oliva. Sådan hænger tingene jo bare ikke sammen, så jeg må tage en dag ad gangen og krydse fingre for at det her cirkus en dag ender i at jeg kan få lov til at bo og leve i ro og fred.

Hav en dejlig aften!

Endnu en dag i retten

Så blev endnu en dag i retten overstået. Tak til alle jer der har været der med støtte og opbakning, jeg skal gerne indrømme at det har været en hård omgang.

Vi mødte klokken 9 for at blive tilset af retslægen. Jeg havde ikke sovet hele natten og mine nerver var på højkant. Oliva dukkede op med sin fine krave om halsen, som hun har gået med den sidste uge mens hun har fortalt alle at hun måtte løbe for livet for at komme væk fra mig. Restlægen pillede nu kraven af hende, hun fik besked på at den var unødvendig og at hun ikke måtte have den på mere og slet ikke i retten! Mine mærker blev målt og skrevet ned detaljeret.

Klokken 10.30 skulle vi så for dommeren, men spansk sædvane tro blev den 11.30 før vi kom til. Dommeren ankom også først til retsbygningen lidt over 11! Oliva skulle give sit vidneudsagn først. Det var hurtigt overstået. “Jeg tog hen til huset for at hente husleje og så slog hun mig”. Det var det. Jeg må indrømme at jeg måbede! Her har HUN anmeldt MIG og gået rundt med en krave i en uge og så kan hun ikke finde på noget bedre at sige end det?

Rystende og bævende fik jeg så hakket mig igennem mit vidneudsagn. Antonio var udenfor da han jo var vidne og derfor ikke måtte komme ind før det blev hans tur. Men både dommeren, den kvindelige retsskriver og den mandlige et eller andet var meget søde og forstående. De blev ved med at sige til mig at jeg skulle tage det roligt og at de godt kunne forstå mig. De gjorde meget for at tale klart og tydeligt så jeg også forstod dem.

Olivas tur igen. Nej, hun havde aldrig slået mig med en stol. Mere sagde hun ikke.

Antonios tur. Han begyndte fortællingen fra en ende, men da han var en tredjedel igennem bad dommeren ham om at stoppe. Hans fortælling svarede overens med min og var ikke aftalt, så der var ingen grund til at høre resten.

Olivas bror kom også ind som vidne. Han kunne fortælle at han var hendes bror, havde set mig ind imellem på gaden og ingen problemer havde med Antonio. Derudover at Oliva var ommet grædende hen til ham og havde sagt at jeg havde slået hende og han var gået med hende herhen. Han forklarede fint at jeg havde råbt at hun ikke måtte komme ind og at Oliva ikke havde hørt efter og fortalte så at hans søster havde sparket mig hvorefter jeg havde sparket igen. Det havde jeg også selv sagt, så det var ikke nyt. Han fortalte også at jeg havde sagt ‘grimme ting’ til hende og havde spyttet efter hende.

Det var det. Dommeren indskærpede endnu en gang overfor Oliva at hun IKKE måtte gå ind på grunden og gjorde Oliva klart hvor grov en forbrydelse det er. Oliva sagde at det jo bare var for at hente husleje, men dommeren fejede hende af og sagde at hvis hun syntes hun manglede husleje, så måtte hun anmelde mig for det, hun måtte IKKE og jeg gentager IKKE gå ind på grunden. Oliva argumenterede at det jo var hendes hus, men dommeren var noget træt af hende og forklarede med en engels tålmodighed at huset var udlejet og nu skulle hun bare være glad for at det var en førstegangsforbrydelse så hun slap for fængsel…. denne gang. Oliva kunne åbenbart ikke dy sig. “Hvis de betaler husleje, skal jeg nok lade være med at gå ind igen”. Dommeren overhørte hende, og det skal hun vist være glad for!

.

Med al den her snak om husleje, så må vi hellere få på det rene at jeg faktisk betaler min husleje og ikke bare til tiden, som er den 5. i måneden, men oftest 2 dage før den første. I august var Frigg dyr i dyrlægeregninger og Antonio arbejde ikke, så jeg spurgte om jeg kunne vente med at betale til måneden efter, da jeg jo har lagt en måneds husleje i depositum. Oliva var ikke svært begejstret, men accepterede. De penge hun kom for at hente var husleje for september måned. Hun kom den første september og min betalingsfrist er 5. september.

Næste ‘problem’ er så at eftersom hun stjal 500€ fra mig og har slukket for vandet, så har jeg ikke penge til at betale i den her måned heller. Og jeg skal da ærligt indrømme at jeg sku heller ikke har meget lyst, for vi er ved at gøre klar til at flytte og penge for depositum og udbringning af vand skal jeg nok skyde en hvid pind efter.  Jeg kan heller ikke sige mig fri for at håbe lidt på at hun dukker op igen, for næste gang ryger hun ind og brumme den og så kan der da ihvertfald ikke være så meget palaver om hvem der har ret og hvem der tager fejl mere.

.

Det var alt herfra for nu. Nu skal jeg slappe af og omgruppere tropperne. Vedas hund Leyla er på en uges ferieophold og Frigg går rundt og pruster og ligner en der kan finde på at føde hvert øjeblik det skal være.

Gud og spåkoner

“Det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærk” er der et ordsprog der siger. Der har været noget tumult på matriklen her på det sidste. Faktisk gider jeg ikke rigtigt forklare det hele, for vi har snakket og snakket med mennesker de sidste dage, så jeg er grundigt træt af historien.

I korte træk dukkede Oliva op tirsdag morgen uden anledning; gik ind i huset uden tilladelse, mens jeg sov og Antonio ikke var tilstede og tog min nøgle til huset og 500€. Hun kom igen senere og nægtede at forlade huset “Det er mit hus” sagde hun, så jeg måtte vise hende døren og blev til gengæld overfaldet af hende med en stol, hendes negle, spark og en hel del ukvemsord. Jeg har taget hende i armene og ‘fulgt’ hende ud, men hverken slået eller besvaret hendes kaskader af bandeord. Senere dukkede begge Antonios døtre op og råbte og skreg mens de viftede med arme og ben inde i huset, så han til sidst bad dem om at forlade huset og fortalte dem at HAN ikke havde nogle døtre mere.

Vi har været forbi hvad der svarer til psykiatrisk skadestue for at få noget beroligende til mig (som jeg dog aldrig nåede at tage) og vi har været forbi almindelig læge og skadestue for at få papirer på mine mærker, og vi har været forbi politiet ad flere omgange og afgive forklaring. Låsen på døren er skiftet ud, min manglende kopi af lejekontrakt er blevet fundet på kommunen, vi har lånt en vandpumpe så vi har vand i huset efter at Oliva har slukket for det og vi skal i retten på tirsdag.

To nætter har vi overnattet hos Antonios familie for lige at få ro på og få noget støtte. De har været intet mindre end fantastiske. Veronica var forbi for at bagtale Antonio, men det var nok en uigennemtænkt idé at gøre det overfor hans familie, når hun samtidig intet kender til de ting hendes mor har begået.

Man kan roligt sige at fløjshandskerne er taget af nu. Nu skal det kvindemenneske ud af vores liv!

.

Det er så sært. Kulturen og mennesker her kan godt virke meget fremmedartede på mig til tider. Det er en af de tider lige nu. Ikke at det er noget dårligt…. bare sært. Ordsprogene flyver om ørerne på mig, stort set alle med udgangspunkt i biblen eller Gud – jeg er jo i et katolsk land. “Gud sørger for at de første skal blive sidst og de sidste først” eller variationer som “Den der ler sidst, ler bedst” eller “Den der sår, høster” (en pendant til den danske “man høster som man sår”).  Men også udtalelser som at Gud passer på de gode. Han giver ikke flere udfordringer end man kan klare.

Det er sådan set nemt nok at forstå og følge med til. Godt nok, de er katolske, fred være med det. Men det sære er der hvor de blander det helt vildt med overtro. Antonios mor og søstre var meget bekymrede for os, så i dag besøgte de ‘kvinden med kortene’. En spåkone! Antonios mor fik at vide at hendes smerter under venstre arm skyldes dårlig blodcirkulation fordi hun ikke går ture efter sin hjerteoperation og at de shorts hun har købt til Antonio, men ikke kan finde er ‘faldet ned bag noget’. De fik også at vide at vi vinder retssagen på tirsdag og at vi finder et hus at bo i, som Antonio er vildt begejstret for og som ligger ‘højt’.

Når kvinden med kortene har sagt det, så er det sandt. Så nu er de ikke bekymrede mere. Retssagen kunne lige så godt være overstået, for de kender jo resultatet!

Antonio var også ved kvinden med kortene før han mødte mig. Hun sagde at han ville møde en ny, sød pige omkring nytår; at Oliva ville finde en kæreste, men kun i kort tid (hun har faktisk en kæreste lige nu); at der ville komme store problemer, men alt ville løse sig til det bedste. Det er alt sammen gået i opfyldelse. Selvfølgelig! Kvinden med kortene sagde det jo!!!

.

Gud og spåkoner der tages for gode varer og som man stoler mere på end lægerne. Det kan godt være lidt svært at finde en grimasse der kan passe når nu man er indædt ateist og kritisk dansker. Jeg begynder nu også at blive nysgerrig efter at SE den der kvinde med kortene. Vi må afsted en dag

Cirkus i byen

I denne her måned har Antonios morbror og kone Pili fra Barcelona været på besøg hernede i varmen. Pili har især været svært begejstret for mig, for selvom de ‘altid’ har været her i hele august, kan hun endnu ikke forstå dialekten når familien taler sammen, så hun er henvist til at vente på at de taler direkte til hende. Det kan de godt ind imellem være lidt glemsomme omkring, for de forstår jo alt hvad hun siger og med hele familien samlet, så taler man jo bare som man er vant til. Men nu var guirien her jo, og MIG kan hun forstå og hun kan også forstå når de taler til mig – for de er gode til at huske lige at trække vejret ind imellem når de ser mit blonde hår og blå øjne *GGG*

.

Sidst jeg var sammen med Pili fortalte en af Antonios søstre at jeg er glad for dyr. Det er hun ikke – morbroren rejste netop til Barcelona som ung fordi han ikke gad arbejde på landet og med dyr *hehe*. Hun ser på mig. “Men kun at kigge på dem ikke? Du gider da ikke arbejdet med dem vel?”. Håbet lyser ud af stemmen på hende. Jeg er jo hendes medguiri – kom nuuuu…. ikke endnu en dyretosse i familien vel?? Jeg svarer hende at jeg skam også holder af ‘arbejdet’ med dyrene og at jeg går og leder efter et hus med grund til, som jeg kan købe. Jeg vil jo gerne have plads til hestene, hundene, fuglene, katten, kaninerne og evt. nogle strudse og gerne elefanter. Pili ser desorienteret ud et øjeblik mens Antonios 3 søstre bryder grinende sammen, før det går op for hende HVAD det egentlig var jeg sagde Min vits (som helt ærligt ikke var SÅ god) blev derefter gentaget af Pili så hele selskabet og i særdeleshed morbror i den anden ende af bordet kunne høre det….. et PAR GANGE!!!

.

Vero har ind imellem gået og fortalt om den her KÆMPE dyreforretning i Chiclana som bare har ALT! Deriblandt også de cocker spaniel hvalpe hun har forelsket sig inderligt i. I går hyrede vi hende så til at vise os vej derind så vi kunne se hvad det var for noget. Jeg havde været forudseende og taget et bur med og hun spurgte mig hvad jeg skulle købe.

“Du sagde at den her dyreforretning har ALT ikke?”

Vero “JO! den er KÆMPEstor!”

“Jeg vil have en elefant!”

Vero er vant til min humor så hun griner bare ad mig. Jeg bad hende da også om straks at vise mig hen til elefanterne da vi kom derind, men ak, ingen elefanter, de var udsolgt fra morgenstunden. Til gengæld købte jeg en lille sort hankanin der skal være bigamistkæreste med de to hvide hunkaniner. Hvis de altså engang holder op med at jage rundt med ham de kællinger. Den er så indtil videre døbt “El Elefante”.

.

Jeg havde set at der kom cirkus til byen (Barbate) i næste uge, men i går så jeg en anden plakat for cirkus i Chiclana. Plakaten viste både løver, tigre og de smukkeste hvide heste og flyvende akrobater. Rend og høns med bondebyen Barbate, JEG vil til Chiclana og se LØVER! Det lykkedes mig også at få Vero, kæresten og Antonio lokket med mig her til aften Som de ægte andaluser vi er ankom vi noget for sent, men heldigvis er det jo aldrig de bedste numre først, så det gør ikke noget. Jeg havde købt logepladser, for vi skulle dælme se nogle løver skulle vi! Og der skulle bare IKKE være hoveder i vejen når jeg skal se løver!

Det første nummer vi så, var en akrobat der kunne stå på hænder mens hans kone stod i traditionsrigt lidt cirustøj ved siden af og viftede med en arm og hoften i takt til musikken. Så satte han to stole oven på hinanden. Ja cirkusstole altså, fremstillet til formålet, ekstra store og så de ikke kan glide fra hinanden. Dem kunne han også stå på hænder ovenpå. En tredje stol og sørme om han ikke kunne stå på hænder?!!! Hvornår er levende musik til en cirkusforestilling for øvrigt blevet udskiftet med en dårlig dj?

To piger i et tov kunne snurre rundt. Den ene lidt mere end den anden, men de smilede så sødt og så overbevisende mens de gjorde det at man godt kunne tilgive dem. En kvinde i flamencokjole med burrebånd kunne snurre rundt i et stykke stof. Det var sådan set flot nok, men svært at vurdere om man skulle se på hende eller hendes mand på den flotte hest, der lavede små hop nede på gulvet. Endnu en mand med en hest. Denne gang en ægte INDIANERhest. Eller… broget var den ihvertfald og ikke særligt køn – den havde følgeskab af en lille lige så broget pony. Det kunne løbe rundt i manegen og hoppe over 40 cm høje spring. Han kunne også fremvise to afrikanske køer. De kunne trækkes rundt i manegen. Langsomt. Til gengæld løb hans lama ganske hurtigt de to omgange vi fik lov til at se den.

Forestillingen bød også på levende pytonslanger, der kunne hænge i et stativ. Krokodiller på en halv meter der kunne kravle. 2 vildsvin. Klovne med vand. En ildpuster.  En linedanser på en line. Hunde, hvoraf en kunne hoppe og de andre unne sidde i en vogn. 8 boxerhunde der kunne lege med en ballon. 3 triste, mølædte bjørne der kunne gå på bagben. Pirater (hvoraf en var en ganske god – læs: lækker – efterligning af Johnny Depp :p ). Men så absolut INGEN tigre, løver eller smukke hvide heste. Det er ikke den dårligste cirkusforestilling jeg nogensinde har set, men det er en snæver andenplads.Til gengæld havde de 30 aktører masser af gåpåmod og store ægte smil og jeg havde rent faktisk en fantastisk aften

.

Den dårligste cirkusforestilling nogensinde så jeg som barn. Det var Cirkus Dannebrog husker jeg, for jeg undgik dem  i mange år, selvom de faktisk er endt med at være helt gode. Det her var nok lige da de var startet at de slog teltet op på marken lige over for hvor vi boede. Sensationen var en hvid hest der kunne løbe og verdens mindste hest, som man ikke kunne se for kanten af manegen. Det gjorde nu ikke så meget, for til hverdag gik den på marken lige ved siden af, så jeg var vant til at gå og klappe på den. Linedanseren havde både sprechttailmeister og cirkusdirektør til at holde sig i hånden på linen. Det afholdt hende nu ikke fra at snuble og falde ned, men så blev hun i det mindste grebet. Dengang manglede de alt der kunne minde om entusiasme og godt humør og jeg husker det ikke som andet en et stort bluffnummer, der gjorde at jeg siden holdt mig strikt til Benneweis. Dog var jeg ikke i Nyborg da Kims ene hanelefant løb løbsk i byens gader *hehe*

.

Hav….. søde drømme

Whop Whop!!!

“I’ve got a feeling, that tonight’s gonna be a good night” synger min hæse radio. Det har ihvertfald været en god dag. Kun 28 grader, overskyet og da jeg var i Vejer faldt der endda 5 dråber regn over en periode på 10 minutter. FEDT!

Ja enhver dansker vil jo synes jeg er åndssvag, men efter 2 måneders tørke og hede så jeg ikke har kunnet holde ud at løfte en finger, så er dagens kølige vejr fantastisk! Det var endda så køligt at jeg kunne tænke! Og jeg benyttede straks chancen til absolut ingenting at tænke på

Antonio er ude og kigge på jomfruer. Eller, kun en enkelt – i procession – med hesten. Så jeg har haft eftermiddagen for mig selv. Ikke at det har været nær så slemt som forventet at have ham hjemme en hel måned, det var bare rart med lidt tid alene.

Og jeg har fået gjort rent. Mit hus er så snedigt indrettet så der altid er varmest og ingen udluftning i køkkenet, så selvom det var køligt i dag, drev sveden af mig i stride strømme bare ved at vaske op. Ja SÅ store er mine tallerkner og fade jo ellers ikke, men det varme vand og varme køkken var nok.

Der har været mange ting om ørene på det sidste. I går kom en ting mere til. Måske var det det der manglede for at jeg kunne sige “fuck det hele, NU gider jeg sku ikke tænke mere på det!”. Ihvertfald har jeg været gladere og bedre tilpas i dag end jeg ellers har været i lang tid. Jeg har endda lyst til at skrive igen, derfor det her indlæg som egentlig ingenting handler om.

Hav det godt deroppe nordpå

Her går det godt (send flere penge?)

Puha, det har været nogle lidt hårde dage. Mange ting om ørerne og mange tanker.

Vero er sur på mig. Hun har nægtet at skrive til mig siden hendes mor ringede til hende på hendes ferie og fortalte hvilken led kælling jeg er. Selv har jeg faktisk ikke sagt noget andet end at jeg er ked af at hun bliver blandet ind i vores skænderi og gjort hende helt klart at ’skylden’ er min og ikke hendes fars og at hendes far elsker hende meget højt. Og så har jeg ønsket hende en fortsat god ferie, som hun kom hjem fra i dag (fredag).

Søndag er det hendes fødselsdag og jeg har godt nok købt en lille gave til hende, men jeg sagde til Antonio at han også skulle købe noget. Han så helt forkert ud. Sådan noget havde han aldrig gjort og hvorfor skulle han det? Kunne han ikke bare give hende penge? Jeg fik forklaret ham at det er fint nok at jeg har købt noget, men hun ved godt at det er noget jeg har valgt, og jeg er jo ikke hendes far. At det betyder uendeligt meget at FAR har gjort sig den ulejlighed at tænke på hende og finde en gave. Han kunne godt se min pointe og blev oprigtig glad for rådet – og for at han kunne bruge nogle af mine penge på en gave til hende *hehe* Efter at have tænkt sig lidt om, så havde han vist hørt at hun efter sin fødselsdag ville købe en ny piercing i guld, så sådan en købte han til hende.

Og nu vi er ved penge. Så er det snart september og så er der arbejde til ham igen. Et job der nok varer 3 mdr og bagefter er der muligvis et hus der skal bygges. Pengene fra hans arbejde i JANUAR! skulle også gerne komme inden for de næste 2 uger, så det ser ud til at smalhans er overstået for denne gang.

Desuden har jeg besluttet at vil kællingen (det er Oliva) krig, jamen så får hun da bare krig. Jeg betaler hende ikke en krone mere i husleje og sådan er det! Hun har været fremme i skoene og er begyndt at fortælle folk at jeg slår Antonio og til mig at min hest ikke må være her. Jeg har stadig en kontrakt, der gælder 3 mdr endnu og derefter vil det tage hende mindst 6 mdr at smide mig på porten hvis det er det hun vil. Nu er hun jo ikke den hurtigste knallert på havnen, så det er ikke noget jeg får sved på panden over.

Antonio er ikke tilfreds med min beslutning. Så er ‘vi’ jo dårlige mennesker og synker til hendes niveau hvis ikke jeg betaler. Det kan jeg ikke tage mig af. Hun har kørt sit show længe nok nu. Vi kom jo til at snakke om hvorfor lejligheden ikke var solgt og hvor den var sat til salg. Han fortalte mig at der var et skilt i vinduet, men sådan et skilt har jeg ALDRIG set. Vi kørte forbi i dag så han kunne se at det var rigtigt. Det kunne han ikke forstå. Hun havde da både købt skiltet og alting. Tja, men det passer hende jo nok fint at bo gratis og så hæve huslejen for sine 3 huse imens. Jeg har sagt til ham at de skal gå til en ejendomsmægler. Hvis lejligheden sælger får han faktisk et udbytte på 150.000€ så det er fandeme fjollet at han ikke har hverken hus eller penge og så ikke gør noget ved sagen!!!

Et brev hjemmefra gjorde mig ked af det. Jeg havde bedt om at det blev anderkendt at jeg faktisk har været meget syg og at jeg har haft det rigtigt elendigt i min barndom på grund af min fars kone (og en far der ikke greb ind). Jeg følte der blev talt udenom. Det bliver også accepteret som ‘naturligt’ og stort arbejdspres at min far igennem to år har haft en hjemmeside om slægtsforskning hvor jeg ikke figurerer som hans datter. Jeg er der slet ikke, men hans to andre børn er. Forklaringen var at det var noget han havde lavet for lokal-arkivet og han var startet med de mennesker der rent faktisk har boet i byen. Det har hans to andre børn heller ikke, og på en måde synes jeg ikke det bliver mere ‘rart’ af at det er til offentligt brug at jeg bliver udskrevet af familien. Skide være med faren. Men jeg er så åbenbart heller ikke i familie med søsteren eller bedsteforældrene?

Så har vi brugt tid på at kigge på huse. Et tænker jeg seriøst over, men er bekymret fordi det er i et område hvor der faktisk ikke bor andre mennesker. Der er godt nok andre huse, men de er pt ikke beboede. For øvrigt er den ejendomsmægler på en måneds ferie i england og regner med at JEG ringer til HENDE. Det gør jeg så ikke.

Et andet hus ville vi gerne se på og evt. give et bud på. Men vi kan ikke komme til at se det fordi ‘ejerne er meget sky’ ??!!!! Ejendomsmægleren ringer ikke tilbage og giver besked og da Antonio fik fat i ham havde han travlt med at fortælle mig at det hus alligevel var for dyrt for mig (uden for øvrigt at kende noget som helst til min økonomi!!) men at et stykke jord med en ruin vi havde set på kunne finansieres billigt gennem sælgeren og han også gerne ville give mere afslag. Det er jo godt nok – jeg er bare ikke interesseret i det stykke jord overhovedet!

I dag ringede Amigo Pepe og fortalte om et andet hus der er til salg. Sådan er det her. Der er sikkert hverken et til salg skilt eller noget, eller også er det alt hvad der er. Så skal man selv køre rundt på de små veje og finde hvad der er til salg. Interessant fremgangsmåde! Det tager vi op og kigger på i morgen.

Michomicho er herlig! Vildt kælen og legesyg og bedstevenner med Goofy. De leger sammen med at fange et stykke snor og de går op ad hinanden hele tiden. Når ikke lige Michomicho kravler op i træer eller fuglehuset altså. Her til aften blev Goofy lidt overmodig og forsøgte først at daske Micho med en pote, så at bide hende forsigtigt i en pote som han gør med Chispi. Goofy lærte noget nyt i dag. Missekatte har skarpe kløer!!! *GGG* Men de er nu stadig fine venner.

Jeg har svært ved at holde mig i ro. Jeg er klar til at flytte i morgen, men jeg vil heller ikke købe et eller andet tosset. De andre ting farer også rundt i mit hoved og giver mig ingen ro. Jeg gik i seng klokken 1, men stod op igen lidt over 5 da jeg alligevel ikke havde sovet. Jeg har fået hvilet mig og har det bedre, så i morgen bliver nok en bedre dag.

Jeg ved det, jeg ved det. Altid DÅRLI! idé at skrive når jeg har drukket lidt. Jeg gør det altid alligevel, man bliver vel aldrig klogere *LOOOOOL*

Så…. I dag kom Oliva forbi uanmeldt. Det passede mig ikke, jeg var lige ved at udskrive nogle billeder af en ejendom jeg vil kigge på og siden ejendomsmægleren ikke har vendt tilbage ville vi forsøge at finde den selv. Jeg lukkede døren til soveværelset hvor jeg var og var musestille. Hørte Antonio snakke lidt med hende om vejret – det gik jo fint der her. Men så kom Antonio for at finde mig, hun ville snakke med mig!

Ok, lidt sniksnak om vejr og vind, jeg svarede med enstavelsesord, som ind imellem godt kan være på to stavelser på spansk, men oftest på en halv på andalusisk. Endelig fremkom hun med det ærinde jeg allerede havde gættet – om jeg havde bare lidt penge at betale hende for denne måneds husleje. Og det har jeg ikke nej. Surt show!

Mere sniksnak. Jeg holdt mig udenfor. Hun havde fremført sit ærinde, skrid nu, jeg har ting at lave! Men næææææ….. hun skulle absolut spørge mig om jeg var ok for jeg virkede sur. Jeg kan ikke, selv med min bedste vilje, jeg kan virkelig ikke lyve. Jeg kan omgås sandheden, men lyve, det formår jeg bare ikke. Så jeg svarede hende at jeg faktisk var medium sur på hende. Hun spurgte hvorfor? Og svaret er helt simpelt at jeg er TRÆT af at hun har spurgt Antonio om de ikke bare kunne være separeret og ikke skilt fordi hun ikke har råd til at betale advokaten.

Sotr var overraskelsen. Det var jo ‘bare’ et økonomisk spørgsmål og havde intet med mig at gøre. Men husk på vi er i et katolsk sladdersamfund….. hvordan tror i lige man tænker om en kvinde der er sammen med en ‘gift’ mand??? Det forklarede jeg hende. Men hun insisterede på at være uforstående, for det var jo lige så meget Antonio der ville skilles som hende. Det vil sige, han skrev frivilligt under på papirerne.

Laaaaang historie kort(ere). Jeg blev gal, hun blev galere – jeg fortalte hende at hun var ussel for ikke at sørge for mad til sit barn (20 år) hun sagde at hendes barn var en dårlig person og fuld af løgn. Nu holder jeg faktisk meget af Vero og ydermere er hun et af de mest hjælpsomme og retskafne mennesker jeg nogensinde har mødt, kun overgået af sin far – så jeg blev VRED!

Oliva sagde at hun ville gøre mig helvede hedt (frit oversat efter spansk talemåde) og jeg svarede at hun var så hjerteligt velkommen.

Jeg brugte så senere en times tid på at snakke med Vero. Hun er pt på ferie med kæresten og burde bare nyde de 4 pool og den fri buffet, men Oliva havde ringet til hende. Vero var vred og ked af det. Jeg forklarede hende at det var ok hun var vred på mig, for det havde jeg fortjent efter at have skændtes med hendes mor, men at hendes far intet havde med det at gøre og hans fortrolighed stadig var intakt. Vero er en klog pige. Hun var aldrig glad for skolen, men jeg tror hun kedede sig for meget. Hun forstod hvad jeg sagde. Stadig en anelse oprørt, men bedre tilpas efter vores snak. Antonio var til gengæld mere en bekymret – han elsker Vero over alt andet og kan slet ikke klare hvis hun ikke har tillid til ham. Det forstår jeg, og Vero også.

Ok…. så var det at Oliva begyndte at sms’e til mig. Tossede sms’er der lød som om hun var halvfuld eller noget. For dem der kan engelsk følger her…. ellers er det bare surt show

1 (from her): you arent that clever and when it comes to being a mum you havent got a fucking idea
1 (respond): you dont know my life
2 (from her): and you not mine, youre not that smart
2 (respond): ppl talk…
3 (from her): ppl tell me a lot about you as well
3 (respond): interesting! How would they know anything? they have only seen my face and that is prettier than your
4 (from her): theres a BIG difference between us and Antonio will say so if you dare ask him
4 (respond): and what? whom do you think he thinks is best? YOU ask him – I dont need to.
5 (from her): time will tell
and then I called her and handed over the phone

Og så talte Antonio med hende og forklarede at han ikke have grebet ind og sagt at hun var en FREMRAGENDE moder fordi alt hvad jeg havde sagt jo var sandt. Blablabla og enhver halvdårlig skribent for glamour kan fylde resten ind. Antonio er gået i seng, jeg drikker mig fuld og ud over det så har familen Danmark det fandeme dejligt!!!!